Let her go - Justin Bieber (one shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 apr. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Færdig
Spillet bliver ved indtil nogen taber. Der er både tabere og vindere i det store player game, som mange drenge spiller. Normalt vinder drengene, og forlader pigerne med et knust hjerte. Men nogengange går spillet i forskellige retninger, og det hele vender sig. Og hvad sker der, når Justin finder ud af, at han tabte? Finder han ud af, hvor meget han elskede den rige, søde og bedårende Claire, når hun ikke længere er i nærheden af ham? Og finder han ud af, at det de havde, var så ægte, som det kunne være? *Justin er ikke kendt*

56Likes
49Kommentarer
2631Visninger
AA

2. One Shot - Let her go

 

Let her go. 

One Shot. 

 

"Føler du, at du har mistet noget vigtigt?".

 

Jeg sank ned i den behagelige lederstol, mens mit blik var klisteret ned mod gulvet. Rummet skulle bringe glæde og svar frem, men det gjorde mig kun utilpas, og jeg fik en underlig smerte i min mave. En smerte, som bredte sig rundt i min krop og havde lyst til at starte tårekanalen, og derved få mig selv til at græde overfor en fremmed dame, der prøvede at få svar ud af mig - det var hendes job. At hjælpe mig. Snakke med mig. Snakke om mine problemer. Men hvad skulle det hjælpe?

Mit ubehagelige og tavse blik kiggede direkte ind i hendes brune øjne, mens hun sad der med hendes medfølende blik. En lille blok med papir var placeret på hendes skød, mens hun havde en kuglepind - der skrev med sort blæk - i hånden. Hun ventede på, at hun endelig kunne skrive noget ned på det uberørte papir. Men i de sidste 2 timer havde jeg slet ikke bevæget mine læber, og hun havde ikke fået skrevet noget ned på hendes hvide, klatte papir.

 

"Justin, der er en grund til, at du er her - jeg er her for at hjælpe dig", hendes blide, falske stemme irriterede mine øre, og jeg havde lyst til at råbe af hende. Lukke min vrede ud. Lade det gå ud over hende.

 

Mit blik kiggede pludselig på det tikkende ur, der havde den samme sædvandlige tikkende melodi, som alle andre ure. Og ligesom alle andre ur, fik det min irritation til at stige, og min utålmodighed kunne næsten ikke holde mere. Jeg havde hørt på den lyd i 2 timer, og jeg kunne snart ikke holde til det længere. Kender i ikke det, når man er lige ved at knække? Måske når man har det for varmt, og solen stråler skinner direkte ned på dig, og du har lyst til at bevæge dig. Eller hvis du sidder i klassen, og der er 5 minutter tilbage af timen, men det eneste, du har lyst til, er at smutte? Jeg var ved at knække, hvilket helt sikkert var meningen. Var det derfor, de havde et tikkende ur herinde? For jeg syntes, at det tikkede mere end normalt? De ville knække folk.

 

"Hvad med, at du fortæller mig om..... Claire?", spurgte hun mig, efter hun havde læst navnet i hendes papirer, hvor der stod informationer om mig. Hun var desperat efter at få noget ud af munden på mig, ellers havde hun ikke nævnt Clairs navn. Alle vidste, at hun var mit ømme punkt. Alle vidste, at jeg var her - at jeg var sådan, at jeg havde forandret mig - på grund af hende.

 

Men i virkeligheden var det min skyld. Jeg fik en chance, og jeg spildte den. Hun var min, og jeg lod hende gå. Jeg lod mig selv begå mit livs største fejltagelse, det var derfor, jeg var her.

 

"Du var meget sammen med hende her i sommers? Var hun en slags sommerflirt?", hun fik et lille smil på læben, da hun udtalte de ord. Prøvede hun at få mig over på hendes side ved at snakke om noget, som betød alt for mig? Vidste hun ikke hvem jeg var?

 

Ja, hun var en psykolog. Men jeg var Justin Bieber, den ubesejrede dreng i verdens vildeste spil. Jeg var alt det, de fleste drømte om at være. Den populære, rige dreng, der kunne få alt, hvad han ønskede. Jeg var mester i det perfekte spil, hvor jeg legede med en masse pigers følelse, uden selv at blive forelsket. Alle respekterede mig. Nogen frygtede mig. Mange elskede mig. Mange savner den person, jeg var.

 

For da hun blev en del af mit spil, lod jeg hende overtage mig, uden at jeg bemærkede det. Lod hende komme dybt ind i mit hjerte, før jeg kunne nå at lukke det. Lod hende vide alle mine hemmeligheder, før jeg kunne nå at holde kæft. Jeg lod hende komme ind i mit liv.

 

"Claire Elizabeth Horner?", sagde hun overraskende og kiggede med store øjne på hendes informationspapirer, hvor alt info omkring mig stod. Mine bedste venners navne, mine Eks kærester navne, deres hobbyer, mine hobbyer, alt. "Hun er en overklasse pige. Det måtte have været svært for dig at være sammen med en pige som hende?".

 

Jeg sukkede dybt ud i luften og rettede mig op, mens mit provokerende blik stirrede på hende. Jeg kunne være sammen med alle de piger, jeg ville. Intet var besværligt for en som mig.

 

"Er der ikke snart en anden, som du skal irriterer?", spurgte jeg en smule flabet, mens jeg klappede mine hænder sammen. Hun blev ikke sur. Hun gav mig bare et venligt smil. Noget sagde mig, at hun var vant til typer som mig - stædige, hemmelighedsfulde typer, der ikke delte noget som helst med nogen.

 

"Jeg har ingen andre end dig i dag, og dine forældre vil have mig til at hjælpe dig, uanset hvor lang tid det tager. Så jo før du snakker, jo før kan du smutte ud og lave det, som 19 årige drenge som dig nu laver". 

 

Jeg nikkede kort og satte mig til at rette i stolen igen. Kunne hun virkelig holde mig her hele natten? Det bekymrede mig faktisk en del, fordi det gad jeg fandme ikke. Jeg kiggede lidt rundt i det store hvide rum. Det var første gang, jeg var her - og forhåbentligt var det også den sidste. Der hang nogle malerier et par steder på de hvide vægge. På malerierne var der malet noget beroligende, som huse ude på landet, en solnedgang og sådan. Der var også et par planter nogle steder, som nok også skulle gøre det hyggeligt. Men det var det ikke.

 

"Hvad tænker du på?", spurgte hun mig pludselig, mens jeg sad i mine egne tanker. Hun havde opdaget, at jeg kiggede rundt, mens min tankegang var kørende. Jeg svarede hende ikke - overraskende, ikke?

 

Jeg ville bare væk. Men jeg kunne kun komme væk, hvis jeg svarede på hendes lorte psykologiske spørgsmål, som gjorde mig skør i hovedet. Hvordan mon hun var, da hun var yngre? Man siger jo, at psykologer normalt har haft en lorte barndom og en besværlig teenageperiode og sådan, og så vil de gøre det godt igen ved at hjælpe folk. Hende her var sikkert en narkoman. Måske forelsket i en sindssyg person, som hendes forældre forbød hende at se, men hun forsatte med at være sammen med ham, hvilket betød, at hun trodsede hendes forældre. Til sidst opdagede hun virkeligheden og droppede ham. Begyndte på en psykolog-uddannelse og blev psykolog, så hun kunne sidde og høre på andre, som havde haft et lorte liv. Gjorde det hendes liv bedre? Nød hun at høre det? Eller elskede hun virkelig at hjælpe folk? Jeg gad godt at vide de ting, men på en eller anden måde, så var jeg fuldstændig ligeglad med hende. Hendes liv var hendes valg. Det var bare surt for hende, at hun tog de forkerte valg.

