Snapshots - Virkeligheder på 300 ord

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2013
  • Opdateret: 9 nov. 2014
  • Status: Igang
En lille samling af små hverdags historier på præcis 300 ord hver. De beskriver hver et lille stykke af forskellige virkelighed og handler om alt imellem himmel og jord. Snapshots er et eksperiment gående ud på at se om man kan skrive meningsfyldte historier på blot 300 ord. Det flotte cover er lavet af Det regnbuefarvede får.

57Likes
141Kommentarer
3811Visninger
AA

4. Shapshot # 3

Jeg sidder i haven med armene knuget hårdt rundt om benene. Hovedet støttende på knæene. Jeg prøver at berolige mig selv. Igen. En gul sommerfugl sætter sig i en blomst. Mor og far skændes. Igen. De råber af hinanden i baggangen.

En solsort flyver efter sin mage. De kvidrer lystigt. Jeg ved, de har en rede i det gamle klatretræ, men ungerne er nok allerede fløjet fra reden. Måske er det derfor forældrene ikke skændes.

Mor smækker vinduet i. Naboerne skal jo nødigt høre noget. Vi er jo en perfekt familie. En rigtig overskudsfamilie med hjemmebagte boller og økologisk mælk. Med skidt i krogene og støv under gulvtæppet. En perfekt familie.

Far er lige kommet hjem med tingene, han har arvet efter bedstefar.

"Noget skrammel", skriger mor.

Far siger ingen ting.

”Hvad med sølvskeerne? Hvorfor reserverede du ikke nogle af dem til børnene?”

Trods det lukkede vindue kan jeg høre alt.

Katrine kommer hen til mig og putter et stort flot jordbær i min mund. Årets bedste.

”Det er til dig” siger hun stolt. ”Det allerstørste!”

”Tak” nikker jeg, ”Du er sød.”

"Nu skændes de igen.." siger hun med tårefyldte øjne.

"Måske renser luften lidt.." svarer jeg træt men tror ikke selv på det.  Sådan plejer mor at sige, når Katrine og jeg råber af hinanden.

”Måske..” Katrine tøver. ”Gid de ville holde op! Kan du ikke gå ind og sige noget til dem?”

Jeg ryster svagt på hovedet.

”Nej ikke igen” svare jeg opgivende. ”Jeg orker ikke mere.”

 

Katrine trækker på skuldrene, rejser sig fra det våde græs og vender mig ryggen. Hun går. Hendes skuldre ryster. Jeg har bare lyst til at lægge armene rundt om hende. Kramme hende og sige at det hele nok skal gå; men jeg gør det ikke.

Dette er vores barndoms sidste sommer. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...