I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
13409Visninger
AA

20. 18. kapitel

Det var blevet mandag, og Key var helt ude af sig selv. Han var rastløs som aldrig før. Han havde stadig ikke fundet sin dagbog, og det var hurtigt gået op for ham, hvad der var sket. En fra gruppen af mobbere måtte have taget den, da alle hans ting var spredt over gulvet, og hvis han ikke tog meget fejl, var det Kris.

Key hadede sig selv for at have lagt bogen i tasken. Det var nok det dummeste, han nogensinde havde gjort.

Han havde virkelig ikke lyst til at tage over på skolen. Han var ikke i tvivl om, at hvis Chanyeol ikke havde spredt rygter, så havde Kris. Lige meget hvad, ville alle få nogle af hans dybeste hemmeligheder at vide. Key kunne mærke en isnende frygt gå gennem sig.

Han havde skrevet om Jonghyun. Han var næsten sikker på, at han ikke havde nævnt den ældre drengs navn, men det var alligevel noget af det værste, der kunne ske. Havde han givet nok oplysninger om Jonghyun til, at nogen ville kunne gætte det?

Hvor meget havde Kris tænkt sig at give ud til alle? Hvis der kom for meget med, og Jonghyun så det, ville han så ikke kunne gætte, hvad det handlede om? Key kunne mærke sig selv ryste.

Han ville ønske, at han aldrig behøvede at gå over på skolen igen, men der var ingen vej udenom. Inden længe stod han ved busstoppestedet og ventede på at blive samlet op.

Køreturen føltes alt for kort. Det var næsten, som om de kørte med lynets hast. Han kunne mærke sit hjerte dunke helt oppe i halsen, og han havde det, som om han skulle til at kaste op.

Hans hjerne tvang hans ben til at gå op til de store skoledøre, selvom resten af ham meget hellere ville løbe væk så hurtigt som muligt.

På trods af at han ikke selv troede på, at dagbogen stadig lå der, og at han bare havde overset den, kunne han alligevel ikke lade være med at gå tilbage til klasselokalet for at se efter den. Hvis den nu bare lå der, så ville der ikke være nogen problemer.

Han ledte alle steder, selv de mest utænkelige, hvor bogen umuligt kunne være havnet, men han havde ikke heldet med sig. Som han havde forudset, var den blevet taget og var nu i en andens varetægt. Hans hjerte føltes tungt, næsten som om det sank helt ned i maven, hvor det også begyndte at gøre ondt. Han havde virkelig ikke lyst til at være der.

Der var kun et par minutter, til timen startede, så han tvang sig selv hen til det klasselokale, han skulle være i. Han så rundt på alle de andre elever. Han kunne se dem hviske sammen, og han fik det med det samme endnu værre. Han var sikker på, at det var ham, de hviskede om.

Dog var der ikke rigtig nogen, der så efter ham, idet han gik ned ad midtergangen, hvilket undrede ham lidt. Han anstrengte sin hørelse lidt for at høre, hvad de talte om.

”Det er så sejt, at han skal debutere! Har I hørt bandets navn?” spurgte en dreng nogle andre, og Key rynkede panden. Hvad snakkede de om? Det var slet ikke, hvad han havde forventet.

Han havde ikke tænkt sig at spørge de andre, hvad der foregik, for det ville betyde unødvendig opmærksomhed på ham, hvilket han slet ikke havde brug for, men han var alligevel ret nysgerrig efter at vide, hvad der var sket, og hvem der skulle debutere.

Klokken ringede, og læreren trådte ind i klassen. Eleverne blev ikke stille, som de plejede at gøre, så læreren blev nødt til at tysse på dem. Det virkede ikke første gang, så hun prøvede en gang mere og fik endelig ro.

”Godt, jeg kan se, at I alle har meget svært ved at tie stille i dag, så jeg vil fortælle lidt om, hvad der er sket,” sagde hun, og Key spidsede hurtigt ører. Nu ville han endelig finde ud af, hvad der skete.

”Som rygterne siger, går Choi Seunghyun, I kender ham nok bedre som T.O.P, her ikke længere,” lagde hun ud, og Key tabte kæben. Kunne det virkelig være rigtigt? Var en af hans største drømme virkelig lige gået i opfyldelse?

”Han er blevet taget ud af skolen, da det er blevet bestemt, at han snart skal debutere i en gruppe,” fortsatte hun, og Key blev endnu mere overrasket, end han var i forvejen. Havde T.O.P været en trainee? Det havde Key slet ikke anet noget om.

