En fortabt engel.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Igang
15 årige Sophia Evans. Hun har det generelt svært med sit liv. Mobning, forældre der aldrig er hjemme, ældre søskende som hundser rundt med hende. Hun er en af de elever på hendes high school, som virkelig er udsat for mobning. At blive sparket og slået, er blevet en del af hendes hver dag. Hendes forældre skælder hende altid ud, når de overhovedet er hjemme. Hun er det sorte får i familien. Ingen vil overhovedet have hende. Hun mangler et råb, et råb om hjælp, men hvem vil overhovedet hjælpe hende? Hun har ingen ven/inder, hendes familie behandler hende, som om hun var deres slave. Hvordan klarer hun det overhovedet? Hun har hele tiden selvmordstanker, men hvorfor har hun så ikke gjort det i nu, hendes liv er jo et helvede? Vil der komme en og redde hende ud af det liv, hun er i? Det er også svært når den man er forelsket i, en af mobbene, og den person, Simon, er en af de værste? Vil hun ende sit liv, eller vil hun tage kampen op?

7Likes
12Kommentarer
881Visninger
AA

3. Kapitel 2 - Pakken?

Det var fredag i dag, hvilket vil sige at det snart var weekend. Jeg overvejede lidt at blive hjemme. ”SOPHIA, DU SKAL LAVE MIN MORGENMAD!” nu var det sagt, jeg var syg. Jeg lukkede øjne igen, og lod som om jeg sov. ”SOHPIA!” råbte Jasmin, min anden søster. Jeg hørte min dør til værelset gå op, og det kunne være den ene, eller den anden, eller det kunne også være begge to. ”Sophia, hvorfor er du ikke stået op i nu?” spurgte hun kærligt, men hold kæft, det er falsk. ”Jeg har det dårligt” mumlede jeg, og kiggede på hende, og lod som om jeg virkelig havde det dårligt. ”Jamen, hvem skal så lave MIN MORGENMAD!” sagde hun, men råbte det sidste. ”Hvis du vil have bræk udover din mad, skal jeg med glæde lave den” sagde jeg, og mente det. Jeg følte at jeg skulle brække mig. Jeg hørte en dør bag mig blive smækket og jeg var nu alene.

 

*

Klokken var godt og vel 11, da jeg stod op. Jeg havde fået taget en stor trøje på, og nogen løse bukser. Lige nu sad jeg foran computeren, og spiste min morgenmad, som bestod af et rundstykke. Jeg læste lige nu alle de hate beskeder jeg fik på formspring.

#Hvorfor lever du overhovedet, du har ikke noget at leve for, du er den grimmeste, billigste luder nogensinde. Hvorfor siger du ikke bare til alle at du er cutter, at du skærer i dig selv, eller hvorfor cutter du ikke bare dine blodårer over? Du fortjener ikke at leve.#

Jeg sank en klump da jeg læste det. For det første, hvem var det overhovedet, og hvordan ved personen så at jeg er cutter? Jeg var virkelig bange. Hvad nu hvis personen holdte øje med mig, lige nu og her? Jeg rejste mig op for stolen, og gik hen til vinduet og kiggede ud. Jeg så en dame, som gik med en hund. Jeg rullede gardinerne for, for hvad nu hvis, at der var nogen der holdte øje med mig? Jeg blev helt bange og satte mig hen på min seng, og tændte for fjernsynet. Jeg havde lige tændt for fjernsynet, da det ringede på.

Jeg blev fucking bange. Jeg gik nedenunder, og gik langsomt hen til døren. Jeg vidste jo ikke hvem det var, hvad nu hvis det var den person, som åbenbart vidste at jeg var cutter. Det føltes som om 100 år var gået, da jeg nåede hen til døren. Men hvis der var gået 100 år, ja så var jeg da meget pæn og i god form, og det hele af min alder. Jeg stod lige foran døren, med et hjerte som sad helt oppe i halsen. Jeg tog fat i håndtaget, og trak det langsomt ned. Jeg åbnede døren halvt, så jeg kunne se hvem det var. Jeg sukkede lettet da jeg så at det bare var postbuddet. ”Jeg har en pakke til en Sophia?” sagde han. Jeg kiggede underligt på ham, en pakke.. Til mig? ”Ja, det er mig” sagde jeg så normalt som jeg nu kunne. Jeg var rimelig bange for hvad der kunne være i den. ”Jamen det var godt, her” sagde hun og smilede til mig, imens hun gav mig pakken. Jeg tog den og sagde tak, og lukkede så døren i.

