Protanopia

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jul. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2014
  • Status: Igang
Scarlett og Pandora mødes ved et tilfælde og bliver hurtigt gode venner.

Men der sker pludselig ting, som ingen af pigerne har oplevet før. Rundt omkring ligger der underlige sedler, der overhovedet ikke giver nogen mening, men ved Pandoras mor alligevel noget om det hele?

Men hvad de ikke ved er, at det land de begge bor i hvor hunderedevis af mennesker forsvinder, styres af en højere magt, og de har ingen kontrol over, hvad der sker.


Denne movella er skrevet af Alias og Atoms. Vi skiftes til at skrive et kapitel, og skifter lidt mellem personerne, men hovedsageligt skriver Alias fra Pandoras synsvinkel og Atom fra Scarletts synsvinkel.

Vi har ligenu omkring ti kapitler liggende. Så hvis I kan lide dem, publicerer vi dem efterhånden, og vi skriver selvfølgelig videre.

12Likes
12Kommentarer
810Visninger
AA

3. Scarlett - Atoms

Jeg hører en lyd bag mig, inde i det høje græs der omgrænser denne her side af bjerget. Jeg kan ikke se noget, men græsset er så højt, at et voksent menneske nemt kunne gemme sig deri. Måske skulle jeg gå tilbage til Floden, min mor er sikkert igang med at lave aftensmad. Jeg går i gennem det høje græs over mod byen. 

Jeg ser en gruppe unge mænd sige farvel til deres familie. Hvert år er der nogle mænd der går ud i skoven for at finde ud af, hvor folk forsvinder hen. Ingen kommer tilbage. Hvis man går længere væk ind end skovbrygnet, kan man lige så godt sige farvel til sin familie. Man kommer ikke til at se dem igen. Jeg er en af de få børn i Protanopia der har begge deres forældre. Det var sært da jeg var yngre og jeg havde to forældre med, når alle de andre kun havde én. Men nu har jeg lidt vendet mig til det. Jeg kigger op på himlen hvor man tydelig kan ser Aries og Triangulum på himlen, jeg kan huske da jeg var lille, og fortalte mig navnene på alle stjernernebillederne.

Jeg kigger på min halskæde, som jeg har hængende rundt om min nakke, den er meget enkel, det er bare et simpelt "A". Annabel havde været min bedste veninde hele mit liv, men for et år siden havde Annabels far sagt, at han havde tænkt sig at tage ud i skoven sammen med nogle andre mænd for at finde ud af, hvorfor flok forsvinder. Annabel var helt stille i en uge frem til den dag hvor hendes far skulle af sted, men det var meget normalt når en far skulle ud på en dødsensfarlig mission. Aftenen inden at hendes far skulle af sted, sad vi i det høje græs ved Vestbjerget, pludselig spurgte hun om jeg ville med når hun ville forfølge sin far ud i skoven. Jeg blev chokeret, det var en selvmordsmission, men hun ville ud og intet jeg kunne sige eller gøre kunne forhindre det. Jeg sagde nej, og håbede at det ville kunne få hende til at lade være, men næste morgen var hun væk, og det var sidste gang jeg så hende. Jeg kan mærke tårerne presse på, så jeg skynder mig hjem inden jeg begynder at græde midt ude på gaden.

Efter noget tid opdager jeg en lille seddel ligge på grusvejen. Tænk at der er menesker der ikke smider deres skrald ud, når der er 50 meter mellem hver skraldspand. Jeg samler den op, på den står der:

Hovedkvarteret

Kraftværket virker effektivt og ingen kommer udenfor. 

1306504835007

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...