En fortabt engel.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Igang
15 årige Sophia Evans. Hun har det generelt svært med sit liv. Mobning, forældre der aldrig er hjemme, ældre søskende som hundser rundt med hende. Hun er en af de elever på hendes high school, som virkelig er udsat for mobning. At blive sparket og slået, er blevet en del af hendes hver dag. Hendes forældre skælder hende altid ud, når de overhovedet er hjemme. Hun er det sorte får i familien. Ingen vil overhovedet have hende. Hun mangler et råb, et råb om hjælp, men hvem vil overhovedet hjælpe hende? Hun har ingen ven/inder, hendes familie behandler hende, som om hun var deres slave. Hvordan klarer hun det overhovedet? Hun har hele tiden selvmordstanker, men hvorfor har hun så ikke gjort det i nu, hendes liv er jo et helvede? Vil der komme en og redde hende ud af det liv, hun er i? Det er også svært når den man er forelsket i, en af mobbene, og den person, Simon, er en af de værste? Vil hun ende sit liv, eller vil hun tage kampen op?

7Likes
12Kommentarer
884Visninger
AA

4. Kapitel 3 - Kidnapningen.

Jeg lå helt stille, jeg vidste ikke hvem det var, som lige pludselig var kommet ind på mit værelse. Hvad nu hvis det er en tyv, eller ham eller hende, der ved jeg er cutter? Jeg var sindsygt bange, jeg kunne mærke, at jeg begyndte at ryste. Lige pludselig kunne jeg mærke nogen tage fat om mig. Jeg skulle lige til at skrige, men kunne ikke nå det, før der var en anden en, der tog om min mund, så jeg ikke kunne råb. Eller jeg regner med at det er en anden, for ellers havde personen altså 3 hænder, hvilket faktisk er muligt, men det ville bare være sindsygt mærkeligt, men måske var personene mærkelig, hvorfor kidnappe mig, der er jo ingen der ville lægge mærke til det, jeg er jo mig? Lige pludselig blev jeg løftet op, en holdte mine arme, og en holdte om mine ben, og personen som holdte mine arme, holdte også for min mund. Jeg blev virkelig bange, for hvad der kunne ske. Måske ville de dræbe mig? Jeg har jo selv haft selvmords tanker  og har været tæt på det, men jeg vil bare gerne vise alle, at jeg er stærk, at jeg kan holde det ud, jeg vil ikke lade dem vide, at de har knækket mig. 

Jeg begyndte at ryste helt vildt, og prøvede at vride mig fri, men lige lidt hjalp det. Jeg kunne mærke, at det ikke hjalp noget, så jeg stoppede bare. Jeg blev løftet ned af trappen, hvor der var helt mørkt. Selv var jeg bange for mørke, men ingen vidste det. Der kunne jo ske alt i mørke, det kan i også se nu. De gik hen af gangen, som førte hen til døren, selvfølgelig skulle vi udenfor.. Jeg var glad for, at jeg havde valgt, at tage store løse bukser på, en for stor trøje, og havde strømper på. Ja, jeg ved godt det er meget, men var I mig, ville i nok forstå det mere. Den ene af personene åbnede døren. Jeg vidste ikke om det var en mand, eller en kvinde, men jeg ville skyde på at begge personene var mænd. Jeg fik kuldegysninger lige da vinden ramte mig, og vi var kommet udenfor. Jeg blev løftet ned mod en bil, som var tændt, så jeg håbede for dem, at der var varmere der, ellers ville de få med mig og bestille. Altså ikke at de ville kunne bestille mad, men at de ville få tæv. Jeg tror I har forstået det, så jeg går videre med min historie. 

