Perfektion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2013
  • Opdateret: 27 dec. 2013
  • Status: Igang
Perfektion. Et adjektiv. Ti bogstaver. Ét kraftigt ord. Det var det ene ord mit største ønske var at være. At se perfekt ud, at gøre alting perfekt, at være perfekt. Men ingen er perfekte - men sandt at sige skulle jeg nok lave om på det. For det var hvad folks holdning var til mig; at jeg kunne læse op fra en bog jeg sldrig havde læst før, perfekt - at regne en første gradsligning på ingen tid, perfekt - at rydde op mit værelse, perfekt. Sandt at sige stinker jeg til sport, jeg kan ikke gøre rent om mit liv så afhang af det. Jeg er ikke decideret god til noget. Ubrugelig, men det var ikke hvad jeg skulle være; jeg skulle være perfekt.

19Likes
9Kommentarer
1398Visninger
AA

3. Tirsdag

02:23 – tirsdag

Hvis det ikke var for at huset var så lille, og væggene var så tynde havde jeg sat noget musik på. Efter at have boet i otte år i samme hus, lærer man efterhånden at man ikke kan tage mange skridt om natten uden der er en eller anden der hører det.

Indtil videre har jeg talt de gange jeg har hørt enten min bror eller min far være oppe for at smutte på toilettet. Mit værelse lå længst væk fra toilettet, men de trampede, som om de var elefanter – så det var ikke svært at lægge mærke til.

Endnu en søvnløs nat var på færre, men det måtte jo være fordi jeg gik tidligt i seng i går. Klokken syv for at være mere specifik – den nat fik jeg heller ikke meget søvn, og var ret smadret efter nationalprøven i matematik. Som for resten gik helt igennem forfærdeligt. Der var så mange ting jeg ikke forstod, jeg havde glemt hvordan det og det fungerede, og det værste var; jeg havde brugt timevis på at få samlet de forskellige formler, og måder at bruge brøker på i hovedet.

Min mor og far stillede ikke nogen spørgsmål til hvorfor jeg var gået i seng, men var nok irriterede over jeg ikke fik taget et bad i går, og ville sikkert hænge mig op på det når jeg kom hjem fra skole. Der gik sikkert ikke langt tid før min mor kom hjem fra arbejdet; i nat havde hun fri klokken to, det sagde hun under aftensmaden.

Et lydløst gab undslap mine læber, og jeg havde lyst til at bande af mig selv. Hvis jeg var så skide træt, hvordan kunne det så være jeg ikke kunne sove? Uanset hvordan og hvorledes var det en kamp som jeg indtil videre, så ud til at tabe.

Jeg besluttede med mig selv at alle sov så tungt at de ikke ville lægge mærke til hvis jeg gik lidt rundt på værelset. Sløvt rejste jeg mig op fra den grå sovesofa, og tændte for lyset. Det gule/orange lys skar kort i øjnene, hvorefter jeg lod blikket køre rundt i rummet.

Mine hylder og reoler var blevet støvet af i forgårs, fordi jeg ikke havde noget at lave og jeg vidste at jeg skulle gøre det før eller siden. Derimod lignede gulvet en slagmark; papir-rester, hårnåle, elastikker – alt muligt lå på gulvet. Jeg skulle med garanti støvsuge når jeg kom hjem fra skole senere.

Jeg kiggede mig i spejlet, og blev ikke overrasket over de mørke render under mine øjne.  Et suk undslap mine læber, og jeg kørte en finger under i øjet i håb om at det ville forsvinde, men det blev der bare.

Lyden af en bil der kørte ind i garagen lød. Panisk slukkede jeg lyset, og sprang til min seng. Min mor ville højst sandsynligt knække nakken på mig hvis hun så at jeg var vågen lige nu.

 

09:15 – tirsdag

”… færdigt billede? Desværre er det jeg kender, undtagen selvfølgelig Farrakhan som er en rigtig…”

”Lara. Lytter du?” Jeg hoppede let i stolen, og det strenge blik fra min lærer var let at se. Den måde alle havde deres blik vendt mod mig, fik mine kinder til at blusse let op. Jeg nikkede tøvende, og lukkede forsigtigt bogen i, og skubbede den hen i siden, så den ikke kunne ses på grund af mit penalhus.

De tynde og skarpe øjne stirrede lige ind i mine. De var klare grå, og de var tydeligere på grund af hendes briller. Jeg nikkede igen, og kiggede ned i bordet.

Hun skulle til at sige noget, da døren åbnede sig. Vores høje og buttede viceinspektør stod i døren. De hvide briller hang på næsen i et intet sigende blik. Den smule snakken der havde været i klassen blev hurtig afbrudt, da alle fik set godt efter hvem det var der stod i døren.

