I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12917Visninger
AA

22. 20. kapitel

Key vidste, at det var på tide at tage i skole. Han havde været hjemme i en dag, men han havde besluttet, at det var for fejt at blive væk. Desuden kunne han jo ikke blive væk for evigt. Han havde det endnu værre end sidste gang, for tanken om, at alle nu vidste, hvordan han havde det, havde sat sig som en irriterende hovedpine.

Han havde aldrig været så nervøs, som han var i øjeblikket. Han havde prøvet at forberede sig selv så meget som muligt, men der var virkelig ikke noget, der kunne gøre ham helt klar til det, der ville komme.

Han gik med blikket rettet ligefrem, som om han ikke lagde mærke til alle de blikke, der fulgte ham, da han gik ned ad gangen. Han lod, som om det ikke rørte ham den mindste smule, men det gjorde det. Selvom han ikke viste det til de andre, kunne han mærke en knugende fornemmelse i maven, og det var næsten, som om hans indvolde drejede rundt mellem hinanden.

Han kunne uden problemer høre deres hvisken omkring sig, og han fik den største lyst til at græde, men han måtte ikke være svag. Ikke nu.

Det føltes som den længste gåtur, han nogensinde havde været ude på. Som om han havde gået og gået uden at bevæge sig ud af stedet, mens alle de andre elever - der mest af alt mindede ham om væsner, som stod i skyggerne og hviskede eller forfulgte ham - ventede på at kunne æde ham levende eller det, der var værre.

Han var ved at vende om og løbe sin vej en million gange, men han gjorde det ikke. Han ville ikke give dem den tilfredsstillelse. Blandt alle de andre så han Kris, der så på ham med et blik, han ikke kunne læse. Key gjorde alt for at sætte en kold facade op, som ville intimidere den ældre dreng, for han var den allersidste person, Key havde lyst til at bryde sammen overfor, lige meget hvor meget han havde lyst til det.

 Han vendte det kolde blik lige ud igen og fortsatte mod sit skab. Billedet fra sidste gang, han så det skab, stod stadig så klart i hans hoved, og det var næsten, som om han oplevede det igen i dette sekund.

Han rettede blikket mod jorden, for ikke at blive nødt til at se det igen. Dog rynkede han panden, da grøn tekst kom ind i hans synsvinkel. Så vidt han huskede, havde alt været skrevet med sort.

Han så op og måbede, da han læste den grønne skrift, der nu dækkede den sorte. ”Du er god nok”, ”Du skal ikke lytte til dem, Key”,Fighting!” og andre lignende ting var nu alt, man kunne se. Han kunne ikke tro sine egne øjne, og han stod som frosset. Hvem havde gjort det? Hvem havde faktisk stået op for ham, selvom det kun var anonymt?

Han var ret sikker på, at der havde været to forskellige personer sammen. Dog var der tydeligvis en af dem, som havde skrevet meget mere end den anden.

Han kunne mærke en varm følelse fylde sig. Han havde det stadig dårligt, og stemmerne bag ham var ikke forsvundet, men der var i det mindste nogen, som støttede ham. Der var nogen, som ikke hadede ham.

Det gav ham et lille håb om, at alt måske, måske, ville blive bedre med tiden. Han turde næsten ikke håbe rigtigt, men det var en drøm, der tog form i det øjeblik.

 Han åbnede skabet og tog de bøger, han havde brug for. Så vendte han sig om for at gå mod det klasselokale, som han skulle være i. Han kunne igen løfte hovedet lidt på grund af de venlige beskeder. Dog var han ikke et sekund i tvivl om, at dette nok ville blive en af de længste og værste dage i hans liv.

En dreng, han aldrig havde haft noget at gøre med, trådte pludselig ud foran ham, og Key havde ikke andre muligheder end at stoppe op.

”Passer det faktisk?” spurgte drengen med en hånende tone, som Key slet ikke brød sig om. Han vidste ikke rigtig, hvad han skulle svare, for sandheden var selvfølgelig udelukket.

”Det kommer ikke dig ved,” sagde han til sidst køligt og skubbede sig forbi drengen. Vis overskud, tænkte Key til sig selv.

