I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12889Visninger
AA

4. 2. kapitel

”Jeg glæder mig så meget til efter skole, hyung!” hviskede Taemin lykkeligt, og Key smilede over den yngre drengs ivrighed. Det var rart at se ham glad for en gangs skyld.

”Ja, det bliver hyggeligt,” svarede han tilbage. Onew, der var blevet 18 år i december, havde næsten lige fået sit kørekort, og havde derfor inviteret Key og Taemin til et resort som lå ved Pyeongtaek floden. Det var kun lidt over en times kørsel væk, så det var ikke så vildt. Her skulle de være det meste af weekenden. De kunne både fiske og sidde ved bålet om aftenen.

Det var egentlig ikke Keys yndlingsting, men han trængte til at komme lidt væk fra hverdagen, og han følte sig altid accepteret, når han var sammen med Taemin og Onew, så han havde ikke tøvet med at svare ja. Desuden var der nogle uger til påskeferien, så der ville gå et godt stykke tid, før han kunne slappe af.

Taemin havde været helt oppe at køre over det hele ugen. Selv da Onew og hans far havde haft et af de slemmeste skænderier til dato, havde han stadig været nogenlunde optimistisk dagen efter.

Lige nu ventede de bare på, at klokken skulle ringe ud. Når de fik fri, ville de tage hjem til Key og pakke resten af Keys taske, og så ville Onew samle dem op.

”Det bliver fantastisk!” svarede den yngre dreng og så brat op, da en smækkende lyd kom oppe fra tavlen.

”Hvem har givet jer ret til at snakke i min time,” sagde læreren strengt, og drengene undskyldte hurtigt. De skulle nødigt have en eftersidning i dag.

Det forhindrede dog ikke Taemin i stadig at sidde uroligt på sin stol og vise det største smil, Key havde set i lang tid. Key rystede svagt på hovedet med et smil og vendte igen sin opmærksomhed mod læreren.

Da klokken endelig ringede, var de ikke lang tid om at pakke deres ting sammen og komme ud af klassen. Key kunne mærke Elis blik på sig, men han ignorerede det. Han vidste, at der ikke ville ske noget, så længe han var sammen med andre.

De stillede sig til at vente på bussen, og Luhan, som var endnu en af Taemins venner, kom hen for at snakke.

”Skal du noget i weekenden, Taemin-ah?” spurgte han, og Taemin nikkede glædestrålende.

”Jeg skal være sammen med min bedste ven,” svarede han, og trak med et smil Key lidt tættere til sig. Key kunne ikke lade være med at blive glad. Det var altid rart at få bekræftelse på den måde, når Eli og hans venner normalt gjorde alt for at få revet hver lille bid af selvtillid væk. Luhan så kort over på Key, og sendte ham så et lille smil.

”Okay, det var ærgerligt. Jongin, jeg og et par andre havde ellers planlangt en overnatning i løbet af weekenden, og vi ville have inviteret jer,” svarede han. Key vidste, at han nok kun sagde ’jer’ for at være høflig.

”Det må blive en anden gang,” svarede Taemin, idet bussen trillede op foran dem. De sagde hurtigt farvel til Luhan, der skulle med en anden bus, og steg så selv på. Der blev ikke sagt ret meget, før de var på Keys værelse. Taemin lod sig dumpe ned på sengen med endnu et bredt smil. Key trak en taske frem. Den var halvt fyldt, for han var allerede begyndt at pakke dagen før og manglede nu kun de sidste ting.

”Må jeg gå ned og tage noget mad i køkkenet, hyung?” spurgte Taemin pludseligt, og Key sendte ham et smil.

”Selvfølgelig, Taemin-ah,” svarede han og hev en T-shirt frem fra skabet. Han så ud ad øjenkrogen, at Taemin forlod værelset. Da døren var sikkert lukket bag den yngre dreng, gik Key hurtigt over til sengen og greb dinosaur bamsen. Han kiggede lidt på den og huskede tilbage på, hvordan hele den interne dinosaur joke var startet.

Kibum kiggede indgående på sin nye ven. Selvom Jonghyun havde det med at gøre ting, som Kibum ikke ville have, var de alligevel blevet gode venner. Lige nu var den ældre dreng hjemme hos Kibum for første gang. Han kiggede nysgerrigt rundt i huset og så slet ikke Kibums blik på sig.