”Vi er selvfølgelig kede af, at han ikke når at færdiggøre sit sidste år her på skolen, men vi er også stolte af at have haft en elev, der har fået succes,” sagde hun, og klassen begyndte at klappe. Key kunne ikke gøre noget. Han sad der bare, fuldstændig lamslået.

Det var, som om hans hjerne ikke rigtig kunne optage nyhederne. Hvordan kunne den dreng, der havde været så led over for ham, været blevet bestemt til at debutere? Hvorfor havde Key ikke vidst noget som helst om, at det havde været en mulighed?

Det gik pludselig op for ham, at det var det, T.O.P havde ment med farvel. Han havde vidst, at han ikke skulle være på skolen mere og havde derfor diskret nævnt, at Key nu ville slippe for ham.

Key følte sig lettet. Han havde stadig det med dagbogen hængende over sig som en tordensky, der kunne sende et lyn ned i ham hvert øjeblik, det skulle være, men i det mindste ville han nok aldrig støde ind i T.O.P igen. Det virkede surrealistisk. Hvordan ville hans hverdag blive nu? Ville de andre fortsætte med at håne ham? Ville Kris se sit snit til at overfalde ham en tredje gang, hvor det sandsynligvis ville lykkes for ham?

Spørgsmål fyldte ham, og han lagde knap nok mærke til, da læreren gik i gang med den rigtige undervisning, nu hvor eleverne havde fået stillet deres nysgerrighed lidt.

Timerne fløj af sted, og da det endelig blev frikvarter, gik han hen til Taemin, som ventede på ham i dansesalen som sædvanlig. Han satte sig ned ved siden af den yngre dreng. Han mærkede Taemin prikke sig på skulderen og så derfor over på ham.

Han så hurtigt mobilen og tog den for at se, hvad der stod.

Du virker omtumlet, har du allerede set det? Jeg vil altid blive ved dig, hyung. Jeg skal nok støtte dig.

Key rynkede panden og så op på Taemin, der så på ham med et blik, der viste medlidenhed og smerte. Nervøsiteten vældede hurtigt op i ham. Han kunne mærke sine håndflader blive svedige, og en hovedpine begynde at vokse sig større.

”Hvad mener du, Minnie? Hvad er det, jeg skal se?” spurgte han varsomt, og Taemin fik store øje. Han tastede noget og rakte igen sin mobil frem.

Betyder det, at du ikke kender noget til det?

Key læste det og brød sig ikke det mindste om det. Der var noget grueligt galt, og han blev nødt til at få at vide, hvad det var.

”Hvad er det, du snakker om, Taemin?” spurgte han ængsteligt, og Taemin greb sin mobil og rejste sig op, for derefter at række hånden ned til Key, så han kunne hjælpe ham op. Key tog forsigtigt hånden, og inden længe trak Taemin ham hen ad gangen.

Key genkendte hurtigt vejen, som de kom tættere og tættere på elevernes skabe. Key fik det dårligt. Da de gik rundt om det sidste hjørne, kunne Key se en flok mennesker omkring et bestemt skab. Hans skab. Hans hjerte sank, og han kunne pludselig ikke trække vejret ordentligt.

Han møvede sig med besvær frem, så han kunne se, hvad alle de andre fandt så interessant. Hans øjne blev store og han frøs i sin stilling, da han så det.

Hans skab var dækket af skrift. Det var skrevet med sort spraymaling, der ville være umulig at få af. Ting som ”Kim Kibum er bøsse”, ”Key elsker at sutte pik” og ”Key tager mod betaling for en hurtig omgang, så længe du er en dreng” prydede den blå skabslåge.

Key kunne mærke sit indre falde sammen i takt med, at menneskerne rundt omkring ham lo og hånede ham. Dette var det værste, der nogensinde var sket for ham. Hans verden gik itu, og han anede ikke længere, hvad han skulle gøre.

Han kunne mærke en blid hånd tage fat i hans håndled og trække ham væk, langt væk fra alle de andre. Han så ikke noget mere. Det eneste, han opfattede var alle de hånende kommentarer, der fulgte ham og den person, der havde fat i ham.

Han hørte en dør lukke, og han kunne mærke sig selv blive sat ned på en stol. Tårerne kom pludselig, og han så op på Taemin gennem slørede øjne. Han rystede over hele kroppen, og Taemin trak ham ind til sig. Den yngre dreng rokkede ham fra side til side, præcis som Key havde gjort overfor ham så mange gange tidligere.

