A Little Bird

I en trafikulykke bliver pigen, Catherine, lam i benene. Efter det ændrer hele hendes liv sig, og hun føler ikke, at hun har noget at leve for længere. Efter brugen af hendes ben blev taget fra hende, har hun af gode grunde ikke danset ballet. Hun bruger ikke sin tid på, at blive en mønsterelev, for ingen tager sig af det, når hun ikke laver lektier. Hun har kun sine bøger, og sine egne skrevne ord. Ingen behandler hende, som var hun en pige, ikke engang hendes egen mor. De behandler hende, som var hun en lille fugl, der skulle passes og plejes.

25Likes
15Kommentarer
528Visninger
AA

2. One shot - A Little Bird

 

Da bilen ramte os, havde jeg ingen anelse om, at ulykken ville ændre mit så meget. Lige pludselig var jeg ikke den førende balletdanser på holdet, lige pludselig var jeg den sølle pige, alle have ondt af. Jeg var tilbage, hvor jeg startede på holdet, bare med den undtagelse, at jeg ikke kunne blive bedre nu.

Sammenstødet i mellem min mors bil, og en eller anden idiots, havde taget mine ben fra mig. I overført betydning. Jeg kunne ikke bevæge dem uden hjælp fra mine arme. Ikke engang en centimeter kunne jeg rykke dem. Det var underligt – jeg kunne hælde te på dem, og jeg kunne stadig ikke mærke noget. Jeg kunne skære i dem, og de gjorde ikke engang et spjæt. Mine ben var væk, og kun de tomme rester var tilbage. Og selv resterne blev mindre og mindre – i takt med at mine muskler forsvandt, blev de tyndere og tyndere. Lige nu er de kun skind og ben. Ingen muskler. Ingen beviser på, at jeg var en balletdanser før ulykken, er der at finde. De er alle sammen smuldret. Smuldret væk ligesom mit liv. Ligesom mine glæder.

Det eneste, jeg har tilbage, er mine historier og mine bøger. Når jeg skriver, kan jeg lade som om, jeg er en helt anden. En pige, der kan hoppe højere end den olympiske mester. En pige, der kan tæmme selv den vildeste drage. En pige, der stadig kan bruge sine ben. Og når jeg læser... når jeg læser, forsvinder verden for mig. Jeg lever og ånder for det univers, jeg er begivet mig ind i. Hvis det er gode bøger, slipper jeg dem ikke før, jeg har læst den allersidste side.

Selvfølgelig er der også lyse side af, at være lam. For eksempel behøver man ikke lave lektier specielt tit – lærerne lægger ikke mærke til det. De roser og roser mig bare for, at være så stærk. Men det er jo komplet latterligt, for hvornår var det sidst, at de skulle bruge benene til at lave engelsk? Og så kan man slippe af sted med det meste, folk ville aldrig mistænke én, der er lam. Sådan er de ikke anlagt – i hvert fald ikke her i byen, eller i landet for den sags skyld.

Nogle gange tager jeg mig selv i, at lave balletbevægelser med mine arme, før jeg stopper mig selv. Jeg vil aldrig kunne komme tilbage på holdet. Jeg kan lave bevægelserne, og jeg kan håbe, men virkelighed bliver det aldrig. Det gjorde min danselærerinde helt klart for mig, på sin egen høflige, men stadig hårde, måde. Nogle gange ville jeg ønske, alle var som hende. At alle så mig, som den jeg er. En pige, der ikke kan bruge benene. Jeg er stadig i live. Bare fordi jeg ikke har nogen ben, eller noget at lave for, så betyder det ikke at jeg ikke lever. På trods af at jeg hellere ville lægges i jorden med det samme, så er jeg stadig i live. Men folk synes, at glemme det. De er begyndt, at se mig som en lille fugleunge, der skal passes og plejes. En fugleunge, de ved elsker dem for, hvad de gør for den. Men hvem har spurgt fugleungen, hvad den synes? Er den så glad for deres medfølelse, passen og plejen?

Jeg vipper med min blyant, mens jeg stirrer ned på det tomme stykke papir. Ordet 'Drømmen' er skrevet med store bogstaver øverst på siden. Jeg tænker tilbage på min drøm, jeg havde i skolen. En drøm, hvor alle kendte mig. En drøm, hvor jeg kunne stå, løbe, hoppe og ikke mindst danse.

Og så begynder jeg, at skrive. Min drøm. Min historie. Min virkelighed.

 

 

Pigen så på en dør i væggen. Den grønne maling på døren var ved at skalle af, og muren så ud til, at kunne falde sammen hvert øjeblik det skulle være.

Hun trak ned i håndtaget i det øjeblik, en stemme sagde: 'Hej.'

Hun for sammen, og så sig til siderne. Der var ingenting. Kun det gamle træ ved den højre side af døren, men eftersom at træer ikke kunne tale, havde det ikke sagt noget.

Hun slap dog døren og gik hen for, at se nærmere på træet. Måske sad der nogen oppe i det, og lavede gæk med hende?

Hun så indgående på træet, før stemmen sagde noget igen.

