Life Goes On

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 10 apr. 2013
  • Status: Igang
En gruppe teenagere må flygte, fra alt de kender til og kæmpe for deres overlevelse, fordi deres land er blevet besat pga. uenigheder i fortiden.
Men hvad sker der når to fra gruppen finder ud af, at de kan lidt mere end at slås? Og der bliver skabt splid i gruppen, pga. forelskelser og forskelligheder.
Man følger livet i gennem deres forskellige synsvinkler og ser deres blik på krigen.

1Likes
0Kommentarer
382Visninger
AA

1. ”Måske kunne vi slå os sammen- jeg mener… seks er vel bedre end tre?”

Shilas synsvinkel 

Jeg sad og tegnede små kruseduller i mit historiehæfte, mens læreren stod og plaprede om noget med den franske revolution, som jeg lige opfangede. Læreren var ved at tegne et mindmap på tavlen, da hendes kridt knækkede midt over, faldt på gulvet, og knækkede i flere små stykker. ”Orh for helvede da!” mumlede hun, og tog sig til hovedet ”Nå nej… pokkers…” sagde hun hurtigt. ”. ”Shila, Allison og Nikolai, gider i ikke gå ned i kælderen og hente noget mere kridt?” spurgte hun misfornøjet. Udefra lød pludselig et kæmpe brag så højt, at bordene rystede. Læren kiggede skræmt op, og ud af vinduet, men da hun ikke kunne få øje på noget, slappede hun af og vrissede igen ”Bliver de snart til noget med de kridt?”. Jeg rejste mig, og gik ud af klassen sammen med de to andre. Lige inden jeg lukkede døren, skimtede jeg et jægerfly fra et af klassens store vinduer. ’Det er sikkert millitæret som øver eller et eller andet…’ tænkte jeg sløvt. Vi gik fortsatte ned af gangen, og endte ved den lange trappe ned til den store kælder. Da jeg var mindre, var jeg altid bange for skolens kælder og dens mange mørke rum. Vi gik ned af trappen, og da Nikolai åbnede døren for mig, hørte jeg et ’Tsk’ fra Allison, og forestillede mig, at hun helt sikkert himlede med øjnene. ”Tak” mumlede jeg, og gik forbi ham ind i det første mørke rum. Allison trykkede irriteret på kontakten, og kælderens gamle lamper, begyndte blinkende at tænde. Til sidst forsvandt alt det uhyggelige mørke, og alt det skrammel, som havde samlet sig hernede, kom til syne. ”Så er spørgsmålet bare, hvordan faan vi finder kridtet i alt det her lort” mumlede Nikolai, og kiggede rundt på de brune træhylder som var blevet hængt op i massevis. ”Vi kunne jo prøve at kigge i skabet, hvor der står: Skolematerialer på” sagde jeg lidt småirriteret. ”Du har en pointe der” mumlede han og åbnede skabet ”Aha, her var der nogle kridt” sagde han stolt og viftede med pakken, der ikke engang var blevet åbnet endnu. ”Hey Jess” sagde Nicolai, som var blevet ringet op af Jessica, fra klassen.

”Hov vent…vent Jess slap af” sagde han og kiggede uroligt på os.

Jeg trådte et skridt tættere på Nicolai, så jeg kunne høre deres samtale.

”I skal ikke komme op…..der er nogle mænd der render rundt på hele skolen, bare gem jer og-” ”Hun taler i telefon, tag mobilen og få hende væk” råbte en mand i baggrunden.

Og så forsvandt alt lyd fra telefonen.

Nicolai og jeg kiggede chokeret på hinanden. Hvad fanden skete der lige der!

”Hvad mente hun med det?” spurgte Allison skingert.

”Ja, som om vi ved det” vrissede jeg surt, og kiggede hårdt på hende.

”Vent, prøv at se” Nico rakte mig sin mobil og da jeg kiggede fik jeg et mindre chok: Skærmen var fuldstændig sort, og det eneste liv der var på den, var nogle små lysende gule bogstaver: Lanet er besat. I bedes venlist overgie jer, så vil der ike ske jer det minste. Denne besked er sent til alle mobiler i hele lanet.

