En fortabt engel.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Igang
15 årige Sophia Evans. Hun har det generelt svært med sit liv. Mobning, forældre der aldrig er hjemme, ældre søskende som hundser rundt med hende. Hun er en af de elever på hendes high school, som virkelig er udsat for mobning. At blive sparket og slået, er blevet en del af hendes hver dag. Hendes forældre skælder hende altid ud, når de overhovedet er hjemme. Hun er det sorte får i familien. Ingen vil overhovedet have hende. Hun mangler et råb, et råb om hjælp, men hvem vil overhovedet hjælpe hende? Hun har ingen ven/inder, hendes familie behandler hende, som om hun var deres slave. Hvordan klarer hun det overhovedet? Hun har hele tiden selvmordstanker, men hvorfor har hun så ikke gjort det i nu, hendes liv er jo et helvede? Vil der komme en og redde hende ud af det liv, hun er i? Det er også svært når den man er forelsket i, en af mobbene, og den person, Simon, er en af de værste? Vil hun ende sit liv, eller vil hun tage kampen op?

7Likes
12Kommentarer
882Visninger
AA

8. Kapitel 7 - Simon og brevet?

Jeg løb efter Simon med et stort smil. Hans dejlige grin fyldte mine ører, hvilket også fik mig til at grine. Jeg løb videre efter ham, og tænkte ikke hvad der kunne ske, om nogen år. Jeg skulle have nydt hver sekund. - Mere end jeg gjorde. Men dengang vidste jeg jo ikke, at han en dag, ville blive den, som mobbede mig mest, og at jeg overhovedet ville blive mobbet? Jeg faldt over en lille gren på græsset, og landte ned på min ene arm. "Av" sagde jeg lige så stille, men åbenbart højt nok til, at Simon kunne høre det, for i det jeg sagde det, vendte han sig om, og løb hen til mig, med et bekrymene udtryk i ansigtet. Det var dejligt varmt, og det var sommer. Græsset var dejligt blødt, så det var ikke et hårdt slag jeg fik, næmere bare et stød. Han satte sig hurtigt ned på hug, da han kom hen til mig. "Er du okay?" var han hurtig til at sige. Jeg grinede svagt og smilede. "Ja, det var kun et lille stød" hvilket fik ham til at smile, og vi kiggede hinanden dybt i øjnene.

Jeg vågnede op med et sæt. Mine vejrtrækningere blev hurtigere, og hurtigere. Det var ikke bare en hvilken som helst drøm, nej, det var et flaschback.

 

*

Jeg gik ind af døren til skolen. Mine søskende havde igen været syge, så det havde været en meget fredelig og dejlig morgen. Jeg var stadigvæk påvirket af min drøm, eller af mit flachback. Jeg kiggede bare ned i skolens gulv, og ville faktisk bare gerne hjem. Jeg ville ikke kunne klarer at se Simon, eller nogen for den sags skyld. Jeg havde allerede mine bøger på mig til de 2 første timer, da vi havde haft lektier for. Det var historie. Mit hade fag.

Jeg gik ned af gangen, og ledte - eller ledte og ledte, jeg vidste hvor døren var -, efter døren ind til klasselokalet. Det skulle nok blive 2 kedelige timer. Jeg fandt endelig døren, eller jeg nåede hen til den, hvor jeg så åbnede den. Alle folks blikke landte på mig, men det var jeg vant til. Det var ikke almindelige blikke, nej, det var hånlige blikke, blikke som kunne dræbe, altså hvis blikke nu kunne dræbe, ja, så var jeg død for længst. Jeg bevægede mig ned mellem alle eleverne, og satte mig på en plads bagerest nede i hjørnet, hvor jeg kunne sidde for mig selv, og bare være alene.

Jeg satte min taske ved siden af bordet, så den længede sig op af bordet, og fandt mine bøger frem. I det jeg gjorde det, kom vores lærer ind. Frøken Smith. Hun satte sig ned ved sit kateter, og der blev hurtigt stille i klassen. Ja, de var bange for hende, men hvad havde hun gjordt dem? A,ltså ikke noget af hvad jeg ved.

Jeg lagde mig ned på bordet, og lukkede langsomt øjnene, og pludeselig forsvandt alle stemmer.

