99 days without you (1D)

Nogle har nok læst denne her, men jeg fandt den på Tumblr. og den er så smuk og sørgelig, at jeg græd til sidst.. Derfor har jeg valgt at dele den med jer ved at oversætte den til dansk.

Den handler om hvordan Louis håndterer Harrys død efter han begik selvmord.

*Det er Larry Stylinson, men historien er smuk - så prøv at lade være med at blive sur...*

Husk, det er ikke min historie, jeg oversætter den bare for jer


35Likes
183Kommentarer
3784Visninger
AA

13. Dag 29, 30 & 31

Dag niogtyve:

I morgen vil det være en hel måned. En hel måned siden du gik bort, og jeg synes, at det er svært at tænke på. Det føles som, at det bare var i går, hvor du var fuld af liv og grinede så meget, at du begyndte at slå, dine hænder ned i bordet.

Det her er virkeligt, er det ikke?

Dag tredive:

I dag brugte drengene og jeg hele dagen i stilhed for dig, nægtede at svare på beskeder eller opringninger, vi snakkede ikke engang til hinanden. Det var ren stilhed. Det var ikke en akavet stilhed; det følte faktisk ret godt. Vi hang ud i din og min lejelighed i dag, puttede dine yndlingsfilm på, så vi kunne se dem gennem dagen. Vi sad sammenkrøbet, holdte fast i hinanden, imens vi græd vores øjne ud. Sniffene ekkoede igennem rummet, og servietter lå i bunker – de omringede os.

Vi var et dårligt syn.

Men det var det tætteste, jeg nogensinde har følt med dem i et stykke tid.

Dag enogtredive:

Jeg tror, at indtil nu havde jeg troet i mit hoved, at du ville komme tilbage, og det hele bare var et stort mareridt, jeg havde. Jeg kunne vågne op, og du ville være hos mig igen – du ville smile, som du gjorde hver morgen.

Men jeg er begyndt at indse, at du ikke kommer tilbage.

I dag vidste jeg ikke engang, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg tror, at drengene vidste, at jeg ville være alene, så jeg blev ikke forstyrret med beskeder eller opkald, og ingen stoppede forbi vores lejelighed for at se, om jeg var okay. Jeg værdsatte det, selvom det sikkert var fordi, de sørgede for dem selv.

Jeg brugte hele dagen på at sidde i den yndlingsstol, stirrede på fjernsynet og drak smerten væk. Tre, måske fire timer senere, og jeg faldt på jorden og græd mine øjne ud. Smerten ved virkeligheden… ramte mig bare så pludseligt…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...