I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12870Visninger
AA

14. 12. kapitel

Key vågnede igen, da han hørte en banken på sin dør. Han var stadig lige så øm i hele sin krop, og han var jo stadig ikke sikker på, hvordan han så ud, så da døren blev åbnet, kravlede han ned under dynen for at skjule sig.

”Er du okay, skat?” hørte han sin mors bekymrede stemme spørge.

”Jeg har det lidt dårligt, men det er ikke noget, du behøver bekymre dig om, umma. Jeg skal bare sove lidt, så får jeg det godt igen,” svarede han ind i puden. Han kunne mærke madrassen dykke ved siden af sig og vidste derfor, at hans mor havde sat sig der.

Hun lagde en hånd på hans ryg, og han bed hårdt tænderne sammen for ikke at komme med et udbrud. Han ville ikke lade sin mor vide, hvad der i virkeligheden var galt.

”Er du sikker, Kibum? Skal du ikke med ned og have lidt mad?” spurgte hun, og Key rystede på hovedet. Han var faktisk slet ikke sulten, så det gjorde ikke så meget, at han ikke kunne gå ned til maden.

”Ja, umma, jeg er sikker. Jeg vil godt bare have lidt ro,” svarede han endelig med en mumlen, der knap nok kunne høres gennem puden.

”Jeg stiller noget til side til dig. God bedring,” sagde hans mor så og strøg ham over håret, før hun forsvandt ud af hans værelse og stille lukkede døren bag sig.

Key trak sig væk fra puden og lagde sig i en stilling der gjorde lidt mindre ondt. Han havde det bestemt ikke godt med at ligge på maven. Han følte sig svag, og han orkede ikke rigtig at lave noget. I det mindste var det weekend, så han behøvede ikke at tænke på lektier eller skolen i dag.

Der gik ikke lang tid, før han faldt i søvn igen.

*

Den næste morgen vågnende han tidligt og traskede ud på badeværelset. Han så på sig selv i spejlet og skar ansigt. Han havde et blåt mærke på kinden og en flækket læbe. Heldigvis var der ikke flere mærker i ansigtet.

Han begyndte langsomt og forsigtigt at trække sit tøj af. Hans albue var skrabet, der hvor den havde ramt jorden under faldet. Over hans flade mave havde et stort blåt mærke taget form, og der var også et andet stort et på hans skulder.

Han lod forsigtigt et par fingre glide ned over maven og kneb øjnene sammen, da smerten kom ved den letteste berøring. Han tog resten af tøjet af, kun for at opdage at resten af hans krop ikke så meget anderledes ud. Han fik det næsten dårligt over at se sig selv, så han vendte ryggen til spejlet og trådte ind i badet.

Han skruede kun lidt op for vandet, så strålerne ikke ville være for kraftige. Han fandt også hurtigt ud af, at vandet ikke skulle være for varmt. Han lukkede øjnene og lod vandet løbe over sig.

Efter han var færdig med badet og havde fået tøj på, rodede han sin mors make-up igennem efter noget, der kunne skjule mærkerne lidt. Han havde ikke nogen erfaring med at lægge det på, og han var ikke helt sikker på, at han havde fået fat i den perfekte make-up til opgaven, så resultatet blev ikke helt godt, men det gik bedre end forventet. Det dækkede nogenlunde det grimme mærke på kinden.

Han kastede et blik på klokken og sukkede lettet, da den kun var halv otte. Så burde der stadig gå et stykke tid, før hans forældre vågnede.

Han satte sig med sin laptop og søgte på, hvordan man bedst skjulte blå mærker. Han kunne ikke risikere, at nogen opdagede mærkerne, så han var parat til at gøre hvad som helst.

Der var en del råd til at få dem til at hele hurtigere og hvilke produkter, man skulle bruge for at dække dem bedst.

Inden længe stod han foran en make-up butik, så han ikke behøvede at bruge af sin mors ting. Det var pinligt at gå derind som dreng, men i det mindste var det så tidligt på dagen, at butikken først lige havde åbnet, og der derfor ikke var så mange mennesker.

