Det sidste spring

Emily har selvmordstanker. Hun vil springe. Men det er kun hendes største kærlighed som holder hende tilbage. Men i sidste øjeblik fucker hendes kærlighed det hele op

1Likes
1Kommentarer
175Visninger

1. Nu er det nu

Pust ind. og pust så ud igen. tag det roligt. Emily tog det sidste mod til sig og kravlede op på hegnet. Hun satte sig til rette med et fast tag på gelænderet, for at være sikker på at hun ikke ville falde. Ikke før hun var klar. Klar til det der ville ændre det hele. Ændre hele livet. For hendes venner, familie. Ja for alle omkring hende.

Byen under hende, fladede ud for hendes blik. Den var hel flad. De små prikker som var menneskerne gik bare rundt dernede. Helt uvidende om hvad der skulle til at ske. Hun måtte bruge alt sin energi på at holde fast, og sidde stille. Afstanden til jorden under hende var svimlende.

"Emily, hvad har du gang i?" lød en vantro stemme bag hende. Og selvom det var den stemme hun ventede på, den stemme hun ønskede at høre, så registrerede hun den ikke til at starte med. Hun var alt for skræmt over virkeligheden. Over sig selv. Over det, som hun var ved at gøre. Det er virkelighed det her. Det er nu det sker. Det er så tæt på det hele.

"Er du fuldstændigt vandvittig? Kom ned derfra!" blev stemmen bag hende ved. Emily vendte hovedet imens hun stadig sørgede for at holde fast godt i hegnet, og så på den smukke pige, som stod et par meter bag hende. Hun betragtede hendes kønne ansigt, hendes smaradgrønne øjne og hendes perfekte slanke krop. Ja, hun var flot. Man skulle nærmest sige perfekt. For ja det var hun godt nok.

Pigen prøvede at komme tættere på hende, men Emily rakte den ene hånd advarende i vejret, hvilket omgående fik pigen til at standse. Hun stod brat og kiggede på Emily. Pigen rørte sig ikke ud af flækken. 

"Du er ikke rigtigt klog," blev hun ved. Emily rystede på hovedet, og vendte sig igen. Nej, hun var ikke rigtigt klog. Men det lavede ikke om på sandheden. Det lavede ikke om på noget som helst. 

"Fortæl mig, at du elsker mig. Fortæl mig, at du ville springe med, hvis jeg hoppede. Giv mig en grund til at lade være!"

Ønsket sad så brændende i Emily, at tårerne begyndte at løbe. "Jeg kan ikke mere! Og der er alligevel ingen der ville savne mig!" råbte hun grædefærdigt, og så igen på den smukke pige. Hendes smaragdgrønne øjne så rædselsslagne ud. Pigen lignede en der var ved at græde.

"Fortæl mig at du ville savne mig. Vis mig dine tårer, og giv udtryk for din angst!"

"Selvfølgelig er der det." Den smukke pige gjorde endnu en gang mine til at komme tættere på, men Emily stoppede hende igen.

"Hvem? Min fordrukne mor? Min bortrejste far? Mine sindsyge klassekamerater, som kun tænker på sex og penge?" blev Emily ved. "Fortæl mig hvem!" Det gav et stik i hjertet på Emily. Det var jo sandheden. Der var jo ikke rigtigt nogen der vil savne hende. 

"Sig at det er dig. Fortæl mig, at du vil være der for mig, for evigt, hvis jeg bliver i denne rædsomme verden."

Den smukke pige svarede ikke, og det var først der, at Emily oprigtigt overvejede at hoppe. Hvis ikke engang denne trudsel ville få pigen, som hun elskede til at indrømme sine følelser for hende, hvordan så? Var det virkelig rigtigt at der ikke var nogen der ville savne hende? Var der virkelig overhovedet nogen grund til at blive? Slet ikke? Hvad var meningen med livet, og med at være her? Hvis ingen ville savne hende eller tør sige deres følelser for hende? Så var der jo ingen grund til at leve mere. 

"Du kunne fortælle det til hende. Hvorfor kan du så ikke sige det til mig?" Emily gav slip med den ene hånd og så endnu en gang ned på den svimlende afgrund og bilerne under sig. Det er nu. Bare et skridt ud. Og så ville hun lande på jorden, foran alle de mennesker. Hun ville ligge der. Slap og blodig.