"Kom nu Sophia" grinede Simon oppe fra træet af. Jeg stod nede for enden af træet, og ikke truede at krævle der op. "Jeg tør ikke"  råbte jeg bange igen. Jeg var ikke bange for Simon, men bange for højdere. "Du kan godt Sophia, og jeg tror på dig" sagde han med et stort smil på læberne, som smittede af på mig. Jeg begyndte lige så stille at kravle op, og det gik faktisk meget godt. Jeg skulle til at kigge ned, da lyden af Simons stemme, som sagde at jeg ikke skulle kigge ned, hvilket gjorde at jeg kiggede op på ham. Han var nu ikke så langt væk fra mig. Han ragte en hånd ud efter mig, som jeg tog fat i, og han rev mig op ved siden af ham, hvor jeg satte mig ned på den gren, som han sad på. "Du er min bedste veninde Sophia, jeg vil aldrig miste dig" sagde Simon med et smil på læben. Den gang troede jeg på ham, men hvordan endte det? "Du er også min bedste ven Simon, og jeg vil aldrig miste dig".

Jeg vågnede af lyden af klokken, som sagde at det var frikvater. Alle pakkede deres ting sammen, mens jeg bare kiggede ud i den blå luft. Hvorfor får jeg de flaschback? Skal de betyde noget? Det håber jeg, og på en måde ikke. For det kan jo både være godt og dårligt? Jeg pakkede mine ting sammen, og skulle lige til at gå ud af døren som den sidste elev. "Sophia, jeg skal lige snakke med dig" sagde min lærer, hvilket fik mig til at stoppe lige foran døren, og vende rundt, hvor jeg derefter lukkede døren efter mig, og gik hen for at stå foran kateret.

"Du var helt væk i timen idag. Hvad sker der Sophia?" sagde hun bekrymerne. Jeg sank en klump. Skulle jeg fortælel hende det, eller skulle jeg ikke? Hvad skete der, hvis jeg fortalte hende det, og hvis jeg ikke gør? Hvordan kunne hun se det? Der var så mange spørgsmål, men jeg havde ikke tid, jeg skulle finde på noget hurtigt.

"Nej, jeg er bare træt på det sidste, det er ikke noget." sagde jeg, og smilede svagt til hende, hvilket fik hende til at nikke, men ikke overbevisende. "Du kan gå nu" sagde hun´, hvilket fik mig til at skynde mig ud af døren, og finde mit gemmested, eller hvad man skulle kalde det.

*

Jeg nåede lige ind af døren til 3 time, inden vores lærer kom ind. Jeg havde ikke fået noget indtilvidere idag, hvilket gjorde mig bekrymeret og faktisk en smule bange. Jeg gik helt ned til bagereste plads, i højre hjørne. Ja, jeg kan godt lide de pladser, der kan jeg være alene. Jeg satte mig ned, og kunne mærke trætheden tage over mig, og hvorfor, ja det vidste jeg ikke.

"Simon!" råbte jeg, fordi han kilde mig, så jeg grinte også ind i mellem. "Simon!" råbte jeg igen, mens jeg grinede helt vildt. Jeg kiggede i hans øjne, og lige pludeselig blev de ellers så klarer øjne mørke. Jeg blev helt bange. Han rejste sig op, hvilket gjorde jeg satte mig op, og så på ham, med et såret ansigt. "Sim.." jeg nåede ikke sige mere, før han stoppede mig. "Vi er færdige, det er slut, vi er ikke venner mere" sagde han og gik. Jeg kiggede på han, mens han gik, og tårerne bare trillede ned af mine kinder. Hvorfor? Hvorfor forlod han mig? Et svar jeg aldrig fik, og jeg stadigvæk tænker over.

!SOPHIA! råbte min lærer af mig, hvilket fik mig ud af min drøm, eller flascback. Det flascback, som jeg hadede allermest af alle. Jeg kiggede op på ham, og så at han var sur. Ups. "Op til inspektøreren nu!" råbte han til mig, hvilket fik mig til at sukke, og rejse mig op, efter jeg havde taget min taske. På vej ud af klassen, kunne jeg mærke alles blikke på mig, hvilket var ubehageligt. Uhyggeligt. Det var det der gjorde, at jeg gik lidt hurtigere. Jeg åbnede døren, og lukkede den hurtigt efter mig. Jeg ville lige gå hen til mit skab, inden jeg gik der op, det kuinne være, at der var kommet noget.

Jeg gik hen til mit skab, og tastede den sammé gamle kode ind. 1234. Igen, meget nem at huske. Jeg åbnede skabet, og jeg havde ret, der var noget der i. Jeg åbnede brevet, og havde ikke set om, der var nogen, som kiggede eller noget, jeg skulle bare læse det.