Han gik ind og fandt hurtigt en dækkende foundation og en grøn-gul concealer, som ifølge artiklen på nettet skulle kunne bruges til at dække mærkerne. Så gik han op til damen ved disken, som nok var i starten af 20’erne. Han så ikke engang på hende, idet han betalte for det og flygtede ud af butikken, så hurtigt hans ømme krop kunne bære ham.

Da han kom hjem, satte han sig til at se nogle videoer, der viste, hvordan han skulle gøre for at dække det så meget, at andre ikke ville lægge mærke til det. Han hadede virkelig at have brug for at gøre dette, men der var ikke rigtig nogen vej udenom, hvis han ville holde det som en hemmelighed.

Det lykkedes ham efter nogle forsøg at få det på plads. Han opdagede, at det egentlig ikke var så svært, som han havde troet, det ville være. Han dækkede igen mærket på kinden. Resten kunne han skjule med en tynd, langærmet bluse og et par bukser.

Han så endnu engang på klokken og blev overrasket over, at den allerede var 10. Så burde der ikke gå lang tid, før hans forældre også vågnede.

Som han havde forudset, kunne han snart høre lyde, så han gik ned i køkkenet, hvor hans mor allerede var i gang med at lave morgenkaffen.

”Godmorgen. Har du det bedre?” spurgte hun bekymret, og Kibum smilede beroligende til hende.

”Ja, jeg har det meget bedre. Jeg er bare sulten,” svarede han, og hans mor smilede til ham. Hun kiggede på ham lidt længere, end han brød sig om, og han blev pludselig nervøs for, om han nu også havde gjort det godt nok med make-uppen. Dog så hun væk igen, og han slap et lydløst suk.

”Det er godt, Bummie. Jeg går i gang med morgenmaden om lidt, så vi alle tre kan spise sammen,” sagde hun, og han nikkede. Han satte sig ved det lille bord i køkkenet og betragtede så sin mor, mens hun forberedte deres morgenmad.

”Vil du være sød at dække op?” spurgte hun, da maden var ved at være klar. Normalt ville Key have gjort det frivilligt, før hun nåede at sige noget, men han havde virkelig ikke lyst til at bevæge sig for meget den dag. Han rejste sig dog alligevel op.

”Selvfølgelig, umma,” svarede han og begyndte at dække op til deres lille familie. Hans far kom også ned i køkkenet og hjalp til, og så satte de sig til bords.

Det var tit sådan i weekenderne. Der spiste de sammen og snakkede over morgenbordet. Det var noget af det, Key bedst kunne lide ved sit liv, for der kunne han være sig selv uden at bekymre sig om at blive hadet af alle omkring sig.

”Hvordan har din uge været, Kibum?” spurgte hans far med et smil, og Key kom hurtigt op med et godt svar.

”Den har været okay, der er ikke sket det store. Bare flere lektier,” svarede han. Han kunne virkelig ikke lide at lyve, specielt ikke over for sine forældre, men i nogle situationer var det bare nødvendigt.

”Har du fået nogle flere venner?” spurgte hans mor så. Key vidste, at hun virkelig ønskede for ham, at han fik lidt flere venner end Taemin, men han måtte endnu engang skuffe.

”Jeg har snakket lidt med nogle af de andre, men jeg har ikke rigtig fået nogen nye venner,” svarede han. Det var i det mindste ikke helt løgn; Han havde snakket lidt med Eli og de andre dagen før, men de var ikke hans venner. Han valgte bare at lukke nogen af detaljerne ude.

”Det lyder godt! Jeg er sikker på, at det nok skal gå godt fra nu af,” svarede hans mor opstemt, og begge hans forældre smilede til ham. Han sendte det bedste smil, han kunne mestre i øjeblikket, tilbage og vendte så blikket mod tallerkenen. Han var stille et øjeblik, mens hans forældre muntert snakkede videre. Så talte han igen.

