I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12863Visninger
AA

13. 11. kapitel

Der var allerede gået 2 uger af deres første år. Det havde været okay for Keys vedkommende. Eli havde ikke snakket til ham eller opsøgt ham, så Key havde i det mindste ikke haft det at tænke på og bekymre sig over. Jonghyun havde på den anden side været i hans tanker næsten konstant.

Key havde hurtigt fundet ud af, at drengen slet ikke opførte sig snoppet som mange andre populære og rige elever. Han var en af de søde, udadvendte fyre, som var gode venner med alle.

En anden ting Key havde fundet ud af var, at der var en bestemt pige, som fulgte Jonghyun overalt. Key var ikke helt sikker på, hvilket forhold de havde til hinanden, for det virkede lidt, som om hun irriterende Jonghyun, men han behandlede hende alligevel altid pænt.

Key ville lyve, hvis han sagde, at han ikke følte sig jaloux. Han ønskede selv at kunne snakke frit med Jonghyun og blive behandlet pænt af ham, men mere var der ikke i det. Eller det prøvede Key i hvert fald at fortælle sig selv, for han nægtede at tænke tanken om faktisk at have følelser for den anden dreng til ende. Det kunne og måtte ikke ske for ham.

Når han sad i kantinen til frokost, præcis som nu, var han nogle gange helt sikker på, at han kunne føle blikke på sig. Han havde tænkt lidt over, om det bare var ham, der var paranoid, for han var ikke engang sikker på, hvor de kom fra. Han følte virkelig nogen gange, at de kom fra det populære bord, men skulle det måske være Jonghyun? Det kunne han ikke forestille sig. Måske var det bare dem, der hviskede om, hvor underlig han og Taemin var?

Han var klar over, at han altid frygtede det værste, men kunne man bebrejde ham? De fleste ville nok tænke i mørkere baner efter flere års mobning og en ven, der tydeligvis ikke var okay på nogen måde.

Han så hen på et bord, der stod et godt stykke væk. Eli sad der sammen med den blonde, de to andre, som Key stadig ikke havde tænkt videre over, og Sehun. Endnu engang så Sehun lidt utilpas ud, hvilket undrede Key en del. Han kunne ikke være meget anderledes end de andre, for han havde også mobbet Key. Sehuns øjne blev i det samme store, og hans blik vendte sig mod Key, som hurtigt så ned. Han skulle ikke nyde noget af at blive fanget i at se på dem. Det ville kun udsætte ham for mere fare.

Han kunne dog godt lide at vide, hvad de havde snakket om, for det havde tydeligvis været noget om ham, og det måtte have været chokerende for at frembringe den reaktion. Det gjorde ham en smule nervøs.

”Taeminnie?” spurgte han lavt, og Taemin vendte blikket mod ham og nikkede for at vise, at han hørte efter.

”Kan vi sætte os udenfor i frikvarteret fra på mandag?” spurgte han lavt, og Taemin lagde nysgerrigt hovedet på skrå. Key bed sig kort i læben og overvejede, hvad han skulle sige, for han havde stadig ikke rigtig fortalt den yngre dreng om mobningen.

”Jeg synes bare, at der er lidt trangt herinde, og det er jo dejligt vejr,” endte han op med at forklare, og Taemin nikkede tøvende, som om han ikke helt troede på, hvad Key sagde.

Der gik ikke lang tid, før klokken ringede, og de skiltes. Key gik til sit skab for at hente bøgerne til den næste time og rynkede brynene, da han åbnede skabet og så et foldet stykke papir. Han så sig omkring efter en, der kunne have lagt det der, men der var ikke rigtig nogen, der virkede den mindste smule interesseret.

Han samlede det forsigtigt op, næsten som om det kunne have været en bombe, og foldede det så ud.

Mød os bag skolen når vi har fri. Hvis du ikke dukker op eller ikke er alene, vil det blive værst for dig selv. Husk det.

Key kneb øjnene sammen efter at have læst beskeden. Han vidste bare, at det var for godt til at være sandt. Selvfølgelig havde Eli ikke glemt ham. Med ”os” mente han nok Sehun og den nye flok venner, han havde fået samlet.

