I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
13007Visninger
AA

21. 19. kapitel

Da Key endelig havde fået sig selv samlet nok til, at han kunne rejse sig op, uden hans ben gav efter under ham, havde Taemin hjulpet ham ud af skolen. Det mindede ham meget om den gang med Taemin, denne gang var det bare den anden vej rundt, og der var ikke nogen Kai til at hjælpe.

Da de endelig nåede hjem, satte Key sig på sin seng, mens Taemin hentede noget, der kunne rense hans ansigt. Key var glad for, at de blå mærker var forsvundet så meget, at han ikke havde lagt ret meget make-up på om morgenen, for ellers ville det have været endnu en af hans dybe hemmeligheder, der var sluppet ud på en dag.

Key tog servietten fra Taemin med et lille smil. Normalt ville han slet ikke have styrken til at smile i en situation som denne, men Taemins tilstedeværelse og omsorg gjorde virkelig en forskel. Bare det at vide, at ligegyldig hvor sort alt så ud, så ville Taemin stadig acceptere og støtte ham, gjorde en kæmpe forskel.

”Jeg er ked af at få dig til at misse nogle af dine timer. Jeg ved, hvor meget du går op i skolen,” sagde han forsigtigt, og Taemin rystede hurtigt på hovedet, som for at sige, at det slet ikke gjorde ham noget, hvilket beskeden, han rakte frem kort tid efter, også bekræftede.

Det skal du slet ikke tænke på, jeg er her for dig. Jeg ville aldrig svigte dig, når du har brug for mig. Endelig kan jeg gøre lidt nytte i stedet for at være en byrde for dig.

Key blev lidt ked af at se, hvordan Taemin betragtede sig selv. Han havde aldrig nogensinde betragtet den yngre dreng som en byrde lige meget hvor mange problemer, der havde været omkring ham.

”Du må ikke tænke sådan om dig selv, Minnie. Jeg vil gerne være der for dig, når du har brug for mig,” sagde han, og Taemin sendte ham et lille smil.

Der gik noget tid i stilhed, hvor Key tænkte det hele i gennem. Nu var der virkelig ikke nogen vej tilbage, vel? Han kunne ikke stoppe alt fra at ske. Det var som en lang bane af dominobrikker, hvor man får skubbet til en og derefter ikke er hurtig nok til at stoppe det hele.

Han kunne mærke tårerne igen. Det var virkelig ikke dette her, han ønskede. Han ville bare gerne have haft et godt og fredeligt år, men nu var det allerede for sent.

”Jeg kunne godt bruge et kram mere,” sagde han lavt, og Taemin tog ham forsigtigt i sin favn igen. Key var normalt meget stolt, og hvis der var noget, han hadede, så var det at virke svag over for andre, men med Taemin var det noget andet.

Der gik et godt stykke tid, før Taemin tog hjem. Skoledagen var allerede overstået, så der var ikke nogen grund til at tage derover igen. Key sad tilbage i den rungende stilhed, hvilket var ulideligt. Stilheden fik bare hans egne tanker til at lyde højt inde i hans hoved.

Han vidste ikke helt, hvad han skulle, men han blev enig med sig selv om, at han ikke kunne blive der på sit værelse.

Han gik ud på badeværelset for at rette lidt op på sit udseende. Derefter tog han jakke og sko på, for så at begive sig ud i den kolde efterårsluft. Han lod sine ben føre ham hen, hvor de ville, uden egentlig selv at tænke videre over det.

Han fulgte gaden, hvor der for det meste var tomt. Der var ikke mange mennesker, som gad være ude i sådan et vejr, så de få, der var, skyndte sig af sted. Key fortsatte bare i et roligt tempo. Kulden gjorde godt lige nu.

Han gik forbi en af de større haver, hvor to børn løb rundt efter hinanden, og han kunne ikke lade være med at sætte farten endnu mere ned. Det var to drenge, der kylede de nedfaldne blade efter hinanden, mens de grinede. Key tænkte med det samme tilbage på, da det havde været ham og Jonghyun. Bare to drenge mellem de visne blade. Alt havde været så ukompliceret dengang. Han sukkede og fortsatte.

Han kom til den lokale park og overvejede, om han skulle gå derind. Han endte med at sætte sig på en bænk lige i udkanten af parken.

Han så rundt og fik øje på endnu nogle mennesker, der ikke havde travlt med at komme indenfor. Det var et ungt par, nok ikke meget ældre end ham selv. Deres fingre var flettet sammen, og et smil prydede begge deres ansigter. De sendte hinanden kærlige blikke, og Key kunne nemt forestille sig, at de mødtes for at have lidt tid alene. De stoppede op, og pigen stillede sig på tæer for at give drengen et lille kys. Key kunne med det samme føle jalousien tage plads i sig.