 

"Hvad vil du vide?", spurgte jeg hende sukkende, da jeg faktisk gerne vil ud af det her rum, som gav mig kuldegysninger over hele min krop. Hun smilende lidt og kiggede på mig. Hun vidste godt, at jeg ville ud herfra. Hun gennemskuede mig, men sådan var de jo.

 

"Føler du, at du har mistet noget, Justin? Noget vigtigt?", startede hun ud. Jeg sukkede endnu engang og rettede mig op, så jeg lignede en, der bare tog det en smule seriøst. Jeg folede mine hænder sammen og placerede dem på mine lår. Jeg kunne ikke rigtig beskrive mit blik, men jeg følte, at det var en blanding af såret og sur.

 

"Jeg føler, at jeg har mistet alt", lød det bestemt og sikkert fra mine egne læber. Jeg var chokeret over mig selv, men jeg kunne ligeså godt svare ærligt på hendes spørgsmål. Hun nikkede en smule og skrev det ned.

 

"Hvad har du mistet?", spurgte hun mig roligt. Hendes blik var oppe på mig igen. Hendes stemme fik mig virkelig til at indse, at jeg sad overfor en psykolog. Den var så blid og medfølende. Jeg hadede den, og jeg var helt sikkert ikke den eneste med den mening om hendes stemme.

 

Jeg kradsede på mine fingre, da jeg kom i tanke om det. Mit blik stirrede ud i luften, mens jeg tænkte tilbage på det. Minderne. De var sku også det eneste, jeg havde tilbage. Jeg tænkte på de 3 vigtigste ting i mit liv, som jeg havde mistet i løbet af sommeren og efteråret.

 

"Den eneste pige, som nogensinde betød noget for mig, min bedste ven, som altid var der for mig og mine forældres tillid", ordene strømmede bare ud af munden på mig. Jeg kunne høre kuglepinden kradse på hendes papir, og jeg forstilte mig det sorte blæk, som skrev alt ned, som kom ud af min mund.

 

Jeg havde rent ud og sagt mistet alt, hvad der betød for mig. Men det indså jeg ikke dengang. Claire gjorde mig blind, så jeg forsømte min bedste ven, og jeg troede ikke på ham, når han talte sandt. Han havde altid været der for mig, men jeg var der aldrig for ham.

 

"Fortæl mig om den pige", lød det fra hende.

 

"Hvad kan jeg sige, hun var min drømmepige".

 

Jeg smilede en smule og tænkte tilbage på vores første møde. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville møde hende bare sådan. Men det var skæbnen. Ligesom min bedste ven kaldte det, men jeg grinede bare af ham og kaldte ham skør.

 

Jeg husker tydeligt den sommerdag, som om at det var i går. 

 

"Justin, hent bolden!", jeg fjernede mit blik fra min mobil, da jeg hørte nogle råbe mit navn. Jeg kiggede over på mine 3 venner, der alle stod med store smil rettet mod mig. Der var noget ved alle 3 drenge, en lille beskrivelse, der gjorde dem unikke. Jami, Jay og Nathan. Nathan var min bedste ven, og vi havde været det siden, vi var 10. Jeg kunne stadig huske, da vi mødtes første gang.

 

Nogle andre og jeg mobbede ham, fordi han var en særling. Vi mobbede ham på skolens område, ude for skolen og overalt. Han turde ikke sige noget til hans forældre, fordi han var bange for os. Men så en dag, fik vi gæster en torsdag aften, og det var så ham og hans forældre, underligt nok fordi at mine forældre og hans forældre var gamle venner. Mine forældre tvang mig til at lege med ham, og siden den aften, var vi venner. Jeg fandt ud af, at han var en skide sød dreng, der bare var utrolig genert og underlig. Han glemte aldrig den tid, hvor jeg mobbede ham, og nogle gange nævnte han det, og jeg blev en smule flov. Fordi det var ikke normalt, at mobbere blev venner med ofrene. Ligesom at det ikke var normalt, at man blev forelsket i sine ofre.

 

Jami var en sej dreng, altså virkelig en kold type, der turde alt. Ingen kunne sige noget til ham, uden at det ville starte en diskussion, som han skulle vinde. Da vi mødtes første gang, var det for 2 år siden, hvor han også var sådan. (Han har sikkert været sådan hele sit liv) Jeg skulle op og hente min mad i skolen kantine, da det skete.

Jeg gik mod ham, og han gik mod mig. Romantisk, ikke?

Men så stødte vi ind i hinanden, ved et uheld, eller i hvert fald fra min side af, han gjorde det sikkert med vilje, fordi han var en hård type. Well, jeg sagde undskyld og ventede på, at han gjorde det samme. For sådan en type var jeg, jeg ville have retfærdighed - ja, sådan var jeg, da jeg var lille. En lille engel, der mobbede andre elever, men var sød overfor de voksne.

Da han ikke udtalte ordet 'undskyld", spurgte jeg ham, om han ikke burde sige undskyld, og der startede et slagsmål, hvor vi begge endte oppe på kontoret med blod og revner over det hele. Da vi sad og ventede ude foran kontoret - mens vi begge holdte en ispose på vores hoveder - startede vi en lille samtale, da der gik 3 timer, før vi kunne komme ind, så vi kunne ligeså godt snakke. Efter det besynderlige besøg var vi venner.

 

Jay var en mere rolig, fornuftigt og klog dreng. Før han mødte os, for 1 år siden, havde han styr på sit liv. Fik gode karakter, havde sine forældres tillid, og så var han upopulær, fordi han var en særling, eller nørd - call it what you want. Men så en dag skulle vi være sammen i matematik, hvor vi fik en lille snak. Han havde ingen venner på det tidspunkt, og det gjorde lidt ondt at høre, så jeg tog ham med i gruppen, og det var det bedste, som var sket. Han hjalp os med lektierne - eller lavede dem for os - og så var han utrolig sød og sjov. Men langsomt forsvandt den gode dreng inde i ham. Han gik ned i karakter, og på grund af de mange vilde fester til lang ud over natten, mistede han hans forældres tillid, hvilket var noget af det værste, der kunne ske. Men han blev populær, og alle betragtede ham som en af os.

 

Men det var mine 3 bedste venner. Selvfølgelig var Nathan den bedste. Jay var den kloge. Jami var den seje. Nathan var den omsorgsfulde, dreng, der bekymrede sig meget for andre. Og jeg var playeren, og den der vidste, hvordan man skulle score en pige. Sammen var vi den perfekte gruppe, der alle havde noget hver for sig, som gjorde os unikke.

 

"Hvor er den?", råbte jeg undrende tilbage til dem, mens jeg kiggede rundt på græsset, hvor der ikke lå en bold i nærheden. Ja, jeg havde været en smule fraværende med min mobil, mens de spillede fodbold, og jeg var ikke med. Men grunden var, at jeg aldrig havde været en fodboldtype, og det respekterede de heldigvis. Men når de skulle spille, så tog jeg med for hyggens skyld. Det skete dog, at jeg var med et par gange, men jeg havde det bare ikke i mig. Grunden til, at jeg var med i dag, var at jeg skulle hænge ud med Nathan senere. Og så også fordi, at det var dejligt vejr, og jeg ville være sammen med mine venner.

