Ædru

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2013
  • Opdateret: 15 feb. 2014
  • Status: Igang
Annie-Marie Makwalk er 13 år og ny i 7.b; hun er lige flyttet til byen med sin far og tre år ældre storebror. Hun bliver hurtigt stemplet som en outsider, men hun er dog lidt med når de fester eller bare hænger ud, men så alligevel heller ikke.
Men Annie bekymrer sig dog ikke om hendes manglende populæritet, for hun ved noget som ingen andre ved; om 108 dage vil hun alligevel forsvinde. Pist væk, og ingen vil vide hvorfor.. eller, det var i hvertfald planen, men så vender det hele på hovedet...

3Likes
0Kommentarer
390Visninger
AA

2. Kapitel 1

Verdenen kører forbi mig med langt større hastighed end jeg er vant til, det bliver blot utydelige skikkelser af huse og mennesker som kører forbi mit øje. Jeg får en smag af opkast i munden og lukker øjnene for en stund. Jeg slår øjnene op endnu engang; alt kører rundt, men så fæster jeg blikket på den mørkegrå plet på sædet foran mig, og alt finder sig igen sin retmæssige plads.

Der er stille i bilen. Radioen havde spillet førhen, men da både mig og Gustav forsvandt ind i vores egen virtuelle verden, må den være slukket af manden bag rattet. Han har aldrig rigtig brudt sig om hverken musik eller konseptet med radioen, han gør det udelukket for os, selvom vi sjældent lægger mærke til det. Der er så meget vi ikke får slået øjnene op for, før det er forbipaseret, men jeg regner med det er det der følger med teenageårene.

”Hvornår er vi der?”

Spørgsmålet er skrøbeligt og sårbart omringet af den akavede stilhed. Han ser op og møder mine identiske blå øjne i bagspejlet. Det tager dog ikke mange sekunder før øjnene igen møder den øde vej foran dem. Hans stemme er hæs, da han lader de to ord komme over sine læber:

”Ti minutter.”

Jeg nikker. Stilheden lægger sig igen over os i den grå volkswagen. Blikket flakker før det igen kører over husene som flyder over i et lejlighedskompleks også tilbage til de traditionelle familiehuse. Det var sådan et jeg havde forestillet os i.

Der er for stille i bilen; den bliver ved med at presse mod mit bryst. Jeg tørrer nærmest panisk mine hænder i cowboybukserne, jeg havde valgt fra den kuffert mit tøj var røget i og stryger en hårtot som var røget ud af min hestehale, om bag øret. Guldøreringene glimter svagt i den sene morgensol.

Hørebøfferne ryger i ørene uden varsel, iPoden bliver tændt og musikken flyder ud af den. Musikken fylder endnu en gang mit hoved og lader på ingen måde tankerne få deres plads, men lige nu er jeg helt ligeglad om tankerne føler sig udenfor.

Uret i bilen skifter fra 5:56 til 5:57 også til 6:03. Solen stiger mod den overskyede himmel og tilkendegiver den nye dag, da faren kører bilen ind i indkørslen ved et stort hvidt hus. Skodderne på vinduerne er sorte med matchende dør, og dér lige under dørsprækken, der var lavet for den post som kun bestod af regninger, vi alligevel ikke kan betale, står der med svungne bogstaver:

 

Henri Makwalk

Gustav H. Makwalk

Annie-Marie H. Makwalk

 

Det er blot et simpelt dørskilt, men det får hænderne til at rive høretelefonerne ud ad ørene, armen til at skubbe bildøren op, læberne til at forme ”ja” istedet for det sure ”nej” de plejer at præstere, da faren beder mig om at bære tingene indenfor, og det er de små simple bogstaver som former mit navn, som får benene til at bære mig og de to kufferter der følger efter mig ind i vores nye hus. Mit nye hjem.

Det store rum som indholder et hvidt køkken og det der nok bliver en spisestue og sofastue med tiden, er et hav af flyttekasser og den gamle sofa, vi har haft i flere år og som egentlig burde være smidt ud for længst, men som vi ikke har haft hverken tid eller overskud til. Det var kaos, men jeg vidste erfaring at et rod kan gøres om til orden og forvirring til klarhed. Det var trods alt ikke første gang.

”Flyt røven tyksaks, du spærrer døren!” Jeg ruller med øjnene, men de converse beklædte fødder rykker sig automatisk.

”Tal pænt til din søster.” Manden dukker op bag os med et stramt ansigtsudtryk. De to flyttekasser som får blev båret af to par arme, som tilhører manden i døråbningen, møder trægulvet med et bump.

”Far. Det er lige meget...” De fortsætter som var jeg blot en lille pige der alligevel ingen idé havde om hvad der skete lige for næsen af mig.

”Hvorfor? Hun taler aldrig pænt til mig.” Kasketten er på sned, og armene hænger, slappe som de er, fast til lommerne på det samme par sorte, oversize bukser som han altid går i. Han lugter svagt af sved, men det gør jeg vist også.

”Gustav. Sig nu undskyld.”

Han vipper hovedet som om han overvejer det, og så presser han de smalle læber hårdt sammen: ”Det tror jeg ikke.”

Også forsvinder dovendyret op på den endnu uforskede førstesal.

”Gustav! GUSTAV!!” råber han efter teenageren, der bliver ved med at gå som om det ville hjælpe bare at skride fra det hele.

