En fortabt engel.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Igang
15 årige Sophia Evans. Hun har det generelt svært med sit liv. Mobning, forældre der aldrig er hjemme, ældre søskende som hundser rundt med hende. Hun er en af de elever på hendes high school, som virkelig er udsat for mobning. At blive sparket og slået, er blevet en del af hendes hver dag. Hendes forældre skælder hende altid ud, når de overhovedet er hjemme. Hun er det sorte får i familien. Ingen vil overhovedet have hende. Hun mangler et råb, et råb om hjælp, men hvem vil overhovedet hjælpe hende? Hun har ingen ven/inder, hendes familie behandler hende, som om hun var deres slave. Hvordan klarer hun det overhovedet? Hun har hele tiden selvmordstanker, men hvorfor har hun så ikke gjort det i nu, hendes liv er jo et helvede? Vil der komme en og redde hende ud af det liv, hun er i? Det er også svært når den man er forelsket i, en af mobbene, og den person, Simon, er en af de værste? Vil hun ende sit liv, eller vil hun tage kampen op?

7Likes
12Kommentarer
884Visninger
AA

10. Kapitel 9 - Venner?

Sophias synsvinkel: 

"Jeg tror det er Jonas" sagde ham. Jeg kunne se, at han faktisk ikke løj, hvilket undrede mig. Jeg stod lidt og tykkede på det. "Hvordan ved du det?" løftede jeg igen, det ene øjnebryn, mens jeg holdte brevet helt ind til mig. Nu var det så hans tur til at løfte øjnebrynet, hvilket faktisk gik meget bedre end mig. Drenge. "Jeg kan genkende hans håndskrift" jeg kiggede mærkeligt på ham, men endte med at sukke, det var sikkert rigtigt nok, men det skulle ikke ændre noget. "Tak, nu ved jeg hvem det er... Men hvorfor kom du overhovedet?" sagde jeg, med en måske meget kold stemme, men den måtte han snart være van til. "Jeg vil have dig tilbage." sagde han meget alvorligt, og kiggede på mig. Have mig tilbage? Whuuuut? "Have mig tilbage, efter alt det du har gjort? Sikkert" Det sidste hviskede jeg, men jeg tror han hørte det. Ups.  "Ja, have dig tilbage, jeg er så ked af alt det jeg har gjort" sagde han, hvilket fik mig til at fnyse. Han tog fat om min arm, den arm, hvor arnerne var. Han trak min trøje op, og kiggede på mine ar. Jeg gik i panik, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Han skulle ikke se dem, hvilket var forsent, eller i så fald rører dem. 

Jeg skulle lige til at slå hans hånd væk, da han tog sin anden hånd, og tog fat om min hånd. Jeg kunne mærke tårerne presse. Det her var slet ikke meningen. Jeg kiggede på hans ansigt, mens nogen få tårer røg ned af min kind. Han kiggede på min arm, og havde frit udsyn til alle mine ar, som gik hele vejen op af min arm. Han skulle ikke se dem på mine hofter, eller ben, det ville jeg ikke, og hvordan han fik lov til at se det her, vidste jeg ikke, men hvad skulle jeg gøre, han  er jo stærkere end mig. Han kørte sine fingere over de ar, nede ved mit håndled. Jeg bed mig i læben, da det gjorde ondt, og det skulle hellere ikke undre mig, hvis jeg lavede en grimmasse. "Sophia?" sagde han, og kiggede alvorligt på mig. "Hvad?" sagde jeg som om intet var sket. Han sukkede, og kiggede på mig, og man kunne se tårerne i hans øjne. Hov vent? Tårer, var han virkelig ked af det? "Jeg er altså virkelig ked af det."  jeg kiggede på ham og sukkede så. "Hvorfor forlod du mig så dengang?" spurgte jeg med en meget sårede stemme, mens tårerne stadigvæk trillede ned af kinderne på mig. 

"Fordi, jeg troede på rygterne, troede du var bedre uden mig, at jeg ikke var den rette for dig, at jeg ikke var det bedste for dig, at..." Jeg begyndte at grine svagt. "Du behøver ikke at sige mere." sagde jeg, da han kiggede uforstående på mig. "Men du er ikke tilgivet i nu" han sukkede og kiggede på mig med hundeøjne. Jeg vidste ikke om jeg skulle tilgive ham, men jeg kunne bare ikke lade vær. "Du skal love nogen ting" sagde jeg og kiggede alvorligt på ham, og ned på min arm, og så op på ham, for at vise ham, at ligesom skal slippe, hvilket han også gjorde, og jeg trak hurtigt ærmet ned igen. "Ja'er?" sagde han, og afventede det. "Hvis du som bare prøver på noget, som kan sårer mig igen, er du så godt som død. Og, du må ikke sige til nogen, det med mine ar. Du skal virkelig love at du ikke forlader mig igen, ligemeget hvad." sagde jeg og kiggede på ham, og afventede svar. "Jeg lover det" sagde han, med en meget rigtigt stemme. Jeg måtte jo tage en chance. Jeg trådte væk fra døren, så han kunne komme ind. Han kiggede mærkeligt på mig, hvor jeg bagefter nikkede og smilede. Han smilede stort igen, og trådte indenfor. 

Han fik sine sko, og jakke af, hvor vi så gik op på mit værelse, og satte os på min seng. Jeg kiggede hen på Simon, som kiggede rundt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så det endte med, at jeg kiggede på brevet. Simon var dog hurtig til at kigge på mig. Jeg sank en klump. "Simon?" sagde jeg, og kiggede ham i øjnene. "Ja?" sagde han på sådan en sukker-sød måde, men ikke alt for sukke-sød. "Vil du også love mig, at beskytte mig mod Jonas?" sagde jeg en smule usikker. "Ja, han er en idiot" sagde han, hvilket jeg ikke havde troet, så det fik mig til at fnise. Han tog mine hænder ind i hans, og så alvorligt på mig. "Sophia, jeg ved jeg har gjort så meget forkert, og du ikke har tilgivet mig i nu, eller vil lukke dig, for meget op, men bare det at jeg må sidde her inde, efter alt det, betyder utroligt meget for mig" sagde han med et smil, som fik mig til at smile. 

*

Vi havde det rigtigt sjovt, vi havde pjattet og ja, mere pjattet, og når ja, så har vi snakket. Mine søskende var også kommet ind, og de blev pisse sure over at se det, hvilket mig og Simon grinte af i virkelig lang tid. Han var næsten lige taget hjem, og han havde fået mit nummer, og vi var faktisk blevet tætte. Men om det så var det rigtige valg, ja det må vi se. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...