”Hva´ fanden?” mumlede jeg og famlede med min mobil i lommen. Jeg trak den hurtigt frem, og gloede lamslået på skærmen, præcis de samme ord stod skrevet på min skærm. Jeg prøvede desperat at trykke på min iphones skærm, og på knappen, men intet skete. ”Det er sikkert bare nogle fra klassen som prøver at lave en joke, tror i ikke? De har nok også lavet stavefejl med vilje…” sagde Nikolai beroligende. ”I hørte jo selv Jess” sagde han roligt, ”hun laver jo altid sjov ikke?”. ”Jeg tror ikke at det er for sjov…” sagde jeg stille. ”Jeg så faktisk et jægerfly i vinduet, inden vi gik ud a-” Jeg nåede ikke at færdiggøre min sætning, før der lød et mindre brag oppefra. ”Det lød som et skud” sagde Niko forfærdet og blev helt bleg. ”Hvordan ved du det?” spurgte Allison sarkastisk. ”Computerspil” svarede han kort, og holdt hånden bag det ene øre. Der kom en skinger lyd oppefra igen, og det lød fuldstændig som et skrig. ”Shit” sagde jeg højt ”var det der et skrig, eller var det bare mig?” spurgte jeg forfærdet. ”Det var ikke bare dig” sagde Niko, ”Jeg hørte det også”. Med et´ begyndte Allison at hyle og klynke højt, så mig og Niko måtte holde os for ørene. ”Min mobil” hylede hun, og begyndte at græde krokodille tårer. ”Min lille diamant, min lille skat… Hun ligger i min håndtaske…min håndtaske! Den ligger i klassen…” hulkede hun højt. ”Ssssh Allison!” vrissede jeg. ”Hvis vi virkelig er besat, og der render soldater rundt deroppe…” sagde jeg og pegede op mod loftet, ”finder de os med garanti, når du råber sådan op!” sagde jeg irriteret. ” ”Hold din kæft din… din..” hun nåede ikke at finde det rette ord, før hun blev afbrudt af Niko. ”Men hvorfor? Hvorfor har de besat os?” spurgte Niko, og kløede sig i håret. ”Jeg ved det ikke…” sagde jeg stille. Allison sagde ikke noget, men snøftede dog noget om hendes håndtaske og mobil. Hendes mascara var løbet ned af hendes kinder, i lange sorte striber, på grund af hendes falske tårer. Hendes lyse slangekrøller sad perfekt som altid, og hendes stramme korte nederdel, sad som skabt om hendes lille strutnumse. For oven havde hun en top med leopardpletter, hvor hendes ultra-store-bryster tittede lidt frem. Og på hovedet havde hun et pink hårbånd, og to sorte store øreringe, tittede frem inde bag håret. Alle drengene gloede altid efter hende, og hun ELSKEDE det! I modsætning til hende, havde jeg noget fuldstændigt neutralt tøj på. En T-shirt, min elskede cowboyjakke, med et halstørklæde til, et par sorte jeans, og to små stikkere i ørene, som forestillede sølvblomster. Jeg syntes selv at jeg brugte meget tid foran spejlet om morgenen, men i forhold til Allison! Så brugte jeg minimum et minut… Niko afbrød mine indre tanker:” Vi er virkelig nødt til at finde ud af, om det her er rigtigt eller ej, for jeg bliver sgu skidebange!” sagde han fast, og vrængede sit ansigt i en grimasse, som vist nok skulle forestille rædselsslagen. ”Måske skulle vi prøve at snige os ud af døren, og se om det virkelig er soldater eller bare nogle der laver sjov?” spurgte jeg klogt. ”Jeg bliver sgu eddergal, hvis det bare er en joke!” sagde Niko vredt, ”jeg har allerede tisset i bukserne ti gange i mine tanker..”