I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
13203Visninger
AA

18. 16. kapitel

Key var endnu en gang på sit værelse. Døren var lukket, og han lå på sin seng og stirrede ud ad vinduet. Det var torsdag, men han var alligevel ikke taget i skole den morgen.

Selvom han følte sig svag over at gøre det, havde han om morgenen bildt sin mor ind, at han ikke havde det godt. Hun havde set på ham med et blik, der gjorde ham klar over, at den frygtede snak snart ville komme. Han havde overvejet, hvad han skulle sige til sine forældre, når de spurgte ind til, hvad der var galt, men han var ikke kommet frem til noget, der ville få dem til at blive mindre bekymrede. 

Han kastede et kort blik på klokken og konstaterede, at hans forældre kunne komme hjem hvert øjeblik, det skulle være.

Han sukkede og så endnu engang rundt i sit værelse, hvor der som altid var pænt ryddet op. Den grønne dinosaur fangede hans blik, og han tog den op for at se lidt nærmere på den. Han kendte selvfølgelig hver eneste lille stykke blød pels på den efter alle de år, men han kunne stadig betragte den, som om han aldrig havde set rigtigt på den før.

Han tænkte altid på Jonghyun, når han så den. Det var ikke underligt, men det irriterede ham alligevel. Nogle gange ønskede han virkelig at lægge den væk, men han vidste, at han ville komme til at savne den på meget kort tid.

Han satte bamsen ned og trak i stedet sin dagbog frem. Han var ikke engang sikker på, hvad han havde tænkt sig at skrive, men han havde bare brug for at komme af med sine dumme følelser.

Kære dagbog

Nogle gange tænker jeg over, hvordan mit liv kunne have set ud, hvis jeg bare var blevet her. Så kunne jeg have været sammen med ham i meget længere tid. Det er latterligt ikke? Jeg har ikke engang lyst til at skrive hans navn, fordi det er for hårdt at skulle se på det.

Hver eneste gang jeg ser ham, kan jeg ikke lade være med at forstille mig, hvordan alt kunne være, hvis vi bare snakkede sammen. Hvis han nu ikke var populær og omsværmet af piger. Hvis han nu vidste, hvem jeg var.

Når han smiler, banker mit hjerte hurtigere, selvom smilet ikke engang er til mig. Når han griner med sine venner, ved jeg ikke, om jeg skal smile over hans glæde eller græde, fordi jeg ikke er en del af den.

På en måde har jeg stadig lyst til at gå over og snakke med ham, bare for at finde ud af, om han nogensinde vil se min vej. Hvis jeg er heldig, så ville det måske lykkes? Men på den anden side, har jeg slet ikke lyst til at nærme mig ham.

Det er ikke så meget den offentlige ydmygelse, jeg er bange for. Den bliver jeg allerede udsat for af T.O.P og Kris, så på det punkt kan jeg vist ikke komme meget længere ned. Det er mere frygten for en afvisning, der stopper mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis han ser på mig med afvisningen tydelig i øjnene eller måske endda hån over, at en som mig overhovedet snakker til ham.

Han virker slet ikke som typen, der håner eller er hård, men måske er det bare mig, der forestiller mig ham som et glansbillede?

Jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal g-

Key så brat op, da der pludselig blev banket på hans dør. Han klappede panisk bogen sammen, selvom han var midt i en sætning og lod den glide ned i den åbne skoletaske, som stod lige ved siden af sengen. Han havde kun lige nået at få dagbogen ud af syne, inden døren åbnede sig, og hans mor trådte ind.

”Har du fået det bedre?” spurgte hun med en bekymret undertone, og Key nikkede og sendte hende et svagt smil.

”Ja, umma, jeg har det meget bedre nu,” svarede han.

Hans mor kom hen, og Key rykkede lidt ind, så hun kunne sidde på kanten af sengen. Han vidste godt, hvad der ville komme nu. Det var lidt tidligere, end han havde forventet.

”Hvordan går det i skolen, Kibum?” spurgte hun forsigtigt, og han trak på skuldrende.