Det var ikke, fordi han ikke undte parret at være lykkelige sammen. Han ville bare virkelig ønske, at han også kunne fjolle rundt i parken med den person, han var forelsket i, præcis som det nyforelskede par. Ville han nogensinde komme til det? Eller ville alle altid se ned på ham, så han aldrig ville få chancen?

Han så ned for at skjule sine tårer, selvom der ikke var nogen til at opdage dem.

Så rejste han sig brat op og gik videre. Det føltes, som om alle mennesker omkring ham havde det så godt, mens han selv havde det forfærdeligt. Han vidste godt, at det nok bare var, fordi han lagde mere mærke til det nu, hvor han selv var så langt nede.

Han fortsatte hen ad gaden. Ikke lang tid efter kunne han mærke en regndråbe ramme sin næse, og han var udmærket klar over, at der ikke ville gå lang tid, før det styrtede ned.

Han satte dog stadig ikke tempoet op. Alt var alligevel lige meget nu. Det betød ikke noget for ham.

Som han havde forudset, blev dråberne hurtigt tungere, og der kom flere af dem. Han kunne mærke regnen sive gennem sin jakke.

Et ældre par kom gående. De havde heller ikke travlt, for manden havde en paraply, som han holdt over dem begge. De var tydeligvis lige så lykkelige, som det unge par. Key betragtede dem kort, idet han gik forbi dem. Igen kunne han lige forestille sig deres historie. Hvordan de havde fundet hinanden, da de var meget yngre, havde giftet sig, måske fået børn, og nu var blevet gamle sammen.

Tankerne fra før vendte tilbage igen. Ville Key nogensinde have en at blive gammel med? At gifte sig og få børn var udelukket, men bare det at have en ved sin side, som accepterede ham, elskede ham, var der for ham.. Ville han nogensinde opleve det?

Key havde aldrig følt sig mere forkert eller alene end i det øjeblik. Trods hans forsøg på at stoppe dem, begyndte tårerne at trille. Ikke at det betød så meget, for de blandede sig alligevel bare med regnen og forsvandt.

Han stoppede op, da han nåede til en velkendt bygning. Han havde ikke engang været klar over, at det var her, han var på vej hen, eller at han havde gået så langt, men nu, hvor han allerede var her, kunne han jo lige så godt gøre, hvad hans underbevidsthed havde villet have ham til.

Han trådte ind gennem dørene til hospitalet. Han bukkede let for receptionisten, der efterhånden kendte ham. Hun sendte ham et bekymret blik, men han var ikke i humør til at snakke nu.

Han fulgte de velkendte gange og trapper, til han nåede værelset. Han bankede altid på, selvom han aldrig var sikker på at få svar.  Denne gang var ikke anderledes, så han lukkede bare stille sig selv ind.

Han gik hen til sengen og satte sig på en stol ved siden af den. Han kunne se, at den ældre kvinde sov trygt, så han ville ikke vække hende. Det beroligede ham lidt bare at sidde der og lytte til hendes vejrtrækning.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, halmoni,” hviskede han stille til sin bedstemor, selvom hun selvfølgelig ikke hørte efter. Hun var blevet syg for et års tid siden og havde ligget på hospitalet siden. Det havde været et meget hårdt slag, for hans familie betød som sagt alt for ham.

Hun var gammel, så det havde ikke været en overraskelse som sådan, men det var alligevel kommet som et chok for ham og hans forældre. Tanken om snart at skulle miste hende gjorde ondt.

I starten havde hun været meget hårdnakket og sagt, at der skulle mere til at gøre det af med hende. Key havde trods alt arvet sin stædighed og viljestyrke et sted fra. Men det kun gået ned ad bakke siden da. Hun blev langsomt svagere, og nu sov hun næsten altid, når han besøgte hende.

Han hadede at se hende så svag, men der var ikke noget at gøre.

Han rakte frem og tog hendes rynkede hånd i sin egen. Han huskede tydeligt, da han var helt lille, hvor han elskede at blive passet af hende. Når hans forældre var på arbejde, og han ikke skulle over til Jonghyun, kom han altid hjem til hende.

Hun havde været en så stor del af hans liv, og han var slet ikke klar til at sige farvel. Ville man nogensinde blive klar til at sige farvel for altid? Det tvivlede han meget på.

”Kibum?” lød hendes svage stemme pludselig, og Key gav et forskrækket hop. Han havde slet ikke lagt mærke til, at hun var vågnet op.