. ”Godt at vide…” mumlede jeg, mens Alison fnisede af hans vits. Vi sneg os lydløst hen til døren, men selvom vi alle sammen hver især, prøvede at kigge ud gennem nøglehullet, kunne vi ikke få øje på noget. ”I to bliver her!” sagde Niko strengt, og kiggede på os. ”Jeg går ud og kigger” sagde han, og åbnede langsomt døren. Da han lukkede døren bag os, begyndte Allison straks på at diskutere: ”Han er min! Det ved du godt ikke?!” skræppede hun. ”I er jo ikke engang kærester, er I vel?” spurgte jeg selvsikkert, selvom jeg godt vidste, at det nok bare var bedst ikke at sige hende imod. ”Nej, men det bliver vi snart!” sagde hun vredt, sprudlende af raseri. ”Og du vover bare på at komme og tage ham igen!” begyndte hun. ”I de tre måneder i kom sammen fik jeg kvalme når jeg så jer sammen! Han er den lækreste dreng på skolen, og han er MIN, MIN, MIN!!!” det sidste råbte hun så højt, at hun selv hurtigt lukkede munden og så sig nervøst omkring. ”Jaja, det har jeg skam forstået, og jeg er heller ikke interesseret længere…” sagde jeg opgivende. Hun havde vundet. ”Nå, men han er åbenbart stadig interesseret i dig, så du har bare at holde dig langt væk fra ham!” lige da hun blev færdig, kom Niko brasende ind af døren. Han var ligbleg i hovedet. ”Okay” sagde han med rystende stemme. ”Det var ikke en joke.” ”Der går soldater omkring deroppe, og da jeg kiggede ud af vinduerne, var det også det samme udenfor, elever og lærere, og endda bare mennesker på gaden, blev eskorteret væk i store grupper bevogtet af soldater. Og…” han tog en dyb indånding. ”De har skudt… De har sku-” mere nåede han ikke at sige, før der lød skridt lige ude fra døren, som de stod foran. ”Der kommer nogen!” hviskede jeg højt, ”vi må gemme os, hurtigt!”. Allison sprag hen til skabet hvor vi havde fundet kridtende, til sidst kom hun derind, efter en del skramlen og bukseren, og lige inden hun lukkede skabet, sendte hun mig et ondskabsfuldt blik, der helt sikkert sagde: Held og lykke med at finde et gemmested, tumpe!. Jeg drejede omkring og løb ind i det næste kælderrum, hvor jeg kunne se Niko også stod og kiggede sig desperat omkring efter et gemmested. Mig og Niko kiggede på hinanden, da vi hørte nogen som helt sikkert var lige uden for døren nu. Vi tænkte nok det samme, for Niko kastede sig hen til en lille lyskontakt på væggen, og lamperne slukkede. Nu blev døren åbnet kunne vi høre, og Niko pegede desperat ned i en papkasse fyldt med vat. Jeg hoppede hurtigt derned, og han smed lynhurtigt et par puder over mit hoved, så jeg blev helt dækket til. Det sidste glimt jeg så af ham, inden puderne dækkede alle sprækker til var, at han løb hen til en lerkrukke der var så stor, at han sagtens kunne kravle derned. Han nåede lige at hive det store låg over hovedet, før de to soldater kom ind i mig og Nikos rum. De havde åbenbart ikke fundet Allison, for de lod ikke til at være særlig interesserede i den store, mørke skolekælder. De talte et mærkeligt sprog, som godt kunne lyde en anelse som arabisk eller sådan noget. De kiggede lidt rundt, kiggede kort ind i de andre rum, og gik så ud af døren igen. Den store dør lukkede tungt efter dem, men vi blev siddende på vores gemmesteder i ca. 10 minutter efter, at soldaterne var gået. De skulle sikkert bare undersøge, om der var flere folk på skolen, inden de gik videre til det næste offentlige sted, fuldt af ubevæbnede mennesker kunne jeg forestille mig.

