I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12863Visninger
AA

12. 10. kapitel

Key vidste ikke, hvordan han skulle reagere. Det var, som om han pludselig ikke kunne trække vejret ordentligt. Han var ikke sikker på, hvilken følelse der var i den anden drengs øjne. Han havde virkelig aldrig troet, at han ville se Jonghyun igen, og nu sad han der bare.

Den anden dreng så væk, og Key kom tilbage til virkeligheden. Jonghyun snakkede videre med en af de andre, som om han slet ikke havde genkendt Key. Keys hjerte sank, og han så ned i bordet, mens han prøvede at få styr på sine følelser.

Han havde aldrig rigtig troet på, at han ville møde Jonghyun efter alle de år, og han burde slet ikke have forventet, at Jonghyun også kunne huske ham, men alligevel gjorde det ondt, at den ældre dreng ikke viste nogen tegn på genkendelse.

Han kunne mærke sig selv falde lidt sammen. Måske ville high school virkelig ikke blive bedre end de andre skoleår. Hvis Jonghyun virkelig ikke anede, hvem han var, så havde han ikke tænkt sig at snakke til ham, for så ville han bare ydmyge sig selv endnu mere end normalt.

”Jeg.. Jeg skal lige på toilettet,” mumlede han med en svag stammen og rejste sig op. Han kunne ikke være der et sekund mere. Det føltes, som om væggene lukkede sig sammen om ham,l og alle de snakkende elever gjorde kun det hele værre.

Han banede sig vej gennem kantinen og fortsatte ud på gangen for derefter at følge den og sætte sig ud i græsområdet, der hørte til skolen. Selvom det var dejligt vejr, var der alligevel ikke ret mange udenfor, hvilket Key var glad for. Han lod sig dumpe ned i græsset under et træ og trak sine fødder til sig, så han sad helt foldet sammen.

Det var bestemt ikke den første skoledag, han havde forventet. Han havde drømt om at møde Jonghyun igen en dag, men ikke på denne her måde. Ikke hvor den ældre dreng var blevet populær og sikkert havde en masse venner og beundrere.

Det burde virkelig ikke have rørt Key så meget, som det gjorde, men han kunne bare ikke fjerne følelsen af at være blevet slået hårdt i maven. Han følte sig såret, selvom han egentlig slet ikke havde ret til det.

Han kunne mærke en enkel tåre bane sig vej ned ad hans kind. Han vidste, at der nok ikke var nogen chance for at blive venner med Jonghyun igen, nu hvor det så sådan ud. Det betød ikke kun, at han aldrig nogensinde ville få den ven, som han havde savnet så meget, tilbage. Det betød også, at han blev nødt til at glemme alt om drengen og alle de minder, der havde gjort alt, hvad de kunne, for at fylde tomrummet i hans hjerte.

Der var ikke noget, som kunne få hans humør op. Han prøvede at sige til sig selv, at Jonghyun nok havde ændret sig og blevet til en af de der rige, snobbede børn, der teede sig som skolens konge, men det eneste han kunne se for sit indre blik var den søde lille dreng, han havde været bedste venner med.

Han kunne stadig huske den dag, de sagde farvel. Den forfærdelige dag, hvor han mistede sin eneste ven.

”Bummie?” spurgte Jonghyun tøvende, og Kibum så på ham med blanke øjne.

”Dino..” svarede han lavt, og Jonghyun så ud, som om han ikke havde den mindste ide om, hvad han skulle gøre.

”Hvorfor græder du, Kibummie?” spurgte han med en bedende stemme, og Kibum snøftede.

”M-min f-far har fået et nyt a-arbejde,” stammede han snøftende og hulkende, og Jonghyun så hurtigt endnu mere forvirret ud.

”Hvorfor græder du over det, Bummie?” spurgte han tøvende og så nærmest helt fortabt ud. Kibum græd bare endnu mere.

”For-fordi d-det er i USA,” svarede han, og Jonghyun lagde hovedet på skrå. Kibum snakkede hurtigt videre.

”D-det er meget l-langt væk, så vi skal f-flytte,” forklarede han videre, og Jonghyuns ansigtsudtryk ændrede sig, så han mest af alt mindede om en sparket hundehvalp.