”Hv-hvad har jeg gjort, Minnie? Hv-hvorfor g-gør de det her mod mig?” stammede han gennem gråden, og Taemin trak på skuldrene. Key kunne slet ikke forstå, hvad der var sket. Han havde jo vidst, at noget ville komme, men han havde ikke regnet med, at det ville være så massivt. Stemmerne og latteren lød stadig inde i hans hoved.

Der gik lang tid, før han kunne tørre øjnene, uden de blev fugtige igen. Det var dog ikke, fordi han havde fået det bedre – han var bare tømt for tårer. Det føltes virkelig, som om han ikke kunne græde mere, selv hvis han gerne ville.

Hans blik stirrede lige ud i luften uden at fokusere på noget specielt. Han vidste ikke længere, hvad han skulle gøre. En ting var T.O.P og gruppen, men hvis hele skolen først var vendt mod ham, hvad skulle han så gøre? Han kunne ikke klare sig gennem det. Han vidste, at han ikke var stærk nok til det, selvom det var det, han gerne ville vise de andre.

Hvis bare han kunne løfte hovedet over alle deres hadske fornærmelser, ville han være okay, men det kunne han ikke mere, hvis det blev alle sammen på en gang.

Key mærkede Taemin prikke sig på skulderen og så op. Han kunne se Taemin se på ham med et blik, Key var meget glad for at få i den situation. Et blik, der udstrålede varme, omsorg og løfte om at være der.

Dog skiftede blikket hurtigt til noget andet, idet Taemin rakte ned i sin lomme og trak et stykke papir op. Det var revet i hjørnet, som om det havde været klistret op og var blevet hevet ned, hvilket nok var et meget godt bud, og det var tydeligvis taget fra en notesbog.

Key kunne ikke andet end at se på det med et forfærdet blik. Han kendte det. Alt for godt.

Han tog det med rystende hænder og foldede det ud. Præcis som han havde forudset, var det hans egen skrift, han så på.

Når han smiler, banker mit hjerte hurtigere, selvom smilet ikke engang er til mig. Når han griner med sine venner, ved jeg ikke, om jeg skal smile over hans glæde eller græde, fordi jeg ikke er en del af den.

På en måde har jeg stadig lyst til at gå over og snakke med ham, bare for at se, om han nogensinde ville se min vej. Hvis jeg er heldig, så ville det måske lykkes? Men på den anden side, har jeg slet ikke lyst til at nærme mig ham.

Det var et kort uddrag fra hans seneste dagbogsindlæg. Han kunne tydeligt huske hvert eneste ord, og han fortrød at have skrevet det. Det var første gang han rigtig skrev om sine følelser for Jonghyun, og det gjorde kun det hele sværere, end det var i forvejen.

Nedenunder var der skrevet noget med en helt anden skrift. Kris, hvis han ikke tog meget fejl.

Jeg har vidst det hele vejen i gennem - her er mit bevis. Er det godt at kunne være sig selv, nu hvor alle alligevel kan se, hvor klam du er?

Snak dog bare med ham. Så kommer afvisningen langt hurtigere.

Key kneb øjnene sammen igen og var næsten sikker på, at dråberne ville begynde at falde endnu engang.

”Hvor fik du dette her fra, Minnie?” spurgte han svagt og åbnede igen øjnene for at kunne læse den yngre drengs svar.

Det hang midt på dit skab. Jeg ved ikke, hvor mange der har læst det, men jeg tog det, så snart jeg så det. Jeg prøvede også at fjerne malingen, men det kunne ikke lade sig gøre. Undskyld, hyung.

På trods af det hele, kunne han alligevel mærke sit hjerte varme op. Han havde aldrig været så glad for at have en person, der støttede ham på den måde.

”Du skal ikke undskylde, Minnie. Du gjorde mere, end hvad nogen anden person tænkte på at gøre. Ved du, hvor meget du betyder for mig?” sagde han, og Taemin sendte ham et lille smil. Det var endnu en ting Key godt kunne lide ved Taemin. Andre ville nok have trukket sig væk, hvis de lige havde fundet ud af, at han var bøsse, og han så sagde sådan noget til dem, men Taemin var ligeglad.

Taemin var bare sød og loyal som altid. Det var den eneste lyse ting i Keys ellers meget mørke tanker.

~*~

Så er Keys hemmelighed sluppet ud~ Stakkels Kibum, jeg er så ond mod ham T_T

Men her er det næste kapitel i hvert fald som lovet~ Så må vi se hvordan Key vil tackle situationen..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...