Jeg blev sat, eller nærmere kastet ind i bilen, men jeg kunne mærke, at jeg landte på 2 personer. Lige i det jeg landte, fik jeg bind for mine øjne. Jeg sukkede højlydt, så jeg var sikker på at de også kunne høre det. De gjorde sådan at jeg sad i  midten, og spændte mig fast med selen. Tænk, at de tænker så langt. Haha.  Jeg havde da ikke noget for munden, men jeg forholdte mig bare stille, det så jeg som det bedste lige nu. Jeg lænede mig tilbage i sædet, og sukkede højt. Selvfølgelig, jeg var bange, rædselsslagne, er nærmere det ord. Men jeg kunne ikke se nogen anden mulighed, jeg vidste ikke hvad de kunne finde på, eller hvem det overhovedet var, så jeg tog altså ikke nogen chance. De var 4 mænd, 2 der sad i bilen, da de 2 andre kom og hentede mig. Så måttet de være 4. Nemlig, godt så. 

 

*

Lige pludselig kunne jeg mærke bilen stoppe. Jeg tror, at jeg var faldet i søvn. Jeg kunne høre bildøre, som blev åbnet, og seler som blev spændt op, deriblandt min sele. Jeg blev løftet op i et par arme, som virkede så bekendte, men som jeg ikke kunne sætte en fingere på, hvem det var. Men jeg var, da glad for, at jeg blev løftet, så slap jeg for at gå, for det orkede jeg altså ikke lige. Jeg kunne mærke at jeg kom ud i kulden, og igen fik jeg kuldegysninger. Jeg havde faktisk håbet, at det her bare var en dør, men så heldig, var jeg dog ikke, suk. Jeg sukkede igen, men lod vær med at sige noget, da det sikkert var bedste lige nu. 

Jeg kunne hører en dør blive åbnet, og at jeg kom ind i varmen, hvilket jeg var taknemlig for, udover jeg var blevet kidnappet, eller det var, da det jeg var, ik? Jeg blev sat på en stol, og mine hænder blev bundet om bag stolen, og mine ben, blev også lige bundet fast. Jeg kunne høre nogen stemmer, og jeg vidste at jeg kendte dem et sted, men hvor, ja det kan jeg ikke lige sætte finger på, men jeg vidste at det ikke var et godt tegn. Jeg kunne mærke, at der var nogen der kiggede på mig, og det er noget af det, jeg allermest hader. 

Der kom en hen til mig, og det gjorde mig bare mere bange. Jeg kunne mærke hans ånde på min nakke, og jeg fik helt kuldegysninger. Det var virkelig ubehageligt. Jeg synes bare i det hele taget, at alt det her, var ubehageligt, skræmmende, uhyggelig, forfærdelig, og ja, bare dårlig. Jeg kunne mærke nogen klamme fingere - eller det var de fra mig af - kører rundt på min nakke, og op til det bind, jeg havde fået for øjnene i bilen. Jeg sank en klump, som jeg havde fået i halsen, da dette virkelig var ubehageligt, så det var helt sindsygt. Jeg kunne mærke, at han fumlerede med knuden, hvilket gjorde ondt, fordi mit hår sad fast der i. Jeg bed mig i læben, for ikke at skrige, af smerte, og om hjælp, men jeg tror ikke at der ville være nogen, som kunne høre mig, eller overhovedet hjælpe mig, de ville nærmere le, af mig, som altid. Jeg kunne mærke at det blev fjernet for mine øjne, og mit blik flakkede rundt mellem de 4 personer som var her. SHIT. 

 

 

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg undskylder ventetiden og hvis jeg ikke skriver så lange kapitler, men det går så forfærdeligt ondt i min hånd, men prøver at bide smerten i mig. Men den er vist forstuet, eller kraftig forstuet. Men jeg kommer ikke til at skrive i weekende, det har jeg ikke tid til. Så prøver at få skrevet så meget som muligt, men har travlt, da jeg skal til koncert på Lørdag, i KBH, og så skal jeg til konfirmation Søndag. 

Men bare lige så I ved det, prøver jeg, og ikke bare lader jer vente, men det gør bare virkelig ondt, piv piv, hehe, ej.  ^^

- Katja <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...