En fortabt engel.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Igang
15 årige Sophia Evans. Hun har det generelt svært med sit liv. Mobning, forældre der aldrig er hjemme, ældre søskende som hundser rundt med hende. Hun er en af de elever på hendes high school, som virkelig er udsat for mobning. At blive sparket og slået, er blevet en del af hendes hver dag. Hendes forældre skælder hende altid ud, når de overhovedet er hjemme. Hun er det sorte får i familien. Ingen vil overhovedet have hende. Hun mangler et råb, et råb om hjælp, men hvem vil overhovedet hjælpe hende? Hun har ingen ven/inder, hendes familie behandler hende, som om hun var deres slave. Hvordan klarer hun det overhovedet? Hun har hele tiden selvmordstanker, men hvorfor har hun så ikke gjort det i nu, hendes liv er jo et helvede? Vil der komme en og redde hende ud af det liv, hun er i? Det er også svært når den man er forelsket i, en af mobbene, og den person, Simon, er en af de værste? Vil hun ende sit liv, eller vil hun tage kampen op?

7Likes
12Kommentarer
879Visninger
AA

6. Kapitel 5 - Med vilje.

Jeg vågnede ved lyden af en bedsked der tikkede ind på min iPhone. Hvem ville skrive til mig? Jeg kiggede på klokken, og så at den kun var 09:00. Kunne man nu ikke få lov til, at sove længe på en Søndag mere? Åbenbart ikke. Jeg vente mig om, og strakte mig ud, for at få fat i den. Jeg fik fat i den, og tog den så hen til mig. Jeg lavede store øjne, da jeg så, at det var hemmeligt nummer - Igen. Hvad ville den person. Skræmme livet ud af mig? For så virkede det nu meget godt. Jeg begyndte at ryste, men det stoppede mig ikke i, at åbne den. Mine øjne kørte rundt på  mobilen, så jeg læste bogstav fra bogstav, ord fra ord, sætning fra sætning. 

#Hej igen Sophia. Det er mig igen, haha. Har du ikke bare savnet mig? Jo du har. Nå, nu er der jo kun 4 dage tilbage. 4 dejlige dage. Nå, men jeg synes også lige, at du lige skulle få en lille ledetråd mere, om hvem jeg er, og gætter du det inden de 4 dage, er du reddet, meget enkelt ik? Nå, men som sagt vi går på sammen skole, og jeg er 1 år ældre end dig. Altså jeg går på en højre årgang. Fedt ikke? Vi har også set/ser hinanden meget i skolen. Og nu skal jeg nok ikke komme med flere ledetråde, udover jeg er lidt højre end dig. Men det var det, der kommer nok mere senenere. Hilsen Den Lækre Mig.# 

 

Jeg rystede, med lå og tænkte over hans ord. Okay, vi gik på samme skole, personen er 1 år ældre end mig, altså går 1 årgang højre end mig. Vi har set og ser hinanden meget i skolen. Og så er han højre end mig, og har meget selvtillid, eller sådan noget, da han omtaler sig selv lækker. Så har jeg da det på plads. Jeg lagde min mobil hen på natbordet igen, og kiggede op i loftet. Hvem var den person? Og hvorfor gjorde person det mod mig? Var det en pige eller en dreng? Jeg brænder for at vide hvem det er. Hvorfor kunne jeg ikke bare finde ud af, hvem det var? Kunne det være så svært? Jeg kunne mærke trængen til at skærer i mig selv, komme frem igen. Nej, stop, jeg gider ikke. Jeg vil kunne holde ud denne gang, ikke vise hvor svag jeg er. Trængen blev større og større og jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg måtte gøre det. Men jeg vil ikke, ikke den her gang. 

Jeg rejste mig fra sengen, og gik ud på mit badeværelse. Jeg trådte op på vægten. Jeg sukkede. Jeg havde tabt mig igen? Kunne de være glad nu? Nej, jeg havde tabt mig 2 kg. Altså nu vejede jeg  45 kg. Jeg ville gerne tage på. Jeg vidste jeg var fucking undervægtig, men kunne mine forældre se det, næ nej. Jeg skubbede vægten ind under vasken igen, og gik hen til en af mine skuffer, hvor der var lås på. Jeg fandt nøglen, som jeg havde gemt, et hemmeligt sted, som ingen vidste, udover mig. Jeg gik hen til badeværelse døren, og lukkede den, og låste. Ingen skulle komme ind nu, så er det sagt. Jeg kiggede mig i mit store spejl. Jeg smilede svagt, og tog nøglen til skuffen, og låste den op. Jeg tog rundt om knivskaftet, og tog kniven op. Jeg vendte rundt og rundt, og kiggede på den. Trængen var stor, men jeg ville ikke. Mit hjerte siger ja, men min hjerne siger nej. 

