Left Behind *One Shot* [1D]

Okay. Dette er et One Shot jeg har skrevet en aften hvor alting valgte at gå imod mig. Jeg kunne ikke overskue noget, men havde en ufattelig lyst til at skrive, så.. Det gjorde jeg.
Det her One Shot er én af de eneste ting jeg har skrevet som jeg er nogenlunde tilfreds med, og det betyder faktisk meget for mig. Der er lagt mange følelser i det, og der står også en del imellem linjerne.

One Shottet er et Larry Stylinson One Shot, men selv hvis ikke du shipper dem, synes jeg, at du skal læse det, da det sætter tanker igang.
Det er selvfølgelig dit eget valg, og ingen skal eller vil tvinge dig :)

Jeg håber meget du/i synes om det.

26Likes
9Kommentarer
908Visninger
AA

2. One Shot

 

Festen var slut. Den sidste gæst var gået, og skuespillet var ovre. For denne aften i hvert fald. Langsomt skubbede jeg døren i, og i takt med at den blev lukket mere og mere, forsvandt mit smil langsomt. Da døren med et stille bump lukkede i, faldt jeg sammen.

Grædende.

Jeg vidste at det var dumt. Jeg vidste at det var for hans eget bedste.

For mit.

Men hvor gjorde det ondt. Jeg havde det som om min sjæl var blevet flået ud af kroppen, mine organer med, og jeg vidste at jeg ikke ville føle mig hel igen, før jeg havde ham hos mig. Følte hans nærvær, og havde ham i mine arme.

 Hvis nogen på det pågældende tidspunkt spurgte mig om hvad jeg følte, ville jeg svare:

”Tom.”

For det var sandt. Jeg følte mig tom indvendigt, og jeg kunne ikke bare skubbe det fra mig. For jeg var tom. Der var intet tilbage, og ingen kunne gøre noget ved det.

Som sådan.

For selvfølgelig kunne de det. Alle kunne faktisk gøre noget ved det. Hvis bare de vilde, og havde modet til det. Men selvom jeg vidste at noget kunne gøres, vidste jeg også at det ikke ville ske. Det ville være for risikabelt, en chance vi aldrig ville turde løbe. For sandsynligheden for at det ville føre noget godt med sig var lille som et blomsterfrø, sammenlignet med det store blå hav.

Lyden af de springende og susende raketter, fik mig til at rejse mig fra det hårde gulv. Forsigtigt gik jeg ind i stuen, hvor alt stadig herskede kaos efter den nyligt afsluttede fest. Jeg drog et dybt suk, og tog en øl oppe fra baren. Med den i hånden, og min mobil i lommen, gik jeg over og satte mig i sofaen, der med sin udsigt over hele London straks tog vejret om muligt mere fra mig. Jeg blev altid overvældet over synet, så det var som sådan ikke nyt for mig. Faktisk, skulle man tro, at jeg snart var blevet vant til at se det, hvis man tænker over det faktum, at jeg havde boet i lejligheden i omkring to år. At jeg havde delt lejligheden med den dreng jeg elskede allermest, i hele to år.

Med en næsten lydløs knagen fra sofaens fjedrer der gav sig, satte jeg mig ned, og beundrede udsigten et øjeblik. Nedenfor vinduet gik folk rundt imellem hinanden, og ønskede godt nytår. Teenagere, børn, voksne og ældre stod på gaden, alle med blikket rettet op imod himlen, og alle de eksploderende raketter der fyldte den med deres tusinder af glitrende lys, så langt øjet rakte. En lille dreng der ikke var mere end en 4-5 år havde sat sig på jorden, og kiggede med et lykkeligt smil på sin mor, hvorefter han pegede bydende op imod himlen. Moderen satte sig på hug ved hans side, og sammen sad de beundrende og kiggede på raketterne, indtil drengen blidt lænede sig ind imod hende, og med et lykkeligt smil spillende om læberne faldt i søvn.

Jeg tog mig selv i at smile let over det lykkelige scenarie, men da jeg kom i tanker om at jeg sad her alene, forsvandt smilet hurtigt igen. Jeg åbnede øllen, og tog en slurk, inden jeg med min anden hånd fandt min mobil frem, for at gå på twitter. Måske folk derinde kunne muntre mig en smule op.

 Mine mentions var som altid eksploderet, og jeg kunne ikke lade være med at smile en lille smule. Tanken om, at der sad millioner af piger – og enkelte drenge – rundt omkring i hele verden, hvis største ønske var at komme i kontakt med mig, smigrede mig på en eller anden måde. Om ikke andet, så løftede det da mit humør en smule, at et enkelt tryk på en knap, kunne forvandle en helt dag fra det onde til noget godt, i løbet af få sekunder hos nogen.

Det gjorde mig ikke glad, nej, men det lettede en smule på min nedtrykthed.

Dog varede den skrøbelige glæde ikke længe, da jeg kom til at trykke på et link en pige havde sat i sit tweet. Hvad der stod i selve beskeden har jeg ingen idé om. Det eneste jeg nåede at se var, at det handlede om ham, og det i sig selv var nok til at få min længsel over at se ham, til at trykke på det. Åh som jeg dog fortrød.