 

"Inde i skoven, den er tæt på dig", råbte Jami tilbage til mig, mens han pegede bag mig. Så bolden havde simpelthen fløjet over - eller ved siden af mig - uden at jeg havde bemærket det. Wow, jeg måtte se at tage en pause fra min mobil.

 

"Okay", råbte jeg højlydt tilbage, mens min stemme knækkede en smule under råbet. Pinligt.

 

Jeg lagde min mobil i lommen og bevægede mig ind i den lille skov. Jeg vidste ikke helt, om man kunne kalde det en skov, da der ikke rigtigt var noget skov over det. Der var måske 20 høje træer, en masse planter, som gjorde det naturagtigt og blomster et par steder. Det var mere hyggeligt end en skov, fordi en skov var så fandens mørk, og hvad end det her så end var, så var det lyst og behageligt. Jeg løb tit en tur i denne 'skov', når jeg skulle rense mit sind for al den frustration, der var i mit liv - der var en del. Jeg boede på den anden side af denne 'skov', som blev kaldt det fine kvarter, hvor Jami og Jay også boet. Nathan boede på et gods langt væk herfra. Jeg kunne huske, at jeg drillede ham med, at han boede så langt væk fra alting, da vi var yngre. Men da han blev 16, købte hans forældre ham en fed bil, så han kunne transportere sig frem og tilbage, mens mine forældre ville have, at jeg selv skulle tjene penge til en. Hvem grinte nu?

 

Jeg kravlede op af den lille bakke, som man skulle kravle - eller gå over - for at komme ind til den lyse, hyggelige skov. Der var meget græs rundt omkring, og der voksede blomster op overalt. Det var derfor, jeg elskede at løbe her, det var så beroligende. Fordi der ikke var så mange træer, så kunne solens stråler skære sig ind og lyse området op, men da der var et par træer, så var det også en smule mørkt, hvilket gjorde det hyggeligt. Forvirrende, i know.

 

Jeg gik ned til midten af det hele, hvor en solstråle skinnede ned på jorden. Mit blik farede rundt og ledte efter en rød foldbold, som havde kostet 1500 kroner. Jeg syntes, det var lige lovligt dyrt for en fodbold, men Jami var ligeglad, han elskede fodbold, og derved ville han have den dyre fodbold.

 

"Hey, leder du efter den her?", spurgte en lys stemme mig. Jeg vendte mig i en hurtig bevægelse og kiggede på en pige. Eller ikke bare en pige. En smuk pige. Jeg betragtede hende lidt og tjekkede hende ud. Smukt, langt, brunt hår. Brune øjne som matchede perfekt til hendes hår. Hun havde et blik af glæde i hendes øjne, som gjorde hende glad. Hendes lyserøde læber, gjorde det også indlysende, at hun var glad, da de bragte et smil frem. Hendes krop var slank og fin.

Det var derfor, jeg elskede sommer. Piger rendte rundt i korte short og toppe. Det gjorde hende her også.

 

"Ja, tak", sagde jeg smilende til hende og trådte tættere på. Jeg gav hende elevatorblikket, hvilket fik hende til at rødme en smule. "Hvem er du? Jeg syntes ikke, at jeg har set dig før?", fik jeg spurgt.

 

"Jeg er lige flyttet hertil med min mor", forklarede hun, mens hendes smilhuller, blev større. 'Hvor var hun smuk', det var det eneste, som jeg kunne tænkte på.

 

"Fedt", hørte jeg mig selv sige. Hun nikkede lidt, og jeg kunne pludselig mærke, at det blev akavet. Og det måtte det ikke. "Men velkommen til, jeg hedder Justin", sagde jeg imødekommende og rakte min hånd ud, så hun kunne give mig hånden.

 

"Jeg hedder Claire", lød det grinende fra hende, da hun gav mig hånden og så genert ud. Jeg kunne ikke lade være med at smile over hendes grin, da det var ret sødt.

 

"Justin, har du fundet den?", lød det råbende fra Nathan, der begyndte at blive en smule bekymret for mig.

 

"Jeg må hellere gå, men det kan være, at vi mødes igen?", sagde jeg venligt til hende, mens jeg ventede på, at hendes smil skulle komme frem. Jeg kunne godt lide, at forlade piger, som jeg lige havde mødt.

 

Grund? Det gjorde dem mere ivrige.

 

Ventetiden var det værd. Et sødt smil kom frem på hendes smukke læber, som jeg allerede nu havde lyst til at kysse.

 

"Det håber jeg", lød det bestemt fra hende. Havde jeg allerede fanget hendes interesse? Det kunne da ikke blive bedre. Normalt planlagde jeg mine mødre med mine ofte, men dette kom så pludseligt, at det var perfekt. 

 

"Ses", med det ord vendte jeg mig om og gik tilbage til drengene, som sikkert ventede utålmodigt på deres bold.

 

Jeg havde et lille smil fremme på mine læber, da jeg kom til syne på fodboldsbanen. Men de skulle helst ikke bemærke det, for de skulle ikke vide, hvad der lige var sket. Når Nathan og jeg var alene, så skulle han høre om vores møde, men de andre skulle kun høre om hende, når jeg havde haft sex med hende. Sådan var det jo. Nathan skulle høre om det romantiske, mens de andre skulle høre sejren.

 

"Endelig", råbte Jami, da jeg kom råbende over med bolden. Jeg rystede bare svagt på hovedet og gav dem alle et smil. Så kastede jeg bolden over til dem, og de begyndte med det samme at spille det åndsvage spil, som ikke gav mening overfor mig. Jeg kiggede lidt på deres fødder, der viklede sig rundt om hinanden. Jami var ret god til det med tricks, så han kunne få bolden til at gøre, som han ville.

 

Jeg drejede mit hoved bagud, så jeg kiggede ind mod den lyse skov, mens jeg havde et lille smil fremme. Jeg håbede virkelig på, at jeg ville møde hende tilfældigt igen. For hun var virkelig yndig, og hun boede sikkert i nærheden af mig, da hun gik en tur i den lille skov, som var placeret i nærheden af mit kvarter. Åhh, jeg kunne næsten ikke vente med at fortælle om hende til Nathan. Han ville sikkert sige, at det var skæbnen. Ad. Sådan noget troede jeg ikke på. 

 

"Da du så hende første gang, hvad var det første du tænkte omkring hende?", efter den lange fortælling, skulle hun straks vide mere. Holdte hun aldrig pause? Hmm, hun var sikkert glad for at jeg talte, og hun følte sikkert, at der ikke var en tid at spilde, da jeg kunne holde op med at snakke når som helst.

 

"At hun bare var en del af legen", mit svar fik hende til at kigge undrende på mig, og hun lagde kuglepinden ned på blokken, som om at hun holdte en pause med skriveriet.

 

"Hvad omhandler denne leg?", spurgte hun interesseret, mens hendes alvorlige øjne stirrede direkte på mig. Jeg sukkede lidt og trippede lidt med mit ben. Jeg syntes, det var akavet at forklare legen til en voksen, da de nok forstod det som noget forkert. De forstod ingenting.

 

"Det er mere et spil, som de fleste drenge spiller", startede jeg ud, mens jeg lød en smule nervøs. Hun nikkede svagt og fulgte godt med. "Man finder en pige, kraver sig dybt ind i hendes hjerte, bliver en del af hendes liv, har sex med hende og dropper hende dagen efter. Hvis man klarer det, har man vundet". 