Nico trak mig ud af mine tanker ved at trække mig op af papkassen. Han kiggede undrende på mig og jeg sagde så ”Okay, vi må finde Allison og så komme ud herfra” vi gik ind i det rum Allison gemte sig i. Nico gik over til skabet og fandt en klynkende Allison, han tog fat om hendes liv og trak hende op at stå, hun kiggede hoverende på mig og kom med endnu er klynk.

”Jeg har engang overnattet her nede og mig, og nogle andre fandt en udgang, ud til fodboldsbanen. Der er bare meget smattet derude, men det er da en udvej” sagde jeg og begyndte at gå ned mod udgangen. Jeg kunne høre på de andre at de skulle halvløbe, for at følge med, men jeg var så stresset og bange. Min lillesøster gik i 5 klasse her på skolen og….hvad var der mon sket med hende, hvor var hun mon henne nu, og var hun mon bange? Selvfølelig var hun det, hvis jeg som gik i 9 klasse var ved at skide i bukserne hvad så med hende?

”Shila pas på” jeg stoppede op og opdagede at jeg havde været en halv meter fra at gå ind i en dør. Jeg kiggede ned af gangen og så på døren igen.

”Det er her” sagde jeg og åbnede døren. Det første vi blev mødt af var en bidende kulde, det var trods alt også vinter, jeg kiggede på mit ur armbåndsur klokken var allerede 17:00, hvor længe havde vi været i kældrene? Endnu vigtigere, hvor længe havde vi været besat?

”Euuww, mine Amy Gee sko! hvorfor skal der være så mudret her? Så hellere blive taget af soldaterne” sagde Allison, og hoppede og hvinede på stedet. Jeg kiggede ned på mine sorte Converse, jeg stod i mudder til anklerne.

”Men okay så, kom Nico” vi begyndte at gå og kort efter blev der råbt ”Nej vent på mig” og så kom hun ellers hoppende efter os. Da vi kom ud fra det smattede område, begyndte vi at gå ind mod skoven, bag skolens fodboldbane lå der en skov og når man så kom igennem den, kom man direkte ud til de dyre huse, hvor alle de rige boede. Der gik en halv time, med at komme igennem skoven i det forfærdelige mørke.

I alt den tid vi gik, klagede Allison sig over at hendes nye sko gik i stykker, og blev mudret, ak!

Jeg kiggede rundt og så noget meget mærkeligt ”Er det en skrigende gul… regnfrakke?!” hviskede jeg til Nico og Allison, de kiggede undrende over mod den busk jeg pegede på. Det kunne umuligt være en soldat, fordi deres uniform var militær- og army farvet….så kunne det kun være-.

”Gud! andre mennesker!! Tal til mig!!!” den gule regnfrakke sprang frem fra busken og det viste sig at det var en pige, nok ca. på min alder. Hun havde langt brunt hår og brune øjne. Hun kom styrtede hen mod os og jeg kom stille, og roligt til at huske hendes sætning.

”Hvem er du?” Spurgte jeg om, hun kiggede på os alle og sagde så ”Jeg hedder Anna, mig, Mattis og Dan flygtede fra vores skole efter besættelsen og farrede herefter vild i skoven her” ”Vi farrede IKKE vild, jeg har styr på det” sagde pigen der nu også var kommet frem fra busken. Hun havde kort sort hår, militærbukser, sorte støvler og en læder jakke. Hun mindede mig om sådan er emo pige der skar i sig selv, og gik rundt og tævede andre, men noget sagde mig at jeg tog grueligt fejl. Drengen…Mattis tror jeg Anna kaldte ham, var også kommet frem nu. Han havde mørkebrunt hår og var meget stor i det. Ikke tyk, bare stor og kraftig. ’Han er sikkert stærk’ tænkte jeg, og begyndte også at vurdere de to andre. Hende pigen med den gule regnfrakke, hun er lidt… sær. Det var mit første indtryk, men det viste sig, at det slet ikke passede. Hun så også sød ud, i modsætning til hende emo-pigen…

