Humanina Wolf

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2013
  • Opdateret: 13 apr. 2013
  • Status: Igang
Darnley er en ung mand som studerer ulvene i de lune skove. Han er sammen med en ældre professor og efterforskningen går godt idet de kommer til en ny flok ulve. De ser relativt normale ud, indtil en ung kvinde kommer med hjem fra jagt - som en del af flokken. Hun opfører sig som en ulv og ulvene leger med hende og er ikke påvirket af hendes fremmede opførsel og udseende - det vækker forskerne interesse.
Darnley og professoren, Mr. Kanso vælger at "indfange" denne smukke, unge kvinde og oplærer hende som en af deres egne, plus hun vil være deres billet til mere tæt forskning. Men vil denne, unavngivet kvinde gå med til det?
Og vil det gå mellem ulvinde og en studerende, ung herre?

7Likes
10Kommentarer
536Visninger
AA

5. En fangst

Hun lå og kiggede på skralden af en frugt. Skralden smager aldrig godt på den slags frugt, så hun pillede det altid af. Hun lå på jorden, stenene kradsede mod hendes nøgne hud men hun var ret ligeglad - hun var vant til smerten. Hun havde en masse rifter rundt omkring og en lille flænge var på hendes arm, den var ikke stor, eller særlig dyb men det så ret voldsomt ud, men det var noget hverken hende eller ulvene havde forstand på. Hvalpene bed i hinandens haler, det var også en dårlig ting at hun ikke havde en hale - halen viste tit hvilken rang ulven har i flokken, men nu hvor hun ingen har, kommer der tvivl om hvor vidt hun var en der skulle respekteres eller ej.

Hun nød solen der varmede hendes side og lår og lagde hoved på jorden, lukkede øjnene. Hun lyttede til de andres ulve knurren og vrissen, men blandede sig ikke. Hun var ikke i humør til at lege, hun var ret træt. Hun ville gerne opleve noget nyt som var mindre anstrengende. Hun var en del af de ulve der jagede, men det var svært når hun ikke var hurtig nok - hun forstod ikke hvorfor hun ikke kunne fange som de andre.

Idet samme hørte hun en raslen. En af de andre hunner hørte det også, men så bare på det, inden hun så mod hvalpene - lod det være, men hun var selv for nysgerrig. Hun rejste sig op, bøjede sig forover for at virke mindst som muligt, inden hun luntede mod busken hvor raslen kom fra. Hun gik om bag den, kiggede sig omkring og bemærkede en busk hvor grenene var bøjede - busken så ret medtaget ud. Hun nærmede sig busken, rettede sig op for bedre at kunne orientere sig. Så tog hun en af bladene, snusede til den blanke overflade. Det lugtede af.. Skov. Intet unormalt. Hun smed det fra sig. Hun havde intet til at vise sig hvor det ukendte er, men vidste det var her et sted. Hun så sig tilbage mod flokken, men hun vidste det ikke ville tage lang tid. Hun ville være tilbage om lidt.

Hun gik videre, længere væk fra sit hjem, mod de steder hvor buskene så berørt ud. Hun bemærkede ikke hvor lang væk hun var hjemmefra og hun smilede for sig selv da hun satte sig på knæ og rodede lidt i jorden. Vedkommende er nær.

Idet samme fik hun noget omkring sig som strammede om hendes krop og hun vred sig, overrasket og panisk. En masse fremmede væsner så på hende og et par store skikkelse holdte det, som var omkring hende. Hun hylede hysterisk af dem, blottede tænder. Hun vidste ikke hvad det var, men det satte hendes alarmklokker i gang. Og hendes temperament. Hun så vredt på dem, hylede og knurrede så godt hun kunne, men væsnerne holdte hende fast nådeløst - og de lignede hende. Hun bemærkede den lighed de alle sammen havde og hun mindes at havde været i selskab med sådanne væsner - men hun slog det væk, da hun mærkede et prik i siden og hun slog ud efter grenen der havde prikket til hende, holdt af en muskelløs mand med kort, blondt hår. Hun blottede tænder.

