Humanina Wolf

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2013
  • Opdateret: 13 apr. 2013
  • Status: Igang
Darnley er en ung mand som studerer ulvene i de lune skove. Han er sammen med en ældre professor og efterforskningen går godt idet de kommer til en ny flok ulve. De ser relativt normale ud, indtil en ung kvinde kommer med hjem fra jagt - som en del af flokken. Hun opfører sig som en ulv og ulvene leger med hende og er ikke påvirket af hendes fremmede opførsel og udseende - det vækker forskerne interesse.
Darnley og professoren, Mr. Kanso vælger at "indfange" denne smukke, unge kvinde og oplærer hende som en af deres egne, plus hun vil være deres billet til mere tæt forskning. Men vil denne, unavngivet kvinde gå med til det?
Og vil det gå mellem ulvinde og en studerende, ung herre?

7Likes
10Kommentarer
567Visninger
AA

3. En ulv med forkert udseende

De havde været ude og jage. Hende og ulvene. Foran hende løb de yngste ulve med deres bytte som bestod af harer - selv havde hun kun en lille kanin i munden da hun havde en betydeligt mindre mund og det er svære for hende at jage. Hun gik ikke på alle fire som sin "familie" men blot foroverbøjet så hun ikke virkede så stor og farlig. Hendes tænder holdte om den lille kanin som var død af det pres det fik af hun landede på det i et spring. De små hvalpe kom springende og inden hun nåede at gå væk, var hendes bytte taget, men det gjorde ikke så meget - hun var ikke særlig sulten. Og som den usædvanlige "ulv" spiste hun helst frugter.

Hvalperne, alfahan og hun og de ældre gik i gang med at spise - mellemulvene skulle spise til sidst og her indgik hun. Hun lagde sig ned et soldækket sted, slikkede sig om munden som havde lidt pels fra hun havde kaninen i munden. En af hvalperne knurrede af hende for at få hendes opmærksomhed og hun knurrede tilbage, det var dæmpet og lød ikke så perfekt som de andre ulves med det lod de sig ikke mærke med. Denne særlige hun ulv havde været der længe og derfor var de bare vant til hende.

Pigen undrede sig over sit anderledes udseende. Hun havde inden lange øre, inden skarpe tænder, ikke noget som mindede om dem. Men de var hendes familie, måske var hun bare blevet misskabt? Selvom inderst inde gemte der sig nogle minder om en tragisk nat hvor det var hendes sidste gang hun så sin mor og livet som menneske og den halskæde hun bar med H'et mindede hende svagt om de forglemt minder. Hun lagde sig på siden, med hovedet på jorden og hvalpen snusede til hende, inden den nappede til hende - hun knurrede blot til den som fik den til at lunte væk.

 

 

Darnley var overrasket. Det var jo en kvinde. I blandt dem. Men ud fra hendes handlinger, hvordan hun holdte sit "bytte" og hvordan hun lagde sig ned, knurrede til ulven, var der hvis snakke om hun troede hun var en af dem.

Gad vide om hun kunne tale?, tænkte Darnley betaget, målløs.

Hun var så smuk, trods sin beskidte tilstand. Hendes hår som var snavset, let filtret, hendes mange skrammer, hendes krop som var snavset. Men hun  var smuk. Om det var fordi hun var et levende bevis på folk og dyr kan leve i harmoni eller fordi hun er smuk, vidste han ikke selv.

Professoren gloede overrasket på kvinden, med en svag rosa farve i kinderne over hendes nøgenhed. Men det gav jo mening, for hvor skulle hun havde fået sit tøj fra? Den ældre mand betragtede hende, ligge der, som en del af flokken. Og det var tydeligt, på grund af den respekt hvalpen havde for hende. Og han vidste med det samme at denne kvinde skulle fanges og give dem et bedre indtryk af det dyr ingen har turde nærme sig så tæt på før.

,,Knægt." Sagde professoren venligt, men forbløffet men Darnley vidste godt hvad han mente. Darnlig så stadig på hende, betragtede hende. ,,Vi må få hjælp, professor." Sagde Darnley dæmpet. ,,Selvom hun har en kvindelig bygning, er hun sikkert stærk og tøver ikke med at angribe." Forklarer Darnley opmærksomt og professoren nikkede. Hun var i sandhed et fascinerende væsen, tænkte professoren. Og det samme tænkte den unge Darnley.

Pigen så mod dem. Hendes øjne var en smuk blanding af grågrønne og han vippede hovedet let på skrå, så lokkerne dansede. I et øjeblik føltes det som om deres øjne mødtes, men Darnley nåede ikke så langt, nåede ikke at se et øjeblik mere af dette fremmede væsen, som hun alligevel ikke var, før professoren trak i ham. ,,Kom, knægt, lad os skynde os." Sagde professoren og Darnley nikkede tavst. Han var i tvivl om de ikke blot skulle lade denne kvinde være, men han vidste jo godt at de ikke kunne gøre det. Hun var mager af udseende, beskidt og skrammet. Og selvom hun så frisk ud og havde levet med sådan noget i lang tid, var det alligevel bedst de fik hende gjort som en af deres egne, det vidste han godt. Han gik efter professoren som hastede mod skibet, selvom de havde telte ude i skoven, var skibet der som en større "udforsknings-rede". Og inden længe begyndte solen af stige ned.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...