L.A. DanceStars {One Direction}

Los Angeles er stedet, hvor de dygtigste og mest ambitiøse dansere kan udleve deres drømme. L.A. er også stedet, hvor Abby Tyler - der er født og opvokset i Australien - rejser til for at udleve sin drøm: at kunne leve af at danse. Da hun tilmelder sig konkurrencen “L.A. DanceStars” ville hun ikke engang i sin vildeste fantasi kunne forestille sig den rejse, hun begiver sig ud på. For konkurrencen er langt fra en normal konkurrence, da fem verdenskendte popstjerner pludselig skal være gæstedommere i en konkurrence om dans, hvilket de slet ikke har styr på. Hvordan det vil gå Abby og de fem drenge, kan du læse om her: i L.A. DanceStars!

59Likes
55Kommentarer
2894Visninger
AA

3. 1 - Something New


Something New - Girls Aloud

”Jeg har altid gerne ville til Australien!” sagde min nye roomie Sophia og smed sig i den kæmpestore dobbeltseng, der så ualmindeligt lokkende ud. Mens jeg var fra Australien, var Sophia en englænder med rødt skulderkort hår, bleg hud og en typisk London accent.

”Når showet er slut, viser jeg dig Australien en dag. Okay?” svarede jeg smilende og smed mine kufferter foran en stort spejlbeklædt skab. ”Okay, det vil jeg se frem til,” grinte hun, mens hun satte sit hår op i en hestehale.

”Kan du huske hvad nogle af de andre hedder, for jeg er virkelig en spade, når det gælder at huske navne,” spurgte jeg, mens jeg traskede hen i sengen og smed mig ved siden af Sophia. Hun smilte kort, før hun gav sig til at remse navne op: ”Christina er hende med de med de lysebrune krøller, Teri er hende med det lilla-turkise hår, Sander med de halvlange hår og... Ehm, og så er der tvillingerne William og Daniel. Dem lagde du godt mærke til, ikke? Ret sjove og ret lækre. Det er vidst dem, jeg kan indtil videre.” Jeg sukkede opgivende og smed mig ned i min pude. ”Jeg lærer det aldrig,” mumlede jeg, hvorefter jeg begyndte at hulke overdrevent ned i puden. Sophia rejste sig grinene op og gik hen for at kigge på skemaet, der hang på væggen. ”Vi burde gøre os klar, vi skal snart spise,” sagde hun så.


En times tid senere stod jeg klar i en langærmet blondetrøje med en mint-blå skaterskirt uden på, mens Sophia havde et par gule højtaljede bukser på, samt sort top, der var en smule gennemsigtig. ”Lets go,” kvidrede jeg efter at have stillet hårsprayen fra mig, hvorefter jeg greb Sophias arm og smækkede døren.

De eneste informationer vi havde fået, var, at vi skulle spise klokken halv 6, og at vi bare skulle vente på flere information i hallen. Derfor stod de fleste bare og småsnakkede lidt, indtil en mand i sort tøj annoncerede, at vi skulle splittes efter køn og separeres i to rum. Senere på aftenen ville vi blive samlet igen til fest. Vi piger blev ledt ind i et stort smukt rum med at langt dekoreret bord i midten.

Jeg var den første til at sætte mig ved bordet på pladsen, som var tildelt mig, og kort efter satte en pige med langt, mørkt hår sig til højre for mig, samt Terilyn med det farverige hår til min venstre side.

”Jeg ved ikke med jer, men jeg syntes, vi skal præsenterer os selv, mens vi venter på maden,” foreslog pigen til højre for mig. ”Helt klart, starter du?” spurgte blondinen, som sad overfor Terilyn. ”Selvfølgelig. Jeg hedder Madelle Peters og er 18 år. Jeg kommer fra Nasville her i USA og har boet der hele mit liv. Ehm.. Jeg har danset det meste af mit liv og har de seneste år studeret moderne dans, selvom mine forældre altid har ment, at jeg burde læse jura. Nu er jeg så her og deler værelse med Terilyn,” sagde Madelle og sendte turen videre til pigen overfor hende.  

”Mit navn er Christina Jackson. Jeg er 21 år og jeg kommer fra San Francisco, hvor jeg har boet i snart tre år. Jeg flyttede nemlig først dertil, efter min dans blev virkelig seriøs, og har siden da været statist i nogle få musikvideoer. Jeg har danset i snart ni år, og bor på værelse med Bailey.”

