Perfektion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2013
  • Opdateret: 27 dec. 2013
  • Status: Igang
Perfektion. Et adjektiv. Ti bogstaver. Ét kraftigt ord. Det var det ene ord mit største ønske var at være. At se perfekt ud, at gøre alting perfekt, at være perfekt. Men ingen er perfekte - men sandt at sige skulle jeg nok lave om på det. For det var hvad folks holdning var til mig; at jeg kunne læse op fra en bog jeg sldrig havde læst før, perfekt - at regne en første gradsligning på ingen tid, perfekt - at rydde op mit værelse, perfekt. Sandt at sige stinker jeg til sport, jeg kan ikke gøre rent om mit liv så afhang af det. Jeg er ikke decideret god til noget. Ubrugelig, men det var ikke hvad jeg skulle være; jeg skulle være perfekt.

19Likes
9Kommentarer
1396Visninger
AA

2. Mandag

00:25 - mandag

Jeg burde sove i dette øjeblik, ikke kigge på det mørke loft som om det var det mest interessante Gud havde skabt. I et øjeblik havde jeg prøvet at tælle fliserne i loftet i håb om at kunne falde i søvn til kedsommeligheden af at læse hvor mange fliser ens loft har. Dog var det den ulempe at min seng lå ovre i hjørnet af værelset, og det også bare var for mørkt til at kunne nå hen til det anden hjørne.

Trods det var mørkt kunne jeg let skimte den sølle kopi af Kensington Station uret jeg havde hængende på min væg over sengen. Den var fem minutter foran, derfor sagde den at klokken var femogtyve minutter og tolv, selvom den var tyve minutter over. Detaljer, detaljer.

Min morgen ville starte tidligt i morgen, så jeg forstod ikke meningen med at jeg blev ved med at være vågen. Ja, jeg havde været længe vågen det meste af weekenden, men jeg regnede ikke med at det ville påvirke min døgnrytme i sådan en hast. Hvad var meningen med weekend hvis man lignede en zombie med tom mave næste dag?

Men hvad ville meningen så være med at være i skole hele ugen? Der ville ikke være nok tid til at gøre det man nu skulle gøre. For eksempel til et springstævne, fodboldkamp, håndboldturnering, alt. Ikke noget med nogle hyggelige overnatninger hos ens bedsteveninde. Hvor savnede jeg egentlig overnatninger med min bedsteveninde, men hende havde jeg ikke hos mig længere. Hun gik sammen med en anden pige nu, så jeg var dømt til at sove alene uden at have nogle at snakke med.

Gad vide hvad der skræmte hende væk? Var det min sorte humor? Var det min kritiske aura? Eller fik hun nok af mine evige fremtidsplaner, eller den måde jeg altid skulle snakke om mig selv når jeg ikke kunne med andre. Hvad jeg lavede derhjemme betød i realiteten intet, så længe det godt. Scorede nogle gode point i en prøve? Flot. Lavede æg og bacon uden at sætte køkkenet i ild? Flot.

Flot.

Flot, flot, flot. Det hele er flot, en udstilling lavet ud af affald er flot, noget kruseduller min lillebror har lavet på et papir er flot. Alt er flot, den måde jeg anstrenger mig på for at få mere end flot. Det sker bare ikke.

Den indre irritation voksede så småt i mig, men lysten til at sove voksede hurtigere. Energi. Den energi jeg brugte på at være irriteret på noget jeg alligevel ikke kunne gøre noget ved gjorde mig træt. Og det var også der jeg kunne mærke mine øjne lukke, og prøve at lukke de vildfarende tanker inde i det hul det høre hjemme; mit hoved.

 

03:34 - mandag

Den her gang kiggede jeg på den slanke Sony Ericsson mobil, og så hvad klokken var. Det var stadig mørkt udenfor, selvom mine rullegardiner var rullet for. Alligevel var de ikke så forbandet effektive igen, så jeg kunne skelne mellem dag og nat med dem – jeg havde dem bare for at skjule nattens monstre.

Klokken var seksogtyve minutter i fire, og jeg havde fået fire timers søvn. Det kunne jeg bestemt ikke køre på i den her uge, jeg plejede at være god til at fungere med mindre end otte timers søvn, men ikke så få timer.

Men det gik vel nok? Der var ingen der var helt på toppen mandag, det var helt umuligt. Ikke engang mine lærere havde det største smil på læberne mandagen morgen. For ærlig talt, det har ingen medmindre de er professionelle A-mennesker.

I ren frustration snurrede jeg mig på siden og vendte ansigtet mod puden. Eftersom jeg havde fanget en slem forkølelse blev mine vejrtrækninger uregelmæssige og lød mest af alt som et æsel der manglede luft.