"Sig der er fordi du er bange for at miste mig. Fordi.. Fordi du virkelig elsker mig!"

"Hvem taler du om?" spurgte den smukke pige. "Kom nu bare ned derfra!"

"Nej jeg vil ikke! Og du skal overhovedet ikke komme et skridt nærmere." Emily blev rasende. Vred. Alt. Alle de dårlige minder kom frem, og det gjorde hende sur.

"Okay, så bliver jeg lige her," svarede hun, og lod sine arme hængende opgivende ned langs siden. "Men jeg bliver her indtil du er kommet ned."

"Så giv mig en grund til at komme ned. Bare én!"

Emily vendte sig endnu en gang, og betragtede pigen hun elskede for sidste gang. Og da gik det for alvor op for hende at hendes følelser aldrig ville blive gengældt, og at det havde været så naivt af hende at tro det. Selvfølgelig ville der ikke være nogen til at hjælpe hende, for ingen forstod hvordan hun havde det. Det gjorde ondt. Det gjorde rigtig ondt.

Hvem havde også prøvet at være så håbløst forelsket i deres bedste veninde, og bagefter fundet hende i sengen sammen med en anden?

Hun ville væk. Hun ville hen til et sted, hvor følelser og sorg ikke fandtes. Til et sted, hvor alting var meget lettere, og hvor folk ikke løj for hinanden. Himlen. Eller paradis? Hun begyndte at tænke på hvordan der ville være der. 

Hun så alle sine muligheder i de smukke grønne øjne. Alt det der ventede hende, hvis hun sprang. En verden uden skilte forældre, en verden uden alkohol, en verden uden utroskab og en verden fyldt med kærlighed. Pludselig havde den smukke pige en fuldstændigt modsat effekt på Emily. Hun gav hende lysten til at springe. Nu ville hun bare væk fra det hele. Ja det var nu. Kom nu, bare et skridt, og så er alt smerten væk. Ingen ville alligevel ikke ligge mærke til at hun var væk.

"Jeg troede at det vi havde var specielt!" skreg Emiliy anklagende. "Jeg troede at jeg i det mindste betød noget for dig!"

"Det gør du da også. Kom nu bare ned derfra, så skal jeg nok forklare dig det."

Emily sprang modvilligt ned og så afventende på den smukke pige.Efterhånden var der kommet tårer i hendes øjne, men det virkede stadig ikke som om at hun helt fattede, hvad der var ved at ske. Det gjorde Emily inderst inde heller ikke.

"Jeg var bange, okay?" 

"For hvad?"

"For at miste dig. Jeg var bange for at komme til at elske dig for meget!"

"For det hele, for dig og mig, og for det der var ved at ske. Emily, jeg tror virkelig at det er bedst, hvis vi bare er venner."

Det var dråben der fik bægeret til at flyde over. Det var den sætning, der fik Emily til at kravle op på hegnet, og se beslutsomt udover den store by. Det var det der gjorde hende sikker på, at det eneste rigtigt var at springe. Hun fik tårrer i øjene 

"Nej, stop!" Den smukke pige forstod det endelig. Endelig kunne Emily høre frygten i hendes stemme. "Kom nu ned! Please!" Hun kunne høre hende græde. 

"Sig til mig at du ikke mente det! Sig til mig at du brændende ønsker at vi skal være mere end venner!"

Ønskerne blev mere og mere desperate. Mere og mere umulige.

Men den smukke piges fortvivlede råb stoppede hende ikke. Hun kunne ikke være i en verden, hvor dette fantastiske væsen kun ville være hendes veninde. Hvem skulle så holde om hende og kysse hende, når hendes mor endnu en gang havde slået hende? Når hendes far endnu en gang havde glemt hendes fødselsdag? Ingen. Ingen ville være der. Intet. Hun var alene om det. 

Emily lod sorgen overvælde sig en sidste gang. Tænkte på alle de ting, som hun ikke længere skulle finde sig i. Den smerte som kun kunne blive fri for, blot ved en enkelt bevægelse.

Og så sprang hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...