Et armbånd

Hvad skal livet lære en? Hvorfor vokser man fra hinanden? Hvem vil altid være der for en?

Dette er en lille skal man kalde det one-shot jeg har skrevet, baseret på virkelige hændelser.

0Likes
0Kommentarer
345Visninger

1. Et armbånd

En tåre triller ned ad min kind. Jeg savner dig som en sindssyg. En sløret silhuet af dig viser sig bag mine hårdt sammenlukkede øjenlåg. I min hånd strammer grebet sig om armbåndet. Det armbånd jeg lige havde fundet efter så lang tid. Jeg er forvirret. En lille ting som et armbånd burde ikke kunne frembringe den slags følelser. Det burde ikke være muligt, at en lille latterlig souvenir kan betyde så meget.

Jeg suser af sted efter dig. Vinden får mit endnu korte hår til at blæse bagud. Jeg ville ønske jeg havde lige så langt hår som alle de ældre piger. Når jeg startede skulle jeg have mindst have hår til midten af ryggen. Det var sådan nogle små ting der bekymrede mig på det tidspunkt. Foran mig suser du af sted på din egen lille plastikknallert. Det virkede som om at alle ejede eller havde ejet sådan en knallert, da de var mindre. Vi griner og pjatter. Vi er kun små piger. Endnu ikke nu ved vi, hvad livet kan byde af grusomheder. Der er så meget vi ikke forstår. Det eneste vi ved er, at vi er glade.

 

Jeg rejser mig med et suk fra det hårde gulv og hiver den gamle kasse ned fra reolen. Den kasse jeg mener jeg har lagt det i. Den kasse det er nødt til at ligge i. Det er meget lang tid siden jeg sidt har haft fat i det. Det må da være dernede et sted. Måske smed jeg det ud da vi flyttede? Nej, det kan ikke passe, det må være et sted i kassen. Du var med i det.

Vi er uadskillelige. Skolen er sjov. I hvert fald når man stadig går i 1. klasse. Vi har fået masser nye venner her i den nye verden, der har åbnet sig for os. Vi pjatter stadig uvidende om livets brutalitet. Det eneste der distraherer os fra at være lige så lykkelige som før, er den ene lektie om ugen, der blot består af at farvelægge en tegning eller noget andet dumt, der skal stimulerer vores hjerner.

 

Jeg finder det. Mit gamle slidte fotoalbum med en barnlig tegning på forsiden. Jeg hiver det op af kassen og puster det lag støv af, der har fået lov til at lægge sig på det gennem årene. Jeg slår direkte op på siden med gamle klassefotos.

På gruppebillederne fra børnehaven sidder vi ved siden af hinanden.  Du klædt i lilla, og jeg klædt i pink. Vi har begge kjoler på og vi sidder tæt op ad hinanden og smiler sødt og uskyldigt til kameraet. På billederne fra skolen begynder vi ikke at kunne sidde ved siden af hinanden. Du er høj og må stå op, mens jeg pænt må sidde på en af stolene blandt de andre.

Jeg kigger med foragt på pigen ved siden af mig. Sådan en dulle. Hvorfor skal du vise sig sådan frem? Det går op for mig, hvor meget jeg har fundet mig i gennem det der skulle være vores venskab. Givet dig ret i løgne jeg vidste alt om. Taget skylden for dig, hvis det var nødvendigt. Og for hvad? Du har bare fundet nogle nye veninder du kunne få til at lyve for dig og dele alle dine hemmeligheder med. Hvis det var på den måde, kunne jeg da bare klare mig selv. 6. klasse er ikke sjov når man hader hende, man engang var lykkelig med. Jeg var helt sikker på at du også hadede mig. At du var blevet træt af mig. Selv var jeg træt af at tilfredsstille dig.

 

Armbåndet og billederne gør, at tårerne triller endnu kraftigere ned ad mine kinder end før. Lige nu vil jeg næsten ønske, at jeg ikke havde fundet armbåndet. Eller i det mindste bare ikke kigget ordentligt på det. Det gør nærmest ondt helt inde i hjertet. Hvorfor skal mennesker også glide fra hinanden? Det går op for mig, at jeg savner dig mere end nogensinde før.

Jeg trækker min cykel ved min side. Vi går og snakker på vejen hjem. Bare snakker. Jeg er glad for vi taler sammen igen. Selvom vi bare snakker, er det stadig alvorligt. Jeg overvejer at flytte skole. Det gør du også. Jeg ved ikke, hvad det er du siger, der får mig overbevist om, at der ikke ville noget som helst dårligt hvis jeg gør det. Det er dig der får mig til at tage den beslutning jeg havde vaklet med i omkring et år. Du betyder stadig meget for mig selvom der er gået lang tid. Du ved stadig, hvad du skal sige til mig for at overbevise mig.

 

Endnu engang tørrer jeg tårerne der strømmer ned ad min kind væk. Besluttet tænder jeg min computer og logger ind på Facebook. Jeg er nødt til at skrive, men hvad skal jeg dog skrive? Jeg har ikke set dig i over et år. Vil du syntes, at det er mærkeligt at få en besked fra en, du ikke har talt med i et år?

Jeg sidder i toget og stirrer ud af vinduet. Landskabet glider roligt forbi. Pigen over for mig siger noget til mig, men jeg reagerer ikke før hun puffer mig på skulderen. Jeg tænker på dig. At følges hjem med dig, men det er ikke dig der sidder overfor mig. Det er langtfra dig. Pigen overfor mig kan godt se jeg er et andet sted, men hun har ingen ide om hvorfor. Hun ved ikke at hun ikke kan erstatte dig. Det er der ingen der kan

 

Alle minderne er fløjet igennem mit hoved for mindst tredje gang, inden jeg finder ud af hvad jeg skal skrive. Jeg har besluttet mig og skriver:

Hehe, jeg ved ikke om du kan huske det øverste af armbåndene;) jeg fandt det har i dag sammen med alle de andre smykker jeg har fået fra dig gennem tiden:) jeg ved godt at vi ikke taler sammen særlig meget mere, men dette armbånd betyder stadig meget for mig <3 jeg savner også at kunne følges med dig til skole:)

 

Sådan lyder min besked. Jeg tøver lidt inden jeg sender den, men jeg bliver lettet da jeg får et svar igen vedhæftet et gammelt billede af os to der deler hinandens barndom:

Fik helt lyst til også at gå i gemmerne, og hive nogle få af vores mange minder frem <3 Åh hvor er det dejligt at høre, at du ikke har glemt mig! Tænker tit på hvordan det går med dig, har du det godt? Savner også dig, tænkte at vi måske skulle gå på cafe en dag, det synes jeg kunne være super hyggeligt <3 Så hvis du er frisk, så synes jeg da vi skulle gøre det <3

 

Jeg vil nok gætte på at det er nu det gælder omkring de vigtigste ting i livet. Det er gået op for mig, at det først er nu jeg lærer de vigtige ting. Ting som venskab, ærlighed og kærlighed. Jeg har ikke engang lært en brøkdel af det endnu. Jeg har endnu de vigtigste år forud. Derfor er jeg er nødt til at holde fast på mine venner. Ellers mister jeg dem for altid denne gang…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...