 

Hun så ikke bekymret, frustreret eller irriteret ud, efter jeg sagde det. Ingen voksne kendte til spillet, fordi de havde andre meningen omkring det. De ville stoppe vores spil, hvis de vidste, at vi gik rundt og ødelagde piger. Men hende her havde tavshedspligt, tror jeg nok.

 

"Hvad er formålet ved legen?", lød det forbavset fra hendes læber. Hun var måske lidt chokeret over spillets regler. Who could blame her? De fleste blev lidt forbavset over spillet.

 

"Have det sjovt", sagde jeg og trak på mine skuldre. Det var faktisk et svært spørgsmål, fordi der var ikke rigtig var noget formål ved det hele. Det var kun sjov og ballade.

 

"Er det sjovt at knuse pigers hjerter?", spurgte hun mig alvorligt. Jeg sank en lille klump i halsen, da hun tog det en smule personligt, som om at hun engang blev såret. Eller måske havde hun en datter på min alder, der havde været udsat for det samme? I don't know. Hun lignede i hvert fald en, som tog det personligt.

 

Jeg svarede hende ikke. Mest fordi at jeg ikke kunne finde på nogen ord at udtale.

Hun rystede svagt på hovedet, og det lignede, at hun slog tanken væk og ville begynde på et nyt emne.

 

"Du siger, at du mistede din bedste ven? Kan du forklare det?", spurgte hun mig bekymret. Hun havde slået tanken væk omkring spillet, og så gik hun direkte over til et andet følsomt emne - min bedste ven.

 

Jeg havde stadig ikke fattet, hvordan jeg kunne miste ham bare sådan. Han havde altid været der for mig, og pludselig gik han bare væk, og vi var ikke længere bedste venner. Det var underligt. Det skete bare så pludselig. Den person, som jeg stolede mest på, forlod mig. Og jeg vidste ikke engang hvorfor.

 

Han var der for mig, men jeg var ikke der for ham. 

 

"Vi var altid sammen, vi fortalte hinanden alt, vi lavede alt sammen - og pludselig var han der bare ikke mere".

 

"Så, skal vi hænge ud over i parken og glo på piger?", spurgte Nathan mig, mens han var ret begejstret over sin egen ide. Faktisk plejede vi begge at være begejstret over den ide, men på en eller anden måde, så var jeg forandret. Jeg var ikke i humør til at glo på piger, hvilket var meget usædvanligt for mig, specielt om sommeren. Det var noget, som Nathan og jeg tit gjorde, når solen var højt oppe på himlen - tjekke piger ud. De rendte rundt i deres små shorts og toppe, og drenge som mig elskede at tjekke dem ud. Men ikke i dag.

 

"Jeg skal være sammen med Claire", sagde jeg med et lille smil. Solen skinnede kraftigt oppe på den skyfrie himmel, og vejret var perfekt til hvad som helst. På en eller anden måde, så gjorde vejret mig glad, og det var normalt ikke vejret, som gjorde mig glad. Men måske var det ikke kun tanken om det gode vejr, som gjorde mig glad? Okay, jeg var glad.

 

"Du er meget sammen med hende", lød det undrende fra Nathan. Jeg stoppede hurtigt op og kiggede dumt på ham. Han kendte spillet. Han kendte mig. Hvorfor syntes han, at det var underligt, at jeg tilbragte så meget tid med en pige?

 

"Det er jo meningen - spillet?", lød det grinende fra mine egne læber, men det så ikke ud som om, at Nathan fandt det sjovt.

 

"Jamen, du er meget sammen med hende, mere end du plejer", sagde han bedrøveligt. Jeg kiggede dumt på ham, mens jeg prøvede at forså, hvad han talte om, men det var umuligt.

 

"Kan du måske forklar det, så jeg kan forstå det?".

 

"Siden du mødte hende for 2 uger siden, har du bare været anderledes", startede han ud, mens han sukkede irriteret. Jeg gav ham et provokerende blik, da jeg ikke selv syntes, at jeg var anderledes. "Jeg tror, at du har fået følelser for hende".

 

Jeg fattede ikke, at min bedste ven, som havde kendt mig i så mange år, kunne sige det. Jeg kunne ikke have følelse for nogen som helst, og det vidste han da udemærket godt.

 

"Hør her, hun er bare en pige!", lød det bestemt fra mig, mens jeg havde et beroligende smil fremme. Han rystede svagt på hovedet, mens hans alvorlige blik skræmte mig en smule. Det her var ikke normalt. Han opførte sig ikke, som han plejede. Jeg havde måske også forsømt ham meget i den seneste tid, men det kunne han da ikke være sur over?

 

"Så har du vel intet imod at aflyse jeres aftale og hænge ud med mig?", spurgte han mig seriøst, mens han hævede øjenbrynene.

 

"Ej, nu er det jo aftalt, så kan jeg ikke bare aflyse".

 

"Det giver jo ikke nogen mening. Man skal jo lave en aftale for at aflyse", nu begyndte han at blive sur på mig. Når han rettede mig, og når han kløede sig i nakken, betød det, at han var sur. Normalt var det ikke mig, som det gik ud over, da han aldrig var sur på mig.

 

"Nathan", sagde jeg sukkende og holdte ham på skulderne, så han måske kunne forstå bedre. I don't know. Det virkede på pigerne. "Jeg kan ikke lide hende, hun er bare et af mine ofre".

 

"Jeg fatter ikke, at du prøver at lyve overfor mig, som om at jeg bare er en random person", lød det surt fra ham. "Jeg kender dine tricks". Han slog min hånd væk fra hans skulder og kiggede skuffende på mig. "Men måske er det bare, hvad jeg er overfor dig nu - en random person".

 

Han begyndte at gå langsomt bagud, mens han kiggede på mig med et underligt blik, som var en blanding af vrede, skuffelse og såret. Jeg havde et blik, som skulle hentyde til tilgivelse, men han var for sur og skuffet til at overveje det.

 

"Du har fået følelser for hende, og når du indser det, skal du ikke ringe", med de rolige og fastbesluttet ord fra hans læber vendte han sig om og gik i et rask tempo væk. Jeg var mundlam. Jeg kunne ikke få en stavelse ud af mine læber, det var det samme med min krop, den kunne ikke bevæge sig.

 

Min hjerne kunne ikke finde ud af, hvad der skete i dette øjeblik. Min bedste ven forlod mig. Min bedste ven svigtede mig. Han troede, at jeg var blevet forelsket i en pige. Tænk at han ikke kendte mig bedre. Måske var det godt, at han gik. Han forstod jo ingenting. 

 

En tåre trillede ned af min venstre kind, da jeg tænkte over det, som jeg lige havde sagt. Jeg havde ikke set ham siden sommers, og jeg vidste faktisk ikke, hvad han gik rundt og lavede. Det eneste, jeg vidste, var, at han ikke var i nærheden af mig mere.

 

"Så på grund af denne Claire, mistede du din bedste ven?", spurgte hun mig og gav mig en serviet, så jeg kunne tørre vandet fra min kind væk. Jeg havde ikke grædt siden jeg var 10, hvor min hund døde. Jeg husker tydeligt, at jeg ikke vil snakke med nogen, og løb derfor over til mit hemmelighed gennemsted i den lyse skov, hvor Nathan kom ud til mig og trøstede mig. Han var der altid for mig. Og jeg indså først langt tid efter, han forlod mig, at jeg aldrig havde været der for ham. Hvad var jeg for en ven?