”Det er rart at se dig vågen, halmoni,” sagde han og bukkede let for hende. Hun sendte ham et smil, der aldrig fejlede i at få hans humør til at blive bedre. Selvom det ligesom alt andet var svagt, varmede det stadig hans hjerte, at hun kunne smile, selvom der egentlig ikke var meget at smile af i hendes liv. Det var også en af de ting, der altid havde fået Key til at fortsætte, lige meget hvor meget han hadede alt det, de andre gjorde ved ham. Det var nok også derfor, hans fødder havde ført ham herhen oven på den forfærdelige dag.

”Det er rart at se dig her, Kibum,” sagde hun og udbrød, da hun kastede et blik ned ad ham, ”du er jo gennemblødt fra top til tå! Du skal passe på, at du ikke bliver syg!”

Key sendte hende et beroligende smil. Han var ligeglad med, om han blev syg, for han havde ikke ligefrem lyst til at tage over på skolen i morgen, men at bekymre hende var noget af det sidste, han ville.

”Jeg har det fint. Jeg fryser ikke eller noget,” svarede han, og hun forlod emnet med et stille suk.

”Hvordan går det ellers?” spurgte han, og hun sendte ham et lille smil, før hun svarede.

”Hverken bedre eller værre. Det ser ikke ud til, at jeg nogensinde vil komme ud igen, men jeg bliver altid glad ved at tænke på dig. Hvad med dig?” sagde hun med endnu et smil, og Key kunne ikke lade være med at smile tilbage på trods af hans mørke tanker.

Han diskuterede lydløst med sig selv, om han skulle fortælle hende lidt om, hvad der plagede ham, eller om han bare skulle lade være med at bekymre hende.

”Det går vel okay. Der er en del problemer i skolen lige for tiden,” svarede han undvigende, og det bekymrede blik han havde håbet at undgå, viste sig i hendes øjne.

”Fortæl mig om det, så får du det måske bedre,” sagde hun, og Key var igen i tvivl. Selv hvis han fortalte hende alt, så vidste han ikke, hvordan hun ville reagere, for ældre koreanere havde det med at være ret fordømmende over for bøsser. Det var ikke, fordi han regnede med, at hans bedstemor ville reagere på samme måde, men han havde ikke lyst til at tage chancen. Derfor valgte han sine ord med omhu.

”Nogle af de andre elever ser ned på mig, fordi jeg er lidt anderledes end dem. De synes ikke om, hvad jeg godt kan lide, og de behandler mig ikke ret godt på grund af det. Det blev lidt værre i dag, fordi en person røbede noget til de andre, som de ikke burde have fået at vide,” forklarede han kryptisk og undvigende.

Hans bedstemor så på ham med et tænksomt blik, som om hun ikke helt kunne bestemme sig for, hvad hun skulle svare.

”Er det noget, du har brug for at tale om?” endte hun op med at spørge, og Key rystede på hovedet.

”Nej tak, halmoni. Det skal nok ordne sig på et tidspunkt,” svarede han hende, selvom han slet ikke var sikker på, at hans problemer nogensinde ville forsvinde. Han havde bare virkelig ikke lyst til at tale om det.

”Det er okay, Kibum-ah, men husk at du altid kan tale med mig,” svarede hun, og Key sendte hende et taknemmeligt smil. Det var en af de ting, han altid godt havde kunnet lide ved sin bedstemor. Hun var der, men hun krævede ikke, at han fortalte alt.

”Ligegyldig hvad der sker, så skal du være dig selv. Du må ikke lade alle andre styre dit liv eller ødelægge det. Vær den, du ønsker at være. Det er meget vigtigt, at du lover mig det,” sagde hun, og Key kunne mærke en lille smule håb blusse op i sig.

Hun var en af de personer, han virkelig havde set op til hele livet, så det var beroligende at høre hende sige sådan, selvom hun ikke engang vidste præcis, hvad han snakkede om. Han besluttede sig for, at han meget snart ville fortælle hende sandheden og så håbe på, at hun ville acceptere ham.

”Det lover jeg, halmoni,” svarede han, og hun så kærligt på ham, mens hun rakte hånden frem, og han tog den i sin med et smil. Den var en anelse kølig.

”Fryser du? Skal jeg hente et tæppe mere?” spurgte han bekymret, men hun forsikrede ham om, at hun havde det fint.

~*~

Det blev et lidt længere kapitel i dag ^^

Til jer der ikke ved hvad "halmoni" betyder, så er det bare "bedstemor". Jeg glemmer som regel at give en forklaring på de koreanske ord, men I kan selvfølgelig altid spørge, hvis I er i tvivl! Ved selv hvor svært det var at følge med i alle de fremmede ord i starten ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...