I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12933Visninger
AA

17. 15. kapitel

På trods af alt, hvad der var sket, fortsatte Key med sit liv, så godt han kunne. Nogle gange vidste han ikke helt, hvad han levede for mere, for han kunne ikke rigtig længere finde nogen positive ting.

Tanken om selvmord havde strejfet ham et par gange, men han kunne jo ikke bare give op. Han havde stadig mennesker, der behøvede ham. Som Taemin, hans forældre og hans bedstemor. Han kunne ikke bare lade de mennesker, der elskede ham, i stikken på den måde.

Derfor gjorde han sit bedste for at holde hovedet højt og kæmpe sig gennem hverdagen. Når han ikke var på skolen, prøvede han at glemme, hvad der skete næsten hver dag, men om aftenen ville tankerne altid indhente ham igen.

Det var onsdag, hvilket betød, at han kunne være heldig. T.O.P og alle de andre sidsteårselever fik altid en time tidligere fri end Key om onsdagen, så hvis det var en af Keys gode dage, gad T.O.P ikke at vente på ham efter skole. Når både T.O.P og Seungho var taget hjem, var der kun Kris og Eli tilbage, og de plejede ikke at gøre ham noget alene.

Eli var trådt helt ud af sin lederrolle, men det betød ikke, at han ikke var med til at mobbe og slå. Kris var bare ikke helt til at finde ud af. Key havde gang på gang prøvet at finde ud af, hvad der gjorde ham anderledes end de andre, men han kunne ikke helt sætte fingeren på det.

Key så rundt i cafeteriet. Taemin var her ikke i dag, men Key havde alligevel tænkt sig at sætte sig udenfor. Det var ved at blive koldt derude, men han havde ikke lyst til at sætte sig i kantinen, hvor nogle af de andre stirrede på ham. Det fik ham bare til at føle sig endnu mere unormal.

Frikvarteret var ensomt. Der var næsten ingen udenfor, og Key besluttede sig for, at han fra nu af ville lede efter et tomt klasseværelse eller et andet sted, han kunne spise, for det var bestemt ikke behageligt at sidde ude i kulden.

Fem minutter før klokken ringede, gik han ind og hen til sit skab for at hente bøgerne til den sidste time. Endnu engang fandt han en seddel. Han sukkede og tog den op. Han havde slet ikke lyst til at læse den, men han blev nødt til at vide, hvad der stod på den. Så ville det måske ikke blive en hviledag alligevel.

Kom til omklædningsrummene når du får fri.

Key så undrede på sedlen. Når der lå sedler, var det næsten altid skrevet med Elis håndskrift. Et par enkelte gange havde det været T.O.P, men generelt var det Elis job. Dette var slet ikke en håndskrift, Key kendte til, så det måtte være en af de andre.

Han krøllede den sammen og smed den ud på vej til den næste time. Det betød alligevel ikke rigtig noget for ham, hvem det var, der havde skrevet sedlen. Det ville komme til at blive en forfærdelig eftermiddag lige meget hvad. 

Han kæmpede sig gennem den kedelige time, og snart ringede klokken for at signalere, at de alle havde fri. Key pakkede sammen og begyndte så at gå mod omklædningsrummet. Han fantaserede nogle gange om, bare helt at lade være med at dukke op, men han var næsten sikker på, at det ville være en meget dårlig ide.

Der gik ikke lang til, før han stod foran døren. Han tog en dyb indånding og åbnede den så og gik ind. Først virkede rummet helt tomt, men så kom en skikkelse til syne. Key blev meget overrasket, da han identificerede personen. Det var Kris.

Han spejdede rundt efter de andre, men han kunne hurtigt konstatere, at der kun var ham selv og den blonde, kinesiske dreng. 

”Hvorfor er du her alene?” spurgte Key, som ikke var helt tryk ved situationen.

”Jeg har tænkt over noget, Kibum,” svarede den anden dreng og trådte tættere på. Key skar tænder over navnet og trak sig tilbage. Inden længe ramte han væggen.

