Ædru

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2013
  • Opdateret: 15 feb. 2014
  • Status: Igang
Annie-Marie Makwalk er 13 år og ny i 7.b; hun er lige flyttet til byen med sin far og tre år ældre storebror. Hun bliver hurtigt stemplet som en outsider, men hun er dog lidt med når de fester eller bare hænger ud, men så alligevel heller ikke.
Men Annie bekymrer sig dog ikke om hendes manglende populæritet, for hun ved noget som ingen andre ved; om 108 dage vil hun alligevel forsvinde. Pist væk, og ingen vil vide hvorfor.. eller, det var i hvertfald planen, men så vender det hele på hovedet...

3Likes
0Kommentarer
389Visninger
AA

3. Kapitel 2

Mit bamse-ur  vækker mig halv syv, og jeg rejser mig med besvær, morgenånde og uglet morgenhår fra min varme seng. Jeg gaber, og tager et kig ud ad vinduet. Sneen er fordampet henad natten, og efterlader i stedet indkørslen kedelig almindelig og grå. Jeg åbner vinduet; en kold vind får hårene til at rejse sig på armene.

Min mor plejede altid at lufte ud i mit værelse om morgenen, så når jeg kom hjem fra skole lugtede der altid af muld, biloz og skov. Det gør der ikke her, i stedet er der en snært af hav i luften. Det får mig til at længes efter vores gamle hus, dengang mor stadig var her, selvom det nu er så mange år siden, at jeg burde være kommet over det.

Jeg hiver et par cowboy-bukser og en hvid t-shirt frem fra den øverste papkasse af den borg af flyttekasser i hjørnet. Så finder jeg et par sorte sokker og noget rent undertøj i en af skufferne i mit skab, som jeg fik pakket ud i går.

Jeg stryger plastik børsten igennem håret, som derefter ryger op i en hestehale. Jeg fik det klippet sidste år, fem centimeter. Far havde smilet henrykt, men der var ikke rigtig andre der lagde mærke til det.

Jeg lægger et lille lag makeup. Far havde været ude af sig selv, da han fandt ud af, at jeg brugte makeup, han mente ikke jeg var gammel nok til sådan noget, men der var ikke rigtig noget jeg kunne gøre, så jeg lukkede øjnene og mindede migselv om igen og igen, hvorfor jeg gjorde det her. Jeg var allerede for langt bag ud.

Trappen knirker, da vægten af min krop rammer det første trin og derefter det næste. Far er oppe, men Gustav ligger stadig i sin seng og blummer. Han skal først møde halv ti. Manden i køkkenet ser op, da jeg træder ind, og smiler til mig. ”Godmorgen solstråle.”

”Godmorgen far. Hvor står cornflakesne?”

”Der er ikke nogen tilbage, men jeg har købt boller hos bageren, og der er stadig noget pizza fra i går i køleskabet.”

”Ok, er der smør?” Jeg snupper en krydderbolle fra posen, og en tallerken fra køkkenskabet. Han nikker, og peger på køleskabet. Munden er fuld af brød. Jeg trækker i køleskabsdøren. Det er tomt med undtagelse af en bakke smør, pizza-resterne fra i går og en liter minimælk. Jeg hiver mælken og smørret ud, og lukker køleskabet igen.

”Er Gustav ikke oppe endnu?” Han tjekker uret på væggen. ”Vi kører om tyve minutter.” Jeg hælder mælk op til kanten af glasset, og spilder lidt på bordpladen, da jeg tager en slurk. Jeg tørrer det væk med håndryggen. Jeg rynker brynene.

”Skal han ikke møde halv ti?”

Han sukker. Smider bollen på bordet, og tørrer sig om munden: ”Jeg må hellere vække ham.” Jeg trækker på skuldrene og tager endnu en bid af min bolle. Så er jeg alene i køkkenet.

Jeg kigger rundt i rummet – en verden af flyttekasser – mens jeg spiser resten af min bolle og drikker et glas mælk. Det milde sollys bryder gennem vindueglasset og oplyser stuen; den mørkeblå sofa, som flyttemændene kom med  i går, står stadig på snæd henne i hjørnet. Sofaen og en 42 tommers fladskærm er de eneste rigtige møbler i rummet. Flyttemændene ville komme med resten henad dagen, så far bliver hjemme. Hvilket både er rart og irriterende. Tanken om at have faderen på nakken hele dagen – når han da ikke stressede over rodet i huset – fik dagen til at virke blot en tak mere uoverskuelig.