Fedt, vi starter som sædvanlig dagen med et skænderi. Nice. En dør smækker og en nøgle bliver vendt. Jeg vender mig mod den stadig tavse far ved siden ad mig: ”Jeg håber dette hus har to badeværelser.”

Han kigger op ad den betrampede trappe og vender sig så mod mig igen: ”Så er vi to.”

 

 

Som morgen blev middag til urets viser pegede på det lille sorte fire tal havde Gustav endnu ikke vist sig, og jeg kan lige forestille mig, ham sidde derinde på det lille låste toilet med sin mobil, mens han spiller spil eller ser porno eller hvad teenagedrenge nu ellers gør, når de er sure på deres forældre, og låser sig selv inde på toilettet.

Og i den tid var 197 flyttekasser pakket ud og stillet på deres midlertidige plads eller blevet en del af de 109 flyttekasser som endnu var uåbnede, 23 af flyttekasser var fars og var røget ind på det lille værelse som vist førhen har været et børneværelse for jeg fandt en brun bamsebjørn under sengen, da jeg stillede to af de 23 flyttekasser derind. Den ligger nu i min redte seng på mit nye værelset sammen med mit hav af puder og de 19 flyttekasser som stadig stod i hjørnet på værelset og blot ventede på at vise deres skatte til verdenen. Selvom jeg før har pakket alle mine ting ned i kasser og op igen, bliver jeg alligevel forbløffet over hvor mange ting jeg egentlig har, og hvor lang tid det faktisk tager før de finder deres plads. Gustavs 13 flyttekasser står stadig i hjørnet, hver med sin blå seddel med de samme seks blogbogstaver skrevet på. Vi regner begge med, at han vil dukke op inden to timer, når sulten begynder at tærre på, og han vil sikkert kunne se når pizzamanden kommer kørende på min motorcykel, og hvis ikke høre det, når han ringer på dørklokken.

”Annie, se! Det sner!”

”Hvad?!” Bagdelen letter fra den bløde sofa og fødderne begiver sig mod vinduet. Indkørslen og den grå volkswagen tildækket af et lag hvidt sne. ”Oh my God!” Et hvin af glæde bryder frem fra mine let adskilte lipgloss-beklædte læber, og mine bare tær rammer trægulvets ru overflade, i det jeg hopper op og ned med en iver, hvis kilde stadig er ukendt.

”Hvad fanden sker der? Er i på et eller andet?” Trinene fra den knirkende trappe, er tøvende og usikre. Vi vender os begge om med et sæt, og der stod den manglende puzzlespilsbrik til familien.

”Gustav!” ler jeg. ”Se! Det sner! I Marts! Er det ikke fantastisk!” Han løfter blot det ene øjenbryn som hilsen. Den akavede stemning er som et hul i maven, og smilet på mine læber forduster som vand i en ørken. ”Øh...” er alt jeg kan få over læberne.

”Nå,” starter faren, ”skal vi ik’ bestille nogle pizza’er?” Han prøver tydeligvis at lette stemning og lægge episoden før bag os, så han bruger det ældste trick i bogen: emneskift. Men på trods af den lamme plan, leger jeg med.

”Jo, jeg skal ha’ en Hawaii.” Jeg sætter på en af de læderindbetrukne barstole ved køkkenøen, mens jeg går igennem det pizza katalog faren lægger frem på bordet. Den er fra en butik de kalder Byens Bedste Pizza, og jeg kan ikke lade være med at tænke højt: ”Sikkert også den eneste.”

”Hvad?” Manden ser op. Han ledte med hovedet inde i skabet efter de tallerkener, som han mente han havde sadt derind, men de fleste af skabene var endnu tomme.

”Øhm, ikke noget. Jeg sagde bare, jeg skal have en Hawaii.” Ordene snubler over hinanden, men han smiler bare overbærende: ”O.k. Hvad med dig, Gustav?”

”Øhm,” han kommer hen mod os, læner sig op ad køkkenøen og snubber kataloget ud ad hånden på mig. Jeg skælder ham ikke engang ud. ”Bare en Margarita.”

”Super-duper.” Faren fikser mobilen op af lommen, og taster nummeret ind. ”Jaeh. Hej, du taler med Henri Makwalk. Jeg vil gerne bestille en pizza...”

 

Spisebordet er endnu ikke kommet, så vi sætter os på en flyttekasse mens vi spiser de stadig varme pizzaer, selvom de har fået en tur ud i kulden. Vi får kun vand, da det er det eneste vi har.

”Nå guys,” starter faren en samtale, og jeg ved hvad han vil spørge os om, men jeg tager bare endnu et stykke af min himmelske Hawaii-pizza. ”Glæder i jer til i morgen.”

”Jeg tror aldrig, jeg kommer til at glæde mig til en mandag,” siger jeg og tager en bid pizza. Gustav grynter lavmælt, og bliver næsten kvalt i et stykke Margarita.

”Er i slet ikke spændte?” Jeg trækker på skuldrene, selvom svaret er nej. Jeg er nærmere hunderæd.

”It’s no big deal, really. Man vænner sig li’som til det.” Han æder resten af sit stykke pizza, og må bedrøvet konstatere at der ikke er mere af hans pizza, også kaster han sig over min.

Jeg nikker, selvom jeg er uenig. Det er en stor ting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...