For der – på skærmen i min hånd – var et billede af min elskede dreng, sammen med den pige vi begge foragtede. Sorgen og længslen over at komme væk var malet i hans ansigt med stor, fed pensel, og imens hans øjne skreg så højtlydt de kunne efter hjælp, smilede hans læber som de altid gjorde. Synet skar i hjertet på mig, med en rusten, takket kniv, der efterlod mit hjerte blødende og ufungerende tilbage i det tomme bryst.

Jeg stirrede længe på billedet, inden jeg valgte at pine mig selv om muligt mere. Jeg hoppede fra twitter til instagram, hvor jeg i søgefeltet plottede et ord ind, der afslørede flere hundrede billeder af det jeg så nødigt ville se.

Jeg gik ind på et billede.

Og på et andet.

Og på et tredje.

Og stoppede så.

Billedet viste mig det jeg frygtede allermest.

Det var et sløret billede, men det var ikke svært for mig at se hvad det forestillede. For jeg kunne se de letkrøllede brune lokker, der stak ud forneden på den selvsamme grå og hvidstrikkede hue, jeg selv havde overrakt ham for ganske kort tid siden.

Jeg kunne se de lange gyldne lokker der var alt for tæt på den uldne hue.

Og jeg kunne tydeligt se hvad der skete imellem de blonde gardiner og de muskuløse arme der sad omkring dem.

Tårerne der havde holdt sig væk siden jeg sad i gangen kom endnu engang væltende indover mig, og denne gang var jeg ikke sikker på at jeg kunne stoppe dem igen. Mobilen landede med et bump på gulvet, og det samme gjorde øllen. Sorgen voksede indeni mig, og der gik ikke længe før jeg lå sammenkrøllet i hjørnet på sofaen, med hænderne siddende i håret. Neglene borede sig ind i huden bag mine øre, men smerten derfra kunne ikke tilnærmelsesvis overdøve smerten i mit bryst.

Hulkende og grædende lå jeg på sofaen.

Om det var sekunder, minutter, timer eller år, skal jeg ikke kunne svare dig på.

Gråden havde sat sig fast i mig, og havde ikke tænkt sig at lade mig slippe.

Alting var så absurd og urimeligt.

Hvorfor lige ham?

Hvorfor lige mig?

Hvorfor lige os?

Spørgsmålene hobede sig op i mig, men det fik ikke det syn der havde ætset sig ind på min nethinde til at fjerne sig.  Uanset hvad jeg prøvede gik det ikke væk. Jeg drog et dybt suk, og kom hakkende igennem det på grund af hulkene der blev ved med ustoppeligt at vælte ud af mig. Helt ude af mig selv prøvede jeg forgæves at tørre tårerne væk, der ustandseligt kom strømmende i nye stimer, men opgav til sidst, og satte mig op.

Her sad jeg, nytårsaften, helt alene.

Jeg vidste godt, at jeg bare kunne ringe, og straks ville folk troppe op foran min dør, men det var ikke deres selskab jeg have brug for. Havde et behov for.

Det var ikke dem der havde min sjæl og mit hjerte med sig, og det var ikke dem jeg manglede for at blive hel igen.

Et øjeblik sad jeg bare i stilheden, men kom så i det fjerne til at høre at jeg endnu ikke havde fået slukket for musikken. Musikken gik mig på nerverne – det var for muntert, for hurtigt. Jeg greb ud efter den fjernbetjening der var sat op til anlægget, og skiftede til en vilkårlig spilleliste.

Den blide musik bølgede forsigtigt hen til mig, og omsvøb mig i de bløde, varme toner.

I lang tid sad jeg bare og lyttede til musikken og opfangede alle de blide toner og alle de skjulte effekter i musikken, du kun kan finde, hvis du lytter godt efter. En sang du har hørt en million kan vise sig slet ikke at være den du tror, hvis du en dag sætter dig ned, og lukker alt andet end lige præcist dén ude. Prøv det, for det er sandt.

Det er som med mennesker. Du tror du kender dem, men hvis du en dag sætter dig ned med dem, og får hele deres historie, kan det ske, at de faktisk slet ikke er den du troede de var.

Et tvivlsomt blik på gulvet fik mig til at sukke dybt. Jeg samlede langsomt al styrken jeg kunne finde i min krop, og lænede mig derefter langsomt frem, for at tage min mobil. Jeg trykkede forsigtigt på knappen, der fik den til at lyse op med et billede af ham og mig. Billedet var ikke gammelt. For at være helt præcis var det taget dagen før han tog af sted. Det vil sige at det var lige knap en tre dage gammelt.

Han havde sagt at jeg skulle kigge på det når jeg savnede ham, og tænke på at han snart ville være hjemme ved mig igen. Et sørgmodigt smil spillede om mine læber, og så man mig nu, ville man sikkert tro at jeg var en dødsengel sendt fra oven. Jeg kiggede endnu engang udover vores panoramaudsigt, og drømte mig væk til et rare og bedre sted.