Jeg drejer hovedet ved lyden af trin – jeg havde ikke opdaget manglen af virkelighed, og den simple lyd virker pludselig for stor, men jeg kan alligevel ikke genkende den som en rigtig lyd. Jeg føler mig paralyseret og uvirkelig, som om jeg ser alt gennem et slør. Jeg er der og kan se og høre alt, men alligevel føltes det hele som en drøm. Der kunne lige så godt havde kommet en trold ned ad trappen; det ville virke helt normalt.

Men det er trods alt ingen trold der kommer valtende ned ad den knirkende trappe, men storebroderen tæt efterfulgt ad faderen. Han er iført en hvid T-shirt med en gul plet, jeg ikke har lyst til at vide hvor kommer fra, og et par krøllede jogging-bukser. Hans hår er uglet og rodet, og øjnene matte. Han ligner en der lige er væltet ud ad sengen, og det ville ikke overraske mig, hvis det er tilfældet.

Han går lige forbi mig, åbner et ad køkkenlågerne og tager et glas ud. Han smækker køkkenlågen lidt hårdere i end nødvendigt, men vi igonerer det begge.

”Har du sovet godt?” spørger faren, mens Gustav hælder mælk op i glasset. Jeg er ikke sikker på om spørgsmålet var stillet til alle, eller én, men efter en akavet pause, hvor ingen virker til at ville svare, ender jeg med at give et forsinket svar. Hvis ikke, blot for at få en samtale igen:

”Jeg har sovet okay. Der var lidt koldt da jeg vågnede, men jeg lagde slet ikke mærke til det i nat.” Jeg skæver til Gustav bag mig. Han ignorer mig stadig, og viser ingen reaktion på mit standard-svar.

”Husk at tænde radiatoren i aften, så.” Svaret kunne ligeså godt være trukket ud fra et manuskrift for en dårlig komedie. Jeg nikker, og gider ikke påpege, at jeg sagtens ved, hvad jeg skal gøre, hvis det er for koldt i et værelse. Jeg er trods alt ikke fem længere.

Jeg tømmer mit tredje glas mælk i én slurk, og tørrer mig om munden. ”Jeg tror, jeg smutter i skole nu.” Faren ser op fra avisen.

”Skal jeg gå med?”

”Nej tak, jeg tror godt jeg kan finde vej.” En tyve minutters akavet stilhed med min far, trak ikke i mig. ”Jeg tror også gerne jeg vil cykle.” De tyve minutter bliver rundet ned til ti.

”Ok, kommer du direkte hjem fra skole.” Jeg tager jakken fra knagen, og skubber gummiskoene ud fra deres skjul.

”Ellers ringer jeg.” Jeg svinger skoletasken over skulderen. Dens manglen på skolebøger mærkes tydeligt. Jeg åbner hoveddøren. ”Vi ses!”

”Pas på dig selv!” Så lukker hoveddøren bag mig.

 

Jeg stiller min sorte cykel ved cykelstativet foran skolen, 22 minutter i otte. Jeg låser cyklen og svinger skoletasken, som har opholdt sig i cykelkurven hele turen, over skulderen. Jeg skæver op mod skolen; en mørkerød murstensbygning omringet af samme røde farves rækværk. Vinduerne på den første sal, er pyntet med papirklip lavet af børnehaveklasse-elever. I et vindue er der klistret blomster i regnbuens farver på ruden, og i et andet har de hængt hvide engle med guld glorier og glimmer dækkede vinger.

En elev, der enten har en uskrevet eller uprintet opgave der venter på ham, løber forbi mig. Hans skuldertaske prøver i hærdigt at følge med ham; den dunker mod ryggen i et hissigt tempo. Han træder mig næsten over tærene i forbi farten. Jeg ser efter ham til han forsvinder bag træværket, og ind på skolens grund. Jeg følger efter ham i et dog langsommere tempo.

