En fortabt engel.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Igang
15 årige Sophia Evans. Hun har det generelt svært med sit liv. Mobning, forældre der aldrig er hjemme, ældre søskende som hundser rundt med hende. Hun er en af de elever på hendes high school, som virkelig er udsat for mobning. At blive sparket og slået, er blevet en del af hendes hver dag. Hendes forældre skælder hende altid ud, når de overhovedet er hjemme. Hun er det sorte får i familien. Ingen vil overhovedet have hende. Hun mangler et råb, et råb om hjælp, men hvem vil overhovedet hjælpe hende? Hun har ingen ven/inder, hendes familie behandler hende, som om hun var deres slave. Hvordan klarer hun det overhovedet? Hun har hele tiden selvmordstanker, men hvorfor har hun så ikke gjort det i nu, hendes liv er jo et helvede? Vil der komme en og redde hende ud af det liv, hun er i? Det er også svært når den man er forelsket i, en af mobbene, og den person, Simon, er en af de værste? Vil hun ende sit liv, eller vil hun tage kampen op?

7Likes
12Kommentarer
883Visninger
AA

9. Kapitel 8 - Hvad laver du her?

Sophias synsvinkel:

Jeg lå lige nu i min seng, og kiggede op i loftet. Jeg kunne mærke den ene efter den anden, tårer trille langsomt ned af min kind. Jeg havde faktisk taget det meget roligt, i forhold til, hvad jeg kunne. Især efter de flashback jeg har fået igennem hele dagen. Jeg var løbet direkte hjem efter det der skete på gangen. Mine søskende var ikke hjemme, men mere gad jeg ikke tænke over det, jeg ville også helst bare være alene. Jeg havde ikke noget at snakke med folk om. Jeg havde altid været indelukket. Eller det blev jeg efter den dag, hvor Simon forlod mig, og det var der alt gik galt. Mine søskende troede at de nu var bedre end mig, min mor og far, ja, de har bare altid været sindsyge, mere er der ikke i det.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvorfor Simon han overhovedet forlod mig den gang? Vi havde et perfekt venskab, men det ødelagde han. Eller han ødelagde ikke kun vores venskab, men også mig. Jeg blev indelukket. Var hele tiden for mig selv. Snakker kun hvis det var nødvendigt. Jeg blev ligesom en anden pige, en pige som var trist, og ikke lavede noget, men det hele blev værre da vi startede i skole.  Og det værste var, at jeg er forelsket i ham.

Simons synsvinkel:

Jeg gik hen af gaden, opsat på at komme hen Sophias hus. Jeg skulle fortælle hende, hvor meget jeg fortrød alt. Hvor meget jeg faktisk vil have hende tilbage. Ja, jeg vil gerne have hende tilbage, men hvordan skal jeg fortælle hende det, og sådan at hun tror på mig? Det er nærmest umuligt. Især efter alt det, jeg har udsat hende for. Både fysik og physisk smerte. Jeg fortrød alt, virkelig alt, der findes ingen ord på, hvor meget jeg faktisk fortryder det. Jeg vidste hun boede i nummer 20. Jeg ´var jo gode venner med hende søskende. Fordi var, er fordi jeg ikke vil dem mere, de har ødelagt Sophia, ligesom mig.

Jeg så det store hvide hus, som kun kunne tilhøre Evans familien. Jeg åbnede for havelågen, eller nærmere port, hvor jeg så fortsatte op af den lange snorede sti, som førte op til deres hoveddør  Jeg sank en klump. Jeg trykkede på ringklokken, som var lige ved siden af døren. Nu var det forsent at stikke af.

Sophias synsvinkel.

Jeg var lige ved at falde i søvn, da jeg hørte nogen  ringe på. Hvem kunne det være? Sukkene rejste jeg mig op, og gik ned af den lange trappe, og så hen til døren. Jeg var ikke i humør til noget lige nu, så det her skulle nok blive sjovt. Wow, slet ikke ironi... Eller jo meget. Jeg tog fat i håndtaget, med ingen vidne om, hvem det overhovedet var. Jeg trak ned i håndtaget, og åbnede så døren, hvor et syn, som jeg ikke havde forvente mødte mig. Simon. Jeg kiggede mærkeligt på ham, og skulle til at lukke døren igen, da han satte en fod imellem, så jeg ligesom ikke kunne lukke døren. Jeg endte med at sukke, og kigge afventene på ham. Jeg kunne se, at han spekulerende over, hvordan og måske hvad han skulle sige. 

"Bliver det idag?" endte jeg bare med at sige, imens jeg skød det ene øjnebryn i vejret. Jep, det har jeg nemlig øvet mig på, og jeg er stolt af det.  "Jeg.. Øhh.. Fandt det her brev, eller du tabte det?" sagde han og bed sig i læben, hvor han så fandt brevet frem. Jeg kiggede på ham med store øjne, hvor jeg så rev brevet ud af hans øjne. "Og jeg har læst... " han nåede ikke sige mere, før at jeg kunne mærke, nu blev jeg sur. "HAR DU LÆST DET?!" Råbte jeg. Han kiggede ned i jorden, men det hjalp ikke, jeg var sur. Hvordan kunne han, af alle, finde på at læse det fucking brev?! "Ja, men.." sagde han stille, og stoppede efter men. Han skal være glad for, at jeg havde øvet mig på at styrer mit tamprameng. "Men hvad?" sagde jeg hårdt. "Jeg.... Tror... Jeg vidste ikke.." sagde han, og formulerede med ordet. Er de ord du leder efter: Undskyld jeg læste det? Nej, der skal mere til. "Jeg tror jeg ved hvem det er og... Jeg vidste ikke at det stod så slemt til.." sagde han. Nåår nej, selvfølgelig vidste du ikke det. "Hvem er det så? Og du vidste ikke det stod så slemt til? Det hele begyndte den dag, for mange år siden, som du nok godt kan huske." sagde jeg koldt. Han kiggede såret på mig, men jeg var så kold i røven over det lige nu  Han skulle ikke tror, at han ville blive tilgivet, og i så fald heller ikke så let. Ja, jeg ved godt, at jeg er forelsket i ham, men alligevel. Han tøvede, det kunne man tydeligt se. Jeg sukkede og kiggede på ham. 

Simons synsvinkel:

Jeg kiggede på hende. "Jeg..... Tror.... Jeg vidste ikke...." sagde jeg, og formulerede med ordenene, for at finde de rigtige. Jeg kunne se hun var sur, og ked af det på samme tid. Og at hun måske tænkte på noget, men hvad det vidste jeg ikke. Hendes øjne havde før i tiden udtrykte hvad hun tænkte, men det forsvandt sammen med mig. "Jeg tror jeg ved hvem det er og.. Jeg vidste ikke at det stod så slemt til." sagde jeg, og sank en klump. Jeg kiggede på hende, og kunne se hun var sur, men jeg kunne også selv have sagt det til mig selv. "Hvem er det så? Og du vidste ikke det stod så slemt til? Det hele begyndte den dag, for mange år siden, som du nok godt kan huske." sagde hun. Jeg kunne mærke et stik i maven, da hun nævnte det sidste. Jeg kiggede såret på hende, for det var jo ikke det jeg ville have. Jeg ville have hun skulle have haft et godt liv, uden problemer, men det kunne åbenbart ikke lade sig gøre. Jeg ville bare gerne blive tilgivet, selvom jeg ved, at det er utroligt svært for hende, og det forstår jeg udmærket godt. Jeg kunne høre hende sukke, og kigge på mig. Jeg sank den klump, og åbnede munden. 

"Jeg tror at det er...." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...