”Flytte? Langt væk?” spurgte han med en lille stemme, og Kibum nikkede. Han kunne nemt se på Jonghyun, at drengen også var tæt på at græde.

”Kan vi så ikke være venner mere?” spurgte han, og der kom endnu et hulk fra Kibum. Han havde ikke lyst til at flytte. Han ville ikke miste sin første, eneste og bedste ven. Han ville ikke miste Jonghyun, som betød så meget for ham. Han ville bare blive lige her, sammen med den dreng, som fik ham til at smile.

Han rystede svagt på hovedet, og Jonghyuns ansigt faldt endnu mere. Kibum gemte hovedet i hænderne og var næsten sikker på, at Jonghyun bare ville gå over og lege med de andre børn nu. Dog mærkede han bare et af de velkendte varme kram, som han elskede så højt.

Jonghyun græd ikke, men Kibum var sikker på, at han også var ked af det.

*

Det var blevet den dag, hvor Keys familie skulle af sted. Jonghyun stod med sin barnepige i hånden i den store lufthavn.

”Der er 10 minutter til vi skal gå, skat, så du må hellere sige farvel til Jonghyun,” sagde hans mor lavt, og drengens tårer begyndte igen. Han ville ikke sige farvel. De to drenge krammede hinanden, og selv Jonghyun græd denne gang. De gange Kibum havde set ham græde kunne tælles på en hånd, så han vidste, at hans ven var lige så ked af det.

”J-jeg kommer til at savne dig, hyung,” sagde han ind i den andens skulder. Jonghyun var lidt højere og større end ham, så det var helt naturligt.

”Vi skal nok ses igen på et tidspunkt, Bummie. Vi finder hinanden, så vi virkelig kan være venner for altid,” svarede Jonghyun, og Kibum lod et hulk slippe ud. Hans mor havde sagt til ham, at de nok ikke ville se hinanden igen, så Jonghyun kunne ikke mene, at de ville mødes igen.

”Jeg hader at sige farvel,” svarede han tilbage ind i blusen, der var ved at blive våd ved skulderen. Jonghyun gav ham et kys på panden, næsten som Kibums mor plejede, når Kibum var ked af det.

”Vi skal til at gå nu, Kibum,” sagde hans mor bag ham, og han klemte Jonghyun lidt mere, før han gav slip. Han kunne se sin mor og Jonghyuns barnepige se på dem, for derefter at sende triste blikke til hinanden.

Han sagde det sidste farvel til Jonghyun og vendte sig om. I sidste øjeblik kom han i tanke om noget og snurrede rundt igen.

”Dino, jeg har noget til dig,” sagde han og trak en halskæde op ad lommen. Det var en, han havde set, sidste gang han var ude og handle med sin mor, og han havde med det samme tigget hende om at købe den, så han kunne give den til Jonghyun.

Jonghyun tog den og kiggede lidt på den. På sølvkæden hang der et lille hjerte, som også var af sølv. Da Kibum havde bedt sin mor om den, havde hun spurgt ham, hvorfor han hellere ville have den end nogle af de andre farverige og barnlige smykker, som ellers ville have fanget en 8-årigs opmærksomhed, men Kibum havde bare sagt, at han ville have den. Han kunne godt lide det lille hjerte, som sikkert ville passe perfekt til Jonghyun.

Den 9-årige dreng vendte det lille hjerte i hånden og smilede så til Kibum.

”Så kan jeg have den, indtil vi ses igen,” sagde han, og Kibum sendte ham et lille smil. Så tog hans mor hans hånd, og han sendte Jonghyun et sidste blik, før han gik med sine forældre til flyet for at forlade alt, han kendte.

Det havde virkelig været en af de værste dage i Keys liv. Mobningen havde været hård, men der var alligevel ikke noget, der gjorde mere ondt end at huske det minde. Selvom han havde været så ung på det tidspunkt, og det var så lang tid siden, huskede han stadig hver eneste detalje.

Hans følelser var splittede. På en måde følte han sig som en idiot over overhovedet at huske Jonghyun. Over at han havde gemt den dumme bamse, over at huske alle minderne så godt, over at have håbet. Udover skammen over sig selv, følte han sig knust, hvilket kun gjorde den førnævnte skam værre. Hvad havde han gjort for at fortjene dette?

