Snapshots - Virkeligheder på 300 ord

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2013
  • Opdateret: 9 nov. 2014
  • Status: Igang
En lille samling af små hverdags historier på præcis 300 ord hver. De beskriver hver et lille stykke af forskellige virkelighed og handler om alt imellem himmel og jord. Snapshots er et eksperiment gående ud på at se om man kan skrive meningsfyldte historier på blot 300 ord. Det flotte cover er lavet af Det regnbuefarvede får.

57Likes
141Kommentarer
4114Visninger
AA

33. Snapshot # 32

Stationen er mennesketom. Selv neonskiltet over kiosken er slukket. Det sidste nattog suser igennem mørket. Jeg klemmer øjnene i og prøver at lukke stilheden det efterlader ude. Manden i højtaleren annoncerer at det næste tog ikke vil afgå før 6.45. Jeg er ligeglad. Jeg har alligevel ikke penge nok til en billet. Jeg lader som om, det ikke betyder noget. Efterårskulden smyger sig langsomt igennem min alt for tynde trøje. Jeg skulle ikke have ladet hende beholde min jakke. Det havde hun ikke fortjent. Hvad havde jeg tænkt på? Jeg så ned på mine lærredssko. De var tyndslidte. Lige som mine nerver. Lige som alt andet i mit liv.

Jeg havde stukket nøglen i låsen. Havde været 180 grader fra en varm stue. Jeg havde fortrudt. Det ville være for ydmygende. Jeg havde kastet et sidste blik igennem vinduet og blot set det flimrende lys fra fjernsynet, før jeg havde vendt ryggen til. Det eneste jeg har tilbage er min værdighed og en halv flaske lunken øl.

Døren fejede sløvt op og den kolde natteluft bølgede ind. Jeg gøs og kunne mærke hårene på mine arme rejse sig. En gammel lurvet mand trak sin sorte labrador ind i varme.

”Kom så Larsen…” Snøvlede han og satte slingrende kursen imod min bænk. Uden at tænke over det trak jeg mig længere over til siden.  

”Nå, sidder også her og nyder morgenstilheden? Det er altid rart at møde folk, der er lige som én selv!” Brummede han henvendt til mig. Lige som en selv. Ordene fik mig til at krummetær i lærredsskoene, og jeg var allerede ved at åbne munden for at protestere og fortælle ham, at jeg absolut ikke var lige som ham, da jeg med en gysen måtte indrømme over for mig selv, at forskellen måske ikke var så stor.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...