It's all lies

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2013
  • Status: Igang
Sarah er en bitch. En rigtig led kælling som får alt, hvad hun peger på. Hun er skolens ukronede dronning, selvom der ikke er nogen, som kan lide hende. Hendes veninder og venner, ja selv hendes kæreste kan ikke holde hende ud.
Men da Sarahs dagbog en dag bliver lagt ud på nettet, bryder hendes verden sammen, og alle vender sig imod hende.
Hvad skal Sarah gøre, er det mon hendes egen skyld, og hvem er det, som har lagt dagbogen ud?

Denne her movella er med i skriv en ungdomsnovelle konkurrencen, så i må meget gerne skrive en kommentar, og like, hvis den er det værd :3

Mit cover er lavet af Dara Styles. Hun er virkelig helt fantastisk til at lave covers, så hvis i mangler et, så tjek hende ud! :3

26Likes
47Kommentarer
1163Visninger
AA

10. Monster

"Fuck en klam ko du er Sarah! Jeg får lyst til at kaste op af dig!"
"Du burde skamme dig for at være sådan en selvoptaget, egoistisk bitch!"
"Der er ingen, som kan lide dig. Du er et forfærdeligt menneske."
"Jeg håber fandme at du forstår hvor manges liv du har ødelagt ved at være sådan en klam kælling. Fuck dig!"

Sådan fortsatte kommentarerne i samme dur, mens jeg sad bag min skærm uden at kunne gøre noget ved det. Jeg havde lyst til at forsvare mig selv, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle skrive. Jeg var målløs.
Hvem havde gjort det her? Hvem havde udstillet mig så ekstremt? Og hvordan havde denne person fået fat på min dagbog?
Personen, som havde gjort det, havde oprettet en fake profil, for jeg genkente ikke navnet og var heller ikke venner med ham eller hende. Jeg var dog blevet tagget i hvert eneste opslag, og personen havde også skrevet sit eget opslag:

"Sarah Mckinley. Du fatter ikke hvor mange mennesker, som du har såret, hånet og nedgjort. Du fatter ikke, at du er en mobber, og at ingen kan lide dig. Jeg håber, at du får øjnene op for hvor dårlig en person, du er, og hvor meget du fortjener det her.

Hilsen en ven"

En ven? En fucking ven?! En ven ville sgu da aldrig gøre sådan noget. En ven ville aldrig udstille dig så groft, bare for at give dig en skide øjenåbner! Det her var langt værre end noget, jeg nogensinde havde gjort! Jeg havde sgu da aldrig roddet i andres privatliv og private tanker. Jo, jeg havde da læst i andres dagbøger, men det her var fandme ikke det samme! Jeg havde jo ikke sagt det videre til nogen.
Jeg vidste ikke hvad, jeg skulle føle. På den ene side var jeg fuldstændig og helt og igennem rasende over, at mit privatliv var blevet krænket, men på den anden side var jeg også såret over at være blevet udstillet på denne måde.
Jeg fortjente ikke det her - ikke noget af det. Jeg havde fandme holdt en fest for alle de folks, som nu svinede mig til offentligt, skyld.
Og hvis folk virkelig mente, at jeg var sådan et monster, hvorfor fanden var der så ikke nogen, som havde sagt noget, noget før? Det her var til grin! '

Jeg havde brug for at snakke med nogen, men ingen af pigerne tog telefonen og jeg kunne for alt i verden ikke ringe til Jonas. Jeg havde kaldt ham bøsse, og det havde alle læst nu. Jeg var sikker på, at han heller ikke ville snakke med mig ligenu.

Jeg havde brug for noget frisk luft til at tænke tingene igennem, og jeg havde seriøst også brug for noget mad med et stort saltindhold. Jeg fandt en lyseblå sommerkjole frem og satte mit hår i en knold. Så ordnede jeg min makeup, så godt jeg nu kunne, og skyndte mig ud af døren, mens jeg prøvede at ignorere den krigszone, som mit hus var blevet til. Jeg kunne virkelig ikke overskue roddet ovenpå mine nye problemer.

Jeg greb min cykel og cyklede, lettere svimmel, ned til centrum. Jeg havde endnu ikke overvejet, hvor jeg ville spise, men jeg fik pludselig lyst til McDonalds, da jeg så det store gule skilt.
Min mave rumlede, da jeg parkerede cyklen og jeg kiggede ind af vinduet og prøvede at få øje på nogen, jeg genkendte. Da der, heldigvis, så ud til at være fri bane, tog jeg en dyb indånding og gik beslutsomt gennem de automatiske døre. Jeg gik videre hen til kassen og stillede mig i køen. Heldigvis var der kun et par drenge, som jeg ikke kendte og en mand i jakkesæt, foran mig.
Køen rykkede sig, da jeg hørte grin og snakken bag mig. Jeg kunne mærke en dårlig fornemmelse sprede sig i min krop, da jeg vendte mig om for at se, hvem de nyankomne var. Jeg genkendte alle personerne, som stoppede op, da de fik øje på mig.
Nikoline, Mia, Astrid og Jonas stod der og betragtede mig med onde øjne sammen med nogle andre, som jeg vist havde kommet til at svine til i min dagbog.
Jeg fortrængte et gisp.

 




 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...