I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12863Visninger
AA

19. 17. kapitel

Key gik ud ad døren og strakte sin krop. Eftersidningen var endelig overstået. Det var første gang, han havde fået en eftersidning, og han havde lige besluttet sig for, at det i hvert fald også skulle blive den sidste. Det havde været et mareridt.

Han samlede sin taske op fra gulvet og begyndte at gå mod udgangen. Alle eleverne var for længst taget hjem, så der var unaturligt stille. Hans sko rungede mod gulvet, og han ønskede næsten, at gangen var så overfyldt, som den plejede at være.

Han fulgte gangen hen mod den udgang, der lå tættest på busstoppestedet. Han var ikke engang helt klar over, hvornår der gik en bus igen.

Da han kunne se døren, satte han farten lidt op. Han ville egentlig bare gerne hjem nu. Dog kunne han pludselig mærke noget, der greb fat i ham. Han skulle til at komme med et udråb, men en hånd lagde sig over hans mund, så lydene blev lave og helt utydelige.

Key var generelt ikke typen, der gik i panik, men dette var noget andet. Hans øjne var store, og han kunne mærke frygten løbe ned ad ryggen på sig. Han blev trukket ind i et rum, som han meget hurtigt identificerede som drengenes omklædningsrum.

”Slip mig!” forlangte han, men der blev sølvfølgelig ikke lyttet. Han vred sig, men den anden dreng var tydeligvis en del stærkere end Key.

”Shh,” blev der hvisket ind i hans øre, og han frøs, da han genkendte stemmen. Der gik ikke lang tid, før Kris kom til syne. Den højere dreng fangede Key mod væggen, og Key kunne tydeligt huske sidste gang, det skete. Han bragte sit knæ op, men Kris pressede ham bedre fast og sørgede for, at Key ikke kunne lave samme nummer som sidste gang.

”Du bliver min denne her gang,” sagde han, og Key prøvede endnu engang forgæves at rykke sig fri. Han indså, at der ikke rigtig var noget, han kunne gøre. Han begyndte at råbe i håb om, at der i det mindste var en eller anden, som kunne hjælpe ham. Han tænkte ikke andet, end at han bare skulle væk.

 Kris kyssede ham fast, og Key vendte trodsigt hovedet. Det stoppede dog ikke den blonde dreng, der bare kyssede et vådt spor ned af hans hals. Key kom med en klynkende lyd, der tydeligt viste, hvor meget ubehag han følte. Han kunne mærke Kris’ ene hånd glide ned ad hans ryg, for så at rykke om på forsiden i stedet.

Key kæmpede endnu engang vildt imod, men Kris’ greb var alt for stærkt til, at han kunne gøre noget som helst. Han kunne intet gøre, selvom hånden langsomt bevægede sig længere og længere ned.

”S-stop det! J-jeg vil ikke!” sagde han højt. Han prøvede at lyde bestemt, men han kunne selv høre på sin rystende stemme, hvor meget det mislykkedes.

Han kunne mærke Kris bide forsigtigt i hans øreflip. Hånden fandt hans bukseknap, og snart var den åbnet. Key kneb øjnene sammen, da han mærkede sin lynlås blive lynet ned.

”Jeg vil ikke!” prøvede han endnu engang. Hvad skulle han gøre? Han trak vejret ind og ventede på det, han vidste, der ville ske. Hans øjne sprang op, da han hørte døren ind til omklædningsrummet gå op. Han så hurtigt derhen og lagde mærke til en høj skikkelse. Han fik store øjne. Han var ikke sikker på, om han var glad for at blive reddet eller forfærdet over at blive opdaget på den måde.

Han besluttede sig hurtigt for, at det mest af alt var det sidste. Nu ville rygter sikkert blive spredt over hele skolen, og det var det sidste, han ønskede.

”Hvad har du gang i? Flyt dig fra ham,” sagde en dyb stemme, og Kris, der havde stået frosset i den tidligere stilling, fjernede sig hurtigt. Key var ikke lang tid om at få sat sit tøj rigtigt. Han havde ikke brug for at gøre det hele endnu værre for sig selv.