#Jamen hej. Kun 2 dage tilbage, ikke sandt? Det vil sige, imorgen min skat, er du klar til at dø ik? Det bliver sjovt. Nå, men jeg kommer lige med den anden sidste ledetråd, og kan du gætte mig, er dit liv reddet. Jeg hedder ...... Haha, ej. Jeg går tit i modetøj, og er en af de populærer. Og har du cuttet i dig selv fornylig? Jeg synes nemlig det er underholdene. Og den bold der du fik i hovedet i går, du så sjov ud.#

Der stod ikke mere. Jeg læste det om og om igen. Jeg var lukket ind i min egen lille verden, så meget at jeg ikke hørte en person komme bagfra."Hvad står du med der taber?" hørte jeg en meget velkendt stemme. Og ikke mindre end den person der hørte til den stemme. Det var den person, som var i mine drømme, eller rettere sagt flashback. Jeg sank en klump, og tog brevet helt ind til mig. "Ik noget" sagde jeg meget hurtigt, og kiggede ikke engang på Simon, men et punkt der var bag ham, hvilket jeg ikke tror han lagde så meget mærke til. Han løftede det ene øjnbryn, og pegede på brevet. "Er det ikke noget luder?" jeg skyndte mig og nikke. "Ja." sagde jeg meget hurtigt og vendte om, og løb afsted. Jeg kunne også mærke tårerne presse på. Og hvorfor var han ikke til time? Det jeg ikke lagde mærke til var, at jeg havde tabt brevet.

Simons synsvinkel:

Jeg så hende løbe, løbe væk, ned af gangen. Jeg kiggede ned på gulvet. Hvad var det? Var det, det som hun stod med før? Jeg gik lige så stille hen til det. Jeg tænkte faktisk over, hvordan vi havde endt sådan her. Nåår jo, det var mig, fordi jeg skulle tro på alle de rygter om hende. Jeg forlod hende, og se nu. Nu er jeg en af dem som faktisk mobber hende. Hun har ikke det særlige glimt i øjet mere, som hun havde den gang vi var små. Ja, dengang havde jeg føleser for hende, og så vægler jeg at forlade hende pga. nogen fucking rygter. Slå mig lige tak.

Jeg samlede brevet op. Jeg vidste ikke hvad det var, og jeg fortræd det også, lige efter jeg havde læst det. Jeg var chokeret. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, hvad jeg skulle sige, jeg var faktisk i det hele taget, gået i stå. Jeg læste det om og om igen, for at være sikker på at det var det der stod. Og ja det var det. Cuttede hun i sig selv? Var det virkelig gået så glat? Og det der med bolden, Jonas tvang mig. Der er mange der tror at jeg er lederen, men det er jeg ikke, det er Jonas. Jeg kiggede nærmere på skiftet. Det lignede Jonas skift? Men ville han gå så langt? Hun havde jo ikke gjort ham noget.

Jeg rystede, da mit blik, faldt ned på ordet cutte. Hun er cutter, hvorfor havde jeg ikke vidst det? Hvordan fandt Jonas ud af det. Jeg stod bare midt ude på gangen, i skolen og tænkte. Det er derfor hun hele tiden har lange trøjer på! Fordi så kan man ikke se hendes ar, det var jo smart. Jeg fortryder alt, alt det jeg har gjort mod hende. Også det med poolen hjemme ved hende. Jeg ved, at hun har det svært i forvejen. Især med Flecia og Jasmin som søskende. At se hvordan de behandler hende, ja, det er først gået op for mig nu. Hvordan kan de dog være sådan? Og hendes forældre, forbyder hende at spise, men hendes søskende  må godt, det er bare ikke fair.

Jeg måtte finde Sophia. Gud, hvor jeg elskede det navn.  Jeg tog brevet, og lagde det ned i min lomme, det skulle ikke blive væk. Jeg satte kurs mod udgangen, der var hun var løbet ud af. Hun var sikkert løbet hjem, og nu måtte jeg altså finde hende.

 

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hæ, synes lige i skulle se noget fra Simons synsvinkel, godt nok ikke ret meget, men alligevel ^^

Hvad tror I, der kommer til at ske nu? Altså med at Simon har fundet brevet, og han tror han ved hvem det er? Og at Simon faktisk ikke er lederen? ;) '

 

I får 2 kapiteler i dag, eller I har fået, men det er fordi jeg har liiidt travlt med at skrive, især med min arm, den er ikke blevet bedre, men alt for jer. ;3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...