Pigen med den gule regnfrakke- nårh nej! Anna hed hun, sagde noget mens hun så på mig med et blik, der fik mig til at føle medlidenhed med hende: ”De to gale mennesker har ikke snakket til mig i flere timer! De ignorerer mig når jeg snakker til dem og- åååååh hvor er det bare godt at se nogle andre!” hun lød fuldstændig som om hun havde fået sit største ønske opfyldt, og hun fik mig til at smile ved at gøre det. Men selvom hun smilede stort, så det nu alligevel ud som om, at hun mente det dybt alvorligt. I modsætning til mig som stod og smilede til hende, stirrede Allison uhøfligt på hendes gule regnfrakke. Da hun opdagede at jeg kiggede på hende, vendte hun øjne og sendte mig et blik der sagde: hvor ER hende pigen dog bare kikset! Mens jeg stod og tænkte over, hvor ligeglad jeg egentlig var med Allisons onde meninger, da Niko sagde ”Jeg hedder Nikolai-kald mig bare Niko, det her er Allison og Shila” sagde han og pegede på os. ”Jeg hedder Dan” sagde emo-pigen koldt, og det her er Mattis. Sagde hun og ignorerede fuldstændig Anna, som hele tiden skulle til at sige noget. ”Ja, det havde vi jo nok ligesom allerede regnet ud” sagde Allison hadefuldt. Hun hadede virkelig nye mennesker, som ikke var som hende selv. Jeg huskede tydeligt den første gang hun mødte mig… Uf! Brrr! Jeg rømmede mig og sagde: ”Måske kunne vi slå os sammen- jeg mener… seks er vel bedre end tre?” BANG! Jeg havde dummet mig bravt! Seks er bedre, kunne meget hurtigt misforstås til- sex er bedre end, men der var ingen der fnes, eller gjorde grin med min dumhed. Jeg tav. Alles øjne blev rettet imod mig, og den første der tog ordet var Anna: ”Det lyder som en super ide!” sagde hun og hoppede bogstavlig talt op og ned af glæde. ”Så slipper for kun at være sammen med ikke-talende-der ignorerer-mig mennesker!!!” jublede hun. Da alle havde godtaget at vi slog os sammen, tog emo… jeg mener Dan! ordet: ”Okay, men lad os først finde et sted at overnatte” hun lød træt, og da jeg tænkte over det, var jeg faktisk også ret træt efter dagens ubehageligheder. ”Hvad med inde i et af de fine huse der?” spurgte Allison, der for første gang indtil nu, overhoved havde kommet med nogle gode ideer. ”Menneskerne som bor der, er nok også blevet eskorteret væk, tror I ikke?” sagde hun og smilede stolt. ”Det kan jo også være at der så er noget mad et sted i huset” sagde Niko, og hans øjne strålede ved ordet mad, vi havde jo trods alt ikke engang spist frokost. Vores flok, på nu seks teenagere begav sig af sted til det rige villakvarter. Vi tog det første, det bedste, og det helt igennem største villahus. Huset var indhegnet af et kæmpe højt hegn men der var heldigvis ikke låst, og den store guld-låge stod også på klem. Da vi gik ind af den mørke havegang, følte jeg mig meget tryg ved, at Niko og Dan gik forrest, mig, Anna, og Allison i midten og Mattis bagerst. Når vi først lige var gået fire-fem skridt op ad en lille trappe, tårnede den store egetræsdør sig op foran os. Et stort hvidt kryds var blevet malet på døren, sikkert for at vise at menneskerne der boede her, var blevet eskorteret væk. Håndtaget på døren var blevet brækket op, med et brækjern, og der lå lange splinter på fortrappen. Niko skubbede forsigtigt døren på klem, og lyttede ind. ”Der er ikke nogen” sagde han lettet, og skubbede så døren helt op. En sagte piben hørtes indefra huset, og Dan kiggede bebrejdende på Niko. ”Virkelig?” vrissede hun. Jo mere man tænkte over det, jo mere lignede hun en dreng. Men hun var og blev en pige. Anna masede sig frem foran Niko, og lagde hånden bag sit øre. Hun gik indenfor, men da hun tog det første skridt råbte Mattis: ” Nej Anna! Der er nogen derinde!” Det var det første han havde sagt i dag. Det virkede som om at det eneste tidspunkt han virkelig sagde noget, var når han skulle fosvare, eller redde nogen. Anna vendte sig langsomt, og sendte ham et surt blik:” For det første: tak fordi du taler til mig. Og for det andet: det er ikke nogen, men NOGET!” sagde hun surt, og lagde ekstra tryk på noget. Alle kiggede undrende på hende, og hun sukkede: ” Det er en HUND for pokker da!” sagde hun, og kiggede på rundt på alle. Hun vimsede ind i huset mens alle vi andre stod udenfor på fortrappen og gloede efter hende. Jeg var lige ved at tænke at hun ikke var rigtig klog, da hun kom gående ud med en lille sort labradorhvalp i armene. Den havde store brune øjne og et ordentligt sår i siden. Hun kiggede bebrejdende på os alle sammen og lidt efter lidt begyndte vi at samle os, og Niko trådte som nummer to ind i det store hus. Da vi alle sad samlede om det gigantiske spisebord