I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12889Visninger
AA

15. 13. kapitel

Der var gået endnu 2 uger, og Keys hverdag var bestemt ikke blevet lettere. Allerede mandagen efter den første omgang tæsk, havde han fået den næste. Denne gang havde de også hånet hans brug af make-up. Key havde selv været pinligt berørt over det, men det viste han ikke overfor T.O.P og de andre.

Han vidste, at det var latterligt at kæmpe imod, men han nægtede at bukke under. Han var for stolt til bare at give op på den måde, for hvis han først havde bukket under, betød det, at de havde vundet.

Det var måske ikke den allersmarteste holdning at have, for det havde endnu engang fået ham i problemer.

Denne gang var værre end de andre gange, og han kunne allerede mærke smerten brede sig gennem sin krop. Han troede virkelig, at han hadede Eli dengang, men det viste sig nu, at han ikke engang havde anet, hvad had var tidligere.

Følelsen af at føle sig ydmyget havde heller ikke ændret sig. Selvom det allerede havde stået på i to uger, føltes det ikke mindre ydmygende at ligge på jorden, med blod løbende ned fra næsen.

”Din fucking faggot,” hvæsede T.O.P og slog endnu engang, mens Seungho, som Key havde fundet ud af, den anden lave dreng hed, holdt ham oppe ved hans hår. Det gjorde ondt, men Key havde ikke tænkte sig at komme med en lyd.

Et grimt svar lå ham lige på tungen, men han besluttede sig for at holde det inde. Det var allerede slemt nok, han burde ikke gøre situationen værre for sig selv.

Han blev smidt på jorden og kom ved et uheld til at bide sig selv i tungen. Han skulede op til drengene, der tårnede sig op foran ham.

Eli nød tydeligvis, hvad der skete. Hans smil gjorde Key syg. Han vidste, at Sehun var blevet placeret som vagt, så han var ikke til at se fra Keys position på jorden. T.O.P og Seungho så nedledende på ham, som om de prøvede at vinde en stirrekonkurrence. Den blonde, som Key jo tidligere havde fået identificeret som Kris, så bare køligt på ham som altid. Key undrede sig tit over, hvilken andel han egentlig havde i det hele.

Han slog nogle gange sammen med de andre, men ellers var han ikke en stor del af gruppen. I mange af frikvartererne sad han med en eller flere tilfældige piger, så der var han heller ikke synderligt interesseret i resten.

Key mærkede et spark i siden, der fik ham til at snappe efter vejret.

”En anden gang skulle du nok lade være med at svare igen, Kibum,” sagde T.O.P med smalle øjne, og begyndte så at gå. Sådan var det altid. Når de var færdige med at bruge ham som boksebold, skred de bare og lod ham ligge. De sikrede sig ikke engang, at han faktisk kunne komme op selv. Han blev bare overladt til sin egen skæbne. Det var det, der havde overbevist Key om, at T.O.P virkelig var fuldstændig ligeglad med, hvad der skete med ”klamme homoer” som ham.

Key orkede ikke at rejse sig op, så han lukkede bare øjnene. Han kunne føle den hårde asfalt under sig, som ikke ligefrem hjalp på smerterne, men han var sikker på, at det ville gøre mere ondt at bevæge sig.

Pludselig kunne han mærke en person ved siden af sig. På den ene side ønskede han at reagere, for det var ikke meningen, at nogen skulle vide noget om den næsten daglige omgang tæsk, men på den anden side havde han bare lyst til at vente lidt endnu.

En hånd rystede svagt i ham, men han gad ikke svare.

”Key, vær nu sød at vågne op.”

Åh, dem igen. Han troede, at de var færdige med ham for i dag. Kunne de ikke bare lade ham være for nu?

”Forhelvede, Key, gør et eller andet!” sagde stemmen, som Key nemt kunne genkende som Sehuns læspen. Han slog øjnene op, og alt svømmede for ham et øjeblik, før han kunne fokusere på drengen, der sad bøjet over ham med paniske øjne.

Key så forbi ham og blev meget overrasket, da han ikke så andre. Hverken Eli, T.O.P eller de to andre var der. Sehun slappede synligt mere af, da Key så på ham.

”Kan du rejse dig op?” spurgte Sehun, og Key så forundret på ham. Hvad havde han gang i? Prøvede han faktisk at hjælpe?

