Protanopia

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jul. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2014
  • Status: Igang
Scarlett og Pandora mødes ved et tilfælde og bliver hurtigt gode venner.

Men der sker pludselig ting, som ingen af pigerne har oplevet før. Rundt omkring ligger der underlige sedler, der overhovedet ikke giver nogen mening, men ved Pandoras mor alligevel noget om det hele?

Men hvad de ikke ved er, at det land de begge bor i hvor hunderedevis af mennesker forsvinder, styres af en højere magt, og de har ingen kontrol over, hvad der sker.


Denne movella er skrevet af Alias og Atoms. Vi skiftes til at skrive et kapitel, og skifter lidt mellem personerne, men hovedsageligt skriver Alias fra Pandoras synsvinkel og Atom fra Scarletts synsvinkel.

Vi har ligenu omkring ti kapitler liggende. Så hvis I kan lide dem, publicerer vi dem efterhånden, og vi skriver selvfølgelig videre.

12Likes
12Kommentarer
942Visninger
AA

4. Pandora - Alias

I dag vil jeg finde ud af, hvem det er, der går rundt og pusler rundt om mit hemmelige sted hver aften. Efter at have set skikkelsen hver aften i  tre dage, er min nysgerrighed blevet vagt. Der skal godt nok ikke så meget til, for at den bliver det, men alligevel.

    Så da mørket begynder at komme snigende, går jeg den sædvanlige tur hen til mit hemmelige yndlingssted, som jo nu ikke længere er hemmeligt. Jeg sætter mig i det høje græs og venter. Her er så hyggeligt. Græsset, der går mig til over livet, danner en lille hule omkring mig. Og der er en masse mælkebøtter. Når det bliver mørkt, ser det ud, som om de lyser. Jeg kan godt lide mælkebøtter.

    Lidt efter hører jeg en puslen. Og så kommer skikkelsen til syne. Spændingen i min mave stiger. Tør jeg? Selvfølgelig. Nu har jeg jo besluttet mig for at gøre det! Hvem det end er, er ikke særligt stor. Meget spinkelt bygget og ikke ret høj. Det er nok mest derfor, jeg tør rejse mig og gå hen imod personen.

    Da jeg kommer tættere på, kan jeg se, at det er en pige. Hun står med ryggen til, men jeg kan se to lange, nøddebrune fletninger,der falder ned over hendes ryg. Det ser ud, som om hun undersøger bjergsiden. Hun ser meget koncentreret ud. Jeg går lidt tættere på.

    "Hallo?" Ordet ryger bare ud af munden på mig, uden at jeg når at tænke mig om.

    Det giver et sæt i pigen, og hun vender sig om. Hendes store, mørkebrune øjne udtrykker overraskelse. Hun ser ud til at være et par år ældre end mig. Hun smiler. "Hallo selv?"

    Det går op for mig, at jeg må se ud, som om jeg lige har set et spøgelse, og jeg tror, at hun morer sig over mit ansigtsudtryk. Jeg kigger genert ned i græsset. "Det var bare ... øh, jeg har aldrig set nogen før."

    Hun ser på mig som om hun ikke helt forstår, stadig smilende.

    "Altså her, mener jeg," siger jeg og mærker mine kinder blusse, "Jeg har aldrig set andre her."

    "Okay," hun griner, og kaster med hovedet, så hendes fletninger lander over højre skulder, "vi er lige flyttet fra Østbyen og hertil Vestbyen, og her er så dejligt ved det her bjerg. Så jeg går en masse ture," forklarer hun.

    Jeg stirrer på hende. Tænk, at jeg var bange for denne pige! Jeg ved ikke hvad jeg skal svare, men ender med at sige: "Jeg hedder Pandora."

    "Jeg hedder Scarlett," svarer hun, "men jeg må videre, der er langt hjem, vi bor helt henne ved Floden."

    Jeg nikker og tænker, at hun er en meget smilende pige.

    Som et bevis for min påstand smiler Scarlett til mig, og vender sig så om og begynder at gå hen mod den smalle grussti, der fører mod Floden. Jeg sætter mig ned i græsset igen, og læner mig op af en klippeblok. Jeg mærker noget kilde mig i nakken. Jeg vender mig om. I en sprække i klippen stikker en lille seddel ud. Jeg hiver den ud, og prøver at tyde skriften. Det tager noget tid. Ikke fordi skriften er utydelig, men fordi jeg ikke er særligt god til at læse.

 

Hovedkvarteret

Inaktivt kamera sydvest fra midtpunkt.

1306504835879

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...