Regnvejr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2013
  • Opdateret: 9 apr. 2013
  • Status: Igang
Mit bud på en Novelle til 24 timer konkurrencen om at blive svigtet

0Likes
0Kommentarer
311Visninger
AA

2. Dengang

Jeg ved ikke hvorfor du forsvandt, ingen af os har nogensinde fået en forklaring. Jeg ved heller ikke hvordan det startede. Måske har det altid været din plan at forsvinde. Det er længe siden i begyndte at skændes. I skændtes tit om alle mulige almindelige ting, penge, arbejde, rengøring, alt muligt. Og det endte altid med at du blev sur og gik op på dit kontor med lukket dør, og mor begyndte at græde. Sådan har det været længe. Men jeg har altid haft det indtryk at i elskede hinanden. Jeg ved at mor elskede dig, og jeg er også ret sikker på at du elskede hende, for jeg ved i havde mange gode stunder sammen. Lige siden jeg var helt lille har det bedste altid været om søndagen, når hele familien tog på stranden, og brugte hele dagen på at lege og slappe af. Du legede med min bror og søster ved vandkanten, byggede sandslotte og sådan noget, mens min mor solbadede på stranden, og jeg svømmede i havet. Det var dengang vi var en lykkelig familie. Faktisk var det sidste gang vi var en familie. Jeg ved ikke hvad der skete da du forsvandt, men det var som om hele familien gik i opløsning.

Det skete en torsdag morgen i august. I havde skændtes dagen før, om et eller andet ligegyldigt jeg ikke kan huske, men da i gik i seng lod det til at det var blevet okay igen. I smilede i hvert fald sødt til hinanden, og min mor klemte kærligt din hånd da i gik op til soveværelset. Jeg var lettet over at stormen var drevet over, og det lod til at i var blevet glade igen. Men næste morgen var du væk. Sporløst forsvundet, uden så meget som at lægge en seddel til os på køkkenbordet. Vi var selvfølgelig overbeviste om at du snart ville komme tilbage, så i starten undrede vi os bare lidt. Men efter 3 timer, hvor mor ringede til dig mindst 30 gange uden noget svar besluttede jeg mig for at gå ud og lede. Jeg gik hele byen rundt, spurgte dine venner, og ledte på de steder jeg ved du elskede at gå hen. Men ingen havde set dig. Da jeg kom hjem var huset et kaos, mor var helt ødelagt. Hun lå på sofaen og græd mens hun blev ved med at råbe at det var hendes skyld, og at du havde forladt os, og aldrig kom tilbage. De små græd også, både min bror og søster græd den selv at vide hvorfor. Jeg blev vred på min mor, og begyndte at råbe ad hende.

”Så tag dig dog sammen for helvede!” Råbte jeg, ”Far kommer sgu da ikke tilbage af at du ligger her og tuder. Han har været væk en dag og du har allerede givet op! Du får sgu da hele huset til at gå i panik!” Det var ikke den bedste trøst, det ved jeg godt, men jeg blev bare så sur over at se hende ligge der helt ynkeligt og ligne et hjælpeløst barn. Hun kunne ikke være det bekendt, hverken overfor mig eller de små.

Fra den dag af var intet det samme. Min mor begyndte at ryge igen, efter adskillige rygestopkurser, og hun begyndte endda at drikke. Efterhånden blev hun mere og mere ligeglad med alting. Hun forsømte sit arbejde, og glemte at tage sig af de små. Der gik ikke længe før hun blev fyret, så vores eneste indtægt er nu en lille opsparing, hvilket ikke ligefrem hjalp på humøret. Hun kunne bruge flere dage på at ligge derhjemme på sofaen med en flaske sprut i hånden og have ondt af sig selv. De små forstod stadig ikke hvor far var, eller hvad der var sket, men de forstod efterhånden at der er sket et eller med vores mor, som har gjort at hun ikke længere er den samme. Efterhånden er det blevet mere og mere mit ansvar at tage sig af dem, sørge for at de får mad, og kommer i børnehave og sådan noget. Faktisk føler jeg mig mere som mor end som søster for dem nu.

Og mens dagene glider forbi, og jeg forsøger at få hverdagen til at hænge sammen for vores splittede familie, samtidig med at jeg for længst har opgivet håbet om at få nogen glorværdig fremtid med mine efterhånden temmelig ringe karakterer, bruger min mor hver eneste dag på at drukne sine sorger i sprut.  Jeg kan ikke lade være med at bebrejde hende. Efter du forsvandt, har hun druknet sig selv i sorg, og glemt alt om verden udenfor. Jeg forsøger ikke at blive vred på hende, men det er svært, især fordi den person jeg i virkeligheden er vred på ikke er til at finde.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...