Key kom forsigtigt op at sidde. Han kunne næsten høre sin krop knirke og beklage sig efter den hårde behandling, men han kom til sidst helt op.

Sehuns arm lagde sig støttende omkring ham og hjalp ham op. Key var nødt til at støtte sig op ad ham. Han brød sig bestemt ikke om at være afhængig af den anden dreng, men han kunne ikke rigtig gøre andet i det øjeblik.

Han forstod virkelig ikke, hvad der foregik. Hvordan kunne en person skifte side så hurtigt? Eller var det bare endnu et trick, der skulle få ham ned med nakken?

Han kunne mærke sin krop komme langsomt i gang igen. Det havde slet ikke været så slemt de andre dage, for der havde han i det mindste selv kunne gå efter et øjebliks hvil.

”Hvorfor hjælper du mig?” spurgte han så, da han ikke kunne holde sin nysgerrighed inde mere.

Sehun så ud til at overveje sit svar grundigt, før han begyndte at tale.

”Jeg vil ikke være med mere. Det har taget overhånd, og jeg har ikke lyst til at skade en person på den måde. Det er umenneskeligt,” svarede han, og Key så indgående på ham. Det undrede ham egentlig ikke, at Sehun ikke havde lyst til at være med til det mere, for det havde han jo allerede gættet, men at Sehun faktisk tog skridtet og sagde fra – det havde han ikke forventet.

Der var dog stadig en enkelt ting, der undrede ham.

”Hvorfor gik du overhovedet med til det i starten, hvis du ikke bryder dig om at skade andre mennesker?” spurgte han. Han havde tit undret sig over, hvad der kunne få den stille dreng til at gå med til sådan noget, og nu ville han måske endelig få sit svar.

”Jeg har ikke lyst til at dele det med nogen,” svarede han, og Key blev en anelse skuffet. Han havde dog ikke tænkt sig at give op.

”Synes du ikke, at du i det mindste skylder mig det efter alt det, der er sket?” spurgte han, og Sehun trak på skuldrene.

”Jeg hjælper dig da nu, gør jeg ikke?” svarede han bare, men Key var hurtigt til at smide en kommentar tilbage.

”Du kan altså godt fortælle mig det. Selv hvis jeg havde lyst til at fortælle det videre til nogen, har jeg ikke nogen at fortælle det videre til. Jeg er hadet, hvilket du vist har fået førstehåndsindtryk af.” Sehun sukkede.

”Fint. Jeg plejede at blive mobbet ligesom dig. Da jeg var yngre, gjorde alle altid nar af min læspen, og jeg var alene. Da jeg fik tilbuddet om at gå med i deres gruppe, gjorde jeg det. De stoppede med at mobbe mig, og jeg troede, at jeg havde fået venner. Så begyndte de at mobbe dig, og jeg fulgte bare med, for nu var det jo ikke mig, det gik ud over mere,” forklarede han uden at se Key i øjnene. Key overvejede at sige noget, men Sehun fortsatte:

”Da det hele begyndte, tænkte jeg ikke over, at det var forkert at gøre det samme mod dig, som de plejede at gøre mod mig. De blev mine eneste venner, og jeg troede virkelig på, at de var de eneste personer, der gad bruge deres tid med mig, så jeg tænkte ikke videre over, hvad jeg gjorde for at blive i deres gruppe. Det er gået op for mig, at de aldrig var mine venner i første omgang,” forklarede han videre og tog en rystende indånding.

De satte sig ned på en bænk halvvejs fra stoppestedet for at tage et lille hvil. Key var opslugt af historien. På den ene side forstod han godt den andens , men på den anden side brød han sig stadig ikke om Sehun, efter hvad han havde gjort. Key kunne aldrig finde på at slutte sig til dem, der havde ødelagt meget af hans skolegang. Så svag ville han aldrig være.

”For to uger siden, da de tæskede dig første gang, kunne jeg ikke se mig selv blive sammen med dem mere. Jeg havde aldrig troet, at de ville gå så langt. Eli har ændret sig, efter han kom med i deres gruppe,” mumlede Sehun, og Key kunne nemt se, at han følte sig fortabt og dum over, hvordan alt var gået.

Key vidste stadig ikke helt, hvordan han skulle forholde sig til det hele. Sehun var trods alt en af dem, han havde betragtet som fjende gennem de sidste mange år.

”Så du vil slet ikke have noget med dem at gøre mere?” spurgte han så, og Sehun så lidt tøvende ud.