Musikken fyldte mit hoved fuldstændigt, mens jeg med tomt blik stirrede ud af vinduet.

En lyd og en kort vibrerende følelse i min hånd, fik mig til at kigge ned på min mobil, der ganske rigtigt lyste op i mørket, som følge af en besked der havde meldt sin ankomst. Håbet skød op i mig, og med rystende fingre låste jeg mobilen op og gik ind på beskeder.

Håbet stoppede brat, og blev endnu engang forvandlet til fortvivlelse og sorg.

Det var ikke fra ham.

En frustreret, halvkvalt og klagende lyd slap ud imellem mine læber, og vredt rejste jeg mig. Med lynets hast røg min mobil igennem rummet, ramte væggen med en knasende lyd, og faldt til jorden med et bump. Min sorg havde forvandlet sig til vrede, og da jeg stadig var påvirket af alkohollen fra tidligere, var jeg ikke hundrede procent bevidst omkring mine handlinger. Vredt trampede jeg op til bordet der var fyldt med tomme flasker, og fik med en glidende og vred bevægelse raget dem alle på gulvet. De ramte med en klirren, og størstedelen af dem gik i stykker.

En ny smerte bredte sig i min krop, og da jeg kiggede på min arm så jeg til min store skræk, at der forsigtigt trillede røde tårer ned ad den. De røde tårer fik mig til at stoppe op. Og tænke. Det var som om de røde tårer havde blokeret noget i mig.

Som om de sagde:” NEJ!”

Genkendelsen omkring de røde tårer skød op i mig, og fik mig med væmmelse ved mig selv til at dreje om på hælen, og styrte ind på hans værelse.

Adrenalinen pumpede rundt i min krop, og udmattet trak jeg min trøje over hovedet. Mine bukser røg også af, og hjemmevandt stak jeg en arm ind i hans skab, og trak en af hans t-shirts nedover mit hoved. Den var naturligvis alt for stor til mig, men den var hans, og det i sig selv var næsten for godt til at være sandt. Forsigtigt listede jeg mig over til hans seng, og lagde mig nedunder hans dyne, hvor jeg krummede mig sammen. Smerten fra min arm sad stadig i mig, og jeg havde fundet kilden til genkendelsen. Med hans parfume siddende i mine næsebor, fandt brudstykker af vores samtale den aften frem til overfladen.

Han havde fundet mig på badeværelsesgulvet, siddende forskræmt helt henne i det ene hjørne, med et barberblad i hånden. Det var lige da de var begyndt at skulle være sammen. Alting havde på det pågældende tidspunkt i forvejen været for meget for mig, og dette var dråben der fik bægeret til at flyde over.

Smerten indeni mig havde været ubærlig, og jeg havde brug for at få den ud på en eller anden måde. Derfor havde min arm grædt røde tårer den aften han fandt mig. Mine sår var dybe, og bekymringen samt det sårede udtryk han havde i øjnene, vil for evigt holde mig fra at gøre det igen. Det, og hans hårde halvkvalte ord. Jeg vidste, at det ikke havde været hans mening at være så hård, men frygten for at miste havde fået overhånd i ham, og han var bange for at jeg ville forlade ham.

Han fik mig til, at sværge. Til at love.

 Jeg svor, at jeg aldrig ville lade mine arme græde igen. Han havde fjernet alle skarpe genstande fra mig, og havde hjulpet mig det bedste han kunne. Men han havde også udtrykkeligt sagt, at hvis ikke det fik en ende med det samme, ville han lade det gå videre til vores overhoveder, så de kunne sørge for hjælp til mig.

Og hvis han gik til overhovederne var det alvorligt.

Det havde fået mig til at stoppe, og som sagt at sværge at jeg aldrig ville gøre det igen.

Skylden over alligevel at have gjort det sad i mig, og var – sammen med sorgen – ved at æde mig op indefra.

Pludselig lød en velkendt melodi ude fra anlægget, jeg endnu ikke havde taget mig sammen til at slukke.

”Hey there, Harry, what’s it’s like in New York City?” Sang jeg lavt for mig selv. Tårerne trillede roligt, men sikkert ned ad mine kinder, men det rørte mig ikke længere. ”I’m a thousand miles away, but boy, tonight you look so pretty, yes you do. Times Square can’t shine as bright as you, I swear it’s true.” Min stemme tonede ud, og med tårerne trillende stille ned ad kinderne lagde jeg hovedet på puden.

“Hey there Louis, don’t you worry about the distance, I’m right there if you get lonely, give this song another listen, close your eyes, listen to my voice, it’s my disguise...” En blød melodisk stemme lød pludselig I lejligheden.

Trin lød, og snart mærkede jeg sengen give efter som følge af vægt der blev lagt bag mig. Et par læber kom pludselig tæt ind til mit øre.

”…I’m right here.” Sang de hviskende, hvorefter de blidt kyssede mig på kinden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...