Key havde allermest lyst til at pjække fra sidste time og flygte hjem i sikkerhed, men det var jo ikke rigtig en mulighed. Desuden havde han slet ikke lyst til at finde ud af, hvad de havde tænkt sig at gøre, hvis han ikke mødte op. Han ville heller ikke virke så svag, som han følte sig. Derfor besluttede han sig for at gå derhen efter skole, selvom han slet ikke havde den mindste lyst til det.

Han gik til klasseværelset, hvor han skulle have den sidste time. Han kunne slet ikke få sig selv til at fokusere på læreren, hvilket måske ikke var det allersmarteste.

”Kim Kibum, hvad siger du til at læse det næste stykke for os?” Han havde set op, da han hørte sit navn, så han havde hørt, hvad hun ville have ham til at gøre. Problemet var bare, at han ikke anede, hvor de var henne i teksten.

Han prøvede hurtigt at tænke over, hvad han sidst havde hørt, men han vidste virkelig ikke, hvad der var blevet sagt sidst.

”Du skal begyndte fra 5. afsnit på side 24,” sagde hun strengt og ventende. Kibum smilte undskyldende til hende, rejste sig og så så ned i bogen.

Han indså hurtigt, at det var utroligt nemt, så det var ingen sag for ham at læse den engelske tekst højt for klassen. Han havde trods alt boet i USA nogle år, så han kunne flydende engelsk. Dette var i det hele taget ikke ret svært.

Læreren nikkede anerkendende over hans flotte udtale, men hun så stadig sur ud over hans manglende interesse for undervisningen. Hun skulle bare vide, tænkte Key for sig selv, idet han fik lov at sætte sig ned igen.

Han lyttede halvt efter resten af timen, men hans tanker drejede sig alligevel hele tiden over på frygten for, hvad der ville ske. Ville de nye virkelig være der? Hvad havde de tænkt sig at gøre ved ham?

Tiden gik alt for hurtigt efter Keys mening, og han havde det lidt dårligt, da han så sekundviseren på uret over døren tælle ned. Klokken ringede, og Key pakkede langsomt sammen. Derefter begyndte han at gå i retning af skolens udgang.

Inden længe drejede han rundt om det sidste hjørne og kunne ganske rigtigt se dem alle stå der. Eli med håret, der var blevet farvet tilbage til sort igen, den akavede Sehun, den blonde fyr, som Key stadig ikke havde navn på, og de to andre.

”Du dukkede virkelig op. Du er modig,” sagde en af de to fyre, og Key så for første gang rigtigt på ham. Han havde sin naturlige sorte hårfarve og så ret hård ud. Selvom han var lavere end den blonde, var han tydeligvis ældre.

Key havde først troet, at den blonde var leder af gruppen, men det gik hurtigt op for ham, at dette ikke var tilfældet. Key så rundt på de andre. Det var underligt at se Eli i baggrunden, når det ellers altid var ham, der stod for ledelsen. Den anden dreng, som nok var i sit sidste år sammen med lederen, så ud til at kede sig lidt. Sehun holdt sig helt i baggrunden og ville ikke rigtig se ham i øjnene. Til sidst så Key på den blonde, hvis kolde øjne dovent gled op og ned af Keys krop. Det sendte kuldegysninger gennem Key. Det var virkelig ubehageligt.

”Jeg er ikke bange for jer,” svarede han trodsigt tilbage, selvom det var en lodret løgn. Det behøvede de dog ikke at vide. Eli havde altid været nemmere at have med at gøre, når Key ikke viste sin frygt, men han fandt hurtigt ud af, at han nok skulle have holdt sin kæft i denne situation. Lederens øjne blev smalle og han trådte truende et skridt fremad.

”Ved du, hvad vi gør med homoer som dig, huh? Jeg vil råde dig til ikke at gøre det værre for dig selv,” sagde han, og Key kunne mærke rædsel skyde op gennem sig. Dette her var ikke Eli og hans hold. Det her var ikke grimme ord, der blev kastet efter ham eller et penalhus der blev hugget. Det vidste han, selv før det skete.

