99 days without you (1D)

Nogle har nok læst denne her, men jeg fandt den på Tumblr. og den er så smuk og sørgelig, at jeg græd til sidst.. Derfor har jeg valgt at dele den med jer ved at oversætte den til dansk.

Den handler om hvordan Louis håndterer Harrys død efter han begik selvmord.

*Det er Larry Stylinson, men historien er smuk - så prøv at lade være med at blive sur...*

Husk, det er ikke min historie, jeg oversætter den bare for jer


35Likes
183Kommentarer
3760Visninger
AA

18. Dag 45, 46, 47 & 48

Dag femogfyrre:

Jeg havde en drøm i dag, jeg så dit ansigt. Harry, jeg er begyndt at glemme, hvordan du ser ud. Klart, jeg kan se på billeder, men billeder bevæger sig ikke, eller griner, eller blinker. De er bare fangede minder. Men mine minder er begyndt at forsvinde. Det er måske bare kemikalierne, der strømmer gennem mit blod fra de mange snører, der sidder fast i mig, men de begyndt at forsvinde.

Jeg kan ikke miste den sidste ting jeg har af dig.

Da jeg vågnede, fandt jeg Zayn sidende ved siden af min seng, tårerne trillede ned af hans kinder, og han snakkede blødt til mig. Han vidste ikke engang at jeg var vågen, og fortsatte med at snakke. Jeg kunne ikke høre ham, men det betød ikke noget.

Dag seksogfyrre:

Jeg prøver at bevare roen, det gør jeg virkelig. Det her hospital driver mig til vanvid, men de vil dog stadigvæk ikke lade mig gå. Jeg bliver ved med at insistere på, at jeg har det bedre, men de bliver bare ved med at svare, at jeg er undervægtig og under for meget stres. At være låst inde i det her værelse stresser mig; Jeg har aldrig været så stresset, som jeg er nu.

Jeg keder mig bare.

Vil du ikke være sød og synge til mig?

Dag syvogfyrre:

Management forslog, at jeg skulle tage en måneds fri, og bruge tid med min familie og komme til mig selv. Men hvad de ikke forstår, er at disse sår, aldrig vil hele. Det er ikke fordi, jeg ikke vil se min familie, jeg savner dem som en sindssyg.

Men hvis jeg tager af sted, hvem vil så tage sig af vores hjem?

Jeg kan bare ikke forlade vores lejelighed Haz, jeg kan ikke. Jeg kan ikke lade dem røre den. Jeg er bange for, at de vil fjerne alt der var dit, så når jeg vender tilbage, vil der ikke være noget tilbage af dit, som jeg kan beholde.

Dag otteogfyrre:

Jeg har næsten lige sagt ja til at holde den pause, efter en time med min mor, der hulkede, fortalte hvor meget hun savnede mig og ville have mig med hende hjem. De tror, at det er det bedste for mig, at komme væk fra det hele i et stykke tid.

Så det er her, jeg befinder mig, skriver dette kapitel imens jeg sidder ved en tom kuffert. Måske skal jeg medbringe din yndlings hue, så jeg kan sove med den ved siden af mig – i det mindste minder den mig om dig.

Jeg håber ikke det gør noget, at jeg låner den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...