”Du bor i et meget lille hus,” konstaterede han, og Kibum skød surmulende underlæben frem.

”Sådan noget siger man altså ikke,” svarede han, og Jonghyun så undrende på ham.

”Hvorfor ikke?” han sænkede stemmen, før han snakkede videre, ”jeg synes, at det er en god ting.”

”En god ting? Hvad mener du med det? Og hvorfor hvisker vi?” spurgte Kibum stille tilbage, og Jonghyun sendte ham et smil med de hvide tænder.

”Fordi jeg vil fortælle dig en hemmelighed. Når man fortæller hemmeligheder, skal man hviske. Det er en god ting, fordi din mor og far er her. Mine forældre sagde til mig at grunden til, at de aldrig er hjemme, er fordi vi har et stort og pænt hus. Men jeg synes, at dit hus er meget pænere,” hviskede han videre, og Kibum så på ham med forundrede øjne. Det satte en masse spørgsmål i gang hos ham.

”Bor du så alene?” spurgte han og tiltede hovedet til siden. Jonghyun lyste op i endnu et smil.

”Nej, jeg har en rigtig sød barnepige, som passer mig og min søster. Hun er næsten som en mor, selvom jeg stadig savner umma,” svarede han, og Kibum nikkede langsomt.

”Hvorfor fortæller du mig den hemmelighed?” spurgte han så, idet de gik ind på hans værelse.

”Fordi du er min bedste ven, Bummie,” svarede den ældre dreng og dumpede ned på Kibums redte seng, så dynen krøllede under ham.

Kibum gav sig til at kigge på ham igen. Han var ikke sikker på, hvad han skulle svare. Jonghyun var vel også hans bedste ven, for han havde ikke andre venner. Endelig lagde den ældre dreng mærke til hans blik.

”Hvorfor kigger du sådan på mig, Bummie?” spurgte han med nysgerrige øjne.

”Du minder mig om noget,” sagde han, og Jonghyun lyste op i et smil.

”Hvad minder jeg dig om? En kendt rockstjerne? En sej superhelt?” sagde han hurtigt og klappede i hænderne. Kibum prøvede at holde et smil tilbage.

”Nej. Et dyr,” sagde han, og Jonghyun rynkede panden.

”Et dyr? Hvad for et dyr? Hvorfor?” spurgte han fornærmet, og Kibum prøvede at komme på, hvad det kunne være. Pludselig var det der.

”En dinosaur! Det er det, du ligner,” konstaterede han, og Jonghyun lavede en grimasse, som om han ikke vidste, hvordan han skulle reagere.

”Jeg ligner ikke en dinosaur!” protesterede han, og Kibum begyndte at grine. Jonghyun fortsatte med at se lidt fornærmet ud, men Kibum grinede bare videre.

”Ahaha.. J-jo, du gør, Dino,” stammende han gennem latteren, og Jonghyun kunne ikke forhindre et smil i også at komme frem på sine læber. Det var første gang, Kibum virkelig grinede på den måde.

Han hørte trin komme op ad trappen og proppede hurtigt bamsen i tasken. Han ville ikke have, at Taemin så ham lægge Dino i tasken, for han var lidt bange for, hvad den yngre dreng ville tænke. Det var ikke, fordi han ikke kunne sove uden en bamse, men Dino var bare helt speciel for ham. Når han havde den gamle bamse, følte han næsten, at han havde Jonghyun med sig. Den var det eneste fysiske minde, han havde om den ældre dreng, og den havde betydet så meget for ham, lige siden Jonghyun gav ham den.

Det var latterligt at have det sådan, fortalte han altid sig selv. Jonghyun havde jo nok glemt alt om ham, deres venskab og deres minder sammen så snart Key flyttede, så hvorfor skulle Key blive ved med at gå rundt med en dum bamse? Han ville jo sikkert ikke engang møde Jonghyun igen på noget tidspunkt, og selv hvis han gjorde, så var der jo ikke nogle garantier for, at Jonghyun var den samme som den gang. Den ældre dreng kunne have ændret sig meget.

Key hev bamsen op og skulle til at smide den på sengen igen, men kom så til at kigge på den. Han sukkede, og pakkede den forsigtigt ned i tasken endnu engang. Bare denne her sidste gang, lovede han sig selv, selvom han vidste, at det ville være et løfte, han kom til at bryde.