i stuen for at planlægge hvad vi nu skulle gøre med mad o.s.v, da Allison brød ordet: ”Hvorfor tænder vi dog ikke noget lys for pokker?” spurgte hun med skinger stemme. ”Og hvorfor sidder du sådan og glor på mig?!” spurgte hun vredt til Mattis som havde siddet og stirret på hende i ubehagelig lang tid. Da hun spurgte ham, bøjede han hurtigt nakken og mumlede noget i retning af:” ikke for noget…”. Allison sagde et af sine berømte ”tsk” og himlede med øjnene for jeg-ved-ikke-hvilken-gang i dag. Dan rejste sig og begyndte at gå rundt om bordet med lange rolige skridt. Jeg fik gåsehud af hende hver gang hun kiggede på mig, og jeg kunne se at Anna krympede sig hver gang Dan sendte hende, og den sorte hvalp på Annas skød et iskoldt blik. Endelig standsede Dan op, og sagde med sin dybe rå stemme: ”Vi kan vel starte med at lede efter mad, og tøj i hele huset, for jeg regner ikke med at der var nogen der fik deres overtøj med andre end mig og Anna?” sagde hun og skulede til Annas gule regnfrakke.Vi andre rystede tungt på hovedet, for vi havde overhoved ikke engang tænkt på at tage overtøj med. ”Og med hensyn til dig og dit lys Allis,…” begyndte Dan, og lod sig ikke mærke med at Allison viftede med armene for at sige noget. ”Så vil vi jo helst ikke blive opdaget vel? Og hvor der er lys er der mennesker. Er det ikke sådan man siger Allis?” sagde hun med hån i stemmen. Allison rejste sig og sagde højt:” Jeg hedder altså Allison! A-L-L-I-S-O-N” hun lød ret fortørnet-folk plejede ikke ligefrem at udtale hendes navn forkert. ”Jaja så siger vi det Allison!” begyndte Dan, ”Men altså, dig der og dig der og Anna,” sagde Dan, og pegede på mig og Niko. ”I leder efter mad i hele huset, og resten plus mig, leder efter sovesteder”. ”Hvad var det nu I to hed?” spurgte hun og kiggede olmt på mig og Niko. Jeg svarede hurtigt:” Niko” og pegede på Niko, ”og jeg hedder Shila”. Jeg ved ikke om hun overhoved hørte efter, for hun vendte sig hurtigt og gjorde tegn til Mattis og Allison om at komme med. Niko begyndte som den første at gå op af den brede marmortrappe, efter ham kom jeg, og til sidst Anna, som lige skulle ligge den lille hvalp på den hvide lædersofa i gangen. ”Kan du så blive liggende her?” spurgte hun den kærligt, og kyssede den på panden. Hvalpen logrede, og prøvede at rejse sig, men den var alt for udmattet af det store sår i siden, så i stedet lagde den sig bare ned med hovedet mellem forpoterne og kiggede længselsfuldt på Anna da hun begyndte at gå op af trappen med hovedet drejet mod hvalpen. Niko var allerede nået op, men jeg stod og ventede på Anna på det sjette trappetrin ud af ti. Da hun nåede mig lod jeg hende gå foran og fulgte selv efter, holdene i gelænderet for ikke at falde. Anna var næsten nået helt op, da hun snublede på den mørke trappe, men blev heldigvis grebet af mig bagfra og Niko forfra. Hun blev helt forfjamsket, og syntes sikkert at det var meget pinligt at blive grebet af to, man slet ikke kendte. ”Undskyld…” mumlede hun, og sprang de sidste fire sidste trin op. Hun smilede til mig, og vinkede mig og Niko ind i et rum der stod med åben dør. ”Det her må vel være køkkenet?” mumlede Niko, og Anna nikkede: ”Ja, det tror jeg også, lad os kigge i køleskabet” sagde hun muntert og gik hen og åbnede. Det var noget af en buffet der var derinde: Kylling på spyd lå på nogle små tallerkner derinde, Æblejuice, Kakaomælk, Smør, Ost, Mælk, En kande med iskoldt vand, marmelade, færdiglavet medisterpølse, to slags salater og meget mere. Jeg gik hen og kiggede i et af de store mahogniskabe som hang over køkkenbordet, mens Anna og Niko stadig stod og savlede ovre ved køleskabet. Inde i skabet fandt jeg både te, brød, honning, havregryn, chokolade, en pakke brownie, en pakke ris, og en pakke pasta. ”Prøv at se her!” sagde jeg, og mine tænde løb i vand ved tanken om mad. De to andre kiggede, og Anna spærrede øjnene op: ”Chokolade!” råbte hun og spurtede hen til skabet hvor jeg stod. Hun rev chokoladepakken ud fra skabet og snusede til pakken. Mig og Niko kiggede undrende på hende, og hun forklarede:” Jeg ELSKER bare chokolade! Det er mit ynglings slik overalt i verden!” hendes øjne strålede ved ordet chokolade. Mig og Niko begyndte at grine og Niko sagde smilende til hende: ”tag du bare et stykke inden de andre opdager det”, og blinkede til hende. ”Orh! Mener I det?!” spurgte hun begejstret, og kiggede også på mig. Jeg nikkede og grinte igen. Hun flåede pakken op, som et lille barn som fik en julegave, imens mig og Niko begyndte at tage lidt af hvert ud af skabene og køleskabet, og stillede det på køkkenbordet.