 

"Han tog sit valg og gik", hørte jeg mig selv sige, mens jeg havde et tilfredsstillende blik, som enhver kunne se, var falsk. Jeg hadede at snakke med folk om ham, fordi jeg følte, at jeg kunne have gjort noget det. Men hvis jeg skulle have gjort noget for at få ham til at blive, skulle jeg overgive mig. Og sådan en person var jeg jo ikke.

 

"Savner du ham? Føler du, at du behøver ham nu?", de 2 spørgsmål fra hende fik det til at stikke lidt i mit hjerte. Jeg havde faktisk aldrig tænkt på det, før nu. Normalt når jeg behøvede ham, ringede jeg bare til en anden, men inderst inde vidste jeg jo godt, at det ikke var det samme.

 

"Nogen gange", indrømmede jeg og kiggede ned i gulvet. Tænk at jeg indrømmede det overfor hende? Mange af mine venner havde spurgt ind til det op til flere gange, uden at jeg svarede. Mine forældre havde prøvet at få sandheden ud af mig, men jeg ville ikke snakke om ham med nogen som helst. Jeg var sur på ham. Men jeg savnede ham dog også.

 

"Måske skulle du prøve at kontakte ham igen?", forslog hun. Jeg fik et lille smil på læben og kiggede op på hende. Som om at jeg ikke havde tænkt på det en million gange. Jeg havde slet ikke tal på, hvor mange gange jeg havde siddet med min telefon i hånden og ville ringe til ham og sige undskyld. Men jeg kunne ikke.

 

"Nej, vores venskab er slut", lød det bestemt fra mig selv.

 

Hun nikkede svagt og sukkede. Det lød som om, at vi skulle skifte emne.

 

"Hvad skete der med dig og hende pigen?", spurgte hun mig, mens hun havde et nysgerrigt blik. Når alt det her var slut, ville hun vide, at Claire var grunden til, at jeg sad her.

 

"Vi forsatte med at se hinanden, og vi tilbragte meget tid sammen. Jeg fortalte hende mine hemmeligheder, og hun fortalte sine", jeg fik et lille smil på læben, da jeg tænkte tilbage på den tid, hvor vi sad i hendes kæmpe seng og råhyggede, mens vi lærte hinanden at kende. Aldrig havde jeg siddet med en pige sådan der. Jeg åbnede mig op for hende.

 

Og det var måske fejlen. 

 

"Mine forældre kunne bare ikke sammen mere, så de valgte at blive skilt, og min mor og jeg flyttede hertil byen", jeg kunne ikke få nok af Claires fortællinger om hendes liv.

 

Hun havde faktisk et perfekt liv, da hendes forældre var sammen. 2 forældre, begge rige, lykkelige og søde. De boede i et kæmpe hus ude for New York. Hun havde også fortalt mig, at det var meget svært for hende at forlade hendes veninder i byen for at flytte hertil, men Claire vidste, at hun måtte gøre det for hendes mor, da hendes mor gerne vil væk. 

 

Claire var en perfekt, rig, bedårende, sød pige, som havde en vidunderlig personlighed. Og så var hun køn. På en eller anden måde, havde jeg fundet min drømmepige.

 

"Hvad med dine forældre?", spurgte hun mig.

 

Vi lå begge i hendes seng, som var ufattelig blød. Hun lå i mine arme, og jeg elskede det. Eller jeg kunne godt lide det. At elske det var måske lige i overkanten, da det ikke betød noget for mig overhoved, det hele var bare en del af planen - vinde spillet.

 

"Mine forældre er stadig sammen, mere eller mindre. Jeg tror, de ville have det bedre, hvis de var skilt", jeg lod et lille smil pacere på mine læber, så hun ikke skulle tro, at jeg hadede dem eller noget. Hvilket jeg ikke gjorde. Jeg elskede mine forældre over alt på jorden, og jeg respekterede dem meget. Deres tillid betød meget for mig.

 

"Tro mig, du er glad for, at de er sammen", hun kiggede trist ned på hendes fingre, der lå på mine lår. Vi havde vidst ramt et ømt punkt der. Men det var også klart. Når man var vant til at bo sammen med ens forældre, mens man havde tanken om, at alt var okay, og at det pludselig ikke længere var, måtte være et mareridt.

Jeg lagde min arm ordentlig rundt om hende og trøstede hende så godt som jeg nu kunne. Jeg havde aldrig været den bedste trøster. Jeg havde jo altså været den, som knuste. Sikke en forskel.

 

Der var lidt tavshed mellem os i et par minutter, og det fik mig til at bemærke, hvor mørkt det var udenfor. Jeg vidste ikke helt hvorfor, men jeg kiggede rundt på hendes lyse værelse, hvor mørket fra vinduet, var en smule uhyggelig. Eller hyggeligt. Jeg kunne ikke helt bestemme mig.

 

"Justin?", hun pillede lidt med min trøje ved at glide hendes finger let hen af den, mens hun så spørgende på mig.

 

"Ja", sagde jeg smilende til hende.

 

"Hvor skal vi hen med det her?", spurgte hun mig og kiggede dybt ind i mine brune øjne. "Jeg mener, jeg føler lidt, at vi er mere end venner, men alligevel ikke", lød det fra hendes smukke læber - som jeg ligesom første gang, jeg så hende - havde lyst til at kysse.

 

"Det ved jeg ikke", jeg følte, at der var lidt usikkerhed omkring mig selv, og det var en underlig følelse, men normalt spurgte pigerne ikke om det. Hende her var bare så anderledes. "Hvad syntes du?", spurgte jeg hende, mens jeg fik et lille smil frem på mine læber. Men hun så bare en smule nervøs ud, som om at dette øjeblik betød alverdens for hende.

 

"Jeg kan virkelig godt lide dig", sagde hun smilende og bestemt til mig. Men så satte hun sig pludselig op og kiggede alvorligt på mig. "Men hvordan skulle jeg vide, at du ikke bare er en dreng, som ville lege med mine følelser?".

 

Jeg satte mig op ved siden at hende og tog min arm omkring hende, mens jeg havde et selvsikkert udtryk. Denne her havde jeg været igennem hundrede gange - altså piger der spurgte om jeg legede med deres følelser. Thi.

 

"Fordi jeg også rigtigt godt kan lide dig", jeg vidste, at jeg løj, men på en eller anden måde, så føltes det så rigtigt at sige det til hende. "Jeg tror, det er skæbnen der har bragt os sammen".

 

Hun fik pludselig et sødt smil på hendes læber, også kom blikket. Det blik, hvor man kigger på hinandens læber, lige før man kysser. Hun kiggede hele tiden på mine læber, efter jeg havde sagt det, og jeg vidste, at det var tegnet. Jeg tog stille min hånd op til hendes kind og placeret den stille, så jeg holdte hendes hoved oppe. Så bevægede jeg mine læber tættere på hendes, og da vi begge lukkede øjnene, vidste jeg, at jeg var tættere på målet end aldrig før.

 

Men.

 

Da vores læber ramte hinanden, fik jeg en underlig følelse i maven. Det var ikke sejr. Nej. Det var som om, at jeg kunne lide at kysse hende, altså sådan rigtigt. Jeg prøvede at ignorere den underlige - men dejlige - følelse i min mave og koncentrere mig om mit offer. Det lykkedes, og jeg tænkte ikke mere over det.

 

"Wow", lød det fra hende, da vi havde trukket os fra hinanden. Vi havde begge et stort smil fremme, og hendes smil var så stort, at man kunne se hendes smilhuller. "Betyder det, at vi er mere end venner?", spurgte hun mig nervøst.

