Regnvejr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2013
  • Opdateret: 9 apr. 2013
  • Status: Igang
Mit bud på en Novelle til 24 timer konkurrencen om at blive svigtet

0Likes
0Kommentarer
337Visninger
AA

3. Væk

En gang imellem bliver det hele for meget, og så skal jeg bare væk. Det er derfor jeg løber her i regnen lige nu. Det er derfor jeg løber formålsløst rundt i den øde regnvåde by, mens jeg håber at du ved hvad du har gjort. Jeg håber at du bare har den mindste ide om hvor meget du har ødelagt da du forsvandt, og jeg ønsker at du skal få bare den mindste lille bitte følelse af skyld.

Jeg stopper op da jeg når ned havnen. Det mørke vand bølger kraftigt i blæsten, og den grå himmel truer med at falde ned over hovedet på mig. Jeg stiller mig på den yderste kant og mærker blæsten gennemruske mit våde tøj, mens jeg indånder duften af saltvand og lytter til mågernes skingre skrig. Gid man var en måge, og kunne flyve frit lige hvor man ville. Jeg tror ikke måger bekymre sig om ting som svigt, de er altid frie til at gøre lige hvad de vil.

Mens jeg står der og ser på mågerne, og ønsker at jeg kunne folde et par vinger ud og flyve op til dem, hører jeg lyden af en bil der nærmer sig. Jeg vender mig om og ser en stor sort bil stoppe op foran den lille havnecafe, hvorefter døren åbnes og en mand og en kvinde stiger ud. Damen tripper i sine små sommersandaler, og forsøger at undgå vandpytter, mens manden holder en stor paraply op over hovedet på hende. Jeg står længe og iagttager parret, der skyndsomt bevæger sig mod cafeens hoveddør. Der går faktisk flere sekunder før det går op for mig hvem den høje mand med den store regnfrakke er. Jeg har ikke set hans ansigt endnu, og jeg kan ikke genkende hans tøj, men jeg kan se det på hans bevægelser, den måde han står med benene, og den måde han lægger armen om damen på. Det er netop ved at gå op for mig, da du drejer hovedet og får øje på mig. Chokket er sikkert lige så tydeligt i mit ansigt som det er i dit. Da dine smalle brune øjne møder mine, som ligner til forveksling, går det øjeblikkeligt op for os begge. Jeg er fuldstændigt lam i kroppen, og fuldstændig klar i hovedet, da jeg ser dig stoppe op, mens du tilsyneladende forsøger at komme dig over chokket, og overveje dit næste træk. Du siger noget til damen, hvorefter du bevæger dig nærmere, og smiler stort til mig.

”Hej min skat!” Råber du gennem blæstens susen, ”Hvor har jeg savnet dig!”

Du kommer helt tæt på, og forsøger at omfavne mig, men jeg står stiv som et bræt og fortrækker ikke en mine.

”Søde skat, kan du ikke kende mig?” Spørger han forundret.

”Hvem er du?” Spørger jeg køligt.

Du ser chokeret ud, men forsøger igen.

”Lille skat, jeg er din far, det ved du da godt. Det er da kun et par måneder siden vi så hinanden, jeg er bare kommet for at se dig igen.”

Jeg træder et skridt væk fra ham, og undviger igen hans forsøg på at give mig et knus.

”Jeg har ingen far,” siger jeg, ”Min far forsvandt for et halvt år siden, og har ødelagt min familie, den kvinde han elskede, og hele mit liv. Han har svigtet mig, og jeg håber fandme aldrig han kommer tilbage!” Jeg er nu begyndt at råbe, mens jeg langsomt går baglæns væk fra dig. ”Jeg vil aldrig se ham igen, han skal holde sig langt væk fra mig og min familie! Hvor vover du at påstå at du er min far!” Efter at have skreget den sidste sætning ud i hovedet på dig, vender jeg om, og løber væk så hurtigt jeg kan. Regnen pisker mod mit ansigt, men jeg bemærker det knapt nok. Du råber efter mig, jeg tror måske du græder, men jeg hører det ikke. Uden formål og fuldstændig tom for følelser spurter jeg af sted gennem regnen. De tunge dråber blander sig nu med mine salte tårer. Jeg skal væk nu, bare væk!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...