Inden længe sad han i klasselokalet. Læreren snakkede om dagens emne, og Key følte, at der var underligt stille, på grund af manglen på den hvisken, han havde hørt på hele morgenen. Ikke at han savnede den. Det var tværtimod dejligt endelig at slippe for alle de hadefulde ord og nysgerrige blikke.

Han kunne ikke høre efter, for hans tanker var alt for langt væk. Han kunne ikke lade være med at tænke over, hvem der mon havde gjort det ved hans skab. Han ville næsten gøre alt for at finde ud af, hvem der havde hjulpet ham.

Han overvejede en del løsninger, men han kunne ikke få noget af det til at give mening. Han overvejede kort Kai, for han var trods alt den person, som havde været der mest for ham på den gamle skole, men det virkede ikke rigtigt. Hans tanker strejfede også kort Taemin, men han var ret sikker på, at det ikke kunne være hans yngre ven. Desuden havde der jo været to mennesker, så hvem skulle Taemin overhovedet få til at hjælpe sig?

Han tænkte også kort over Sehun, men så huskede han drengens ord om, at Key ikke skulle forvente hans hjælp fremover, så det var heller ikke en mulighed. Han vred sin hjerne for andre forslag, men der kom bare ikke nogle.

Han rystede sig forskrækket fri af sine tanker, da klokken ringede ud fra timen. Han pakkede sine ting og forlod klasseværelset så hurtigt som muligt. Måske skulle han prøve at spørge Taemin, om han vidste, hvem det kunne være?

Han tvivlede bare på, at den yngre dreng kunne vide noget, for hvis nogen vidste noget om det, så ville rygterne allerede være spredt. Dem, der havde hjulpet ham, måtte virkelig have sørget for, at de ikke blev opdaget af nogen.

Spisepausen var ikke meget bedre. Han havde glemt sin mad om morgenen, så der var ikke andre muligheder end at stille sig i kø i kantinen. Han sukkede og vendte blikket mod jorden. Han kunne mærke de mange øjne på sig.

Det føltes som en evighed, før han fik sin mad, så det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme ud derfra. Han gik tværs gennem lokalet for at nå udgangen så hurtigt som muligt. Kun nogle meter mere, og han ville være væk fra de hånende ord.

Han satte farten endnu mere op. Nu manglede han bare at komme forbi de populæres bord. Han så hurtigt op mod døren, hvilket han fortrød i næste sekund. En af de andre spændte ben for ham, og på grund af hans manglende fokus, lagde han ikke mærke til det, før det var for sent. Han snublede, og det gik nærmest i slowmotion, idet han så gulvet komme nærmere.

Han slap bakken med mad, for i stedet i ren refleks at tage fra. Alt skete så hurtigt. Han ramte gulvet, og en smerte skød op gennem hans hånd. Der gik få sekunder, før han mærkede noget blive hældt ned over sig.

”Ups,” sagde en skinger stemme, tydeligvis en af de populære piger.

Høj latter brød løs fra alle sider, og Key bed hårdt tænderne sammen. Han havde aldrig prøvet noget, der var mere ydmygende. Han kunne mærke tårerne brænde sig vej. Han så op mod bordet, der var tættest på. De populære grinede lige så meget som alle andre, hvis ikke højere. Kris var der, Sekyung var der sammen med de andre falske piger, sportsidioterne.. Selv Jonghyun.

Key ville ikke engang se på Jonghyun. Han ville ikke vide, hvordan den ældre dreng reagerede. Han kunne ikke.

Key kunne mærke sine kinder brænde. Han vidste, at han burde rejse sig op og komme ud derfra, men han følte sig svag og hjælpeløs. Latteren fortsatte, og han ville ønske, at et hul ville åbne sig og suge ham ned, så han aldrig mere skulle se nogen af dem igen.

Han kunne pludselig mærke et par bløde hænder tage fat i sig, og han vidste med det samme uden at se op, at det var Taemin, for han kendte de spinkle fingre og den bløde hud.