 

Gik jeg for langt med det her? Jeg havde aldrig skulle været kærester med en af mine ofre for at fuldføre min mission. Men skulle det virkelig til? Jeg vidste ikke, hvad jeg tænkte på, da jeg svarede hende, men jeg gættede bare på, at jeg var desperat for at vinde.

 

"Ja, jeg tror, vi er kærester", lød det meget overbevissende fra mine læber af. Hun blev så glad, at hun kyssede mig heftigt på munden, mens hun smilende stort. Det kunne mærkes. Hun var glad. 

 

"Var du glad?".

 

Jeg kiggede trist op på hende, mens jeg prøvede at ignorere den stikkende smerte i mit hjerte, som borede sig dybt ind i mit indre, og lavede et lille hul. Jeg havde ikke tænkt på det øjeblik før, og nu forstod jeg, at det gjorde mig trist. Jeg vidste ikke, at det betød så meget for mig.

 

"Det tror jeg", lød det usikkert fra mine egne læber, mens jeg kiggede undrende ned i gulvet. Var jeg virkelig lykkelig på det tidspunkt? Gjorde hun mig lykkelig?

 

Jeg var aldrig ægte-glad, når jeg var sammen med mine ofre, så hvorfor var jeg det sammen med hende? Jeg forstod ingenting nu. Eller det var faktisk som om, at jeg forstod virkeligheden mere og mere - den var ikke rar.

 

"Ville du ønske, at du kunne gå tilbage og lave om på det, som du gjorde?", spurgte hun mig, mens hendes øjne ikke skjulte noget - hun var nysgerrig. Det, som jeg gjorde, var forfærdeligt, men hun vidste slet ikke, hvad jeg gjorde. Min fejltagelse. Mit livs største fejltagelse.

 

"Du ved jo ikke, hvad jeg gjorde - måske er jeg stolt over det?", der var en del usikkerhed over min stemme, da jeg prøvede at virke sikker. Jeg var ikke en person, som ville gå tilbage og lave om på noget. Sådan var jeg jo ikke. Jeg var stolt over alt det, som jeg havde gjort i fortiden. Var jeg ikke?

 

"Det lyder ikke som om, at du er stolt", hørte jeg hende sige. "Men mere, at du vil lave om på noget. Hvad er det, Justin?", spurgte hun mig, mens hun satte sig mere lodret. Jeg tror, at mine fortællinger, havde fået hende til at slappe en smule af. Men nu blev det spænende.

 

"Det er ikke noget. Jeg gjorde bare det, som jeg skulle gøre", hvis mine venner havde været her, så ville de kunne bekræfte, at jeg løj. Ja, jeg løj. Det var måske nemt at se på mig, at jeg løj. Og man skulle ikke lyve overfor en psykolog. De kunne fornemme, at man løj.

 

"Kom nu, jeg er her for at hjælpe. Fortæl mig nu, hvad du gjorde", lød det bestemt fra hende, mens hun havde et venligt smil fremme.

 

Jeg kiggede håbløst ned i gulvet, mens jeg prøvede at komme i tanke om det, som skete. Det var noget, som jeg prøvede at glemme, og nu skulle jeg tage det op igen? Det var da ikke helt fair.

 

"Vi havde været sammen i 4 uger, da jeg begik en stor fejltagelse", hun spidsede begge sine ører og kiggede interesseret på mig. "Det var til en fest. Og det var Clairs kusine, som holdte den, og det var også Clairs kusine, som var problemet", jeg sank en klump i halsen, da jeg skulle til at fortælle hende om det. Mit livs værste fest. 

 

Festen var stor og vild. Jeg havde været til mange fester, men aldrig havde jeg været til sådan en fest. Musikken var høj og fed, udsmykningen var interessant og lysende, alt var bare federe end de andre fester. Men det var jo sådan rige mennesker festede, de sparede ikke på noget som helst. Godt nok var jeg også rig, men jeg gik kun til de billige fester, som mine venner holdte.

 

Claire havde taget mig med til hendes kusines 18 årige fødselsdagsfest, hvilket var en oplevelse for livet. Det blev holdt i et kæmpe hus, hvor der nok kunne være plads til alle i byen. Man skulle faktisk tro, at alle i byen var med, fordi der var så mange mennesker. På grund af de mange mennesker i det store fine hus, var der regler, og hvis man ikke holdte dem, blev man smidt ud.

1) I må være udenfor ved poolen, inde i køkkenet og stuen, og ovenpå er forbudt.

2) Hvis i skal være alene, skal i bede om en nøgle, og så vil Jasmin vise vejen til gæstevrelserne.

 3) Det er strengt forbudt at være på kontoret!

 

Ja, der var kun 3 regler, og til at starte med, så respekterede jeg de regler. Men jeg havde altid været en regelbryder, da jeg var yngre, og jeg var slet ikke forandret på det område.

 

Jeg havde været til festen i 3 timer, og det kunne mærkes. Alkoholen kørte rundt i mit blod og slørrede mit sind, så jeg faktisk ikke vidste, hvad jeg gjorde eller lavede. Jeg kunne ikke finde Claire, selvom jeg prøvede, da jeg gerne vil væk herfra, før jeg gjorde noget forkert, hvilket jeg fornemmede, at jeg snart ville gøre. Og jeg ville ikke gøre noget forkert.

 

Jeg gik usikkert gennem alle menneskerne, som alle smilende til mig, og nogen hjalp mig, når jeg var med at falde. Ja, jeg var stank stiv. Men det var da rart, at der var søde mennesker til festen, som hjalp mig.

 

Problemet med Clairs kusine, Jasmin, var at de lignede hinanden meget. De havde begge brunt hår, brune øjne, den samme kropsform, og deres stemmer var meget ens, og når man var fuld, ligesom jeg var, kunne jeg overhoved ikke kende forskel. Hvilket var et kæmpe stort problem, da jeg var pisse fuld, og jeg var lige på kanten af grænsen til at gøre noget forkert, som at kysse andre piger.

 

"Claire?", jeg fandt en pige, som sad på trappen, mens hun så en smule såret ud, hun hang i hvert fald lidt med hovedet. Jeg var ret sikker på, at det var Claire, så jeg satte mig ned ved siden af hende og kyssede hende på kinden. Hun kiggede smilende på mig, og det var tydeligt, at hun kunne se, at mine øjne var helt tøvet. Det grinede hun lidt af.

 

"Kom", hun rejste sig op og tog min hånd, jeg håbede på, at vi skulle væk herfra. Men i stedet for at gå ud af hoveddøren, så gik vi op af trappen, hvor det var forbudt at være. Og ikke nok med at være ovenpå, vi gik ind på kontoret, som sikkert var hendes fars. Det var streng forbudt at været her, hvilket var forståeligt, da der nok var en masse vigtige ting rundt omkring. Specielt på skrivebordet.

 

Vi ville få så meget ballade, hvis Jasmin fandt ud af, at vi var her.

 

"Claire, hvad skal vi her?", spurgte jeg hende, mens jeg prøvede at holde mit blik på hende, men det var svært, fordi alt kørte rundt inde i mit hoved.

 

"Shhhhhh", hun lagde en finger på min mund og gik tættere på mig, mens hun havde et flirtende udtryk, wow, det vidste jeg ikke, at hun havde i sig.