Den høje person kom nærmere, og Key genkendte ham som Chanyeol, en af Jonghyuns gode venner. Hans hjerte sank. Det kunne nok ikke have været meget værre, for nu ville Jonghyun nok være en af de første til at vide det.

Chanyeol kom tættere på, og Kris så pludselig ikke så magtfuld ud. Key mente endda, at han kunne skimte tøven og en anelse skam i hans øjne. Han kantede sig uden om Chanyeol og forsvandt så uden at sige et eneste ord.

Key vidste ikke, hvad han skulle gøre med sig selv. Hans øjne var vendt mod gulvet, for han havde ikke rigtig lyst til at se op. Han havde aldrig nogensinde snakket med den høje dreng. Han så altid så glad ud, men Key var ikke sikker på, hvordan han i virkeligheden var, for han havde virket ret intimiderende, da han fik Kris væk.

”Du er Kibum, ikke?” spurgte han med sin dybe stemme lidt tættere på, end Key havde forventet. Den lavere dreng så overrasket op, kun for at se Chanyeol et par skridt fra sig.

”Jo,” svarede han bare. Han havde godt lagt mærke til brugen af hans rigtige navn, men det var ikke lige tiden til at rette på fejlen. Desuden var han også for rystet til faktisk at komme med et ordentligt svar.

”Er du okay? Han nåede ikke at gøre noget, vel?” spurgte Chanyeol, og Key så overrasket på ham. Var den anden dreng bekymret? Han havde lidt svært ved at tro på det. Faktisk havde han i det hele taget problemer med at stole på nogen, udover Taemin.

”D-du nåede det lige i t-tide,” stammede han, og Chanyeol så undersøgende på ham. Key kunne ikke se den anden dreng i øjnene, efter hvad der lige var sket. Han følte, at han var tættere på et sammenbrud, end han nogensinde havde været før. Om det var på grund af chokket over, hvad Kris havde gjort, rædslen over at blive opdaget eller lidt af begge dele på en gang, vidste han ikke.

”Du ryster,” sagde Chanyeol og lagde hånden på hans skulder, hvilket fik Key til at springe væk. Da Key for første gang den eftermiddag så rigtigt på drengen, undrede han sig lidt over, hvor underlig han så ud uden det normale smil. Det var bare forkert at se den evige glade fyr uden sit smil.

”Jeg vil ikke gøre dig noget,” sagde han med bekymrede øjne, men Key trak sig alligevel endnu engang væk. Tanker summede rundt i hans forvirrede hjerne.

”D-Du, du.. du må i-ikke sige n-noget t-ti..” Key kunne ikke engang fuldføre sin sætning. ’Jonghyun må ikke vide det,’ var en af de mest gennemtrængende tanker, men Key kunne ikke formå at sige det højt. Chanyeol så dog ud til at forstå pointen. Sådan da.

”Slap af, jeg siger det ikke til nogen. Selv hvis jeg gjorde, er det jo ikke dig, der er noget galt med. Det er ham, der er syg i hovedet,” svarede han, og Key tænkte kort over svaret. Syg i hovedet? Fordi han var bøsse, eller fordi han havde angrebet Key?

”Tak,” mumlede Key og rettede endnu engang blikket mod jorden.

”Det var da så lidt! Han burde ikke kunne gøre det, og jeg er mere end glad for at hjælpe,” svarede den høje dreng, hvilket bare forvirrede Key endnu mere. Han kunne virkelig ikke forstå, hvorfor den anden var så venlig overfor ham.

”Skal jeg følge dig hjem eller over til bussen eller noget?” spurgte Chanyeol, og Key lagde mærke til, at det velkendte smil var vendt tilbage.

”Nej, det går nok. Jeg håber på, at Kris er væk nu,” mumlede han lavt og opdagede hurtigt, at han endelig havde kontrol over sin stemme igen.