Allerbagerst i hans hjerne var der en stemme, der sagde, at han skulle få Taemin til at lade være med at hjælpe ham, for han havde ikke lyst til at få den yngre dreng rodet ind i det hele. Resten af ham kunne dog slet ikke reagere på den tanke, så han lod bare Taemin føre sig væk.

Latteren forsvandt, men blev hurtigt erstattet af hvisken. Key kunne ikke undgå at høre de mange kommentarer, der var omkring ham og Taemin.

”Er de sammen?” hviskede en af pigerne ved det populære bord. Det lød meget som hende, der havde dumpet maden i hovedet på ham. En af drengene fra fodboldholdet fnøs og svarede hende med en nedladende stemme.

”Det er de sikkert. Har du set dem? Det er svært at se, hvem der er mest piget. Bare den måde ham den underlige tager fat i ham. Klamt.”

Det skar i Key. De kendte ham ikke engang, og alligevel dømte de ham så hårdt. Sådan havde det været hele hans liv, og tanken om, at det måske aldrig ville ændre sig, skræmte Key. Han vidste ikke, om han ville kunne fortsætte på den måde.

Han vidste derimod helt sikkert, at den gamle Taemin ville have stillet sig op og sagt noget til dem alle sammen. Det var en af grundene til, at Key altid havde beundret ham.

Selv uden at snakke, tog han sig af Key. Han førte ham væk fra det helvede, som han ikke selv kunne komme væk fra. Han var glad for, at han havde sin bedste ven, for uden den yngre dreng ville han ikke vide, hvad han skulle gøre med den situation, han var havnet i.

Han hadede, at de kunne være så fordømmende. Burde kærlighed ikke være kærlighed, ligegyldigt om det var mellem en mand og en kvinde eller to af samme køn?

Han vidste, at de fleste mennesker omkring ham aldrig ville tænke den tanke, men det fik det ikke til at gøre mindre ondt. Han ønskede bare at kunne være sig selv uden at frygte hver eneste skoledag.

Taemin førte ham ned til omklædningsrummene og placerede ham på en bænk. Key kunne ikke andet end at gøre som den yngre dreng ville have ham til, for han følte sig magtesløs. Tårerene, som han ellers havde holdt inde, kom nu trillende.

Han betragtede Taemin, der åbnede sit skab og trak en taske ud. Key genkendte den som Taemins sportstaske. Han så Taemin trække et par træningsbukser op ad den, for derefter at se vurderende på dem.

Så tog han bukserne og T-shirten og rakte det til Key, der ikke gjorde mine til at tage imod det og få det på.  Han vidste, at han var hjælpeløs, men han kunne bare ikke få sin dumme krop til at lystre. Han følte sig som en livløs dukke, der ikke kunne gøre noget selv.

Han hørte latteren lige så højt, som hvis den stadig lød i det rum, de sad i nu.

Taemin ventede et øjeblik, før han selv begyndte at tage Keys klistrede og ulækre tøj af, for så at tørre ham med håndklædet og hurtigt proppe ham i det nye tøj.

Key så op på ham og lagde med det samme mærke til det bekymrede blik i drengens øjne. Key ville ønske, at han kunne fjerne det, for han havde aldrig villet lægge sine egne problemer over på den yngre drengs skuldre.

Nogle ville nok have ment, at Taemin skyldte ham at være der og passe på ham, efter Key havde været der så meget for ham, men Key tænkte slet ikke på den måde. Han tænkte ikke engang over det, når han passede på Taemin, for det var bare en form for instinkt at passe på sin skrøbelige ven. Han havde aldrig forestillet sig, at rollerne ville vende på den måde.

Key havde det, som om det var ham, der skulle være den store og stærke. Det betød dog ikke, at han ikke var lykkelig over, at Taemin var der så meget for ham nu.

Da tøjet var på, strøg Taemin ham over håret. Det var en gestus, der faktisk beroligede Key en smule, selvom den var lille.

~*~

Så er eksamenerne overstået og jeg har endelig sommerferie! Det betyder, at jeg vil få lidt mere tid til at skrive, så jeg reger med, at der vil komme et par kapitler om ugen eller mere ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...