 

Hun fjernede hendes finger og kyssede mig på munden, og der gik ikke lang tid før, vi havde gang i bevægelserne. Mine hænder ravede rundt på hendes krop, mens hendes hænder rodede rundt i mit hår. Jeg havde virkelig drømt om det her i lang tid, men jeg regnede bare med, at Claire ikke var klar endnu. Men mine mange drømme om hendes krop, var vist kun en underdrivelse, hendes krop var mere end perfekt.

 

Jeg fjernede alt på skrivebordet og smed det ned på gulvet, og så tog jeg fat i Claire og løftede hende op på skrivebordet, hvor jeg kyssede hende heftigt, mens hun tog min skjorte af. Jeg var godt i gang med at lyne hendes kjole ned bagi, mens jeg kyssede hendes kavalergang heftigt. Tænk, hvis Jasmins far kom hjem og så, hvad vi lavede på hans skrivebord. Det var heftige ting. Jeg holdte mine hænder på hendes lår, mens jeg kyssede hende intens ned af hendes hals, mens et par støn undslap hendes læber. Hvor var det fedt.

 

Bare tanken om at folk festede nedeunder, mens vi kysede i det forbudte rum. Jeg elskede at være en regelbryder. Det her, var så vildt. Følelse af hendes berøringer i mit hår, mens hendes hidsige støn lavede en genlyd i mine øre, var ren nydelse.

 

Pludselig blev vi forstyrret af et lys fra en åben dør, som gjorde, at vi stoppede.

 

"Justin?", lød en velkendt stemme fra døren. Jeg var blevet en smule mere ædru af den hede omgang, vi havde haft, så jeg kunne nærmest se alt klar nu. Problemet var bare, at det var helt mørkt herinde.

 

Jeg kiggede over på personen, og det var som om, at forvirringen var brudt sammen og gjort mig til en slem person, der var utro - fuck. Jeg kiggede frem og tilbage på personen ved skrivebordet, og personen ved døren. Fuck. Det var Jasmin, jeg havde gang i. Hendes kusine, og ikke Claire. Hvordan kunne jeg ikke se det? Og hvordan kunne Jasmin lade mig gøre det? Jeg kiggede tilgivende og såret på Claire, hvor tårerne rendte ned af hendes kunder, mens hun så endnu mere såret ud end mig.

 

"Vi er så færdige", råbte hun og løb væk. Jeg fattede pludselig alt, hvad der skete og løb efter hende, mens jeg kun havde bukser på, så folk kunne godt regne ud, hvad der var sket. De kiggede da også efter os, mens de havde undrende blikke rettet mod mig og min halvnøgne krop.

 

"Claire, vent", jeg løb ned af trappen, mens jeg prøvede at komme forbi alle menneskerne.  Jeg skubbede dem hårdt væk og løb forbi dem.

 

Det var umuligt at finde hende, der var alt for mange mennesker. Jeg stod fortabt i mængden af dem alle og kiggede såret rundt. Jeg var stadig ikke helt sikker på, hvad der var sket, men jeg regnede med, at jeg havde mistet hende.

 

Fuck. Fuck. Fuck. 

 

"Så, du havde faktisk aldrig sex med hende?".

 

Jeg hørte dårligt efter, hvad hun sagde, da jeg var fortabt i mine egne tanker. Jeg sad med folede hænder og kiggede trist ned i gulvet.

 

"Hun var væk dagen efter", lød det mumlende fra mig selv. Jeg ignorere hendes spørgsmål og snakkede lidt med mig selv, men i virkeligheden hørte hun jo efter. "Hun var rejst hjem til sin far i New York, og hun kom aldrig tilbage". Tårerne trillede langsomt ned af mine kinder, da jeg tænkte på, hvad jeg havde mistet.

 

"Så, du ved altså nu, at Nathan havde ret?", spurgte hun mig, efter hun havde givet mig en serviet. Jeg kiggede skuffet op på hende. Jeg var ikke skuffet over hende, men over mig selv. Ja, jeg var skuffet over mig selv.

 

"Ja, han havde ret, og jeg ser det først nu", jeg sad med store øjne, da jeg faktisk fattede det. Han havde ret. Jeg havde følelse for hende. "Og nu er han også væk", lød det såret fra mig selv.

 

"Fortryder du nu?", spurgte hun mig.

 

Jeg kiggede ud af det store vindue, som havde udsigt ud til hele byen. Vejret var noget lort. Himlen var grå, og det begyndte sikkert snart at regne. Men sådan var det jo om efteråret. Det var derfor, at jeg bedst kunne lide sommeren, også selvom det havde været den værste sommer i mit liv.

 

"Igennem alt det her, har jeg mistet min bedste ven, min store kærlighed, og mine forældre stoler ikke længere på mig", forklarede jeg hende. "Så ja, jeg fortryder alt!", fastslog jeg hårdt og bestemt.

 

Jeg rejste mig op i en hurtigt bevægelse og gik over til det store vindue, der var større end mig. Jeg kiggede ud af vinduet, hvor vejret beskrev perfekt, hvordan jeg havde det lige nu - af lort til. 

 

"Hvordan har du mistet dine forældres tillid?", spurgte hun mig nysgerrigt. Jeg sukkede en smule, mens jeg betragtede tilværelsen udenfor. Jeg kunne se alle de stressede mennesker der gik frem og tilbage. De mange biler, som holdte i kø, og alle de små børn, der græd, fordi de ikke gad vente på grønt lys. Alt dette mens jeg var her.

 

"Efter alt det, som jeg har gjort den seneste tid. Efter jeg har været så underlig og bare gjort, hvad jeg ville. Så stoler mine forældre ikke længere på mig", lød det sukkende fra mig selv. Jeg havde haft uendelige mange skænderier med dem, og de endte aldrig godt. De endte altid med, at de smed mig ud, og så kom jeg hjem 3 dage efter, og alt virkede normalt. Men den samme rutine skete normalt et par dage efter.

 

Var hun virkelig det værd? Jeg mener, det var meningen, at hun skulle være en del af spillet, men i stedet for, blev hun en del af mit liv. På grund af hende mistede jeg min bedste ven, fordi jeg ikke kunne indse sandheden. På grund af hende mistede jeg mine forældres tillid, fordi hun gjorde mig skør. På grund af hende var mit liv lort. På grund af hende følte jeg, at jeg manglede en i mit liv - hende.

 

"Hvis jeg havde en tidsmaskine, hvor ville du så rejse hen for at ændre fremtiden?", spurgte hun mig. Jeg vendte mig om og kiggede alvorligt på hende. Jeg tænkte mig godt om, for der var så mange ting, som jeg ville ændre. Måske ville jeg rejse tilbage til den tid, hvor Nathan forlod mig, og så ville jeg give ham ret, og han ville stadig være her. Måske til et par uger siden, hvor jeg stadig havde mine forældres tillid, og rette på mine fejl.

 

Nej, jeg havde en bedre end.

 

"Til den dag, hvor jeg mødte Claire. Jeg ville sørge for, at jeg ikke kom med ned til fodboldsbanen, derved skulle jeg ikke hente bolden i den lyse skov, og jeg ville ikke have mødt hende", svarede jeg. Jeg var godt tilfreds med mit svar, for selvom hun gjorde mit liv godt på mange måder, så savnede jeg det liv, om jeg havde før. Hvor folk kendte mig som den person, der aldrig havde fået et knust hjerte. Den person, som fik lov til at gøre alt af sine forældre, fordi han havde deres tillid. Den person, som havde den bedste ven i verden. Den person, som alle misundte.

 

Den tid savner jeg.