”Hvor var det egentlig, Jonghyun boede?” Der blev helt stille, og hans forældre så kort på hinanden.

”Jonghyun?” spurgte hans mor, og Key var tæt på at himle med øjnene.

”Ham jeg var venner med,” sagde han uden et øjebliks tøven, og hans mor rømmede sig.

”Jeg ved godt, hvem vi snakker om. Jeg undrer mig bare over, at du pludselig bringer ham op. Du har ikke nævnt et ord om ham, siden vi flyttede. Er der sket noget?” spurgte hun, og Key trak på skuldrende. Han havde aldrig kunnet bære at tale om Jonghyun, så derfor havde han ikke bragt emnet op før.

Han havde glemt, hvor den ældre dreng boede, så han havde ikke tænkt over, at det kunne være så tæt på, at de kunne havne i samme skole.

”Nej, der er ikke sket noget, jeg kom bare til at tænke på det. Det er alligevel lige meget. Tak for mad,” sagde han og rejste sig med sin tallerken. Han stillede den over på køkkenbordet og forlod så rummet. Han kunne høre sine forældre kalde på ham, men han vendte sig ikke om.

Det havde været dumt at bringe Jonghyun op. På den måde vidste hans forældre bare, at der var noget galt, og det var jo netop lige det, han prøvede at undgå. Han var stadig nysgerrig efter at vide, hvor Jonghyun boede, men han kunne bare ikke snakke videre med sine forældre om det.

Så snart han kom ind på sit værelse, trak han sin laptop frem endnu engang. Han havde lyst til at danse, for det beroligede ham næsten altid, men det ville gøre for ondt. Derfor åbnede han den bare og satte noget musik på.

Pludselig fik han en ide. Han åbnede google og søgte på Jonghyuns forældre. De var kendte for deres firma, så måske ville han kunne finde en adresse på den måde.

Han følte sig som en stalker, når han sad på den måde og ledte efter en af sine skolekammeraters adresse, men han var som sagt bare nysgerrig efter at vide, hvor tæt de egentlig boede på hinanden uden at have vidst det i flere år.

Han fandt desværre ikke det, han ledte efter, men han fandt et par interessante artikler.

Den ene handlede om Jonghyuns storesøster, der var blevet gift. Key så på datoen og fandt derfor hurtigt ud af, at det kun var lidt over en måned siden. Det måtte betyde, at hun nu var flyttet hjemmefra. Det fik Key til at tænke på Jonghyun, som nok var alene tilbage i det store hus. Et stik af medfølelse kom hurtigt frem i Key.

Jonghyun havde jo nævnt dengang, at han følte sig lidt alene uden sine forældre, selvom han havde sin barnepige og sin søster. Nu, hvor han var blevet for gammel til en barnepige, og hans søster var blevet gift, måtte han stort set bo helt alene. Selvfølgelig var de forskellige tjenestefolk der nok, men Jonghyun måtte alligevel føle sig endnu mere alene, end han havde gjort dengang.

Den anden artikel handlede om et kidnapningsforsøg, der var sket kort tid efter, Key flyttede. Der stod, at gerningsmændene var blevet opdaget, før de faktisk havde fået fat i den unge dreng, men Key kunne alligevel ikke lade være med at blive lidt skræmt ved tanken.

Key undrede sig egentlig ikke over, at han ikke havde vidst det, for Kim familien var mest kendt i Korea, og han havde ikke fået nogen nyheder fra Korea i den periode, han boede i Amerika. Det var også første gang, han søgte efter ting om Jonghyun, så han havde ikke rigtig haft mulighed for at vide det før.

Men han kunne alligevel ikke helt stoppe sig selv fra at føle, at han burde have vidst det. Han følte virkelig, at han burde have været ved Jonghyuns side gennem alle de ting, der var sket, siden de skiltes.

~*~

Jeg er ikke sikker på, hvor meget jeg får skrevet i næste uge. Skal igennem de skriftlige eksamener og skal også trække til mundtlig dansk :c

*At krydse fingre for at trække emnet kunsteventyr*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...