I Could Never Forget (JongKey)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Følg Key gennem hans teenageliv med mobning, usikkerhed, venskab og kærlighed.

Key har aldrig været en af de populærere. Lige siden han var helt lille, har han været en af dem med få venner. De andre drenge begynder at mobbe ham, fordi han er mere feminin end de fleste andre. Som han bliver ældre, begynder han selv at blive forvirret omkring sin seksualitet.

Udover den næsten daglige mobbning, går hans nuværende bedste ven, Taemin, gennem en hård tid, så Key bliver nødt til at være der for ham.

Sidst, men ikke mindst, er der savnet af den barndomsven, som han aldrig har glemt. Spørgsmålet er bare, om han kan klare presset, der bliver lagt på hans skuldre.

43Likes
692Kommentarer
12870Visninger
AA

3. 1. kapitel

 

3 år senere

 

”Bib.. Bib.. Bib..”

Den 14-årige Key slog øjnene op, idet hans alarm lød. Han sukkede og gned sig træt i øjnene. Så rakte han frem efter sin mobil og slog den irriterende lyd fra.

”Endnu en mandag. Endnu en skoledag. Fantastisk,” mumlede han for sig selv uden den mindste form for entusiasme. Så fik han sparket sig selv ud af sengen og gik over til sit klædeskab. Det var stort og fyldte det meste af den ene væg, men det gjorde ham ikke noget. Han elskede tøj.

Han åbnede skabsdøren og tog det outfit, som han allerede havde sat sammen dagen før for at have mere tid om morgenen.

Han var noget tid om at blive klar, men han var også sikker på, at alt så godt ud, da han gik ud af døren.

Han gik straks til køkkenet, hvor hans mor var i gang med at lave madpakken til Keys far.

”Godmorgen, Kibummie,” sagde hun med et smil, da Key trådte ind ad døren. Han sendte et blegt smil tilbage og gik over til køleskabet, selvom han egentlig ikke var ret sulten.

”Godmorgen, umma,” svarede han og tog mælken ud. På vejen til bordet, snuppede han pakken med cornflakes fra hylden.

Der gik ikke lang tid, før Key var helt klar til at tage i skole.

”Skal jeg køre dig derhen? Jeg skal alligevel samme vej,” spurgte hans mor, og han tøvede et øjeblik. Så smilede han til hende.

”Det må du gerne. Tak, umma,” sagde han og gav hende et kram. Familie var noget af det, der betød mest for ham, så han var ret tæt med sine forældre. De var der altid for ham, og de støttede op omkring ham, når han havde behov for det.

De førte en kort samtale på vejen til skolen, men der var ikke noget, der var vigtigt. Bare lidt omkring det hans mor skulle nå i løbet af dagen, og om han havde lavet alle sine lektier, hvilket han selvfølgelig havde.

Nok var han ikke en af de allerbedste i skolen, men han havde altid orden i alt - lige fra skoleopgaver til ting på sit værelse. Da bilen kørte op foran skolen, sagde han hurtigt farvel til hende og hoppede ud af bilen med sin taske. Så satte han kurs mod bygningen, hvor Taemin allerede ventede på ham ved indgangen.

De gav hinanden et hurtigt kram og satte så kurs mod det klasseværelse, de begge skulle have deres første time i. Der var stilhed, indtil de begge sad på deres pladser i klassen. Der var ingen andre endnu, så her kunne de tale frit.

”Hvorfor er du her så tidligt, Minnie?” spurgte Key henkastet, selvom han allerede havde en idé om, hvad svaret ville være. Taemin sendte ham et smil, men det nåede ikke op til øjnene.

”Hyung og far skændtes rigtig slemt i går aftes. De fortsatte her til morgen, så jeg havde ikke lyst til at være der,” svarede han, og Key trak ham ind i endnu et kram.

”Det skal nok blive bedre alt sammen, Minnie,” sukkede han lavt, selvom det ikke var et løfte, han var i stand til at holde. For 2 år siden var Taemins mor gået. Havde bare taget sit tøj og var skredet. Taemins far havde forandret sig ret meget efter det. Han var blevet meget fjendtlig over for Onew, og de skændtes tit. Nogle gange, når det blev rigtig slemt, ringede Taemin til Key og spurgte, om han kunne overnatte.

Key sagde altid ja, for han havde virkelig ondt af sin yngre ven. Taemin plejede at smile og være der for alle, så nu ville Key være der for ham. Han ville betale alt den venlighed, han havde modtaget, tilbage. Han elskede Taemin, så han ønskede virkelig, at drengen ville få det bedre.

Taemin kom med et svagt snøft, og Key strøg ham over håret. Så trak den yngre dreng sig væk og sendte Key endnu et smil, denne gang lidt mere ægte.