 

*

Klokken var 1, og jeg havde endnu ikke åbnet pakken, jeg turede ikke. Jeg sad og kikkede på pakken, men besluttede mig så for at åbnende den. Jeg holdte vejret mens jeg åbnede den. Det var som om at tiden gik is tå, at verden gik i stå, at det kun var mig der bevægede mig. Jeg fik den åbnede og så at der lå en kniv og et brev. Jeg kunne mærke at jeg begyndte at ryste sindssygt meget. Jeg tog brevet op og foldede det ud.

#Jeg ville lige sige dig et par ord. Hvis du ikke snart dræber dig selv, ja så må jeg komme og gøre det. Jeg har lagt en kniv til dig, som du evt. kunne bruge. Du har 6 dage, 6 dage til at fuldfører dit selvmord, ellers jeg kommer og gør det. Du bestemmer selv hvor du vil gøre det henne og hvornår bare det er inden der er gået 7 dage. Mange dødelige hilser fra mig.#

Jeg rystede helt da jeg var færdig med at læse det, jeg tabte brevet ned på gulvet, og kiggede ned i kassen, hvor kniven var. Hvad skulle jeg gøre? Jeg ville vise at denne person ikke kunne få mig ned, jeg ville vise at jeg er stærk. Jeg lagde brevet og kniven der ned i, og skubbede det ind under min seng. Jeg sagde mig i min seng, og kiggede op i mit loft.  Lidt efter faldt jeg i søvn.

 

*

Jeg vågnede op med et chok. Hele mit værelse var mørkt. Jeg kiggede på min iphone og tog den. Jeg kiggede på klokken og så at den var 00:00, det værste tidspunkt ever. Jeg kiggede bange rundt i mit værelse, men lagde mig så ned igen, og trak dynen helt over mig og kiggede ind mod væggen, da jeg ikke skulle nyde noget. Jeg kunne høre nogen fodtrin udenfor, og blev endnu mere bange, hvem kunne det være, et spøgelse? Vent nej, de findes ikke. En mand, som vil slå mig ihjel? Eller min familie? Godt nok hader de mig, men alligevel. Jeg kunne høre de kom tættere og tættere på. 

Det var fredag i dag, hvilket vil sige at det snart var weekend. Jeg overvejede lidt at blive hjemme. ”SOPHIA, DU SKAL LAVE MIN MORGENMAD!” nu var det sagt, jeg var syg. Jeg lukkede øjne igen, og lod som om jeg sov. ”SOHPIA!” råbte Jasmin, min anden søster. Jeg hørte min dør til værelset gå op, og det kunne være den ene, eller den anden, eller det kunne også være begge to. ”Sophia, hvorfor er du ikke stået op i nu?” spurgte hun kærligt, men hold kæft, det er falsk. ”Jeg har det dårligt” mumlede jeg, og kiggede på hende, og lod som om jeg virkelig havde det dårligt. ”Jamen, hvem skal så lave MIN MORGENMAD!” sagde hun, men råbte det sidste. ”Hvis du vil have bræk udover din mad, skal jeg med glæde lave den” sagde jeg, og mente det. Jeg følte at jeg skulle brække mig. Jeg hørte en dør bag mig blive smækket og jeg var nu alene.

 

*

Klokken var godt og vel 11, da jeg stod op. Jeg havde fået taget en stor trøje på, og nogen løse bukser. Lige nu sad jeg foran computeren, og spiste min morgenmad, som bestod af et rundstykke. Jeg læste lige nu alle de hate beskeder jeg fik på formspring.

#Hvorfor lever du overhovedet, du har ikke noget at leve for, du er den grimmeste, billigste luder nogensinde. Hvorfor siger du ikke bare til alle at du er cutter, at du skærer i dig selv, eller hvorfor cutter du ikke bare dine blodårer over? Du fortjener ikke at leve.#