Jeg kunne godt droppe at falde i søvn igen, for jeg vidste det ikke ville ske. Og hvis det ville ske ville det ikke ske før halv seks, hvor jeg alligevel skulle op en halv time efter. Og hvis jeg ikke kom op der, ville min bror sikkert smække døren op og sige: Du skal op.

En sætning på tre ord, otte bogstaver. Alligevel giver det en lyst til at skære en sur grimmase, og kaste puden efter det spinkle væsen på ni år, som egentligt bare ville sørge for hans søster uden en funktionel døgnrytme kunne tage sig sammen og stå op for at komme i skole.

Problemet med min skole var bare at den ikke faldt mig i den smag længere, som den plejede at have. Alt for teknisk, jeg var så let at distrahere så da hele kommunen fik udleveret iPads… så skulle jeg i den grad tage mig sammen.

Alle de små spil på den tekniske kasse var et helvede at have foran sig, især når faget ikke rigtig faldt i ens interesse. Hay Day, Flow, Candy Crush – alt fra virtuelle brætspil, og strategispil kunne tage min opmærksomhed fra de forfærdelige ligninger, data og chancer, og hvad den nu ellers havde at byde på.

Mine hænderne lå stadig foldet over dynen, og trangen til at tage iPaden ud af stikket var stor. Dog havde min mor næse for sådan nogle ting. Det var som om at hun kunne høre de fedtede fingre glide over den tynde skærm. Ellers var jeg egentlig bare elendig til at skjule mig, for hvad i alverden skulle mit hoved også lave under dynen? Beskytter den sig måske mod monstre?

Jeg kastede atter et blik mod klokken, og selvom jeg ikke var sikker på hvad klok min mor kom hjem, var jeg ret så sikker på at hun havde lagt sig i sengen med min far og givet sig til at sove.

 

07:00 – mandag

Jeg havde stirret på loftet så længe, og det var helt igennem uudholdeligt. Kedsomheden tog over mig, og jeg valgte at tænde min iPad for at bruge den som læselampe de næste timer. Her for nyligt havde jeg været på biblioteket og lånt bogen; Precious.

Jeg havde aldrig hørt om bogen før, men den stod nærmest bare og ventede på mig bagerst i Skønlitteratur afdelingen på biblioteket; som faktisk er frygtelig stor og med et forvirrende system. Det ene sted står der krimier, og det andet sted står der piger, og det tredje sted stod der J. Hvad pokker skal jeg nu bruge det til? Sæt det i efternavn som på skolebiblioteket for syv sytten.

Alt i alt; bogen så spændende ud med den mælkehvide farve, og bagside teksten fangede mig endnu mere. Det var personer Precious Jones der viste mig at jeg i virkeligheden ikke havde det så slemt som jeg nu rendte rundt og troede en gang i mellem. Selv havde hun levet med overgreb fra sin far, den voldelige mor, ondskabsfulde myndigheder – det værste var; ting som det her sker i virkeligheden. Nødvendigvis ikke Precious Jones da hun jo er en fiktiv karakter af Sapphire.

Jeg rejste mig først fra sengen da jeg var sikker på min far var taget på arbejdet. Hvis jeg kom op og så ud som om jeg var stået op for flere timer siden (hvilket jeg også var) så ville han stille for mange spørgsmål. Lad os indse det; vi ligner zombier når vi står op uanset hvad klok om morgenen.

Døren blev låst, og jeg smed næsten den sorte dyne af mig. Min lillebror sad i køkkenet og spillede på sin Nintendo. Jeg skænkede ham knapt nok et blik før jeg gik direkte ind på badeværelset.

Synet der mødte mig i spejlet der strakte sig fra vasken og op af væggen forskrækkede mig. Små udbrud var overalt i ansigtet, håret stod til alle sider (garanteret på grund af jeg har rullet mig rundt som en orm i nat), og natkjolen sad fuldstændig skæv.

Jeg kørte en finger langs min hud, og rystede nærmest af væmmelse. De små bump på huden var som på en motorvej fuld af huller, bortset fra at de her stak ud.

Med et knald åbnede jeg den øverste skuffe og åbnede pakken med renseservietter. I et forsøg på at skrubbe huden til de forfærdelige urenheder var nærmest forgæves. Min næse var blevet helt rød i forsøget, men mine kinder så ud til at have færre – eller også var det bare et forsøg på at få mig til at have det bedre med mig selv.

 

10:03 – mandag

Klokken var nu 10:03, og der larmede som en i helvede i den lille klasse på seksten elever.

Der var nogle enkelte der spillede fodbold med hinanden inde i klasselokalet, der var for resten faldet lamper ned fra himlen som blev undskyldt med at de alligevel var gamle og så kom pedellen og fixede det. Så var der dem der flippede fuldstændig skrot over spillene på deres iPad – og mig? Jeg sad bare med min bog.