”Hvad har du tænkt over?” spurgte han en anelse bange og meget forvirret. Kris lagde sin hånd på Keys ene skulder og holdt ham mod væggen. Key lukkede øjnene og ventede på det slag, han vidste, der ville komme. Lige om lidt..

Han spærrede øjnene op, da han i stedet følte læber på sine egne. Han var i chok. Han stirrede på den højere dreng, der havde ham presset mod væggen med sin egen krop. Det var så langt fra, hvad Key havde forventet.

Han kunne ikke bevæge sig. Han stod bare der, helt frosset. Hvorfor gjorde Kris det? En af de fyre, der normalt slog ham, fordi han var til drenge, pressede ham nu mod væggen og kyssede ham? Key vågnede op fra sin chokerede tilstand, da han mærkede en krævende tunge prøve at presse sig ind.

Han skubbede hårdt til Kris og gav ham så en syngende lussing. Det var ikke engang noget, han tænkte over, det kom bare som en refleks.

”Hvad fanden har du gang i?” råbte han og kunne selv høre, hvor skinger hans egen stemme lød.

Kris var hurtigt kommet sig over overraskelsen og pressede nu igen Key mod væggen. Key vred sig for at komme fri.

”Alle ved, at du vil have mig. Alle vil have mig, og nu får du chancen,” svarede drengen, og et gys gik gennem Key. Han var ikke engang sikker på, hvordan han skulle reagere.

”Hvad snakker du om?” fik han presset ud gennem sine læber, lige før de blev erobret endnu engang. Han skubbede igen til Kris, men drengen gav sig ikke denne gang. Han havde lært af sin fejl.

”Vi kan holde det som en hemmelighed, ingen kommer til at vide det,” svarede drengen, og hans ene hånd begyndte at bevæge sig ned langs Keys krop.

”Stop! Du skal ikke røre mig!” svarede Key. Han kunne ikke forstå, hvorfor dette her skete. Kris fortsatte bare, og Key indså hurtigt, at den anden dreng ikke havde tænkt sig at stoppe. Han nægtede at lade dette her ske. Nok hærgede de altid hans krop, og han kunne ikke gøre det mindste ved det, men dette her var noget andet.

Han bragte hårdt sit knæ op, og Kris kom med et halvkvalt grynt. Key kunne endelig vride sig fri og hurtigt forsvinde ud af døren. Han løb over mod busstoppestedet, hvor der stadig stod nogle andre elever. De fleste af dem så underligt på ham, men han var ligeglad. I det mindste var han i sikkerhed nu.

Sehun stod der også. Han så ikke engang på Key, men havde al sit fokus på drengen der stod ved siden af ham. Key genkendte hurtigt drengen som en af Taemins gamle venner, Luhan. De snakkede lavmeldt sammen, og de smilede begge to.

Key ville ønske, at han også havde venner på den måde, men sådan var det bare ikke. Bussen kom endelig, og Key steg hurtigt på. Et par af de andre fulgte med, mens nogle af de andre skulle med en anden bus.

Key satte sig helt ned bagved, så han ikke ville blive forstyrret.

Det var først, da han sad på sit værelse igen, han virkelig tænkte over det, der var sket. Hvordan kunne Kris være så homofobisk normalt og så selv være bøsse i hemmelighed? Han måtte være for bange til at turde springe ud.

Der var også en anden ting, der først nu rigtigt gik op for Key. Han løftede sin hånd og strøg forsigtigt sine fingre over sine læber. Han havde lige fået stjålet sit første kys.

Han havde kysset både Taemin og Jonghyun på kinden, men det var også det tætteste, han nogensinde var kommet på at få sit første kys. Det var ikke, fordi han som sådan havde gemt det til en speciel person, men det var i hvert fald ikke dette her, han havde drømt om. Efter han mødte Jonghyun igen, havde han tænkt over, at det ville være helt perfekt, hvis det kunne blive ham, der tog hans første kys, men nu var det bare væk.