Jeg sank en klump da jeg læste det. For det første, hvem var det overhovedet, og hvordan ved personen så at jeg er cutter? Jeg var virkelig bange. Hvad nu hvis personen holdte øje med mig, lige nu og her? Jeg rejste mig op for stolen, og gik hen til vinduet og kiggede ud. Jeg så en dame, som gik med en hund. Jeg rullede gardinerne for, for hvad nu hvis, at der var nogen der holdte øje med mig? Jeg blev helt bange og satte mig hen på min seng, og tændte for fjernsynet. Jeg havde lige tændt for fjernsynet, da det ringede på. Jeg blev fucking bange. Jeg gik nedenunder, og gik langsomt hen til døren. Jeg vidste jo ikke hvem det var, hvad nu hvis det var den person, som åbenbart vidste at jeg var cutter. Det føltes som om 100 år var gået, da jeg nåede hen til døren. Men hvis der var gået 100 år, ja så var jeg da meget pæn og i god form, og det hele af min alder. Jeg stod lige foran døren, med et hjerte som sad helt oppe i halsen. Jeg tog fat i håndtaget, og trak det langsomt ned. Jeg åbnede døren halvt, så jeg kunne se hvem det var. Jeg sukkede lettet da jeg så at det bare var postbuddet. ”Jeg har en pakke til en Sophia?” sagde han. Jeg kiggede underligt på ham, en pakke.. Til mig? ”Ja, det er mig” sagde jeg så normalt som jeg nu kunne. Jeg var rimelig bange for hvad der kunne være i den. ”Jamen det var godt, her” sagde hun og smilede til mig, imens hun gav mig pakken. Jeg tog den og sagde tak, og lukkede så døren i.

 

*

Klokken var 1, og jeg havde endnu ikke åbnet pakken, jeg turede ikke. Jeg sad og kikkede på pakken, men besluttede mig så for at åbnende den. Jeg holdte vejret mens jeg åbnede den. Det var som om at tiden gik is tå, at verden gik i stå, at det kun var mig der bevægede mig. Jeg fik den åbnede og så at der lå en kniv og et brev. Jeg kunne mærke at jeg begyndte at ryste sindssygt meget. Jeg tog brevet op og foldede det ud.

#Jeg ville lige sige dig et par ord. Hvis du ikke snart dræber dig selv, ja så må jeg komme og gøre det. Jeg har lagt en kniv til dig, som du evt. kunne bruge. Du har 6 dage, 6 dage til at fuldfører dit selvmord, ellers jeg kommer og gør det. Du bestemmer selv hvor du vil gøre det henne og hvornår bare det er inden der er gået 7 dage. Mange dødelige hilser fra mig.#

Jeg rystede helt da jeg var færdig med at læse det, jeg tabte brevet ned på gulvet, og kiggede ned i kassen, hvor kniven var. Hvad skulle jeg gøre? Jeg ville vise at denne person ikke kunne få mig ned, jeg ville vise at jeg er stærk. Jeg lagde brevet og kniven der ned i, og skubbede det ind under min seng. Jeg sagde mig i min seng, og kiggede op i mit loft.  Lidt efter faldt jeg i søvn.

 

*

Jeg vågnede op med et chok. Hele mit værelse var mørkt. Jeg kiggede på min iphone og tog den. Jeg kiggede på klokken og så at den var 00:00, det værste tidspunkt ever. Jeg kiggede bange rundt i mit værelse, men lagde mig så ned igen, og trak dynen helt over mig og kiggede ind mod væggen, da jeg ikke skulle nyde noget. Jeg kunne høre nogen fodtrin udenfor, og blev endnu mere bange, hvem kunne det være, et spøgelse? Vent nej, de findes ikke. En mand, som vil slå mig ihjel? Eller min familie? Godt nok hader de mig, men alligevel. Jeg kunne høre de kom tættere og tættere på.  Jeg blev virkelig bange, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, det var som om min stemme var taget fra mig, og ikke mindst da jeg hørte min dør til værelset blive åbnet. 

 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hej alle sammen ^^

Jeg ville lige komme med et kapitel allerede nu. ^^ For det første, fordi jeg synes der skulle være lidt spænding der i ;) 

Og for det andet følte jeg for det, da jeg ikke ved hvor meget jeg kommer til at skrive i weekenden ^^ 

Men hvad synes I indtil videre? :D Giv ris og ros, sig gerne hvad jeg kan gøre bedre, og hvad der er godt!:D

 

I får lige nogen spørgsmål, som kan gøre det hele lidt mere spænende ;) 

 

Hvem tror i pakken er  fra? Er det på formspring, og pakken fra den samme person? Ihvertfald, hvem er det så fra? Hvorfor vil personen have hu skal dø? Og hvem er det der åbner døren ind til hendes værelse? Er det en tyv, en i hendes familie, eller en mand?

 

Hehe, håber I kan lide den, og vil læse med ;) 

Knuz Katja ^^ 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...