En fortabt engel.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Igang
15 årige Sophia Evans. Hun har det generelt svært med sit liv. Mobning, forældre der aldrig er hjemme, ældre søskende som hundser rundt med hende. Hun er en af de elever på hendes high school, som virkelig er udsat for mobning. At blive sparket og slået, er blevet en del af hendes hver dag. Hendes forældre skælder hende altid ud, når de overhovedet er hjemme. Hun er det sorte får i familien. Ingen vil overhovedet have hende. Hun mangler et råb, et råb om hjælp, men hvem vil overhovedet hjælpe hende? Hun har ingen ven/inder, hendes familie behandler hende, som om hun var deres slave. Hvordan klarer hun det overhovedet? Hun har hele tiden selvmordstanker, men hvorfor har hun så ikke gjort det i nu, hendes liv er jo et helvede? Vil der komme en og redde hende ud af det liv, hun er i? Det er også svært når den man er forelsket i, en af mobbene, og den person, Simon, er en af de værste? Vil hun ende sit liv, eller vil hun tage kampen op?

7Likes
12Kommentarer
894Visninger
AA

5. Kapitel 4 - Cafen

Jeg satte mig hurtigt op i min seng. Mine vejrtrækninger var helt voldsomme. Jeg tog min hånd op til brystet, og kiggede rundt. Jeg var på mit eget værelse. Var det bare en drøm? Nej, det kunne det ikke havde været, alt havde føltes så.. Ægte, så skræmmende. Personerne, jeg genkender dem, jeg genkendte dem, fra.. Fra.. Jeg sank en klump. De var dem, der havde slået min eneste veninde ihjel.. Hun havde fortalt om sine drømme inden hun døde. Hun havde præcis, den samme drøm, og den sagde hun, at den også føltes ægte. Jeg kiggede rundt i hele mit værelse, og så at der ikke var nogen, og at solen skinnede ind af mit vindue. Det var Lørdag idag, hvilket var dejligt. Jeg rejste mig fra min seng, og gik hen til mit skab. Jeg fandt en langærmede trøje, med en sød lille smiley på. Dertil fandt jeg et par bukser, som der var lidt huller i. Jeg gik ud på mit badeværelse, og redte mit hår, og begyndte at børste tænder, selvom jeg skulle ned, og have morgenmad. Hvis jeg måtte få noget i dag.. Det var sjælden jeg måtte det, de synes jeg var for tyk. Jeg er 15 år, 175 cm, og vejer ca. 47 kg. De siger jeg skal tabe mig mindst 5 kg, og så må jeg begynde at spise lidt. Jeg skal også løbe 3 gange om ugen, for er man datter af Gabriella Evans og Jonas Evans, må man ikke veje for meget. 

Jeg gik ned af trappen, og hen til køkkenet  Jeg gik bare lige hen til køleskabet, selvom min mor og far var der ude. Eller jeg ville ikke kalde dem min mor og far, jeg ville hellere kalde dem, djævelden og djælvelden's kone. Jeg sød ik? Jeg åbnede køleskabet, da jeg kunne høre en bag mig hose. Jeg himmlede med øjne, og vendte mig om. "Hvad?" sagde jeg en smule irriteret. "Tror du at du skal have noget mad?" sagde min far meget hårdt. "Ja, hvorfor ikke?" sagde jeg, og kiggede hårdt på ham. "Jamen det må du ikke, du skal have tabt dig, jeg kan se at du har taget på, her på det sidste." sagde han hårdt igen. "Vil du have jeg skal dø?" spurgte jeg lige så hårdt igen. "Er det, det der skal til, så ja." sagde han hårdt igen. Jeg vendte mig om og smækkede køleskabslågen i. "Jeg vil også meget hellere dø, end at jeg vil være her, sammen med jer!" råbte jeg, mens jeg løb ud af køkkenet, med tårer ned af kinden. Jeg gik hen til døren, da det ringede på. "En pakke til Sophia Evans?" sagde postdamen. "Ja, det er mig." sagde jeg og snøftede. Hun kiggede mærkeligt på mig, men jeg tvang et smil frem, og tog imod pakken. Jeg lukkede døren, og løb ovenpå. På vej ind på mit værelse, stødte jeg ind i min ene søster, Jasmin. "Hvad er det du har der?" spurgte hun. Jeg skyndte mig udenom hende, og ind på mit værelse, hvor jeg låste døren. 

Jeg gik hen på min seng, og satte mig. Jeg åbnede pakken. Den her gang med et reb og et brev. Med rustene hænder tog jeg brevet op. 