Trods jeg havde været vågen en stor del af natten havde jeg endnu ikke fået læst bogen færdig, da jeg fokuserede på at læse den godt igennem for at mærke Precious’ følelser. Om syv minutter ville klokken ringe, og jeg skulle forvises til et helvede af to timers matematik. Oprindeligt var det vel og mærke dansk jeg skulle have, men min dansk lærer afspadserede de her timer, så vi får en national prøve på vores iPad i matematik de næste en til to timer.

Der var intet fag jeg afskyede mere end matematik, alt der forsvandt inde i hovedet på mig. Ja, jeg havde klaret mig mellem middel og over middel indtil videre, men jeg vidste også med mig selv at jeg ikke kunne blive ved med at blive distraheret af min iPad, også stadig klare mig nogenlunde.

Hvad der trængte sig mest på i min tankegang var hvordan jeg skulle klare alle fremtidens prøver – måske var der noget jeg havde misset i matematik, og derfor var helt fortabt i det. Især brøker, brøker var de værste. Jeg forstod ikke hvordan man pludselig kunne få procent til fjerde syvende dele. Som alt andet i matematik, gav det ingen mening for mig.

Og hvad skulle jeg bruge det til? Jeg planlagde ikke at blive noget der skulle omhandle numre, i så fald kun bibliotekar for at finde de faglitterære bøger til forvildede sjæle. Jeg ville være noget hvor der kunne være roligt – en lille boghandler eller et lille bibliotek, for de larmer også på de store biblioteker, undtaget på 1. sal hvor vi har den faglitterære afdeling.

Et højt brag lød, og blikket søgte op mod loftet. Den lange lampe foran tavlen hang nu lodret. En ståltråd holdte fast i den tunge lampe, og lampen så ikke umiddelbart, ud til at holde længe. Adskillige gisp lød fra de forskellige i klassen. Nogle af pærerne der sad fast i lampen var sprunget, og der var kun lidt lys der kom ud fra den smadrede lampe.

Man skulle tro af det høje brag at en lærer for længst ville have undret sig over hvor støjen kom fra, og det var garanteret det der skyldtes stilheden. Men det skete ikke, alle kiggede rundt på hinanden og en skinger stemme rasede op:

”I må ikke sige det til nogen!”Stemmen var skinger, og jeg kiggede dumt på hende. Hvordan vil hun have at vi skal forklare at der en lampe der sidder lodret midt i klassen? ”Bare sig at den faldt fra loftet fordi det er gammelt.” Det var som svaret på mit lydløse spørgsmål, men jeg vidste at lærerne ikke var dumme. Hvor mange lamper skal der op igen før at de faktisk har på fornemmelsen af at det hele er snyd og fup?

Ingen anelse.

Men folk nikkede, og hun stormede derefter ud af klassen. For at gemme sig fra det rod, som hun sikkert havde lavet, eller om det var for at hente pedellen så han kunne fixe lampen igen. Man kunne vel sige at pedellen var stamkunde inde i lokale 21? Han havde fixet huller i loftet, faldende lamper, og gamle stole. Man skulle vel tro at det var nok argument på et krav om en mere sikker klasse.

Og dog, selvom vi fik et nyt klasselokale, hvilken forskel ville det så gøre? Alle ville stadig spille bold i klassen, og alle ville slås med koste i klassen. Det ville netop ikke gøre nogen forskel.

 

13:12 – mandag

Fri, fri, sæt mig fri. Det er de ord der løber gennem hovedet på mig de sidste minutter hver dag. Men det er kun de fem til ti minutters gåtur hjem hvor jeg er rigtig er fri. Når jeg kommer hjem er det i gang med at rydde op, ordne lektierne (selvom jeg sjældent har nogle for, ellers laver jeg dem i skolen), i bad, gøre dit og gøre dat.

Et suk undslap mine læber da jeg åbnede den hvide dør til huset. Den lå på en slags bakke af en art, og den var et helvede at tage med cykel – derfor gik jeg i skole. Der var nu heller ikke så forfærdelig meget vej til skolen.

Der duftede straks af kylling og stærke krydderier, margarinen hoppede på panderne, og stemmen fra min mor lød. Min lillebror sad på de høje stole, og snakkede med min mor. Jeg dumpede tasken ind på værelset, og kastede et kort blik i køkkenet. Der var gang i stegepanderne, og mest af alt lignede det at min bror irriterede min mor med alverdens tegninger.

”… Se mor! Den her lavede vi også i billedkunst!” sagde han energisk og viste et sæt hvide tænder. Hun kiggede på tegningen og smilede stort som om det var et maleri sendt fra Gud.

”Det er flot, skat!” jublede hun med et stort smil på læberne, og vendte tilbage til sin madlavning. Jeg havde en stor lyst til at rulle øjne af hende med ignorerede hende. Jeg forsvandt derefter ind på mit værelse for at vende tilbage til det jeg plejede at lave.

Gøre alle glade.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...