”Nej, jeg vil ikke være med i deres mobning mere. Men forvent ikke, at jeg nu står på din side og hjælper dig fremover,” svarede han fast.

”Selvfølgelig ikke,” svarede Key tørt, ”er du ikke bange for, at det bliver dig, de igen begynder at slå på? Jeg tror ikke ligefrem, at det er nemt bare at skride på den måde.”

”Måske. Det er derfor, jeg vil holde lav profil det næste stykke tid,” svarede han, og Key nikkede. Han vidste ikke rigtig, hvad han ellers skulle svare.

De rejste sig op igen, Key med Sehuns hjælp, og snart var de ved stoppestedet.

”Tak for hjælpen,” sagde Key og satte sig ned for at vente på bussen. Sehun nikkede og begyndte så at gå hen ad vejen. Han var nok på vej hjem, ville Key gætte på.

Bussen kom, og han humpede op og fandt sig en plads. Buschaufføren så ikke engang underligt på ham mere – hans humpen var åbenbart blevet for normal til at tage notits af.

Da han endelig var kommet hjem, satte han sig på sengen med dinosauren i favnen. Smid den ud og glem den, havde han sagt til sig selv utallige gange, men hver gang han prøvede, kunne han bare ikke. Den var den eneste støtte, han havde. Den og så dagbogen, som var der eneste sted, hvor han kunne komme af med sine følelser. Den lå forsvarligt gemt mellem sengen og hans madras, så han var sikker på, at ingen ville finde den ved et uheld.

Han så rundt på sit værelse. Væggene var lyserøde. Det havde de allerede været, da de flyttede ind i huset, men det havde han egentlig ikke så meget mod. Det var ikke, fordi det var en direkte hæslig farve eller noget.

Det meste andet var bare hvidt. Han havde overvejet at få noget mere lyserødt ind for at få lidt farve, men indtil videre beholdt han det bare i hvid.

Der var plads til en seng, hans store skab, natbord, reol og et skrivebord. På sengen stod den grønne dinosaur, reolen var fyldt med skolebøger og andre bøger om ting, han interesserede sig for, som mode, og på natbordet stod der et billede af ham, hans forældre og hans bedstemor.

Det var egentlig ikke, fordi værelset var stort, men han kunne alligevel rigtig godt lide det, for det føltes hjemligt og sikkert. Det var som hans eneste fristed, hvor han virkelig kunne være den, han ville. Sig selv.

Han trak dagbogen op og greb en blyant.

Kære dagbog

De slog mig igen i dag, og det er næsten, som om jeg stadig kan mærke deres næver mod mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg prøver at virke stærk, når de er der, men jeg kan mærke mig selv gå i stykker indvendigt. Alt hvad de gør, gør ondt.

De slår altid, hvilket giver mig smerte, grimme mærker og sår. Det bliver sværere og sværere at skjule det for mor, far, Taemin og de andre på skolen.

De nye er også meget værre med ord. De kalder mig så mange forskellige ting, og det gør mere ondt for hver gang. Jeg forstår ikke engang, hvad jeg har gjort dem. De ved jo ikke med sikkerhed, at jeg er til drenge, så hvorfor har de lige udvalgt mig?

Hvis bare de ville lade mig være. Jeg vil bare have et stille og roligt år, hvor jeg kunne fokusere på skolen og på at få venner. Måske kunne jeg endda finde nogle, som både ville acceptere mig og Taemin? Det ville være fantastisk. Men det ser ikke ud til at ske.

Der skete dog en overraskende ting i dag. Sehun hjalp mig. Jeg kan stadig ikke helt forstå det, det er så uvirkeligt på en måde. Jeg håber lidt for ham, at han ikke kommer i vanskelighederproblemer, selv efter hvad han har gjort mod mig.

Jeg tror bare, at jeg stopper nu.

- Key

Da han var færdig med at skrive, lagde han bogen tilbage i sikkerhed. Ingen skulle kende til den.

~*~

Jeg havde lovet mig selv, at jeg skulle have et kapitel ind i dag, så nu kom det ^^

Jeg trak desværre et af de værste emner jeg kunne - erindringer - og vores synopsis skal allerede afleveres på tirsdag. Samtidig er der de skriftlige prøver og en pinsefrokost, så der er ret meget stress på :/

Jeg er derfor ikke sikker på, om der kommer mere før efter næste tirsdag - håber ikke det gør noget ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...