Snapshots - Virkeligheder på 300 ord

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2013
  • Opdateret: 9 nov. 2014
  • Status: Igang
En lille samling af små hverdags historier på præcis 300 ord hver. De beskriver hver et lille stykke af forskellige virkelighed og handler om alt imellem himmel og jord. Snapshots er et eksperiment gående ud på at se om man kan skrive meningsfyldte historier på blot 300 ord. Det flotte cover er lavet af Det regnbuefarvede får.

57Likes
141Kommentarer
3982Visninger
AA

31. Snapshot # 30

Tonerne fra hans jamrende harmonika blandede sig med motorstøjen. De indfiltrede trist samtalerne på strøget. Fik latteren til at synes hul. Fik glæden til at virke falsk. Melodien slæbte sig sørgmodigt af sted. Renset for et hvert glimt af dens oprindelige glæde og liv. Ligesom hans øjne.

Jeg skuttede mig i decemberkulden. Stak mine forfrosne fingre i lommerne og glædede mig over min varme dunjakke. Demonstrativt kiggede jeg ned op mine støvler, som jeg gik forbi ham. Han hilste med sprukken stemme sikkert i håb om, at jeg skulle forbarme mig over hans ynkelige elendighed. Sådan gjorde han altid. Det virkede aldrig. Jeg svarede aldrig. Og dog gjorde hans vedholdende stædighed alligevel altid indtryk på mig. Hans juletræshue og handskeløse fingre efterlod mig altid lidt tom indeni. Det begyndte atter at sne.

Den ene fod foran den anden på de glatte brosten. Plasticposer med julegaver. Duften af brændte mandler. Et virvar af frysende fortravlede mennesker. Han spillede endnu. Han spillede hver dag. I hvert fald hver gang jeg gik forbi. En umiskendelig udgave af ”Glade jul, dejlige jul” afløste kalinkaen. En lille dreng i flyverdragt standsede op. Fire år var han vel. Med store øjne kiggede han på mandens fingre, der bevægede sig ned af tangenterne. Drengen sagde noget til sin mor. Hastigt trak hun ham videre. 

Endeligt nåede jeg mit bestemmelsessted. Efter flere timers gaveindkøb trængte jeg til noget at varme mig på. Heden fra caféen omfavnede mig. Jeg satte poserne fra mig på gulvet. Der var næsten ingen mennesker trods kulden.

”Hvad skulle det være?” smilede ekspedienten. Jeg må have set befippet ud, for hun gentog sit spørgsmål stadig uden at smilet falmede det mindste.

”Jeg vil gerne bede om en helt almindelig kaffe” fik jeg fremstammet. ”Nej to, kan jeg ikke på to kopper kaffe to go?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...