99 days without you (1D)

Nogle har nok læst denne her, men jeg fandt den på Tumblr. og den er så smuk og sørgelig, at jeg græd til sidst.. Derfor har jeg valgt at dele den med jer ved at oversætte den til dansk.

Den handler om hvordan Louis håndterer Harrys død efter han begik selvmord.

*Det er Larry Stylinson, men historien er smuk - så prøv at lade være med at blive sur...*

Husk, det er ikke min historie, jeg oversætter den bare for jer


35Likes
183Kommentarer
3827Visninger
AA

17. Dag 42 & 43, Dag 44

Dag toogfyrre & treogfyrre:

Jeg vågnede op med en hovedpine i går morges, og jeg regnede ud, at jeg havde drukket for meget natten før. Jeg kan ikke huske noget af det, jeg gjorde. Da jeg forlod mit værelse, fandt jeg Liam læse avisen stille på sofaen. Da han hørte, at jeg var vågnet, kiggede han på mig og smilede forsigtigt til mig, og klappede på pladsen vedsiden af ham, bad mig om at komme derhen.

Jeg blev, hvor jeg var, og han sukkede tungt, før han snakkede.

”Hvordan har du det?”, spurgte han.

Jeg ved ikke, om det var tømmermændene der snakkede, eller om jeg bare havde glemt det. Men som jeg sagde, føles det hele så uvirkeligt for mig. Men jeg fortryder, hvad jeg sagde bagefter.

”Hvor er Harry?”

Tårerne kom til syne i Liams øjne, og han sad på vores sofa, og græd sine øjne ud. Jeg ville have spurgt ham, om hvad der var galt, da det lige pludselig ramte mig. Du var væk. Jeg ved, at jeg har sagt det mange gange før, men jeg har aldrig troet på det – før nu…

Du var virkelig væk.

Så følte jeg mig selv falde til jorden, alt kontrol i min krop forsvandt, da jeg besvimede helt.

Nu er jeg her, sidder i en hospitalseng med ledninger sidende fast på mig, pumper kemikalier ind i mit blod, som om jeg havde brug for det. Det er jo ikke fordi, jeg er syg eller noget, dog kigger alle på mig, som er jeg syg, og at jeg kan falde sammen hvert øjeblik.

Dag fireogfyrre:

Jeg så min mor i dag for første gang i lang tid. Jeg har ikke kontaktet hende siden begravelsen, og hun har været bekymret over mig. Jeg vågnede op og så, at hun græd med sin hånd foran hendes mund, og hun overkiggede min skrøbelige, tynde krop. Jeg fortalte hende, at hun ikke skulle græde, og at jeg havde det fint, hvilket bare fik hende til at græde mere. Sygeplejerne skubbede hende ud af rummet, før hun kunne nå at svare – de fortalte, at jeg havde brug for hvile.

Nej. Jeg har kun brug for dig her med mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...