”Tak, Bummie. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig,” sagde han, og Key sendte ham et opmuntrende smil. Han vidste, at Taemin hadede at være ked af det, specielt overfor de andre elever her i skolen.

Klokken ringede kort tid efter, og elever begyndte at strømme ind. Taemins smil var straks på plads, og Key så væk. Da han så over mod døren, landede hans blik på en meget velkendt figur, som han helst ville undgå. Han vendte hurtigt blikket den anden vej for ikke at blive opdaget.

Taemin hilste hurtigt på en af deres fælles venner, Kai, før læreren også trådte ind ad døren. Key havde på fornemmelsen, at Kai kun snakkede til ham, fordi han var Taemins ven. Sådan havde det altid været. Taemin, der væltede sig rundt i venner, mens Key kun havde få andre end Taemin at snakke med.

Nogle gange følte han sig lidt usikker på sig selv, men med Taemin ved sin side følte han sig i det mindste ikke alene.

Den yngre dreng forsikrede ham altid om, at ligegyldigt, hvad andre sagde, så var Key stadig den bedste ven, han nogensinde havde haft.

Der blev stille i klassen, og læreren gik i gang med at undervise. Key tog noter som altid og skævede indimellem kort over til Taemin, som igen havde tabt smilet og nu så ud til at være for langt inde i sine egne tanker til at fokusere på sine noter.  

Key prøvede at få alle de bekymrede tanker ud af sit hoved for at kunne koncentrere sig om det, der blev forklaret ved tavlen. Sådan gik det meste af dagen. Key så virkelig frem til bare at komme hjem.

”Du behøver ikke at vente på mig, Key hyung. Jeg skal lige snakke med Kai om noget, så du kan bare gå i forvejen,” sagde Taemin, da de havde fået fri, og Key skiftede nervøst vægten til den anden fod.

”Er du sikker? Jeg kan sagtens vente,” svarede han og håbede inderligt, at Taemin ville sige ja. På dage, hvor vejret var godt som i dag, gik de nogle gange sammen hjem, da de ikke boede så langt fra hinanden. Key havde virkelig ikke lyst til at gå alene, af flere grunde. Derfor blev han utilpas, da Taemin nikkede.

”Ja, det kommer til at tage lidt tid, så du kan bare gå,” svarede han, og Key nikkede nedslået. Så trak han sin taske over skulderen og begyndte at gå mod skolens udgang. Han bed tænderne sammen og bad til, at han ikke ville møde nogen på vejen.

”Du er alene i dag. Dumpede din lille kæreste dig?” spurgte en hånende stemme, idet en lille flok drenge kom rundt om hjørnet, og Key bandede indvendigt. Kunne hans bøn ikke blive hørt en eneste gang? Åbenbart ikke.

Det var lederen, Eli, der havde talt, mens et par af de andre grinede i baggrunden. Key så op på ham med et fast blik. Han havde ikke tænkt sig at give op, ligegyldig hvordan han virkelig følte.

”Taemin er min ven,” svarede han, og lederen trådte endnu et skridt frem. Key havde lyst til at bakke et skridt af frygt, men i stedet greb han bare lidt hårdere fast i remmen på sin taske. De skulle ikke vide, at han var bange for dem.

”Ja, din ”ven”. Men du vil jo gerne have ham til at være mere, ikke? Måske er det derfor Minnie ikke gider spilde sin tid på dig,” vrængede han hurtigt som svar, og Key bed tårerne i sig. Det havde været sådan her i snart et år. De mobbede ham, bare fordi han var lidt feminin. De dømte ham, selvom de slet ikke kendte ham.

”Jeg er ikke bøsse,” svarede han hårdt og begyndte at gå i et normalt tempo igen. Han hadede at virke svag, og han var sikker på, at tårerne snart ville komme, så han måtte væk fra dem i en fart.

”Du joker, ikke? Man kan jo se og høre det på dig,” hånede Eli, og en hånd greb fat i Keys arm. Han snurrede rundt om sig selv og stirrede på den blonde dreng, som han var begyndt at hade i løbet af det sidste år. Hele flokken havde behandlet ham dårligt, men det var Eli, der var den værste. Det var ham, der styrede det hele.

”Hvorfor kan I ikke bare lade mig være? Jeg er ikke til drenge!” sagde han vredt. Hvad havde han gjort, for at blive behandlet på denne måde? Han betragtede ikke sig selv som bøsse. Nej, han havde ikke været sammen med nogen piger, men det betød ikke nødvendigvis, at han var til drenge!

Endnu en gang grinede de af ham, og han så hurtigt rundt på flokken. Det var altid de samme, men han havde alligevel ikke rigtig styr på, hvad de fleste hed. Der var selvfølgelig Eli, som altid styrede dem. Key ville virkelig ønske, at han bare forsvandt, for så ville de andre måske lade ham være. Udover Eli, var Sehun den eneste, han kendte. Den eneste grund til, at han kendte Sehuns navn var, fordi han tidligere havde undret sig over, hvorfor drengen overhovedet var med i deres gruppe. Han virkede slet ikke som den type, der mobbede.