 

"Okay, lad mig så spørge dig om dette", hun rettede sig endnu engang lidt frem og gjorde klar til et af hendes spørgsmål. "Hvis du kunne få Claire tilbage hertil, ville du så bede om tilgivelse?", spurgte hun mig.

 

"Ja, det tror jeg", lød det sikkert fra mig selv, mens jeg nikkede svagt. Jeg tror, jeg elskede hende. Det var bare surt, at jeg først fandt ud af det nu.

Hun nikkede svagt og lænede sig tilbage i stolen.

 

"Hun vil nok aldrig tilgive dig. Din bedste ven kommer nok aldrig tilbage. Dine forældres tillid er opbrugt, på grund af hende", jeg kiggede dumt på hende, skulle hun gøre mig mere ked af det, eller hvad? "Du bliver nød til at lade hende gå".

 

Jeg sukkede irriteret ud i luften. Som om at jeg ikke havde prøvet det - lade hende gå - let her go. Hun betød for meget, da hun var i mit liv. Og ja, jeg tror faktisk, at det vi havde, var ægte. Så nej, jeg kunne ikke bare lade hende forsvinde ud af mit liv, selvom hun var forsvundet ud af mit liv for længst. Jeg kunne ikke indse det. Det var noget af det eneste, som jeg havde svært ved at indse - at hun var væk.

 

"Det lyder også som om, at du har tabt", hele min krop gispede, da hun sagde det. Jeg kiggede forundrende på hende og bad om en forklaring med et blik. "Du har mistet pigen, og du fuldførte ikke din mission. Ja, det lyder da som om, at du tabte".

 

M-m-men jeg var ubesejret. Jeg var mester i spillet, ingen havde slået mig før, jeg vandt hele tiden. Jeg kunne da ikke tabe. Det var som om, at sandheden kom frem, den som jeg nægtede at indse. Havde jeg tabt?

 

Men

 

Det så faktisk sådan ud. Og jeg tabte stort. Jeg mistede alt, hvad jeg havde. 

 

"Er vi færdige her?", spurgte jeg hende stille og roligt, da jeg var lidt chokeret over det hele. Og jeg ville bare væk. Hjem. Ud. Hvor som helst, bare ikke her.

 

"Ja - men hvis du har brug for at snakke så.." - "det skal du ikke regne med", med den afbrydelse smuttede jeg hen til døren. Tænk at jeg havde været her i 4 timer, og det gjorde mig ikke engang glad - jeg fik det kun dårligere!

 

Men jeg fik da indset sandheden og virkeligheden. Det var da en god ting, var det ikke? Selvom sandheden og virkeligheden ikke gjorde noget godt ved mig. Det fik ligesom ikke min bedste ven tilbage, eller mit livs kærlighed. Ja, nu havde jeg indrømmet det overfor mig selv, hun var nok mit livs kærlighed. Og jeg lod hende gå, og nu forstod jeg, hvor meget jeg elskede hende. Tænk, at jeg først vidste, at jeg elskede hende, når hun ikke var her mere.

 

Det var sku ikke så rart.

 

Jeg åbnede døren og kom ud til den lille gang, hvor jeg sad og ventede i et stykke tid, inden jeg kom ind til psykologen, som jeg stadig ikke kendte navnet på. Hun havde sikkert fortalt det til mig, da jeg kom ind, men jeg var for ligeglad til at tage det seriøst. Jeg syntes ikke, at det hjalp noget. Gjorde det? Jeg var da ikke blevet gladere. Jeg var da ikke blevet en bedre person. Det eneste, der skete, var at jeg fandt ud af, at jeg tabte spillet. Hmm. Det spil betød ikke en skid for mig mere.

 

"Det var fandme også på tide!", sagde jeg velkendt stemme, som jeg ikke havde hørt i et stykke tid. Jeg fik et kæmpe chok, da personen sagde det til mig, da jeg havde forventet at være alene.

 

Jeg vendte mig langsomt om, da jeg næsten ikke selv kunne tro mine egne ører. Da jeg så ham sidde der i ventestolen med et lille smil fremme, stoppede mit hjerte med et brag, og jeg kunne mærke at tårerne pressede på. Var det virkelig ham?

 

"Dine forældre sagde at du var her. Så jeg ville lige smutte forbi", sagde han, mens hans smil blev en smule større. Nok fordi han kunne se, hvor glad jeg var for at se ham igen. Jeg stirrede på ham, mens jeg kunne mærke glæden sprede sig rundt i min krop. "Justin, sig dog noget!", lød det grinede fra ham. Han rejste sig op og gik over mod mig, men han kom ikke langt, fordi jeg gik hurtigt over til ham og gav ham det største kram, der fandtes.

 

"Nathan, fuck jeg har savnet dig", sagde jeg, mens vi stod og krammede midt på den øde gang.

 

"Jeg har også savnet dig", vi trak os fra hinanden og kiggede smilende på hinanden. Fuck, hvor var jeg glad for at se ham.

 

"Undskyld for du ved nok, jeg vidste ikke, hvad jeg tænkte på, jeg.." - "det er okay, du behøver ikke undskylde", afbrød han mig. Jeg gav ham et taknemligt smil, som han blev glad for.

 

"Jeg var bekymret for dig", lød det pludselig fra ham. "Da jeg hørte, at du var brudt sammen og skulle gå til psykolog, blev jeg pisse bekymret!". Stadigvæk, han var der altid for mig, også når han hadet mig mest.

 

"Jeg har det fint", lød det bestemt fra mine egne læber.

 

"Det er jeg glad for, at du har, for vi 2 skal male byen rød i aften", hørte jeg ham sige meget begejstret, jeg smilende stort, da han havde sagt det. Jeg havde virkelig savnet at hænge ud med ham. Mere end nogen anden vidste.

 

"Der er også en anden her, som du skal hilse på, og hun skal også med", sagde han smilende, og hans smil var en smule lumsk, hvilket gjorde mig en smule nervøs. Hvad havde han lavet? Hvem skulle jeg møde? Han pegede over mod et hjørne, hvor vi begge kunne høre fodtrin.

 

Mine øjne var klistret mod hjørnet, da jeg var ret spændt på at se, hvem der kom gående. Jeg havde ingen forventningen, jeg havde ingen gæt, faktisk var min tankegang slukket, da jeg var så chokeret. Pludselig kom der en brunhåret pige gående rundt om hjørnet, og hele min krop stivnede, da jeg så hendes smil.

 

Jeg troede aldrig, at jeg skulle se hende igen. Jeg troede, jeg havde tabt.

 

Min bedste ven og mit livs kærlighed på samme tidspunkt? Var det en drøm? 

 

¤¤¤

 

Nogen gange bringer livet dig i svære situationer. Nogen gange tror du, at dit liv er nemt, og at du ikke kan nå bunden. Det gjorde jeg. Jeg nåede bunden, og jeg troede aldrig, at jeg ville se toppen igen. Men da jeg mindst forventede det, kom lyset frem igen.

 

Og i dag, lever jeg livet, som jeg gjorde. Denne gang med en vidunderlige kæreste, og min bedste ven ved min side. Og jeg har aldrig haft det bedre. Spillet er nu en legende for mig, og det bliver spillet af andre drenge rundt i verden, som også vil mærke nedturen og konsekvenserne omkring spillet. Men jeg vil altid være mesteren, også selvom jeg forelskede mig i mit offer.

 

Som sagt, det var skæbnen der bragte os sammen. 

 

 

 

LÆS EFTERSKRIFT PÅ NÆSTE SIDE.

 

Undskyld for taste- og stavefejl. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...