En pige med kruset brunt hår, en grå jakke der lignede dem jeg havde set i H&M, og sorte bukser. Hun smilede ikke særlig stort, men man kunne lige skimte det.  Viceinspektøren puffede hende frem at hun var lige ved at snuble. En lav latter spredte sig rundt i klassen, men som til gengæld blev hurtigt stoppet af deres læres strenge blik.

Vores lærer sendte pigen en anstrengt smil og placerede hende foran tavlen. Skulle vi have en ny pige i klassen? Det havde jeg ikke hørt om? Til gengæld var det heller ikke hver gang vi fik sådan noget at vide. Tvillingerne Sandra og Emilie bagerst kom også bare ind i klassen en dag, og en hel masse andre. De var til gengæld bare flyttet.

”Fortæl lidt om dig, Sam.” sagde hendes lærer anstrengt. Jeg havde lidt ondt af hende; at være helt ny i en klasse, ikke at kende nogle også er folk ret stramme i betrækket. Jeg ville have stukket benene på nakken og fundet en anden skole, selvom der ikke var så mange andre muligheder i den her by.

”Mit navn er Sam, jeg kommer fra Vallensbæk…”

”Sjællænder!” råbte en stemme bagfra. De fleste, inklusiv mit eget, ansigter snurrede og havde blikket mod Jonas. Han kiggede selvtilfreds på Sam, og de andre omkring ham fnes en smule. Jeg kastede hurtigt blikket tilbage mod Sam, som ikke havde trukket en mine.

”… Jeg kommer fra Vallensbæk, og flyttede her til Snoghøj sammen med min far, fordi mine forældre er blevet skilt. Jeg er tretten år.” fortsatte Sam. Under hendes korte biografi om sig selv havde jeg spekuleret over hvor hun skulle sidde.

En stor del af mig håbede at hun skulle have pladsen ved siden af mig, og ikke et enmandsbord henne i hjørnet ved siden af Jonas. Selv sad jeg alene ved et større bord fordi ingen andre rigtig gad sidde ved siden af mig. Jeg skulle for alt i verden heller ikke sidde helt bagerst hvor man ikke kunne høre en skid af hvad læren sagde.

”Okay Sam, sæt dig derovre ved siden af Lara.” sagde vores lærer, og sendte Sam et anstrengt smil.

Da Sam kom gående mod mit bord, smilede jeg forsigtigt til hende, og hun sendte også et smil til mig. Hun havde en militærgrøn Fjällräven taske. Min egen var en sorte skuldertaske med All Star mærket foran. Man skulle tro at lige præcis fordi det var All Star at en masse ville have den taske, men nej; kun mig. Måske var det fordi jeg havde sådan en taske?

Så snart Sam havde fået sat sig til rette, fundet sit penalhus frem, og fået et gråt kladdehæfte fra vores lærer fortsatte timen. Jeg lagde mærke til at folk flere gange blev ved med at vende deres blik mod Sam, men jeg bebrejdede dem ikke, for det kunne jeg heller ikke lade vær med.

Hun havde chokolade brune øjne, tydelige fregner, og en knappenæse. Hun holdte ikke særlig meget øje med tavlen og lavede bare tegninger på de bagerste side på hæftet. Selv døjede jeg også med at koncentrere mig lige nu, for tegningerne var egentlig spændende nok at se på.

 

12:15 – tirsdag

De fleste var gået udenfor for at spille fodbold selvom det sneede udenfor. Jeg ville ikke udenfor fordi det var koldt, og selvom vi rigtig skulle være udenfor holdte jeg mig indenfor. I 12 frikvarteret skulle vi være udenfor, men ingen af lærerne tog sig rigtig af at man var indenfor.

Jeg læste videre på Precious, og holdte mig henne i hjørnet af klassen. Man kunne se lige ud til skolegården hvor de børn der gik i indskolingen spillede fodbold, hoppede i sjippetov på trods af at jorden var dækket af is og sne.

Døren åbnede sig, og jeg stivnede kort. Jeg håbede ikke at det var en af de lærer der ville smide en udenfor om der så var tornado udenfor. Men nej;

Det var bare Sam.

Jeg åndede lettet op, og lukkede bogen igen. Sam sendte mig et stort smil der afslørede et sæt tænder. De var gullige og skæve og et sæt bøjler var placeret på dem. Det var tydeligvis ikke så længe siden hun havde fået bøjle på.

”Hej igen.” sagde hun med et smil, hvorefter hun satte sig på sin plads. Jeg sagde ikke noget og fulgte hende med blikket.

”Du behøvede ikke at lægge den væk.” fortsatte hun. Jeg var usikker på om jeg skulle tage bogen op, men lod vær og ventede på at hun ville sige noget mere.

Jeg tillod mig at betragte hende ordentligt den her gang. Før kunne jeg ikke se så meget af hende forfra, men nu hvor vi begge kiggede på hinanden havde jeg et bedre udsyn til hendes ansigtstræk og farver. Hendes hud var bleg, grønne øjne, tydelige fregner og rødt hår. Folk ville sikkert kaldte det en typisk rødhåret, men jeg havde kun set dem på billeder. Hun havde et ret unikt udseende.

