Humanina Wolf

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2013
  • Opdateret: 13 apr. 2013
  • Status: Igang
Darnley er en ung mand som studerer ulvene i de lune skove. Han er sammen med en ældre professor og efterforskningen går godt idet de kommer til en ny flok ulve. De ser relativt normale ud, indtil en ung kvinde kommer med hjem fra jagt - som en del af flokken. Hun opfører sig som en ulv og ulvene leger med hende og er ikke påvirket af hendes fremmede opførsel og udseende - det vækker forskerne interesse.
Darnley og professoren, Mr. Kanso vælger at "indfange" denne smukke, unge kvinde og oplærer hende som en af deres egne, plus hun vil være deres billet til mere tæt forskning. Men vil denne, unavngivet kvinde gå med til det?
Og vil det gå mellem ulvinde og en studerende, ung herre?

7Likes
10Kommentarer
535Visninger
AA

4. Forbedredelsen

Det havde ikke taget længe at få de mænd på Darnleys alder til at hjælpe med denne fangst - på professorens ordre. Darnley vidste ikke helt selv om han var vild med idéen da han fik øje på deres redskaber til denne jagt - et stort net, reb og nogle pinde til at lede hende på rette vej. Selvom hun var ligeså vild som to blodhunde, var hun stadig et menneske. Hun behøves ikke at blive behandlet som et dyr. Professoren var hellere ikke vind med idéerne, men de begge to vidste godt at det var noget af det der skulle bruges. Mændene tog også to geværer med for at sikre sig at ulvene ikke kom til undsætning. Ulve ville jo nok forsvare et familiemedlem.

Inden det blev for mørkt tog de otte mænd af sted, ind i skoven hvor professoren ledte dem i den rigtige retning, trods han var ældre, havde han en bedre stedsans end Darnley. Han kunne mærke, han var anspændt på grund af situationen og hvordan det ville forløbe sig. Han havde aldrig været god til det med børn og det var næsten det samme med et menneske der ikke havde været i menneskers nærhed siden personen var lille. Hun kunne jo ikke tale, det var han næsten sikker på. Skoven var dunkel, trods det var lyst og som sædvanligt holdt Darnley deres "forsker" taske, i mens de andre mænd holdt udstyret til at fange kvinden. Det virkede lidt dumt, det hele. Men nu var de på vej, til en ny start.

Efterhånden nærmede de sig stedet og Darnley sank lidt bagud, inden han til sidst endte helt i bunden. Han så efter mændene og betragtede dem skjult, inden han hastede op ved professorens side. ,,Hvad har De tænkt dig at gøre når vi så får fat i hende?" Spurgte Darnley med en bekymret rynke i panden. Professoren så på ham, smilede - men selv var han lidt bekymret. ,,Det er vanskeligt, det har du ret i, knægt." Sagde professoren, da han godt kendte den sorthåret fyr. ,,Men bare rolig, det skal nok løsne sig." - ,,Hvad har De tænkt dig at holde hende i?" Spurgte Darnley. Selvom han nok vidste svaret.

,,Du ved, det store bur vi har til at holde et dyr af gangen." Svarede professoren. ,,Men, bare rolig, knægt, jeg har gjort det mere venligt. Der er nogle tæpper derinde, et bord, en stol og sådan. Så hun føler sig mere hjemme." Darnley så bare på ham, vidste ikke hvad han skulle sige. Godt nok havde han indrettet det som et hjem og så længe hun havde sit vilde jeg var et bur nok bedst, men.. Hun var stadig et menneske. Buret lå sådan på dækket, dog i læ. Det var udenfor da det kunne blive meget varmt om dagen nede under dækket og egentlig var det lunt nok om natten hvis man havde et tæppe. Og det var ret rummeligt. Selvom det var fint nok, havde det bare det forkerte navn - bur.

Men Darnley sagde ikke noget. Han var i tvivl om der var et andet sted der var bedre, da et værelse nok ikke ville være godt. Der ville være en masse fremmede ting og hun ville nok føle sig mere indelukket der. Han følte sig lidt dum når han gik og tænkte hvad der ville være godt for en anden person, som nok selv ville vide hvad der var godt for hende.

De kom til stedet og professoren tyssede på mændene som var lidt urolig, knugede om det de havde i hænderne og de fleste bakkede lidt væk fra deres skjulested for at komme længst væk fra ulvene som bestod af hvalpene, to ældre, alfahunnen og to hunner mere. Også, hende. Darnley synes stadig hun var ligeså smuk som før og mændene betragtede hende også. Hun lå ned, pillede ved skralden af en frugt. Hendes brune hår var langt og lå som en vifte på jorden. Ingen af dem havde sagt noget.

,,Godt, knægt." Henvendte professoren sig til Darnley. ,,Lok hende væk fra flokken."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...