Det første slag kom dog alligevel som et chok for ham. Smerten spredte sig gennem hans mave, og et gisp forlod hans læber. Flere slag kom hurtigt, og han var næsten sikker på, at i hvert fald et par stykker af drengene var med.

Det gjorde ondt. Det gjorde forfærdeligt ondt. Key kunne mærke sine ben give efter under sig, og han ramte jorden. Han nåede kun lige at tage lidt af med sin albue og underarm.

”Dem, der er som dig er ulækre. I burde dø alle sammen,” hørte han en af dem hvæse, men han kunne ikke høre hvem af dem, det var. Det eneste han rigtig kunne fokusere på, var smerten.

Det var virkelig steget til et helt nyt niveau. Det var bestemt ikke Elis gruppe mere, det var meget værre. Key åndede lettet op, da de endelig, efter hvad der virkede som år, trak sig væk fra ham.

”Modsig mig ikke igen,” sagde den ene, hvilket nok var lederen, og Key kunne mærke en spytklat ramme ham. Hans kinder brændte af skam, og han kunne mærke tårer true med at falde, både på grund af ydmygelsen og smerten.

De vendte sig om, og Key så op i deres retning, selvom det gjorde ondt alle steder. Han var aldrig nogensinde blevet slået en eneste gang og da slet ikke på denne måde.

”Skal vi bare lade ham ligge på den måde?” spurgte en blød stemme, og Key så på Sehun, hvis øjne flakkede mellem Key og de andre.

”Betyder det noget?” spurgte lederen, og Key kunne tydeligt se et gys gå gennem Sehun.

”Men..” begyndte han, og lederen så med det samme irriteret ud.

 ”Skal du have samme tur?” spurgte han faretruende, og Sehun så skræmt ud. Den høje blonde lagde en beroligende hånd på lederens skulder.

”Slap af, T.O.P,” sagde han, og lederen kølede lidt af. Han kastede et sidste nedladende blik på Key og et strengt et mod Sehun, før han vendte om på hælen.

”Du har ret, Kris. Det er ikke værd at hidse sig op over ham.” Key hadede hvordan denne T.O.P kunne være så kold. Hvordan var det overhovedet muligt at sige sådan, når Key lå på jorden på den måde?

Eli sendte ham et vindende blik og forsvandt så efter de andre. Sehun så ikke engang på ham, men fulgte bare efter de andre med blikket klistret til jorden.

Key lå alene tilbage. Der var nok ikke et sted, der ikke gjorde ondt. Han prøvede først at sætte sig forsigtigt op og skar en grimasse af smerte. Så fik han langsomt stablet sig selv på benene. Han svajede kort, før han støttede sig op ad muren. Han havde det dårligt.

Han tumlede gennem skolen, kun for at konstatere at alle allerede var taget hjem. Han humpede hen til busstoppestedet og satte sig ned, hvilket i sig selv gjorde ondt. Han glædede sig bestemt ikke til at se sig selv i spejlet.

 Han trak hætten godt op om sig og ventede på bussen, der snart trillede op foran ham. Buschaufføren sendte ham et underligt blik, da han med besvær steg på, men Key var ligeglad. Det kunne han ærlig talt ikke tage sig af lige nu.

Turen hjem var forfærdelig, og han sukkede lettet, da han endelig var på sit værelse. Han havde været så heldig ikke at støde på sin mor på vejen. Han lagde sig forsigtigt på sengen og krammede den dumme bamse ind til sig. Tårerne faldt endelig frit.

Han burde stå op og sørge for, at han så nogenlunde ud, inden hans forældre kom hjem, men han orkede det bare ikke. Han ville bare sove og drømme sig langt væk fra dette helvede.

Der gik heller ikke lang tid, før han havde grædt sig selv i søvn med den grønne dinosaur i armene.

~*~

Jeg vil lige på forhånd sige, at jeg ikke har noget mod Eli, T.O.P eller nogen af de andre - De var bare dem, som passede bedst ind i rollen. Faktisk er Eli en af mine biases i U-KISS ^^

Hvem er jeres ultimative bias? Og hvem er jeres yndlingsgruppe? :)

Kunne I forresten gætte hvem den blonde var? Har fået et mindre EXO flip xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...