Pludselig trak drengene sig lidt væk, og Key så håbefuldt op. Han blev næsten lykkelig, da han så en lærer i nærheden. Hun så ikke ud til at have retning mod dem, men det gav alligevel Key tid nok tid at lave en ubemærket flugt. Så snart han var ude af syne, satte han i løb og slappede først af igen, da han havde smækket hoveddøren sikkert bag sig.

Så styrtede han op på sit værelse og smed sig på sengen. Tårerne kom med det samme, og hulkene fulgte hurtigt efter dem. Han greb den efterhånden gamle dino-bamse og krammede den ind til sig af vane.

”Jeg ville ønske, at du stadig var her, hyung,” hviskede han lavt til bamsen. Normalt prøvede han altid at overtale sig selv til at indrømme, at han nok aldrig ville se sin hyung igen, men i situationer som denne ville han alligevel knuge bamsen ind til sig, som om det ville bringe hans barndomsven tilbage i hans liv.

De havde været så unge, men alligevel stod den ældre dreng som et klart minde i hans hjerne. Der var specielle ting, han stadig huskede, som var det i går. Som deres første møde.

Kibum sad alene ved en bænk på skolen i frikvarteret. Han var startet i skole for nogle uger siden, men han havde ikke nået at få nogen venner endnu. Mange af de andre børn løb allerede rundt på legepladsen, men Kibum ville hellere sidde og tegne med sine nye farver. Han havde fået dem af sine forældre, dagen før han startede i skolen. Det første han havde gjort, var at lægge farverne i orden, og selvom han havde brugt dem meget efterfølgende, lå de stadig perfekt. På papiret foran ham var der allerede tegnet et rødt hus og en sol oppe i hjørnet. Lige nu fokuserede han på træet ude i den ene side.

”Hej,” sagde en stemme, og han så forundret op. En dreng på hans alder, måske lidt ældre, stod over for ham med et smil.

”Hej,” svarede Kibum en smule tøvende. Han blev overrasket, da den fremmede dreng dumpede ned ved siden af ham.

”Jeg hedder Jonghyun. Du er Kibum, ikke? Må jeg tegne sammen med dig?” spurgte drengen, som altså hed Jonghyun. Kibum så vurderende på ham. Han var meget øm over sine farver, men på den anden side havde hans forældre jo sagt til ham, at han skulle prøve at blive venner med nogle af de andre børn.

”Okay, Jonghyun. Men du skal tegne på dit eget papir,” svarede han så og tog fat i et nyt stykke papir, som han rakte over til Jonghyun, som glad tog det og begyndte at tegne.

Kibum iagttog ham nøje, da han tog en grøn farve og begyndte at tegne en eller anden form for dyr. Kibum undrede sig kort over, hvad det egentlig skulle forestille. Så lagde Jonghyun den grønne farve på bordet og tog den røde for at tegne en tunge på dyret. Den røde endte også på bordet, og Jonghyun greb efter en mørkere grøn. Kibum blev irriteret over drengens handlinger. Når man var færdig med en farve, så skulle man lægge den på plads, inden man tog den næste!

Efterhånden som flere farver kom ud af æsken, blev Kibum mere og mere sur. Da Jonghyun endnu engang rakte ud, kom han til at skubbe en af farverne ned på græsset med sin albue. Kibum så vredt på ham og skulle til at sige noget, da Jonghyun selv bukkede sig ned for at samle farven op.

”Aigoo, det må du undskylde!” sagde han, og Kibum kølede lidt af. Dog blussede hans vrede op igen, da Jonghyun begyndte at lægge farverne ned i pakken.

”YAH! Du skal lægge dem rigtigt!” sagde han vredt og rev pakken ud af hånden på Jonghyun. Den røde lå, hvor den brune farve skulle ligge, og den grønne var, hvor den blå burde være. Han trak dem ud af pakken, og begyndte at sætte dem de rigtige steder. Da han igen så op, sad Jonghyun og så på ham med bævende underlæbe.

”U-undskyld. J-jeg ville bare gerne være din ven,” stammede han med tårefyldte øjne, og Kibum fik lidt dårlig samvittighed. Bare lidt.

”Det er okay. Bare husk det til næste gang,” svarede han surt, og Jonghyun lyste op.

”Så du vil gerne være min ven?”

Key lod endnu et hulk slippe gennem sine læber.

”Hvor er du i dag, Kim Jonghyun?”

~*~

Så fik jeg skrevet det første kapitel~ Jeg er så glad i dag ^^

I er nu kommet lidt tættere på Keys liv og hverdag! Fortæl mig gerne hvad I synes ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...