Protanopia

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jul. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2014
  • Status: Igang
Scarlett og Pandora mødes ved et tilfælde og bliver hurtigt gode venner.

Men der sker pludselig ting, som ingen af pigerne har oplevet før. Rundt omkring ligger der underlige sedler, der overhovedet ikke giver nogen mening, men ved Pandoras mor alligevel noget om det hele?

Men hvad de ikke ved er, at det land de begge bor i hvor hunderedevis af mennesker forsvinder, styres af en højere magt, og de har ingen kontrol over, hvad der sker.


Denne movella er skrevet af Alias og Atoms. Vi skiftes til at skrive et kapitel, og skifter lidt mellem personerne, men hovedsageligt skriver Alias fra Pandoras synsvinkel og Atom fra Scarletts synsvinkel.

Vi har ligenu omkring ti kapitler liggende. Så hvis I kan lide dem, publicerer vi dem efterhånden, og vi skriver selvfølgelig videre.

12Likes
12Kommentarer
834Visninger
AA

2. Pandora - Alias

Jeg har altid ment, at der er et eller andet, der virker forkert.

    Jeg begynder at rive alle de små blade af en blomst. En bellis tror jeg, de hedder.

    Der er det med skoven. Skoven, der danner et slags hegn rundt om byen. Der er ingen der ved noget om den. De der er taget afsted for at finde ud af noget om den er aldrig kommet tilbage. Overhovedet ikke. Vi har ikke engang fundet nogen lig eller sådan noget. Far prøvede også. Men det kan jeg ikke huske. Det var, da jeg var lille. Så lille, at jeg ikke vidste hvad ordet 'død' betød, tror jeg.

     Jeg tager en bellis til, og begynder at pille bladene af. Helt små, hvide blade, der ligner sne på græsset. Det grønne græs. Ikke fordi jeg kan se, at det er grønt. Det er noget, jeg har fået at vide. Jeg er nemlig farveblind.

    En gang i mellem leder jeg efter ham. Min far. Her er ikke særligt stort. Så man burde altså ikke bare kunne forsvinde, sådan helt uden videre. Uden at efterlade noget spor eller noget som helst andet. Når jeg bliver stor, vil jeg også prøve at gå ind i skoven. Det tror jeg i hvert fald. Hvis jeg tør. Der er jo aldrig nogen, der er kommet ud igen. Tanken er ret ubehagelig. Men den gør også, at jeg har endnu mere lyst til at finde ud af, hvad det er, der sker når man går derind. Måske gør jeg det en dag. Inden jeg bliver stor. Mor har altid sagt, at man aldrig for gjort noget, hvis man bliver ved med at udskyde det.

    Nu er der næsten ingen blomster tilbage der, hvor jeg sidder. Jeg rejser mig. Måske er det nu, jeg skal gå ind i skoven? Nej. Jeg tør ikke. Jeg kigger over mod Vestbjerget. Vores hus ligger nærmest op af det. Jeg kender det ud og ind. Jeg ved ikke, hvor mange timer, jeg har brugt på at gå ture rundt om bjerget, og på at klatre. Hvis man er klatrer højt nok op, kan man se ud over alle husene og Floden aller længst væk. Og langt bag den stikker Østbjerget op i horisonten. Det tågede Østbjerg. Jeg har altid været ret draget af det. Det ser så mystisk ud, i modsætning til det hyggelige Vestbjerg. Jeg beslutter mig for, at gå hen til Vestbjerget lidt. Det er ved at blive mørkt. Men det gør ikke noget, jeg kender jo området så godt.

 

*

 

Det er blevet en del mørkere, da jeg endelig er ved mit yndlingssted. Et sted ved foden af bjerget, hvor græsset er højere end ellers. Der er hyggeligt at sidde.

    Om aftenen er her så stille. Derfor bliver de lyde, der er der, tydeligere. Så det giver et gib i mig, da jeg hører noget der rasler. Jeg kigger op over græsset, der nærmest skjuler mig. Jeg har aldrig set andre her, bjergområdet er jo ekstremt stort. Og der, cirka tredive meter fra mig, står en sort skikkelse. Mit hjerte hamrer i brystet på mig, og jeg kryber tættere sammen i græsset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...