Jeg trak ned i min trøje, som jeg sov med, oppe ved skulderen. Jeg kiggede mig i spejlet, inden jeg kiggede ned på min skulder igen, hvor jeg lod kniven ramme. Jeg trykkede ned. Jeg  bed mig i læben, for ikke at skrige. Jeg lukkede øjne, og nød smerten. Jeg nød den fysiske smerte, i stedet for den physiske smerte. Den var dejlig, jeg nød det. Jeg åbnede øjne, og fjernede kniven var min skulder. Jeg lod blodet løbe, og skiftede kniven over i den anden hånd. Jeg trak ned i trøjen på den anden skulder og lod igen kniven ramme min hud. Jeg bed mig igen i læben, for ikke at skrige, ellers ville de finde ud af, og det skulle de ikke. Jeg kunne mærke blodet begyndte at løbe, og det var det der gjorde, at jeg fjernede kniven. Jeg lagde kniven på et stykke toilet papir, som jeg havde fundet før. Jeg tog noget papir der, hvor jeg lige havde skåret mig selv. Igen vandt jeg ikke, men jeg havde haft det bedre, lige for en kort stund, men det var dejligt. 

*

Jeg sad og så tv inde på mit værelse. Jeg havde ikke været ude foran min dør, også selv om de havde kaldt, men nej, jeg blev. Jeg havde haft ondt i min arm, ligesiden det på badeværelset skete. Den her gang, havde jeg også gjort det dyber end normalt. Min mor og far, var taget ud for at købe noget, og Flecia og Jasmin var henne. Måske hos en ven? Det havde også gjort, at jeg ikke havde låst døren til mit værelse. Jeg havde næsten lige skiftet tøj. Jeg havde taget en langærmet trøje på, som var et slags bølge mønster. Den var hvid, og lysebrun. Den var faktisk meget pæn. Så havde jeg taget et par cowboy't bukser på, som sad tæt på mine ben, og et par dejlige hyggesokker, jeg skulle jo ikke noget idag. Men hvornår skulle jeg endelig det. 

Jeg hørte døren der nede gå op, og jeg kunne høre en masse stemmer. En masse stemmer jeg genkendte. Det var Flecia og Jasmin, der havde taget nogen venner med hjem. Eller ikke bare venner, det var Simon og Jonas. Jeg rejste mig op, da jeg hørte de kom op af trappen. Jeg kunne høre deres grin, deres faktisk nuttet grin, ihvertfald Simons grin. Nej Sophia stop! Han mobber dig, du kan ikke have føleser for ham. Jeg skyndte mig hen til døren, for at låse den, men det var forsent, lige da jeg skulle til at låse, blev døren smækket op, og lige op i mig, så jeg faldte bag over. Jeg landte på min numse, men tog min hånd op til mit hovede, da det gjorde ondt, fordi døren ramte mit hovede. Jeg kunne høre en masse grine, så jeg rejste mig op, og så sårede på den alle sammen. 

Jeg skyndte mig forbi dem, eller jeg nåede ikke ret langt, fordi der var en der tog fat i mit håndled. Jeg bed mig i læben, fordi det gjorde så ondt, da det var på mine sår.  Jeg blev trukket tilbage, så jeg stod med ryggen til person. Mine vejrtrækninger blev hurtigere og hurtigere. Jeg var bange, især når mine søskende grinte. De gjorde det med vilje. De vidste det. Jeg kunne ikke komme fri, og tro mig, jeg prøvede, hvilket bare fik dem alle sammen til at grine. Jeg kiggede ned på min ene arm, og skulle til at slå bagud, da person der holdte mig, tog fat i den også. Jeg kunne mærke smerten i min arm, men jeg blev nød til at holde ud. Jeg skulle, de måtte ikke vide det, der var allerede en der vidste det, og hvem det var, det vidste jeg ikke. "Så du prøver at flygte fra os?" kunne jeg høre en stemme, hviske i mit øre, som jeg straks genkendte. Jonas. Selvfølgelig var det ham, Men hvorfor ikke Simon? Det var jeg faktisk glad for at det ikke var.

Jeg sank den klump, som jeg havde fået i halsen. "Nå, så du opgiver nu?" kunne jeg høre den samme hviske, lige ud for mit øre. Jeg kunne mærke hans ånde mod min hud. Jeg kunne mærke kuldegysningene komme frem, og jeg blev ved med at kigge tomt ud i luften. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, hvad jeg skulle sige, hvad der skulle ske, jeg vidste ingenting, og jeg var bange, bange for alt ligenu, bange for hvad der skulle ske, og bange for, ja alt. Jeg kunne høre dem grine, mærke Jonas grine, men lige nu var jeg ligeglad, jeg var bange, nej ikke bare bange, virkelig bange. Jeg kunne høre dem hviske, men om hvad, det vidste jeg ikke. Ligepludselig kunne jeg mærke jeg blev skubbet fremad, jeg var ligeved at falde, men Jonas havde ved mig. 