Han kunne mærke, at tårerne var på vej. Han hadede sig selv for at være så latterlig over et skide første kys, men han kunne ikke lade være. Han var dog lykkelig over, at Kris ikke havde nået at gøre mere end det. Han kunne slet ikke klare tanken om, at Kris skulle være hans første gang, eller at den i det hele taget skulle være tvungen.

*

Som ugerne gik, blev Kris kun værre. Hver gang de var i nærheden af hinanden, sendte Kris blikke. Key prøvede at undgå ham så meget som muligt, men der var visse situationer, hvor det var umuligt.

Kris var også blevet modigere med tiden. I starten havde det været meget tys-tys, når han opsøgte Key på den måde, hvilket gjorde det nemmere for Key at undvige ham, men for hver dag, der gik, blev Kris tydeligvis mere og mere bitter. Hver gang Key afviste ham, blev han bare endnu mere anmassende.

Det mest risikable, Kris havde gjort, var dog under en af de mange omgange tæsk. Det havde været en normal dag for Key. Kris havde bare set på, mens de andre brugte ham som boksebold.

Da de endelig stoppede og var begyndt at gå, havde Kris proppet en note i lommen på Key. Key havde senere læst den med et fnys.

Selv hvis du nægter nu, skal jeg nok få fat i dig. Du vil ikke kunne modstå mig i længden. Du ved, du vil have mig~

Key kunne ærlig talt ikke forstå drengen. Han var klar over, at Kris nok kunne få lige den pige han ville have, men det betød ikke, at han kunne få Key, og da slet ikke efter alt, hvad han og de andre havde gjort mod Key.

Ikke desto mindre var Key bange for ham. Det var farligt, at den ældre dreng var begyndt at blive mere modig, for det betød, at Key ikke kunne forudsige hans næste træk, og han var rædselsslagen for, hvad den anden dreng kunne finde på.

Han sad lige nu på sit værelse med sine lektier. På trods af de mange problemer i hans liv, fulgte han stadig ret godt med i de fleste fag. De dage, hvor han kom sent hjem og havde ondt i det meste af kroppen, var det et helvede at skulle igennem den store bunke af lektier, men han gjorde det alligevel.

Han blev nødt til at opretholde sine gode karakterer. Han vidste, at hans forældre allerede var klar over, at der var noget galt i hans liv, og det var kun et spørgsmål om tid, før de begyndte at spørge ind til det. Hvis hans karakterer også pludselig faldt, ville hans forældre være der på et splitsekund.

Han havde først undret sig over, at hans mor ikke allerede havde sagt noget til ham siden den dag, hvor det hele var begyndt, men efter at have overhørt en samtale mellem hans forældre, vidste han, hvad der foregik.

”Burde vi ikke snakke med ham?” havde hans far sagt med bekymring i stemmen, og Key havde hørt sin mor sukke. Det havde givet et stik i hjertet at høre dem være så bekymrede, man han kunne bare ikke fortælle dem, hvad der skete i hans liv.

”Der er ikke noget, jeg hellere vil, men jeg håber på, at han selv kommer med sine problemer til os. Han er en stor dreng efterhånden, og selv hvis jeg prøvede at snakke med ham, er jeg sikker på, at han ikke vil fortælle mig, hvad der går galt i hans liv. Jeg ønsker virkelig, at han selv vil tale om det. Jeg har tænkt mig snart at spørge ham om det, men jeg vil gerne give ham lidt mere tid,” havde hun svaret, og Key havde vendt ryggen til og gået op på værelset. Han havde ikke kunnet holde ud at høre et eneste ord mere.

Key ønskede egentlig bare, at alt snart ville falde på plads, men det så det desværre ikke ud til at gøre. Han måtte bare bide tænderne sammen og kæmpe sig gennem resten af skoleåret. Efter dette skoleår, ville T.O.P og Seungho i det mindste være væk og ude af hans liv.

Han kunne slet ikke vente.

~*~

Jeg opdagede, at det var en hel uge siden, jeg sidst havde opdateret.. Undskyld, jeg føler, at jeg har svigtet jer T_T

Her er det næste kapitel i hvert fald. Fortæl mig gerne, hvad I synes om det~!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...