”Okay, men du siger bare til, hvis du får brug for hjælp,” svarede Chanyeol og gik hen for at tage sin vandflaske. Han tog nogle store slurke og lod den så dumpe ned i tasken igen.

”Jeg må hellere smutte tilbage til træningen, inden vores træner flipper ud. Jeg fortæller det ikke til nogen,” sagde han og forsvandt så ud af rummet. Key vidste godt, at der var træning den dag, for han havde jo overværet nogle af deres træningstimer. Det havde han bare slet ikke tænkt på, da han gik ned ad den tomme gang, eller da han blev fanget.

Han var taknemmelig over, at han var blevet fundet i tide. Han var også lykkelig over, at det lige havde været Chanyeol. Det kunne have været så mange andre, det nok var meget værre at blive fundet af. Hvis han var heldig, ville Kris endda holde sig fra ham efter det nederlag, han lige havde fået.

På vejen til busstoppestedet sørgede han for at holde øje med, om der var nogen i nærheden. Han regnede ikke med, at Kris var blevet hængende, men han havde ikke tænkt sig at være uforsigtig.

Som han havde håbet, nåede han sikkert ud til bussen. Han var stadig rystet, men han havde fået lidt mere styr på sig selv. Han blev lettet, da han kom hjem og så, at hans forældre ikke var kommet hjem endnu. På den måde havde han lidt tid for sig selv, inden han skulle sætte facaden op igen og lade, som om han var okay.

Han gik ind på værelset og lod tasken falde ned på gulvet ovre ved døren. Så lagde han sig selv på sengen og stirrede op i loftet. Han kunne mærke sit hjerte hamre af sted på grund af frygten, der ikke helt var forsvundet endnu.

Tankerne svømmede rundt mellem hinanden. Han nåede ikke engang at tænke den ene færdig, før den næste pressede sig på. Det faste spørgsmål om, hvorfor Kris opførte sig sådan, var der selvfølgelig også denne gang. Udover det tænkte han på Chanyeol. Selvom den anden dreng havde virket sød og havde lovet, at han ikke ville sprede rygter, kunne Key ikke helt lade være med at overveje, hvad han skulle gøre, hvis det nu skete alligevel.

Det var ikke, fordi han gik meget op i andres mening. Han var træt af at blive trampet på som en ubetydelig lille ting, men deres meninger var ikke så vigtige. Han var dog ret sikker på, at det ville blive forfærdeligt, hvis hele skolen fik det at vide. Hvad hvis alle begyndte at sende ham de blikke, som T.O.P og de andre altid havde givet ham?

Det værste ville være Jonghyun. Hvis Jonghyun også begyndte at hade ham, var han ikke længere sikker på, hvad han skulle gøre. Han var heller ikke helt klar over, hvordan Taemin ville reagere på det hele. Taemin ville acceptere ham, ville han ikke? Efter de havde været venner i flere år, ville den yngre dreng ikke bare droppe ham, vel?

Key rejste sig op fra sengen og gik over til sin taske. Han satte sig ned på gulvet ved siden af den og stak hånden ned i den. Han følte lidt rundt, men han kunne ikke finde, hvad han ledte efter.

Key rynkede panden og så ned i tasken for at kunne se indholdet. Han ledte tingene igennem, men kunne stadig ikke finde det. Han gik en anelse i panik og forsøgte også at lede de andre rum igennem, men han havde ikke heldet med sig.

Han kunne mærke sit hjerte sætte farten op igen, idet han vendte bunden i vejret på tasken for at hælde alle skoletingene ud på gulvet. Det var anden gang den dag, hans ting lå på den måde. Han ledte videre på gulvet efter den lille bog, men han vidste, at han ikke ville finde den.

Da det virkelig gik op for ham, hvad der var sket, blev hans øjne store, og hans hænder begyndte at ryste.

Hans dagbog var væk.

~*~

Her er kapitel 17 som lovet ^^

Nu er to af de 5 mundtlige eksamener overstået - 12 i både dansk og engelsk :D

Nu er der bare nogle af de værre tilbage :/

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...