”Det går okay. Mine karakterer ligger da meget godt,” sagde han, selvom han jo godt vidste, at det ikke var det svar, hans mor spurgte efter. Hun sukkede, og Key vendte blikket ned.

”Vi har ikke kunnet undgå at lægge mærke til, at du ikke har været glad det seneste stykke tid,” lagde hun ud, og Key kunne høre bekymringen i hendes stemme, selvom han vidste, at hun prøvede at skjule den.

”Jeg er bare stresset over de mange lektier og sådan. Det er ikke noget,” svarede han og prøvede at give et smil, der så ægte ud. Dog virkede det, som om hans mor så lige igennem ham.

”Du ved godt, at vi er her for dig, ikke? Både din far og jeg vil rigtig gerne vide, hvis der er noget, der går dig på,” svarede hun og så ham i øjnene.

”Det ved jeg, men jeg har det fint. Virkelig,” løj han så godt som muligt. Han kunne ikke fortælle sine forældre om det. Han vidste, at hvis dele af historien først kom op til overfladen, så ville han ikke kunne holde resten inde, og han var slet ikke klar til at springe ud over for sin familie. Han anede ikke, hvordan de ville reagere på det.

”Det virker ikke, som om du har det fint, og jeg hader at se dig så trist,” sagde hun, og Key kunne ikke lade være med at blive lidt irriteret. Han vidste, at hans mor mente det godt, og at hun bare var bekymret for ham, men han var alligevel træt af det, både fordi han ikke ville have hende til at blande sig, og fordi han hadede at lyve overfor hende. Specielt i situationer som denne, hvor han vidste, at hun kun spurgte, fordi hun elskede ham.

”Jeg har det fint,” svarede han igen, denne gang lidt mere bestemt. Hans mor sukkede og vendte blikket ned. Hun så så sårbar ud, og det fik skylden til at sætte sig tungt til rette inden i ham.

”Det er godt, Bummie. Bare husk, at vi altid er her for dig,” svarede hun og rejste sig for at gå hen til døren. Key vidste ikke helt, hvad han skulle svare, så han forholdt sig bare tavs. Hans mor standsede i døråbningen og vendte sig om.

”Går du med ned og laver mad?” spurgte hun, og han nikkede til hende med et smil. Det ville i det mindste gøre op for løgnene. Så kunne han måske også få hende til at bekymre sig lidt mindre.

De gik sammen ned i køkkenet, hvor de gik i gang med maden. Samtalen mellem dem var om meget lettere emner, og Key håbede på, at hun helt lagde sin bekymring væk. Det endte faktisk med at blive ret hyggeligt, og snart sad den lille familie samlet om bordet.

Key kunne konstatere, at det for første gang i lang tid havde været en ret god dag.

*

Key slog træt øjnene op. Han undrede sig lidt over, hvad klokken var, for det virkede ret lyst i rummet, men hans vækkeur havde ikke ringet. Han rakte dovent ud efter sin mobil og trykkede på oplåsningsknappen. Han fik store øjne, da han så tiden.

”Fuck!”

Han sprang ud af sengen og fandt noget tøj så hurtigt som muligt. Der var kun 10 minutter, til timerne startede, så ligegyldigt, hvad han gjorde, havde han ikke en chance for at nå derhen. Han undrede sig over, at hans mor ikke havde vækket ham.

Efter at have fået tøjet på i en fart, skyndte han sig videre ud på badeværelset. Selvom det var noget, der tog lang tid, kunne han ikke springe make-uppen over, for så ville alt blive opdaget. Resultatet blev ikke helt så perfekt, som det plejede, men der var ikke tid til mere.

Han greb sin taske og styrtede ned ad trappen. Da han kom ud af hoveddøren, kunne han hurtigt se, at hans forældre allerede var taget på arbejde. Det var så typisk, at de begge skulle møde tidligt lige den dag, hvor han kom til at sove for længe.

Bussen var for længst kørt, så han blev nødt til at gå. Turen var egentlig ikke ret lang, men i situationer som denne, virkede den uendelig.