Derefter var det Sophias tur: ”Jeg hedder Sophia Smith og er 20 år gammel. Jeg er taget hele den lange vej fra London, fordi jeg virkelig brænder for det her. Jeg sang engang i et band, men skiftede det for ca. seks år siden ud med dans, og jeg bor på værelse med Abby.” sagde hun og gav tegn til blondinen ved hendes side for at vise, at hun nu kunne starte.

”Bailey Fischer, 19 år, og har danset siden, jeg kunne gå. Jeg kommer fra New York og har boet det meste af mit liv. Jeg har været vundet mange dansekonkurrencer, men har aldrig været med i noget ligesom dette. Jeg bor på værelse med Christina.” fortalte Bailey og pillede ved sit hår.

”Jeg hedder Terilyn Larson, men jeg foretrækker Teri, da min oldemor hed Terilyn. Jeg er 18 år og kommer fra Detroit. Jeg har kun danset i fire år, men har ofte fået at vide, at jeg har talent for det – det er vel også derfor, jeg er her.” forklarede hun smilende. ”- Jeg er vild med at skille mig ud, som i nok også kan se på mit hår, men lad være med at dømme mig, til I kender mig. Og jeg bor på værelse med Bailey.”

Til sidst var det mig, og jeg begyndte en smule nervøst over min præsentation. ”Jeg hedder Abby Tyler og jeg er 18 år. Jeg kommer fra Ballarat i Australien, men flyttede for nogle få måneder siden til Los Angeles, udelukkende for at deltage i programmet og ’dyrke’ min dans. Jeg har ikke rigtig tal på, hvor mange år jeg har danset, men i hvert fald lige siden jeg har kunne gå. Jeg har været igennem alt det der pardans, ballet og så videre og er så kommet til, hvor jeg er i dag. Jeg deler værelse med Sophia.”

Kort efter jeg sluttede min præsentation, blev dørene åbnet, og ind kom tjenere med tallerkner fyldt med den lækreste mad. Samtalen flød mellem os alle seks, og alt tydede på, at jeg ville komme til at nyde mine 12 uger her. Udover det så jeg også utroligt meget frem til at lære drengene at kende til festen senere den aften.

 


"Lou, kommer du?" spurgte Harry efterfulgt af et bank på døren, og jeg trak hårdt min skjorte over hovedet. Jeg gad ikke. Jeg gad virkelig ikke. Drengene og jeg skulle være dommere i en dansekonkurrence; hvorfor? Vi kunne jo ikke engang danse, og det var direkte latterligt at få os til at bedømme unge, håbefulde piger og drenge, der forventede professionelle dommere. Så valgte de os. Ikke fordi jeg ville snakke dårligt om os, men vi hørte jo ikke til kategorien af folk, der havde forstand på dans. 

"Rolig nu, Haz," råbte jeg til ham, og han bankede igen på døren. "Jeg kommer nu!" Min stemme var snerrende og aggressiv, og jeg fortrød øjeblikkeligt, at jeg havde råbt af ham. Det var trods alt ikke hans skyld, at vi skulle bedømme konkurrencen. Harry var dårligt stoppet med at bange, inden døren gik op. 

"Louis?" spurgte Liam og gik ind på værelset med sin telefon i hånden. "Er du ved at være klar?"

"Som jeg også sagde til Harry; jeg kommer om lidt," snerrede jeg, og han holdt hænderne afværgende oppe. 

"Rolig nu, Lou..." bad han, og jeg sukkede. "Jeg ved godt, du ikke...-"

"Nej, jeg gider fandme ikke!" afsluttede jeg hans sætning, og han rystede på hovedet af mig. "Hvem fanden kom op med den latterlige idé, at vi skulle være dommere i et latterligt danseshow i Los Angeles?" Min stemme var til sidst et råb, og jeg kunne se frygten i Liams øjne. Aldrig havde nogen af drengene set mig så vred. Nej, ikke vred: rasende. "Det er jo helt til grin! Det er latterligt!" 

"Men sådan bliver det altså," sagde han bestemt, inden han vendte om på hælen og forlod mit værelse. Bandende og rasende gjorde jeg mig færdig med at tage tøj på, og uden at sige så meget som ét ord til Liam og Harry, der ventede foran min dør, hastede jeg ned af gangen mod trappen. Vi skulle oven i købet bo i samme hus som deltagerne, og selvom det var et lækkert hus, var det for meget for mig. Jeg havde brug for noget at drikke; gerne sodavand eller andet køligt. Derfor gik jeg direkte ned i køkkenet, men en person skulle afskærme mig vejen. En pige. En af deltagerne havde fundet vej til køkkenet, og nu gik jeg ind i hende. Med et blødt bump røg hun tilbage og landede på numsen. Min pande gjorde ondt efter impact med hendes ansigt, og hun holdt sig til næsen. 

