Perfektion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2013
  • Opdateret: 27 dec. 2013
  • Status: Igang
Perfektion. Et adjektiv. Ti bogstaver. Ét kraftigt ord. Det var det ene ord mit største ønske var at være. At se perfekt ud, at gøre alting perfekt, at være perfekt. Men ingen er perfekte - men sandt at sige skulle jeg nok lave om på det. For det var hvad folks holdning var til mig; at jeg kunne læse op fra en bog jeg sldrig havde læst før, perfekt - at regne en første gradsligning på ingen tid, perfekt - at rydde op mit værelse, perfekt. Sandt at sige stinker jeg til sport, jeg kan ikke gøre rent om mit liv så afhang af det. Jeg er ikke decideret god til noget. Ubrugelig, men det var ikke hvad jeg skulle være; jeg skulle være perfekt.

19Likes
9Kommentarer
1392Visninger
AA

5. Torsdag

17:00 – torsdag

“‘Who knows what the forest hides.’ She gasped.’” Forslog Sam i en falsk britisk accent. Et grin undslap mine læber. Sandt at sige at nu hvor vi var hjemme hos hende gjorde hun mere sjov ud af opgaven end i skolen, og den måde den britiske accent altid ændrede sig gjorde det endnu sjovere.  ”Prøv du.” Hun skævede til mig. Jeg åbnede munden men fik ikke andet end latter ud da jeg allerede kunne høre nu hvor dumt det egentlig ville lyde. Ja, jeg havde øvet på en britisk accent derhjemme, og derfor vidste jeg hvordan jeg lød. ”Kom nu!” fortsatte hun.

”No one tells the queen what to do.” Jeg stak næsen i vejret, armene over kors og et lyst fnys bagefter. Det krævede meget af mig ikke at grine ørene af på stedet, og Sam var knaldrød i hovedet af latter. Det matchede næsten hendes røde hår. Hendes øjne rynkede sig, og jeg kunne ikke lade vær med at betragte den måde hendes pande næsten rynkede sig, og den møde de grønne øjne var lukket helt i af latter.

”Du er genial, Lara – har nogen fortalt dig det?” kvækkede hun hvorefter hun fjernede nogle lattertåre fra øjnene, og sukkede efter vejret.

”Næ, du må jo være den første.” grinte jeg halvhjertet. Ja, jeg havde da fået det at vide et par gange, men det var vel også bare det at jeg havde ’hjulpet’ folk med deres spørgsmål så de kunne få lidt ekstra point. Men den her gang sagde en person det i min væremåde, og det kunne ikke lade vær med at varme mig en smule.

Hun sendte mig et smil hvorefter hun vendte ansigtet mod iPaden igen. Det løse røde hår fløj ned over hendes ansigt, hendes tunge stak ud imens hun koncentrerede sig. Sam var ret høj, hun var en smule små buttet, men heller ikke meget. Det passede bare sammen med resten af hende; de markerede ansigtsudtryk, de grønne øjne, det røde hår og de brunlige fregner.

Hun kiggede igen på mig, og sendte mig et kort smil. Man kunne lige ane hendes tænder, men ikke meget.

”Hvad så med nu? Har du en idé til hvad der eventuelt kunne gemme sig i skoven?” spurgte Sam igen. Hun satte en rød tot hår om øret, og kiggede afventende på mig. Jeg tog mig selv i at stirre lige ind i hendes øjne, men fjernede blikket hurtigt. Jeg ledte i de store bunker af papir, skrald, og viskelæder smulder, og fandt det jeg ledte efter.

”Vi kunne prøve med et plottwist – men jeg er ikke sikker på om vi kan lave et.” mumlede jeg, imens jeg læste papiret igennem. Sam strøg en finger over hagen som om hun havde skæg. Pludselig stak hun en finger i vejret og kiggede ivrigt på mig.

”Hvad så?” kvækkede jeg da hun bare ventede på at kunne sige noget.

”Jeg har det, jeg har det!”

”Hvad har du?”

”Hvad med at den onde i virkeligheden er den gode, og den gode – altså personen der hjælper vores hovedperson er den onde!” gispede hun. Jeg nikkede ivrigt og så hvordan smilet voksede på Samanthas læber. Hendes tænder var en smule skæve, og der var enkelte tænder der voksede over hendes tilbagesiddende mælketænder.

”Vi er geniale…” mumlede jeg selvtilfreds, hvorefter Sam grinte.

De meste af Sams værelse var stadig i kasser. Hendes seng var ude, hendes bærbar lå på bordet, og killingen lå og sov i en kurv ved hjørnet. Ellers var resten i kasser. Hun havde sagt at hun var glad for lande, at hendes forældre tit tog med hende ud af rejse. Der var masser af kort, flag og souvenirs fra alle mulige steder pakket ned i de kasser. Hun sagde det gav en farve i rummet.

”Hvis det er, kan vi pakke ud – bare som en pause fra lektierne?” forslog jeg forsigtigt. I realiteten var jeg i tvivl om hun overhovedet ville have at jeg rodede i hendes ting, og hjalp hende. Jeg ville selv blive træt af at min mor konstant skulle blande sig i hvor tingene skulle stå, også videre.

”Nah.. Ikke lige nu – jeg syntes vi er godt i gang.” henåndede Sam imens hun sad koncentreret og kiggede ned i iPaden. Jeg nikkede hurtigt, og kunne mærke mine kinder blusse op.

 

18:00 – torsdag

”Hvordan var det at være sammen med Sandra?” spurgte min mor da jeg satte mig i bilen. Hun havde lige været over og hente mig hos Sam. Den sidste tid var blevet lidt mere stille, men vi snakkede stadigvæk. Jeg havde været længe hos hende, og mest af alt var jeg utrolig sulten og ville hjem efter en burger, eller noget.

”Hun hedder Sam.” rettede jeg. ”Men ja, det var smadder hyggeligt!” udbrød jeg. Min mor sendte mig et hårdt blik. Forsigtigt vendte jeg blikket mod mine hænder, og bed mærke i hvordan mine blodårer var mere tydeligere end før på håndryggen.

”Jeg ved ikke… Jeg syntes det var meget rodet.” brummede hun.

”De er lige flyttet ind, tiden tager hvad tiden tager.” talte jeg med sammenbidte tænder.

”Ikke den attitude, unge dame.”

”Jeg taler som jeg vil.” gav jeg igen, hvorefter jeg satte mig mere op i stolen.

”Lara! Hvad er det for et humør det er i dag? Er det hende, Sandra?!” hvinede hun opgivende. Jeg vendte træt blikket mod hende, og sukkede højlydt. Blikket blev vendt mod landskabet der hurtigt forsvandt forbi mine øjne. Det var typisk min mor – at være sådan.

 

A.N: Undskyld kapitlet ikke er så langt, der kan ikke ske meget hver dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...