Ædru

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2013
  • Opdateret: 15 feb. 2014
  • Status: Igang
Annie-Marie Makwalk er 13 år og ny i 7.b; hun er lige flyttet til byen med sin far og tre år ældre storebror. Hun bliver hurtigt stemplet som en outsider, men hun er dog lidt med når de fester eller bare hænger ud, men så alligevel heller ikke.
Men Annie bekymrer sig dog ikke om hendes manglende populæritet, for hun ved noget som ingen andre ved; om 108 dage vil hun alligevel forsvinde. Pist væk, og ingen vil vide hvorfor.. eller, det var i hvertfald planen, men så vender det hele på hovedet...

3Likes
0Kommentarer
392Visninger
AA

1. En Start

Det ville blive ok, mindede jeg mig om. Det skulle det blive. Døren var endnu uåbnet, men om få sekunder, når jeg tilfatter mig modet og skubber døren, vil jeg møde et hav af nysgerrige og ukendte ansigter og mindst lige så mange mennesker vil skanne mig, udstille mig og have en mening om den nye pige inden læreren, hvis navn jeg har misset i farten, tilkendegiver mig for 9.b. De vil hver fortælle deres navn, som om det at høre det en enkel gang ville være nok for at det vil sidde fast sammen med alle de andre indtryk jeg vil få, som det at læreren bruger briller og vist ikke har redt håret i dag.

Jeg vil få en plads, enten helt forest, så alle vil kunne studere på mig og stadig lade som om de følger med i undervisning; eller bagerst, så læreren tilsidst vil sukke højlydt og opgivende lade os gå i gården, fordi de alle bliver ved med at dreje hovedet og skæve ned mod mig og ikke følger med i undervisningen, som de nok alligevel ikke ville. Også vil jeg minde migselv om at det hele faktisk er lige meget; ligegyldigt om jeg får venner eller om jeg bliver stemplet som outsideren, for om 108 dage vil jeg være forsvundet ud ad denne dødsyge by, og den næste. Pist væk, og ingen vil forstå hvorfor. Også vil jeg puste ud og smile og nikke, som jeg nu skal.

Jeg lukker øjnene; et virvar af følelser; vrede, sorg, angst; fornemmelser; kulde, mørke, øde; billeder og steder, jeg hverken har lyst til at se eller være; blod, skrig, råb om hjælp; flyver forbi min nethinde. Jeg åbner øjenene; fortryllelsen ender brat og tilbage står branddøren, som et lille, rødt skilt på trædøren indikerer. Og før jeg når at fortryde, skubber jeg døren op.

 

 

 

”Jeg løber rundt

på en blomstereng,

og til sidst ligger jeg mig

i en blomsterseng.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...