"Undskyld, jeg...-" begyndte hun, men da hun så blodet på sin hånd, stoppede hun med at snakke. 

"Undskyld," mumlede jeg og kom hurtigt på benene. Sodavanden ventede mig i køleskabet, og jeg kunne ikke vente. Da jeg havde fundet en cola frem og forlod køkkenet igen, sad pigen stadig på gulvet og holdt sig til næsen. Blodet løb ned af hendes arme, og jeg kunne ikke lade være med at have en smule ondt af hende. Jeg havde givet hende blodnæse - selvfølgelig et uheld, selvom det kunne havde været med vilje - og hun virkede ikke i stand til at tage sig af det. 

"Hvem er du?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå. Hun havde orangerødt hår, grønne øjne og et skævt smil om munden. Køn. 

"Louis," præsenterede jeg mig kort og satte mig på hug foran hende. "Er du okay?"

"Jeg... har ondt i næsen," grinede hun, en smule hysterisk, og jeg kunne lugte alkohol. Deltagerne holdt jo fest! Hun var fuld og havde forvildet sig væk fra de andre, og nu havde jeg givet hende blodnæse. Nu kunne jeg jo ikke bare forlade hende!

"Kom op og stå igen," sagde jeg og rakte hende en hånd. Hun fangede den efter to forsøg, og meget usikkert og stavrende kom hun på benene. "Hvad hedder nu?"

"Abby," fniste hun, og jeg kunne ikke lade være med at smile af hende. Hun havde et sødt grin, og taget situationen i betragtning var det komisk, at hun grinede af sit eget navn. 

"Kom, Abby, så ordner vi lige det blod dér," sagde jeg pædagogisk og fik hende med ud i køkkenet, hvorefter jeg løftede hende op på køkkenbordet. Hun viftede lidt med benene og så rundt. Uden ord tog jeg hendes hånd væk fra næsen og erstattede den med noget papir. Mens hun sad og nynnede den sang, der blev spillet nedenunder, vaskede jeg det halvt indtørrede blod af hendes hånd og holdt noget koldt mod hendes næseryg. 

"Jeg elsker den her sang!" udbrød hun, da musikken skiftede, og jeg måtte handle hurtigt for ikke at lade hende falde ned af køkkenbordet. Måske havde jeg undervurderet hendes indtagelse af alkohol. Hun var ikke bare påvirket, men fuld! "Du ser bekendt ud."

"Du kender mig ikke," sagde jeg og fjernede isposen fra hendes næse. "Gør den meget ondt?"

"Næ," sagde hun og lagde hovedet på skrå. "Du ligner altså en eller anden..- Min fætter!"

"Ligner jeg din fætter?" grinede jeg, og hun nikkede med et stort, stolt smil. "Virkelig?"

"Ja."

"Skulle vi ikke få dig i seng, så du ikke laver flere ulykker her til aften?" spurgte jeg, og under et stort gab rystede hun på hovedet. 

"Jeg er ikke træt." Hendes ord og handlinger kombineret fik mig til at grine, og lidt efter grinede hun også. 

"Jeg tror, det er en god idé," smilede jeg og løftede hende ned fra bordet igen. Dog kunne hun ikke stå på sine egne ben, da hendes stiletter gav efter under hende, og havde jeg ikke grebet hende, var hun faldet til jorden som en sæt kartofler. "Kom!" Jeg tog fat om hendes ben, én efter én, og tog hendes stiletter af hende. Efterfølgende tog jeg hende op i min favn, så jeg havde en arm under armene på hende og en under hendes ben. "Hvor bor du henne?" Et dybt suk forlod hendes læber, og det gik op for mig, at hun var fladet i søvn. Fedt! Jeg havde en pige sovende i armene, og jeg anede ikke, hvor hun boede henne i huset! Ude af stand til at finde andre muligheder, tog jeg hende med til mit værelse, hvor jeg lagde hende forsigtigt i sengen. Jeg kunne vel sove på sofaen, hvis det var... 

 

 

Hellooo!

Så er vi i gang, og I kan tro at Kaja og jeg har glædet os!

Kaja har skrevet fra Abbys synsvinkel, og jeg har skrevet Louis'. Vi håber, I har nydt første kapitel og ser frem til det næste. 

// Lots of love Amalie <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...