Perfektion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2013
  • Opdateret: 27 dec. 2013
  • Status: Igang
Perfektion. Et adjektiv. Ti bogstaver. Ét kraftigt ord. Det var det ene ord mit største ønske var at være. At se perfekt ud, at gøre alting perfekt, at være perfekt. Men ingen er perfekte - men sandt at sige skulle jeg nok lave om på det. For det var hvad folks holdning var til mig; at jeg kunne læse op fra en bog jeg sldrig havde læst før, perfekt - at regne en første gradsligning på ingen tid, perfekt - at rydde op mit værelse, perfekt. Sandt at sige stinker jeg til sport, jeg kan ikke gøre rent om mit liv så afhang af det. Jeg er ikke decideret god til noget. Ubrugelig, men det var ikke hvad jeg skulle være; jeg skulle være perfekt.

19Likes
9Kommentarer
1424Visninger
AA

4. Onsdag

9:00 – onsdag

Sandra og Helene grinte, og jeg vidste godt hvad de grinte af. Det var femogfyrre minutter siden skoledagen startede, og min sidemand var her ikke. De andre var straks hoppet til teorier om at hun var skuffet over at skulle sidde ved siden af mig. Det havde såret mig, men ikke at det var tydeligt.

Jeg holdte et spændt suk da døren åbnede sig, i håb om at det var Sam, så de ville holde mund, men det var bare vores engelsklærer. Sukket forlod mine læber, og jeg kiggede ud af vinduet.

Det var slet ikke fordi jeg ikke havde snakket med Sam siden frikvarteret, men det var bare som om de gad lade mig være for mig selv uden deres latterlige kommentarer.

”Good morning class.” kvidrede hun, og hviskede tavlen ud. Det var ikke unormalt at drenge og piger lavede kønsdele med kridt på tavlen eller skrev noget i retningen af ”Julie er sej” eller andet. Alle lærerne var sikkert vant til det, så de viskede det ud med tavlesvampen uden at stille yderligere spørgsmål. Der lød en lav mumlen rundt omkring som sikkert var en blanding af Godmorgen og Good Morning, men det så ud til at tilfredsstille vores engelsklærer.

”Vi arbejder bare videre på gyseremnet ligesom sidste gang, jeres manuskript skal være færdigt til næste gang så jeg kan godkende det til at blive indspillet. Jeg ser gerne at I retter det for fejl, og skriver jeres navn.” sagde hun hurtigt, og satte sig på den efterhånden slidte kontorstol, og tog sin bærbar op af tasken.

Jeg sukkede kort, og tog min iPad op af tasken og tog de lilla høretelefoner med op. Så længe jeg var alene kunne jeg godt tillade mig at høre musik imens. Jeg åbnede iTube og valgte en tilfældig sang.

I samme øjeblik blev døren forsigtigt åbnet, og jeg åndede lettet ud. Sam var kommet, og hendes ansigt var knaldrødt. Hun lignede mest af alt en der lige havde løbet et maraton, ellers var det bare kulden. Alles blikke hvilede på hende imens hun gik op til den, nu, nysgerrige engelsklærer.

Jeg var ret langt væk så jeg kunne ikke høre hvad de sagde, så jeg vendte tilbage til mit manuskript. Vi skulle rigtig være i grupper, men jeg tror efterhånden mine lærere havde opgivet at sætte mig ind i en gruppe da det i sidste ende ville ende med at jeg enten lavede hele arbejdet og ikke fik noget kredit, eller lavede noget nyt helt for mig selv. Men sådan kunne jeg også lide det.

Alligevel kunne jeg ikke lade vær med at have blikket fæstnet på min engelsklærer og Sam. De gav hånd til hinanden, min engelsklærer forklarede vist hvad alt gik ud på, også gik Sam i mod bordet. Jeg skyndte mig at kigge ned så det ikke lignede at jeg havde fulgt med i samtalen.

”Godmorgen.” mumlede jeg da Sam satte sig ned. Hendes vejrtrækning var uregelmæssig og hendes hoved var stadig knaldrødt, og håret lignede noget der var taget af en storm. Men det gjorde ikke rigtig noget for så var jeg ikke den eneste der ikke lignede at været til frisøren hver morgen.

”Halløj.” kvækkede Sam da hun satte sig ned. Hun tog en iPad op af tasken som var hvid. Hun havde sikkert fået den lige inden hun skulle begynde her, regnede jeg da med. Det var næppe hendes eget da der var et cover bag på som alle fik af skolen.

”Travl morgen?” forhørte jeg mig forsigtigt. Hun nikkede hastigt, og tændte for iPaden. Jeg tog det som et tegn som at hun ikke ville snakke med mig, så jeg vendte tilbage til mit manuskript.

Som minutterne gik mærkede jeg nogen prikke mig på skulderen og jeg vendte blikket mod Sam. Hendes kinder var stadig røde, men resten af huden så ud til at vende tilbage til sin normale farve.

”Tror du jeg må læse dit manus? Du ved, bare til inspiration og sådan noget. Jeg var her jo ikke da i fik det der gennemgået.” spurgte hun roligt og selvsikkert som hun var sikker på at det var et ja. Jeg var ikke sikker, for jeg var ret bange for at hun ville snuppe min idé med manusset, men så slog det mig at det ikke ville give nogle point i klassen hvis hun ikke kunne skrive sit eget, så jeg nikkede tøvende.

