I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12923Visninger
AA

16. 14. kapitel

Klokken ringede ud til spisefrikvarter, og Key pakkede træt sammen. Han havde stort set ikke sovet natten før få grund af ømheden. Det var nogle dage siden, Sehun havde hjulpet ham, og de havde ikke talt sammen siden. Sehun havde virkelig holdt sig meget diskret, præcis som han havde sagt, han ville.

Key gik ud af klassen med sin taske og satte sig på en af bænkene udenfor, hvor Taemin og han altid mødtes. Der var flere ude den dag, end der plejede at være, men det var ikke nok til, at det var generende.

Taemin sad der allerede. Han så som sædvanligt forfærdelig ud, men det undrede ikke Key. Han havde efterhånden vænnet sig til det. Det stoppede dog ikke hans evige bekymring for drengen.

Han satte sig og pakkede sin mad ud. Han rakte den første bid til Taemin, for han var egentlig ikke selv ret sulten. Han følte sig i det hele taget aldrig sulten for tiden, og han vidste, at Taemin havde mere brug for maden, end han selv havde.

”Hvordan går det for tiden?” spurgte Key så. Det var blevet et spørgsmål, som han tit stillede, men aldrig fik et konkret svar på. Ligesom alle de andre gange trak Taemin bare på skuldrene. Key sukkede lavt.

Han så op og fik øje på Sehun, der sad helt alene. Han havde åbenbart ikke fundet nye venner endnu. Key lagde pludselig mærke til T.O.P, der nærmede sig den yngre dreng, og Key havde næsten lyst til at advare ham. I det mindste var lederen alene denne gang.

Han kunne se T.O.P tage fat i den andens krave og presse ham mod træet. Den ældre dreng snakkede for lavt til, at Key kunne høre det på den afstand, han sad i, men han var helt sikker på, at det slet ikke var behageligt. T.O.P trak næven tilbage, og Key vendte blikket ned. Han vidste jo, hvad der ville ske, og det havde han slet ikke lyst til at se på.

”Hey!” råbte en stemme, og Key så forvirret op. Hans hjerte sprang et par slag over, da han så Jonghyun komme gående mod de to drenge. T.O.P standsede op og vendte blikket mod Jonghyun.

”Hvem har givet dig lov til at blande dig?” hvæsede han, og Jonghyun så trodsigt på den anden dreng.

”Hvorfor finder du ikke nogen på din egen størrelse? Kan du virkelig kun finde ud af at slå på førsteårs elever?” svarede han, og Key så på ham med store øjne. Det var ikke godt. Det var slet ikke godt. Hvad var det, Jonghyun var i gang med at rode sig ud i?

”Vil du tage hans plads?” spurgte T.O.P med et ondt blik, men Jonghyun så ikke bange ud. Key vidste ikke, om han havde lyst til at se, hvad der skete bagefter. Det var lidt ligesom en gyserfilm. Han ville gerne vide, hvad der skete, men han var ikke helt sikker på, at han turde følge med.

”Kunne du ikke bare lade dem være? Andre mennesker burde ikke være bange for at dukke op på skolen på grund af en som dig,” svarede han bestemt, og T.O.P fnøs over ham.

Så langede han ud. Key var lige ved at komme med et udbrud, men Jonghyun havde undveget, som om det var det nemmeste i verden.

”Åbenbart ikke. Fint med mig,” svarede Jonghyun. Key greb ubevidst fat i Taemins hånd, mens hans øjne var klistret til scenen foran ham. Han anede virkelig ikke, hvad Jonghyun havde tænkt sig at gøre nu. Derfor overraskede det næste ham.

Jonghyun slog T.O.P. Bare en enkel, hård knytnæve, der nok kom ligeså meget bag på T.O.P, som det gjorde på Key. Han kunne slet ikke forstå, at Jonghyun virkelig lige havde gjort det.

”Tag det som en advarsel. Hold dig fra Sehun og de andre,” sagde Jonghyun og tog så fat i Sehun for at føre ham væk. T.O.P stod tilbage og lignede en idiot. Key var rystet. Jonghyun havde lige reddet Sehun. Han havde slået den dreng, der tæskede Key. Key så efter drengen, der sendte et smil til Sehun, som smilede tilbage.