 

Darnley så på forløbet. Hun var som et vildt dyr. Han havde aldrig set et menneske være så hysterisk og så vild på samme tid. Han var i baggrunden sammen med professoren imens mændene holdte skik på hende. Han bemærkede hvordan hun hvæsede og knurrede, blottede sine tænder som om hun kunne skræmme dem væk sådan. En af mændene hoppede væk idet hun sprang frem med et hyl så det skar i ørene og Darnley trådte selv væk. Professoren selv var overrasket af hvordan det forløb sig. Men han holdte hovedet koldt, så mod mændene og nikkede let. ,,Lad os få hende af sted inden hun tiltrækker forstærkninger." Sagde han og han begyndte at gå. Kvinden lagde sig stædigt mod jorden, strittede i mod men mændene tirrede hende ved at prikke til hende med grenene og selvom hun sprang frem, rev, bed og sparkede udefter dem, lev de ved med at prikke og hive i nettet så hun blev slæbt hen af jorden.

Darnley betragtede hende stjålent. I et kort øjeblik fik de den samme øjenkontakt som dagen i går, elvfølgelig var hende blik mere vildt og rasende end i går, men det var det samme, i følge ham selv. Han fik ondt af hende, han ville ikke selvblive behandlet sådan. Om han var et vilddyr eller ej.

Hun sprang frem mod ham, rasende og Darnley sprang væk. Selvom hun blev holdt fast af et net af stærke mænd, var hun utilregnelig med sine spring. Darnley var lykkelig over de tog den korte genvej til skibet, selvfølgelig sinkede den modstridende kvinde dem, men de var godt på vej.

,,Sikke en stædighed!" Sagde professoren med en munterhed i stemmen som var venligt ment til at opmuntre Darnley som så tænksomt ud. Han vendte blikket mod professoren og nikkede lidt. ,,Ja, hun giver ikke op." Sagde Darnley og trækkede lidt op i den ene mundvig, men det forsvandt da han hørte hvordan hun knurrede.

 

Rebene sled mod hendes hud og det gjorde ondt. Hun var bange, kunne ikke lide at være så indeklemt. En af de frememde væsner med sort hår kiggede gentagne gange på hende og hun var vred på ham, på dem alle sammen. Hun fandt efterhånden ud af det ikke nyttede at knurre af dem, men hun gjorde det alligevel, deres hårde prik med grenene gjorde hende irriteret og fik hende til at springe frem, længere og længere hen mod skibet, længere og længere væk hjemmefra.

Hun undrede sig over hvorfor der ikke var kommet nogle til at redde hende. Var hun gået for langt væk? En skarp sten strejfede hendes maveskind og hun pev lidt, krympede sig sammen på græsset som blev brugt som sti og de fremmede væsner så på hende. ,,Tror du hun har ondt?" Spurgte den sorthåret fyr, så mod hende med en mine der fik hende til at løsne lidt op i den vrede mine, men så snart der blev prikket igen, knurrede hun. ,,Hun ynker bare." Sagde en af mændene brysk som styrede en af de grene. En af dem havde en skarp lugt som fik hende til at rynke på næsen og hun satte hælene i for at stoppe, men blev bare hevet med.

Inden længe var de ved noget enormt, som hun genkendte svagt, men hvor, kan hun ikke huske - et skib. Hun fik fornemmelsen at det ikke var godt, derfor prøvede hun mere i hærdigt end før at komme den modsatte vej, men hun var fanget i de fremmedes hænder. Hun var så langt væk hjemmefra, intet var genkendeligt og det fik hende til at pive. Hun ville hjem.

 

Darnley vidste ikke hvad han skulle gøre, han kunne hellere ikke gøre så meget. Mændene fik hende op af gangbroen og på få minutter var hun blevet sat ind i hendes bur og døren indtil var blevet låst. Hendes kamp om friheden havde gjort hende udmattet kunne han se og efter hun havde viklet sig ud af nettet, sad hun ned og så sig omkring. Darnley betragtede hende udefra.

Det var mere tydeligt nu at hun var udsultet. Kræfterne var kostbare for hende. Efter noget tid kravlede hun hen i et hjørne, krypede sammen og rokkede sig ikke en tomme.

Darnley sukkede. Det her ville blive et langt forløb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...