Det er meget uhøfligt, at stirre, unge dame,”

Stemmen lød meget forarget, som om hun havde smugkigget ind i drengenes omklædningsrum. Hvilket hun selvfølgelig ikke havde.

Hvor er du?” spurgte pigen, og så mistænksomt rundt i den smukke have.

Blomster i alle regnbuens farver stod rankt og højt i den store have, og en hel masse andre træer, nye som gamle, stod i haven. En lille kilde lavede muntre kluklyde, og i midten af det hele stod en forladt kørestol på den sti, der var banet hen til døren og muren.

Lige foran dig,” svarede stemmen, og lød som om det var uendeligt morsomt, at hun ikke kunne finde ham. Eller se ham.

Jeg ser kun et træ,” svarede hun og stirrede op i trækronen, før hun sprang bange tilbage.

En gren havde bevæget sig. En gren, der lignede en arm. En arm med fingre. Men hvad lavede det på et.. træ?

Du er dig?” spurgte hun igen, mens hun stirrede fortumlet på træet.

Hele trækronen rystede, som om træet nikkede og et ansigt dukkede op lige ud for pigens hoved.

Endnu en gren bevægede sig, og den her gang pegede den på døren. Som om den ville have hende til, at gå i gennem den.

Jeg er mig, og ingen anden,” sagde træet, og alle dens blade raslede, som om den grinede, ”medmindre min skaber synes, jeg skal være det.”

Hun så uforstående på ham, før han så hendes ansigt og forklarede:

Yokomira Zaltoya, selvfølgelig. En dejlig, lille pige.”

Hun smilte lidt, og så på ham med venlige øjne. Den måde, han omtalte pigen på, viste tydeligt, at han holdte meget af hende. Men nu var hun jo også hans skaber, som han selv kaldte det, og man har det med, at elske den, der har skabt en. For eksempel så var hele hendes familie kristne, og elskede alle sammen Gud, som jo havde skabt dem med Adam og Eva.

Har jeg også lavet noget her?” spurgte hun, og håbede, at det lød henkastet.

Træmanden så grundende på hende, ”alle børn har lavet noget i den her verden, undtagen du. Du har givet den her verden noget; Sproget. Vi kan alle tale sammen.”

Hun så lidt underligt på ham, hvordan var engelsk noget specielt? Det var jo et helt almindeligt sprog, som næsten alle børn lærte, når de kom i skole verden over.

Med en trækken på skuldrene vinkede hun farvel til træmanden, som trak sig ind i sig selv igen. Der ankom sikkert en til lige om lidt, som skulle forskrækkes.

Da pigen var komme igennem døren, var alt forandret. Da hun så sig tilbage, var døren væk og den faldefærdige mur var byttet ud med at væld af tornebuske. Et lille skilt viste, at dette var 'Hækken omkring Tornerose' lavet af Brødrene Grimm. Lidt derfra sad to drenge, og skrev på et stykke papir. Hver eneste gang, de havde skrevet et stykke papir, blev ordene lavet om til billede, som sprang ud af papiret. Lige nu var de to brødre i gang med, at skrive Rødhætte, hvis man skulle se på ulven og den pige med den røde hætte, der lige nu var i gang med, at jagte hinanden.

Hun så rundt i den verden, hun nu var kommet ind i, og lagde mærke til et stort skilt, der gjorde opmærksom på, at den eng var lavet af en dreng ved navn Olaf Lintgreen, og sikkert kom fra enten Norge eller Sverige. Den hed 'Engen'. Sikke en fantasi den dreng havde.

Der løb en masse børn rundt på den, og pigen smilte. Hun ville også være med. Hun løb.

Da hun kom der ned, stoppede de andre børn med, at lege. De så på hende, og kun det.

Hvad?” spurgte pigen fortumlet, mens hun til sin forskrækkelse så, hvordan de hviskede indbyrdes. Kun brøkdele af deres samtaler nåede hendes ører.

..det er hende..”

Englænderen...”

..Sproget...”

Hun så ned i jorden, og gjorde mine til, at gå, da en hånd blev lagt på hendes skulder. Hun snurrede rundt og stod ansigt til ansigt med en anden lille pige. Hun så kinesisk ud.

Du må ikke gå,” sagde hun, og smilte, ”vi har jo bare ventet sådan på hende, der gav os Sproget.”

Et lille smil lyste op på pigens læber, og hun introducerede sig selv, ”Katherine, jeg er fra England.”

Den kinesiske pige så rundt på de andre, før hun svarede, ”Yokomira Zaltoya, jeg er fra Kina, og jeg har lavet Træmanden.”

Snart kom alle hen og præsenterede sig, mens de sagde, hvad de havde lavet. Katherine smilte, og kunne græde hvert sekund det skulle være. Hun havde venner.

 

 

”Catherine,” siger min mor i døråbningen, og jeg kan lige se smilet på hendes læber for mig, ”der er mad.”

Jeg lægger min blyant ned på papiret, og smiler mod historien, jeg lige har skrevet. Pyt med at verden tror, jeg er en fugleunge, når bare jeg ved, at mine historier aldrig ville tro det. De er min måde at sige til verden;

 

I'm not your little bird

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...