Hun tog forsigtigt min iPad, og gav sig til at læse ned af Pages siderne. Jeg holdte især øje med hendes reaktioner til manusset. Mit mål i det øjeblik var nok at ikke at få hende til at grine da det jo trods og alt var et gyser emne vi havde gang i. Hendes ansigt var koncentreret, men et smil dannede sig på hendes læber nu og da.

”Jeg elsker plottet!” erklærede Sam og sendte mig et stort smil. Jeg skulle til at sige noget men blev hastigt afbrudt da hun fortsatte. ”Men der er nogle steder hvor din humor træder ind alt for tydeligt, som for eksempel her.” sagde hun og pegede på en af sætningerne. Jeg læste sætningen igennem i mit hoved og kunne straks følge i hvad hun mente. Jeg nikkede hurtigt og kiggede videre i teksten.

”Mange tak. Jeg sætter stor pris på din konstruktive kritik.” fastslog jeg, og tog iPaden til mig for at rette det igennem, selvom jeg ikke var færdigt med det.  ”Jeg plejer ikke at være så god til sådan noget her fordi gysere ikke rigtig er mig. Jeg tror mere realistiske historier er mere mig.” afsluttede jeg, og vendte blikket mod iPaden igen.

”Helt i orden. Vi kunne måske lave resten sammen? Du ved din realisme med mine gyser færdigheder. Jeg har to brødre og de vil kun se gysere så man lærer lidt, du ved.” Det var et eller andet der gjorde at det var spændende at høre hvad Samantha havde at sige. Måske var det faktummet at jeg vidste noget om de andre, og derfor var det rart at lære folk at kende gennem samtaler.

Jeg var atter tøvende om at sige ja, til hendes tilbud, men nikkede forsigtigt. Hun havde måske ret, min realisme med hendes gyser kunne måske blive ret godt. Jeg lavede en tommel op bare for at overbevise hende om at det var helt okay.

Og det var sådan at vi brugte de næste to timer på at snakke om manuskriptet. Og det føltes rigtig godt at have en at snakke med.

 

17:23 – onsdag

Dagen havde været rigtig god, jeg havde snakket med Sam i de fleste timer, og det føltes virkelig som om at folk ville lade mig være for en gangs skyld. Og Sam kunne godt lide mine idéer, og jeg kunne lide hendes. I morgen skulle vi hjem til hende for at lave manuskriptet færdigt. Jeg tror virkelig vores engelsklærer bliver glad for det.

Jeg lærte også alle mulige nye ting om Sam. Hun havde en hamster der hed Bisse, hun ville gerne være journalist, og at hun havde en lillebror men at han boede sammen med hendes mor i Vallensbæk.

Da jeg kom hjem var jeg kommet hjem til et tomt hus og en seddel. Min mor var på ekstra arbejde, min far var sammen fyrene på arbejdet og lavede Gud bør vide hvad, og min lillebror var sammen med sin ven. Jeg så det som en mulighed for at gøre rent, og måske ville mor og far være i godt humør når de kom hjem

Jeg var lige blevet færdig med at støvsuge stuen da døren åbnede. Stemmerne var høje og det var åbenlyst mine forældre.

”Jeg bad dig bare om at hente mig!” snerrede min far surt. Min mor slog ud med armene og sukkede. Det havde regnet udenfor, og skoene var mudret. Jeg havde også støvsuget gangen så da den tørre jord og våde mudder blev jeg ret skuffet. Jeg skulle til at åbne munden da min mors stemme skar gennem luften.

”Ja, men hvorfor kunne Rune eller Dick køre dig hjem?” fnøs min mor. Hun hang hastigt sin jakke og smed sine sko af. Det tørre mudder faldt til jorden og jeg kunne ikke undgå at sukke lydløst. Forsigtigt satte jeg støvsugeren på plads og slangede mig ind på mit værelse.

iPaden flød på sengen og jeg tog den op. En besked var tikket ind. Jeg klikkede på den grønne knap og mailen var ukendt.

Hey Lara. Sam her – Jeg fandt din mail på Elevintra, håber ikke det gør noget? – Sam.

Jeg smilede for mig selv, og gav mig derefter til at svare.

Hej Sam. Det er helt i orden, så er det jo lettere at kommunikere i stedet for at vente til skoledagen.  xx Lara

Jeg smilede kort og lagde iPaden fra mig. Jeg lyttede til min mor og fars samtale der gik frem og tilbage. Jeg havde bare lyst til at ryste på hovedet, og dog. Hvilken hjælp gjorde det? Døren åbnede og et anstrengt smil var formet på min fars læber.

”Det var dejligt at du gjorde rent, kan du også tage opvaskemaskinen?” spurgte han med et bedende udtryk. Trætheden var tydelig at se i hans øjne, og han så ud til bare at ville sove. Jeg nikkede, tog min mobil op og satte musik i ørene.

Imens jeg tømte opvaskemaskinen lod jeg konstant blikket vende bagud for at se hvad min mor lavede, eller hvad min far lavede. Min far var gået i bad, og min mor sad i stuen og lavede regninger.

Et glas klirrede mod glashylderne og nærmest skreg. Jeg skar en grimmase, og hørte min mors stemme skære gennem luften.

”Kan du ikke dæmpe dig lidt?” bed hun. Jeg nikkede hurtigt selvom hun ikke kunne se det. Resten af tiden gjorde et forsøg på at lade vær med at larme, men det gjorde også at det tog længere tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...