Han nåede lige tidsnok at få bamsen ud af syne, før Taemin trådte ind på værelset med et æble i hånden. Key tog T-shirten og et andet par bukser for at lægge dem oven på den grønne bamse, så han var sikker på, at Taemin ikke ville se den.

”Jeg regnede ikke med, at du ville have noget, hyung. Jeg hilste for resten på din mor. Hun sagde, at vi lige skulle sige til, før vi tog af sted,” sagde han med et lille smil, og Key nikkede.

Endnu engang lagde Taemin sig tilrette på sengen, og Key tænkte kort over, at Taemin egentlig mindede lidt om Jonghyun på nogle punkter. Hans evige smil og den måde han nogle gange ville gøre ting, som Key virkelig ikke brød sig om. Den måde han bare smed sig på sengen, som det passede ham. Der var i det hele taget visse parallelle linjer mellem de to, og alligevel havde Key aldrig kunnet lade være med at holde af dem begge.

Han gik ud på badeværelset for at tage sin tandbørste og et par andre ting. Da han vendte tilbage, snakkede Taemin igen.

”Du er heldig at have en mor, der holder af dig,” sagde han tænksomt.

”Du er heldig, at din mor elsker dig.”  Der var det igen. Ligheden mellem hans daværende og nuværende bedste ven.  

”Minnie..” sukkede han og satte sig på kanten af sengen. Når Taemin sagde ting som dette, var han virkelig i tvivl om, hvad han skulle sige.

”Du behøver ikke at sige noget, hyung. Det er ikke din skyld,” sagde Taemin med et lille smil. Key strøg drengen over håret og rejste sig så op igen. Så lynede han sin taske og kastede et blik på uret.

”Din bror kommer om 10 minutters tid, vi burde gå nedenunder,” sagde han og trak tasken på skulderen. Taemin rejste sig elegant og Key rettede hurtigt på dynen, så den lå rigtigt igen. Derefter gik de sammen ned ad trappen. Key tog retning mod køkkenet, og Taemin fulgte efter.

”Umma, der går ikke så lang tid, før vi tager af sted,” sagde han, og hans mor så smilende på ham.

”Har du nu husket alt? Tøj? Børste? Dino?” spurgte hun, og Key kunne mærke sine kinder blive røde. Han så over på Taemin, som diskret gemte et smil.

”H-hvad snakker du om? Jeg er for gammel til bamser,” svarede han med det samme, og hans mor smilede ganske svagt.

”Hvis du siger det, skat,” svarede hun, og Key himlede irriteret med øjnene. Mødre var bare pinlige nogle gange. Men så huskede han Taemins tidligere kommentar og gik over for at sige rigtigt farvel til hende. Han gav hende et varmt kram, og hun gav ham et kys på panden. Efter de trak sig væk fra hinanden, krammede hun også Taemin. Det var blevet en meget normal handling efterhånden. Keys mor havde altid holdt meget af Taemin, og hun havde også altid været en meget varm person.

Det ringede på døren, og Key gik ud for at lukke op. Som han havde forudset, var det Onew.

”Er I klar til at tage af sted? Jeg har allerede hentet Taemins og min taske, så vi kan bare køre nu,” sagde han med et smil, og Key nikkede.

Inden længe sad de alle tre i Onews bil. Han satte den i gang og begyndte turen til Pyeongtaek.

”Hvad skal vi i dag, hyung?” spurgte Taemin med et smil, og Onew smilede varmt igen.

”I dag kigger vi bare lidt rundt i Pyeongtaek, køber lidt til aftensmaden, finder vores værelse og sådan, for det vil være ret sent, når vi når derover,” forklarede han, og de to yngre drenge nikkede. Derefter bredte en behagelig stilhed sig i bilen.

~*~

Andet kapitel ^^

Her fik I lidt mere at vide om Key's tænker og følelser. I fik også endnu et flashback. Der kommer til at gå lidt tid før Jonghyun kommer med, så håber I er tilfredse med JongKey-flashback ind til videre ^^

Jer der har læst "Talk to me?" har måske en lille ide om, hvad der kommer til at ske i næste kapitel~

Bliver stadig meget glad for feedback! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...