I det øjeblik kunne Key mærke sig selv falde det sidste stykke. Han kunne ikke benægte det over for sig selv mere. Han var forelsket i Jonghyun, og der var absolut ikke noget at gøre ved det.

Key kunne stadig se sin gamle bedste ven. Den dreng, der stod op for mennesker, som havde brug for hjælp, den fyr, der var venlig over for alle, selv dem, der normalt blev set ned på. Den person, som Key havde savnet mere end nogen anden.

*

Der var gået endnu en måned, og Key’s liv var ikke blevet nemmere. Det var blevet en fast rutine at blive slået af gruppen. Det blev altid gjort i hemmelighed, så ingen vidste, hvad der foregik. Ingen kunne hjælpe ham.

Der var kun ganske få stunder, som Key virkelig kunne lide. Det var øjeblikke som nu.

Han sad på tilskuerrækkerne til en af skolens fodboldkampe. Normalt brød han sig ikke ret meget om fodbold, men han havde fundet ud af, at Jonghyun var på holdet, så han havde gjort det til en vane at komme til samtlige kampe.

Nogle gange havde han også ganske kort og diskret sneget sig over til deres træning. Han følte sig endnu engang som en stalker, men han elskede bare at observere Jonghyun. Han kunne ikke engang hade sig selv for at elske ham mere. Selv om de ikke havde talt sammen, siden de var små, kunne Key alligevel se, at Jonghyun var fantastisk.

Hvis han dog bare havde modet til at gå over og tale med ham. Key ønskede mere end noget andet, at de i det mindste kunne begynde at tale sammen. Han ville så gerne lære Jonghyun at kende igen, selv efter de mange år.

Key holdt vejret, idet Jonghyun modtog bolden fra en anden spiller og skød den videre mod målet. Målmanden kastede sig efter den, men det var for sent. Bolden fløj direkte ind i målet, og publikum brød ud i jubel. Key jublede med de andre og smilede stort til Taemin, der bare sendte et lillebitte smil tilbage.

Normalt var Taemin slet ikke med til ting som dette, men Key havde slæbt ham med til denne ene kamp, så han ikke skulle være alene ligesom alle de andre gange.

Key vendte blikket mod banen igen, og han kunne have svoret på, at Jonghyuns blik kort mødte hans. Hans hjerte gjorde et glad hop, selvom han ikke engang var helt sikker på, at det var sket. Jonghyuns øjne var snart fokuseret på spillet igen, og Key kastede et blik op på nedtællingen. Der var ikke ret lang tid tilbage, og stillingen var på nuværende tidspunkt 1-1.

 Key prøvede at følge bolden, der uafbrudt skiftede spiller, men hans øjne gled hele tiden over på Jonghyun i stedet. Drengen løb tæt forbi, og Key kunne tydeligt se et par sveddråber løbe ned ad ham. Taemin prikkede til ham, og Key trak modvilligt blikket væk fra dinoen, der nu var i den anden ende af banen. Han så på Taemin, som rakte sin mobil frem.

Stop med at stirre på ham, hyung.

Key kunne mærke sine kinder blive varme, da han læste beskeden. Var han virkelig så åbenlys?

”Jeg stirrede ikke. Jeg så bare interesseret på spillet,” forsvarede han hurtigt sig selv, men Taemin sendte ham bare et blik, der tydeligt viste, at han ikke troede den mindste smule på Keys påstand.

Jubel hørtes endnu engang, og Key snurrede rundt for at se, hvad der var sket. I det samme lød den brummen, der betød, at spillet var overstået. Han så hurtigt op på pointtavlen og blev med det samme glad, da han opdagede, at det stod 2-1 til holdet med Jonghyun. Han rettede blikket mod drengen, der jublende løb over mod sit hold med de knyttede næver rakt i vejret over deres sejr.

Key jublede med alle de andre. For en gangs skyld følte han faktisk, at han var en del af fællesskabet. Det var en rar følelse. Tilskuere begyndte at komme ud på banen for at lykønske deres venner, og Key fik en sær lyst til også at gå ned og sige tillykke til Jonghyun. Han så på Taemin for hjælp.