Han kunne mærke, at en satte sig ved siden af ham, så han så op. Taemin så på ham med bekymrede øjne, og Kibum gemte igen sit hoved. Han havde i det hele taget ikke lyst til at snakke om det, og da slet ikke lige nu, hvor han ikke engang havde helt styr på sig selv.

Han kunne mærke den yngre dreng lægge armene om ham og holde ham tæt til sig. Det var det første varme, beskyttende kram, han havde fået, siden Taemin stoppede med at tale. Faktisk var han ikke engang sikker på, at han nogensinde havde fået sådan et kram fra Taemin før, for nok havde han været en kærlig dreng, men han havde aldrig været den beskyttende type.

Det fik Key til at indse, hvor meget Taemin egentlig var modnet og havde ændret sig i løbet af det sidste lange år, hvor han nok havde oplevet flere forfærdelige ting end de fleste andre unge på hans alder. Key ønskede nogle gange, at alt var tilbage til det gamle, men det var ikke et ønske, som han kunne få opfyldt.

Han kunne mærke Taemin stryge ham over ryggen og lige pludselig kom ordene, selvom han ellers ikke havde haft lyst til at snakke.

”Jeg har gået og ventet på det øjeblik, hvor jeg kunne se ham igen, og nu er det endelig sket. Det er bare slet ikke, som jeg havde forventet. Faktisk burde jeg nok slet ikke sige ”forventet”, for jeg havde ikke forventet noget, men jeg har drømt om, at vi kunne møde hinanden igen, ligesom han lovede, og så blive venner igen,” sagde han svagt. Han var klar over, at Taemin ikke ville komme med et rigtigt svar, så han snakkede bare videre.

”Jeg vidste, at det var dumt at dagdrømme på den måde, men jeg kunne bare ikke lade være. Nu kan vi se hvordan det endte. Jeg har endelig mødt ham, præcis som jeg håbede på, men han kan nok ikke engang huske mig,” sagde han opgivende, og Taemin rakte endnu engang mobilen frem.

Prøv nu bare at snakke med ham. Det kan jo være, at han er lige så nervøs, som du er.

”Som om han gider tale med en taber som mig. Jeg er helt ny, jeg er anderledes efter manges mening, og jeg har kun en enkelt ven, som alle synes er sær,” mumlede han bittert og kastede et blik over på Taemin. Han fik med det samme dårlig samvittighed, da han så drengens bukkede hoved.

Taemin rakte endnu engang mobilen frem, og Key tog den tøvende.

Du behøver ikke at være min ven, hyung. Jeg forstår godt, hvis du ikke gider være sammen med en sær person som mig.

Key fik en dårlig smag i munden og ønskede, at han aldrig havde sagt det.

”Undskyld Minnie, jeg mente det slet ikke sådan. Jeg elsker dig, det ved du,” prøvede han hurtigt at forsvare sig selv, men Taemin havde allerede trukket sine spinkle arme til sig og var krøbet ind i sin egen skal igen. Key bandede indvendigt over sig selv og sin egen dumhed. Kunne han virkelig ikke gøre noget rigtigt?

Key ville sige mere, men han vidste ikke, hvad han skulle sige. Derfor sad de bare der i stilhed, indtil klokken ringede.

Da den endelig gjorde det, rejste Key sig op med et suk, og Taemin fulgte hurtigt efter. De skulle ikke have den samme time, så de ville ikke være sammen, hvilket Key ikke havde det særlig godt med.

Han havde ikke lyst til at lade Taemin være alene på et nyt og stort sted med mange mennesker, og han havde heller ikke selv den store lyst til at være helt alene. Nok havde han kun set Eli og Sehun af hans gamle mobbere, men det betød ikke, at han var i sikkerhed. Slet ikke.

Idet han gik mod det klasselokale, han skulle være i, besluttede han sig for, at han bare måtte se tiden an, ligegyldig hvor hårdt det ville blive.

~*~

Jeg synes desværre ikke, at der er så mange der kommenterer :/ Det bliver lidt ensomt.

Smid gerne en lille kommentar - jeg bliver meget glad for hver eneste jeg får. I er selvfølgelig også velkomne til at komme med forslag til historien ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...