Vi var på vej hen til trappen, men halvejs der henne, stoppede jeg op. Jeg ville ikke, jeg havde ikke valgt det her, kunne de ikke bare lade mig være i fred? "Så gå dog kælling" kunne jeg høre Simon sige, hvorfor det var ham, og ikke Jonas, vidste jeg ikke, det måtte være et ret godt spørgsmål. "1. Kan I ikke bare lade mig være i fred? for det 2. vil jeg ikke. for det 3. er jeg ikke en kælling, eller en ælling. For det 4. nej vent, der er ikke mere" sagde jeg med en flabet tone, måske ikke det smarteste, men det fløj faktisk bare ud af min mund. "Hvad sagde du?" kunne jeg høre Jonas sige. Mine søskende stod i baggrunde, og grinte, og ja, bare var der. Jeg griner den dag, de bliver udnyttet af en eller anden. "I hørte hvis godt hvad jeg sagde" røg det ud af mig, mens jeg kiggede ud i luften. Jonas strammede grebet om mine hænder, hvilket fik mig til at skære en grimmasse, da det virkelig gjorde ondt, især på mine sår.

"Jeg håber det gør ondt" sagde Jonas, og kørte sine finger over sårene, hvorfor vidste jeg ikke. Jeg tænkte faktisk ikke så langt, at det faktisk godt kunne være ham der vidste det, men alle kunne jo vide, eller det kunne være en hvem som helst person. Jeg blev igen skubbet forud, og den her gang stoppede jeg ikke, hvad kunne det overhovedet nytte? 

Vi gik ned af trappen, og jeg var bange, bange for hvad de ville, jeg vidste det ikke, jeg kunne ikke tænke, jeg kunne kun kigge ligeud, og kigge tomt i luften. Simon gik forbi os, og var på vej hen til døren, der førte ud til vores pool. HOV VENT! Det kunne de ikke mene. Jeg kiggede bagud, og op på Jonas. Han kiggede ned på mig, og smilede bare stort, og blinkede med øjet. Jeg kiggede frem igen, og sank en klump. De ville smide mig i poolen, fedt. "Jonas, jeg tager over her" sagde Simon da han havde åbnet døren ud til, og Jonas kom hen til ham. Jonas mumlede et okay, og førte mig hen til Simon. Jonas slap mig, men efter  1 sekund, holdte et par nye arme om mig. 

Jeg blev skubbet frem igen, men han stoppede da jeg stod på kanten. "Simon, vær sød, lad vær, jeg ber dig" sagde jeg, og kunne mærke hvor ondt det gjorde, at det var ham, der faktisk gjorde det, da jeg faktisk er forelsket i ham, hvor dumt det end lyder. "Beder lille Sophia, mig om at lade vær" kunne jeg høre ham sige. "Ja" bev jeg, da det også gjorde forfærdeligt ondt i min arm. "Jamen, det kan der desværre ikke være tale om" og med de ord, skubbede han mig i. Jeg kunne mærke mit tøj blive vådt, og jeg skyndte mig op til overfladen. 

Da jeg kom op til overfladen, kunne jeg høre dem grine. Jeg hostede et par gange, da jeg havde fået vand i munden. Jeg skyndte mig hen til kanten, jeg ville bare op, jeg ville væk. Jeg kunne mærke tårene presse på, da jeg tog fat i kanten, og trak mig op . Er i klar over, hvor ondt det gør, at han man er forelsket i, mobber en, ja det gør virkelig ondt. De grinte, og de blev ved. Jeg kom op af kanten, og løb indenfor, og op på mit værelse, hvor jeg låste døren, og gik ud på badeværelset, hvor jeg fandt nøglen til skuffen. Jeg åbnede skuffen og fandt den kniv, som jeg nu kendte alt for godt. Jeg kunne høre jeg fik en bedsked på min mobil, men hvem kunne det være? Jeg lagde kniven fra mig, og gik hen til min mobil, hvor jeg skrev koden. Hemmeligt nummer. Sikkert den person igen, som jeg tror. Jeg åbnede bedskeden, og så jeg havde ret. 

#Skal du til at skære i dig selv igen?# 

Jeg blev bange, men valgte at kaste min mobil hen i sengen, og gå i gang med det, som jeg nu var ved. 

*

Lige nu lå jeg i min seng. Klokken var 11, og jeg skulle snart sove, da jeg skulle i skole imorgen. Om jeg orkede, nej, om jeg ville nej, om jeg skulle, ja. Jeg havde ikke været nedeunder siden det skete, jeg var bange for, at de stadigvæk var der, selvom min mor og far, havde sagt jeg skulle komme ned, men jeg ville ikke, derfor havde jeg igen låst døren. Jeg vendte mig om, så jeg kiggede ind mod væggen. Jeg sukkede og lukkede så øjne, og lidt efter faldte jeg i søvn. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...