”Ville det være underligt, hvis jeg ønskede ham tillykke? Han ved jo nok ikke, hvem jeg er,” spurgte han, og Taemin rystede hurtigt på hovedet. Han lavede en bevægelse, der tydeligt viste, at han gerne ville have Key til at gøre det.

Key tog en dyb indånding og så over på Jonghyun, der nu stod sammen med den dreng, Key havde set ham sammen med den første dag, og et par andre, som også havde virket ret flinke de gange, Key havde været i nærheden af dem.

Han tog mod til sig og begyndte at gå derover. Du kan godt! sagde han lydløst til sig selv. Han kom tættere og tættere på. Snart var han kun et par meter fra gruppen af drenge. Nu skete det endelig! I løbet af den lille strækning havde han allerede forestillet sig, hvordan det ville gå. Hvordan de endelig ville snakke sammen, og deres øjne ville mødes rigtigt. Key ville kunne se, om Jonghyun bar halskæden. Måske ville Jonghyun endda kunne genkende ham?

Key blev mere og mere opstemt for hvert eneste lille skridt. Hans fantasi løb af med ham, men det gjorde ikke noget. Han ville endelig tale med Jonghyun!

”Oppa!”

Key stoppede brat op, idet han så den pige springe i armene på Jonghyun, der greb hende uden et øjebliks tøven. Hun plantede et stort kys på hans kind og krammede ham. Keys krop blev kold og han frøs i sin stilling. Det var ikke sådan det skulle ske! Han kunne mærke al glæden forsvinde og sit hjerte gå i stykker.

”Jeg er så stolt af dig! Du var fantastisk i dag!”

Key kunne mærke smerten. Ikke den smerte, han plejede at have efter slagene, men en, der føltes værre indeni. Det kan ikke være sandt, tænkte hans hjerne, men han vidste, at det var for sent. Jonghyun gengældte endelig pigens følelser. Key var ikke et sekund i tvivl.

Han kunne ikke blive der et øjeblik mere, så han vendte om på hælen og flygtede. Han var ikke engang sikker på, hvor han var på vej hen, før han sad gemt væk i et af de tomme klasselokaler. Døren blev smækket og låst bag ham. Tårerne fik frit løb, men ikke en eneste lyd undslap ham.

Han kunne høre menneskene ude på den anden side af døren, men han tog sig ikke af det. Han kunne mærke hele den facade, han havde sat op som en barriere, smuldre og efterlade ham svag og såret. Det var sjældent, den brød sammen på den måde, og når den endelig gjorde det, var det om aftenen, hvor han vidste, at han var i sikkerhed. Det skete normalt aldrig på skolen, for det var noget af det værste, der kunne ske for ham. Men nu måtte han give efter og lade alt komme op til overfladen.

Han var sur på bøllerne for at gøre hans liv et helvede. Han var sur på pigen, Sekyung, for at have taget Jonghyun. Han var sur på sig selv, fordi han ikke kunne få styr på sine følelser. Han var sur på det, der havde gjort, at han ud af mange tusinde mennesker skulle være bøsse. Men lige meget, hvor meget han prøvede, kunne han ikke være sur på Jonghyun.

Han gemte hovedet i hænderne, og et lille snøft slap ud. Scenen med Jonghyun og Sekyung spillede bag hans øjenlåg, næsten som om han ufrivilligt så en film om og om igen. Han så forskrækket op, da der blev banket på døren.

I det samme modtog han en SMS. Key tog sin mobil op og læste hurtigt navnet. Det var Taemin, præcis som han havde gættet på.

Jeg ved, du er der inde, hyung.

Key rakte frem og åbnede døren, så den yngre dreng kunne komme ind. Taemin tog ham forsigtigt ind i et kram, og Key gemte hovedet der, hvor Taemins hals mødte hans skulder.

”H-hvorfor, Minnie?” spurgte han halvkvalt. Taemin trak bare på skuldrene og strøg ham forsigtigt over håret.

~*~

Så fik jeg endelig lagt et kapitel ud som lovet! Har savnet jer ^^

Har det som om jeg kunne sove resten af mit liv, har haft så travlt på det sidste T_T

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...