Skolegården er øde, jeg føler mig malplaceret og jeg har en følelse i maven, som om jeg er faret vild. Min hjerne må gang på gang minde mig om at jeg er det rigtige sted. Der ligger trods alt ikke mange skoler her omkring.

Lyden af en dør der går op fylder den ellers tavse gård. En lille asian kvinde krydser skolegården, i favnen har hun en stak mapper; hun kan blot lige se over de papirfyldte mapper og holde øje med jorden foran hende. De højhælede klikker mod asfalten.

Jeg tøver. Labyrinten af gange og klasseværelser er langt fra fristende, og med min stedsans ville det mindst tage en halv time før jeg ville finde kontoret, og komme pinligt meget forsent på min første skoledag. Så jeg flytter fødderne, overvinder min generthed og tager genvejen.

”Undskyld?” Kvinden spjætter og taber næsten mapperne. Hendes sorte hår er flettet i en silbensfletning som hænger ned ad ryggen, og hendes gule kjole lyser op som solen på en overskyet dag. Jeg føler mig beskidt og sjusket.

”Du forskrækkede mig.” Der er ingen tegn på den accent, som jeg havde forestillet mig, hun ville have.

”Undskyld,” gentager jeg, ”men ved du hvor kontoret er?”

Der kommer et mærkeligt udtryk på hendes ansigt; jeg kan ikke afgøre hvad det er, men det minder mig om det udtryk Gustav får, når far siger at vi bestiller pizza. ”Er du ny her? Hvor spændende. Er det din første dag?” Jeg ved ikke om jeg bryder mig om måden hun undviger spørgsmålet, og ej heller hendes interesse i en fremmedes gøremål.

Jeg nikker.

”Vi kan følges, jeg skal alligevel også op med de her..” Hun hentyder til mapperne. ”..på lærerværelset, kontoret er lige nede ad gangen. Altså hvis du ikke har noget i mod det.” Jeg kan ikke sige hende i mod. Hendes iver minder mig om en baby, der skal til at udforske en helt ny verden.

Jeg smiler: ”Gerne. Skal jeg ta’ nogle af de der?”

”Ja, mange tak.” Hun smiler, og virker endnu yngre. Hun kan højst være femogtyve. Jeg tager nogle af mapperne ud ad hænderne på hende. Så begynder hun at gå, og jeg følger efter som en lille hvalp.

Hun holder døren for mig, da vi går ind i bygning C. Vi smiler begge, mest af høflighed. Hendes højhælede klikker mod stentrapperne. Den regelmæssig lyd, giver en underlig indre ro; min mor har også altid gået i højhælede, hvor end hun gik. På en hel del måder mindede kvinden foran mig om min mor: de lugter begge af grantræer, og en nyudsprunget skov med et twist af noget, jeg ikke kan placere. Deres hår samme glans, de smiler begge på en skæv måde, der både er sødt og vel, mændene ville sikkert kalde det frækt. Og når vi får øjenkontakt ser jeg noget, et glimt af noget velkendt bag de sorte pupiller. Noget der minder om livslyst, en trang til at komme ud af hverdagens rytme. Noget du kan se i enhvers teenagers øjne. En lyst til at blive væk, der også hersker i mit indre, lige ved siden af min manglende puzzlebrik.

Kvinden stopper så pludseligt op at jeg næsten støder ind i hende. Hun vender sig om, et smil pryder på hende ansigt: ”Det er her. Skal jeg gå med?” Skiltet bag hende understøtter hendes ord. Jeg træder et par trin op; skræmt og spændt. Der er en knude i maven, jeg ikke kan løsne. Jeg ser på hende; hendes øjne lyser af oprigtig bekymring. Jeg smiler: ”Nej, det er fint nok. Tak, for at vise mig vej.”

”Det var så lidt. Jeg håber, du får det godt her.”

Jeg smiler igen og takker.

”Nå ja, du må nok også hellere få de her tilbage.” Jeg stabler mapperne i mine hænder oven på hendes egen stak. Jeg kan blot se en smule af hendes lille næse og øjnene, men jeg ved hun smiler.

”Ja tak. Jeg håber vi ses igen.”

”Ja, i lige måde. Hej!”

Jeg betragter hende indtil hun forsvinder ned ad gangen. Jeg skubber døren op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...