Dan, Alison og Mattis kom ind i køkkenet ”Jeg kan se at i har fundet noget mad” Sagde Dan og kiggede fast på Niko og jeg, Anna stod og ledte efter bestik, glas og tallerkner.

”Men så lad os spise” Sagde Niko og vi satte os alle rundt om det store træspisebord.

 

Da vi havde spist valgte vi at lægge os til at sove, eftersom det havde været en lang dag.

Vi havde alle lagt os i stuen, vi havde båret alle de madrasser vi kunne finde, nedenunder så vi lå samlet et sted hvis der skulle komme et angreb. Det var efterhånden flere timer siden vi havde lagt os til at sove, men jeg blev ved med at tænke på min lillesøster. Havde hun det mon godt, var hun samlet med mor og far?

”Shila?” det var Anna, vi lå tættest på hinanden ”Ja, Anna?” hviskede jeg tilbage.

”Sover du?” spurgte hun om ”Nej” svarede jeg kort.

Vi lå lidt tid i stilhed, da jeg så vendte mig mod hende, så jeg lå med mit hoved ind mod hende. ”Hvad skete der egentlig hos jer?” spurgte jeg hende om. Hun sukkede.

”Vi hørte en masse bombelyde, og så gik brandalarmen i gang. Vores lærer førte os uden for ligesom alle andre, eftersom brandalarmen var i gang. Der var kaos på gangene og det strømmede ind med soldater. De ville have os ud på vejene, det lykkede mig at slippe væk og flygte ud i skoven, det var der jeg mødte Dan og Mattis, de går begge i min parallelklasse og de havde åbenbart også flygtet fra soldaterne. Kort efter dykkede i op” sagde hun og smilede. ”Shila, det er altså ikke fordi jeg ikke vil snakke med dig, men jeg er vildt træt og der er meget vi skal nå i morgen” sagde hun og rykkede lidt på sig ”Ja, du har ret. Godnat” sagde jeg og vendte mig om.

Der gik ikke lang tid før jeg faldt i søvn, Anna havde ret, der var meget vi skulle nå i morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...