#Jamen hej igen, Sophia. Jeg ville fortælle dig, at du nu har 5 dage tilbage, sødt ikke?. Og den her gang, har du fået et reb med, hvis nu du ville, vælge at hænge dig i stedet for. Jeg er så sød, at jeg tænker på det hele. Jeg vil også sige, at du ikke kan flygte fra det her, for jeg holder øje med dig på skolen. Ja, vi går på samme skole, hyggeligt ik? Så fra på Mandag af, vil der komme et brev ind, i dit skab, og sørg nu for, at ingen ser det okay? Søde hilsner fra mig# 

Jeg rystede. Tænk, at vi.. GIK PÅ SAMME SKOLE! FUCK, SHIT NEJ.! Men jeg havde da fået en lille ledetråd nu, om hvem det kunne være. 

*

Jeg duftede til den flotte blomst, som var ude på græsset i parken. Den duftede virkelig godt. Jeg havde valgt at gå en tur, da jeg kunne holde ud til, at være der hjemme mere, og fordi jeg gerne, ville have noget at spise, så jeg havde taget nogen penge med, smart ikke? Jeg gik videre hen af stien, og kom ti en lille café, som var inde i parken. Jeg gik op og bestilte en sandwits , og en varm kakao, selvom der var varmt, men jeg trængte lige til en. Jeg satte mig ned til et bord, som stod helt henne i hjørnet, og fandt min mobil frem. Jeg havde fået en bedsked, fra et hemmeligt nummer. Jeg åbnede beskeden, med bange føleser. 

#Jamen hej igen. Det er mig, du ved pakkemanden. Ha, pakkemanden, det lød sjovt. Nå videre. Jeg ville bare lige fortælle dig, at du skal passe på med, hvor du er henne. Det er farligt, at sidde i den café henne i parken, ved bordet henne i højre hjørne, der kunne jo ske noget farligt ik?#

Shit, hvordan vidste personen, at jeg var her, det blev bare mere og mere skræmmende det her. Jeg var i chok, jeg begyndte at ryste. "Her er din sandwits, og din kakao fru" jeg smilede som tak, og begyndte at spise min sandwits, og drikke min kakao, jeg skulle bare hurtigst muligt væk. 

 

*

"JEG ER HJEMME!" råbte jeg, da jeg trådte ind i huset. Jeg fik ingen svar, men hvornår gjorde jeg egentligt også det. Jeg gik ud i køkkenet og så at de allerede spiste aftensmad. Jeg satte mig hen for inden af bordet - Som var min plads. Jeg tog 3 kartofler, og en masse kød og sovs. Jeg kunne se hvordan de kiggede på mig, så derfor, tog jeg min tallerken, kniv og gaffel, med ovenpå, på mit værelse, de skulle ikke bestemme, hvor meget jeg skal spise, om så det galt liv eller død. Jeg satte mig på min seng, og smed min mobil på sengen, og begyndte at spise. Det smagte godt, det kan jeg ligeså godt sige. "SOPHIA, DU MÅ IKKE SPISE SÅ MEGET, DET VED DU GODT!" kunne jeg høre min far råbe, og at han var på vej op af trappen. Jeg skyndte mig hen til døren, og låste den, lige i tid nok, til han rykkede ned i håndtaget, men døren var låst. "SOPHIA, ÅBEN DEN DØR!"råbte han. Jeg ingorede ham, og gik hen og spiste videre på min seng. Han blev ved med at råbe, og banke på min dør, men han måtte vel indse at det ikke hjalp noget. Jeg satte min tallerken på mit natbord, og gaffel og kniven oven på.

Jeg gik ud på mit badeværelse og tog mit nattøj på, og børstede tænder. Da jeg fik det på, tissede jeg lige, og vaksede mine hænder, og gik så ind i min seng, og lagde mig under dynene, efter jeg havde lagt min mobil på natbordet, og sat den til strøm. Jeg hørte den viberede, men jeg gad ikke at tjekke den, så jeg lagde mig bare ned. Jeg kunne ikke hører nogen banken mere, eller råbene, så mon ikke han havde givet op? Jeg vendte mig om, så jeg kiggede ind i væggen, og lidt efter sov jeg. 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hej alle sammen :D

Jeg kommer desværre ikke til at skrive i weekende, da imorgen, skal jeg til koncert, med JUSTIN BIEBER!:D 

Og søndag skal jeg til konfirmation ^^ 

 

- Katja. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...