Snapshots - Virkeligheder på 300 ord

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2013
  • Opdateret: 9 nov. 2014
  • Status: Igang
En lille samling af små hverdags historier på præcis 300 ord hver. De beskriver hver et lille stykke af forskellige virkelighed og handler om alt imellem himmel og jord. Snapshots er et eksperiment gående ud på at se om man kan skrive meningsfyldte historier på blot 300 ord. Det flotte cover er lavet af Det regnbuefarvede får.

57Likes
141Kommentarer
3798Visninger
AA

24. Snapshot # 23

Jeg dukker mig, som jeg småløber under stuevinduerne. Hun må ikke se mig. For alt i verden ikke. Snørebåndet på min ene gummisko er gået op, men jeg har ikke tid til at stoppe for at binde det.  Måske har hun allerede opdaget, at jeg er væk. Jeg retter mig lidt op og kigger ind imellem potteplanterne. Nej hun har ikke opdaget noget. Hun ligger stadig og sover på sofaen med det lyserøde tæppe over sig og en af de serier, hun plejer at følge med i, kørende på skærmen. Den med de fire damer i New York, tror jeg nok.

Skoletasken hopper op og ned på ryggen af mig, da jeg løber ud af indkørslen.

Da jeg er ude af syne, stopper jeg op. Jeg har ikke nået at tænke længere. Aner ikke, hvor jeg skal tage hen. Jeg fortsætter ned af vejen. Skoven tør jeg ikke løbe ind i. Den er for mørk. For uhyggelig. De andre ville kalde mig en tøsedreng. Ville råbe efter mig, hvis de vidste det.

Mit hjerte føles som en maskinpistol. Jeg må væk. Langt væk.

"Jamen jeg kan jo ikke rigtig komme ud og møde nye mennesker, når Mikkel er her, du ved, han tager alt min energi… Ja det var på mange måder lettere, før han blev født." Mor sukkede nostalgisk ind i telefonen.

"Dengang hvor vi kunne gå ud og more os og ikke havde noget ansvar. Du ved, dengang levede vi!"

Mors største ønske er at møde en ny mand.

Jeg har proppet mit tæppe ned i skoletasken og Spiderman og en frossen bolle fra fryseren og en dåse flåede tomater, så jeg bør kunne klare mig.

Nu kan mor finde en mand og blive glad igen, og jeg vil aldrig mere være til besvær. Mørket gør mig bange. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...