”Jeg tænkte bare at du måske fandt det uhøfligt…” Min stemme blev lavere og lavere, og følte mig straks flov over jeg rent faktisk havde sagt noget. Et smil formede sig på Sams læber og et skinger latter gled forbi hendes læber. Hendes øjne rynkede sig let sammen.

”Det kan da være lige meget hvad jeg siger, du er ikke min slave.” fnes hun kækt. Selv kunne jeg ikke lade vær med at trække på smilebåndet, og prøvede desperat at lade vær med at gøre smilet for stort. Jeg hadede når man kunne se mine tænder i mit smil.

”Du har fat i noget.” bekendtgjorde jeg. Lige nu havde jeg faktisk ikke lyst til at læse, men bare snakke med Sam. Hun var smadder venlig, og selvom vi ikke havde udvekslet mere end et par sætninger kunne jeg rigtig godt lide hende.

”Det har jeg altid, det er bare ikke altid at folk lægger mærke til at jeg har ret.” påpegede hun, og et eller andet sted kunne jeg godt følge hende. Hvis jeg er i en diskussion hvor min mening er den rigtige så tager folk sig ikke rigtig af det og diskutere videre. Jeg nikkede forstående og kiggede ned i mit bord som efterhånden var overtegnet på baggrund af kedsommelige matematiktimer også videre.

”Du hed Laura, ikke?” spurgte Sam så bagefter. Jeg blev lidt skuffet over hun ikke kunne huske mit navn; men kunne jeg regne med andet? Hun havde været her i nogle timer og havde sikkert fået smidt en masse navne i hovedet, og det var garanteret svært at holde styr på dem. Selv havde jeg aldrig haft brug for sådan noget da det altid har været den samme dagpleje, den samme børnehave, den samme skole.

”Lara.” mumlede jeg lidt hårdere end ment. Jeg følte mig straks skyldig over tonen.

”Men det går nok, får du har sikkert fået smidt en masse navne efter dig i dag at jeg hundrede procent forstår at du ikke kan huske mit!” rablede jeg. Sam begyndte at grine igen og afslørede de uperfekte tænder.

Uperfekte…

Sam skulle til at åbne munden, men heldigvis ringede klokken lige. Jeg åndede lettet ud, og fandt mine engelsk bøger frem.

 

16:24 – tirsdag

Jeg havde opgivet at læse videre på Precious, for ærlig talt; selvom det er meningen at alle de stavefejl er der, så bliver det trættende at læse i sidste ende. Jeg var gået direkte hjem efter skole, min mor var taget i byen sammen med min lillebror for at købe et eller andet grej til hans lejrskole tur. 6. klasse kom ikke på lejrskole i år fordi det var noget kommunen havde afskaffet for mellemtrinet.

Det var lidt træls ja, men vi kom over det.

Lige nu kørte musikken højt, og jeg sad bare med min bærbar på sengen. Jeg hoppede lidt mellem Facebook, Tumblr, og YouTube bare for at have noget at lave. Mine lektier var ordnet, men der var et frygteligt rod på mit værelse, og jeg vidste med mig selv at jeg skulle ordne det før eller siden.

Et suk undslap mine læber da det samme animerede billede fra Harry Potter dukkede op igen. Det var helt sørgeligt at være fan af Harry Potter nu, der kom jo intet nyt. Bøgerne var færdige, filmene var færdige, og derfor blev det samme reblogget og liket.

Jeg kunne høre en nøgle gå ind i fordøren hvorefter den blev åbnet. Det var sikkert min far der var kommet hjem. Atter sukkede jeg fordi jeg vidste at han ville sætte mig igen med at få ryddet og støvet det hele af.

”Hey. Hvordan gik det i skole?” spurgte min far da han åbnede døren. Hans ’uniform’ bestod af en stor, blå sweater og et par slidte arbejdsbukser og store sko. Han navigerede lastbilchaufførerne på havnen i Fredericia.

Jeg nåede ikke rigtig at svare før han kastede et blik rundt i mit værelse. Han lavede en eller anden lyd som nok ikke betød ’Hold op hvor er her rent’. Han rystede på hovedet og tsk’ede af mig.

”Der skal støvsuges, støves af, og mor sagde du skulle gøre kaninburet rent inden de kommer hjem.” påpegede min far. Jeg sværger at jeg næsten kunne se et medlidende blik i et øjeblik, men det forsvandt som dug for solen. 

Jeg gryntede utilfreds og rejste mig op. Jeg kunne starte med marsvineburet inden det hundekoldt og mørkt.

”Jeg går i bad.” mumlede han hvorefter han forsvandt ned af gangen og ind på badeværelset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...