Da han endelig nåede skolen, var der allerede gået en halv time af undervisningen. Han skyndte sig til det klasseværelse, hvor han skulle være i, og bankede så forsigtigt på. Der blev sagt ’kom ind’, og han åbnede døren. Alles øjne var rettet mod ham, og han bukkede skamfuldt hovedet. Det var sjældent, nogen turde komme for sent, så det var bestemt ikke sjovt for ham.

”Det er rart at vide, at du besluttede dig for at dukke op, Kibum,” sagde hans lærer tørt, og Key fik det endnu værre.

”Undskyld, det skal ikke ske igen,” svarede han og bukkede, før han satte sig ned på sin plads.

”Nej, det skal det ikke. For at minde dig om det, får du en eftersidning. Du skal blive her efter skoletid,” svarede hun, og han så måbende op. En eftersidning? På grund af en enkelt gang?

Han skulle lige til at protestere, men så lærerens strenge blik og besluttede sig for, at det var bedre bare at tie stille. Han surmulede svagt resten af timen. Han synes virkelig, at det var unfair at give ham en eftersidning, når han ellers var en rimelig god elev.

De næste timer føltes meget lange, så han var glad, da han endelig fik frikvarter. Han mødtes med Taemin, hvorefter de fulgtes ned ad gangen til dansesalen, hvor de var begyndt at spise.

”Hvordan kunne hun bare give mig en eftersidning? Jeg mener, helt ærli..” han stoppede sin talestrøm, da Taemin pludselig standsede op.

”Hvad sker der?” spurgte han nysgerrigt, og inden længe stod han med Taemins mobil i hånden, hvor drengen havde skrevet en besked.

Jeg kom lige i tanke om, at jeg har glemt noget i det sidste klasselokale. Jeg henter det lige, så det ikke bliver væk. Du kan bare gå derover, så kommer jeg om lidt.

Key nikkede og gav mobilen tilbage, for så at se Taemin bevæge sig i den anden retning igen. Han sukkede og begyndte endnu engang at gå mod salen.

”Jamen se, hvem vi har her. Det var tidligt i dag,” sagde den giftige stemme, som Key efterhånden var blevet vant til. Han så op og fik med det samme øje på hele flokken. T.O.P trak ham ind i et af de nærliggende lokaler og pressede ham så mod væggen.

Key tabte sin taske, og den gik op, så hans ting pludselig lå over hele gulvet. Det tænkte han dog ikke så meget over i det øjeblik, da T.O.P havde fat i hans krave og Seungho også var ret tæt på. Det første slag kom, og han prøvede desperat at dække sit ansigt.

”Tag dette her som et pænt farvel,” hvæsede T.O.P og gav ham endnu et slag. Key undrede sig kort over, hvad han mente med det. Ville de endelig dræbe ham?

Dog var det hurtigt overstået denne gang, hvilket han var meget lettet over.

”Se så at komme væk fra mit blik, før jeg ombestemmer mig,” sagde T.O.P, og Key skyndte sig ned på gulvet, for hurtigt at samle sine ting sammen og proppe dem ned i tasken. Han var ikke engang sikker på, om han havde fået det hele med, da han tumlede ud af døren.

Han rystede lidt, men det gjorde ikke så ondt, som det havde gjort mange af de andre gange. Han undrede sig stadig over det, T.O.P havde sagt. Han vidste ikke helt, om han skulle være bekymret eller ej. I det hele taget var han bare forvirret.

Han skyndte sig til salen, så Taemin ikke skulle vente al for lang tid. Drengen så op med et spørgende blik, da Key trådte gennem døren.

Key svarede, at han bare skulle på toilettet, men ellers holdt han ikke ret meget af sit fokus på ”samtalen”. Hans hjerne vendte og drejede stadig det, der var sket.

~*~

Jeg havde lovet mig selv at lægge et kapitel ud i går, for jeg havde regnet med, at jeg lige kunne nå det mellem sidste skoledag og festen i går aftes. Kapitlet var helt klar til at komme ud fem minutter før jeg skulle af sted, men så virkede vores internet ikke.. Det er bare så typisk -.-'

Nu får I det her~ Undskyld ventetiden ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...